Premiere – en vandreforestilling

Når teatret gentænker scenen

Premiere aarhus teater kulturmor
Anders Baggesen var uhyggeligt overbevisende i rollen som krakelerende instruktør med sadistiske tilbøjeligheder. Foto: Rumle Skafte

Hvad er teater egentlig? Er det når skuespillere stiller sig op på en scene foran et publikum og spiller nogle på forhånd bestemte roller? Er det når skuespillere agerer en anden end sig selv foran et publikum på et ikke nærmere angivet sted? Eller er det, når nogen får en oplevelse fordi nogle andre gør noget?

Begrebet teater en nok mere flydende end som så. Men én ting er sikkert og det er, at forestillingen Premiere, der kan opleves på Aarhus Teater både byder på overbevisende skuespilpræstationer, god dramatik og masser af intriger.

Tag de flade sko på og gå (i) teater

Premiere er en såkaldt vandreforestilling. Publikum inddeles i mindre grupper, der anført af en guide følger én af forestillingens medvirkende rundt i teatrets baglokaler.
Man vandrer ganske enkelt rundt på teatret fra en scene til den næste. Det giver begrebet “at gå i teater” en hel ny betydning.

De seks skuespillere, Anders Baggesen, Anna-Sofie Fredslund, Anne Plauborg, Inge Sofie Skovbo, Kim Veisgaard og Mikkel Becker Hilgart spiller sig selv. Eller i hvert fald en iscenesat udgave af sig selv.

Anders Baggesen er instruktøren og idémanden til en opsætning af Hvem er bange for Virginia Wolf? De fem sidstnævnte skuespillere er de medvirkende i den fiktive forestilling. Personligt fulgte jeg Baggesens scener og kan derfor kun forholde mig til disse.

Premieres forløb starter med første møde og læseprøve og slutter ved premieren på Stiklingen. Det kan lyde lidt forvirrende, men det er det på ingen måde. Det er bare ganske svært at forklare.

Intimiderende og grænseoverskridende

To gode ord, der beskriver min personlige oplevelse af Premiere. Måske ikke ord man som udgangspunkt vil forbinde med noget positivt, men ikke desto mindre var min samlede oplevelse af Premiere særdeles god.

Anders Baggesen spiller en teaterinstruktør i opløsning. Han har mistet grebet og tilsyneladende også fuldkommen mistet overblikket over sin forestilling.

Han krakelerer langsomt men sikkert foran øjnene på tilskuerne. Men medlidenheden udebliver, for han er også voldsomt usympatisk med udtalte sadistiske tilbøjeligheder.

Der er især én scene, hvor Baggesens voldsomhed udvikler sig parallelt med en temmelig eksplicit seksuel akt. Publikum er meget tæt på. Lokalet er småt. Og det er i den grad grænseoverskridende at sidde der som en anden pervers voyeur og betragte en både intim og privat situation. Og jeg ved fra flere andre publikummer, at de havde lignende oplevelser på deres ture rundt i teatret.

Jeg vil ikke afsløre for meget om forestillingens indhold. Men oplevelsen var interessant! Og det vil sikkert være tilsvarende uanset hvilken af de seks skuespillere, du som publikum sendes med. Det er så afgjort ikke en oplevelse, som du bør gå glip af.

premiere kulturmor teateranmeldelse

Premiere. Manus: Magnus Iuel Berg. Idé og iscenesættelse: Sargun Oshana. Scenografi: Benjamin la Cour. Lyd: Kim Engelbrecht. Medvirkende: Mikkel Becker Hilgart, Anders Baggesen, Kim Veisgaard, Anne Plauborg, Inge Sofie Skovbo og Anna-Sofie Fredslund.

Spiller på Aarhus Teater til 17. juni.

Se mere her.

 

Gentænk teateranmeldelsen

Jeg har set Premiere som et led i projekt Gentænk Kulturjournalistik. Derfor har jeg også lavet lidt forskellige udgaver af anmeldelser og omtaler.

Du kan f.eks. se mine (flotte!!) skitser/tegninger på Instagram lige her. Og inden for de nærmeste dage, kan du også læse både min og de øvrige deltagere i projektets alternative anmeldelser på Aarhus Teaters hjemmeside. Du finder dem lige her.

TVANG på Katapult

På teater Katapult i Aarhus har de sat tvang på plakaten. I bogstaveligste forstand.

Tvang katapult anmeldelse kulturmor
Hundredevis af elpærer udgør scenografien i TVANG på Katapult. Enkelt og fint! Foto: Jens Peter Engedal

Jeg slog betydningen af ordet TVANG op i Den Danske Ordbog:

Tvang, substantiv, fælleskøn. Betydning: det at tvinge nogen til noget.
Tvinge, verbum. Betydning: få nogen til at gøre noget mod vedkommendes vilje.

Og faktisk passer det lige præcis på forestillingens tema: At få nogen til at gøre noget mod vedkommendes vilje. Ikke nogen bestemt. Bare mennesker, ægtefæller og andre omkringværende personer i almindelighed.

Tvang – en neoliberal komedie

Teatret kalder TVANG for en neoliberal komedie. Og selvom den politiske højrefløjs handlinger måske nok er i fokus, så går ingen for alvor fri.

Det er til tider lattervækkende, men satire er nok en mere præcis betegnelse end komedie for Line Paulsens iscenesættelse af Aleksa Okanovic manuskript.

Forestillingen handler om alle former for tvang. Økonomi, sex, magt, samfundsnormer og ægteskab.

Parret Clair og Roland er unge, hippe og fremadstormende i skikkelse af Sara Hjort Ditlevsen og David Elnebo. De lægger ud som kommunister (i hvert fald i deres selvforståelse) og ender op som noget udefinerbart og for Clairs vedkommende ultraliberalt ved forestillingens slutning. En udvikling fra system til kaos, der også afspejles i scenografien.

Brudstykker fra et liv

TVANG er en samling af små sekvenser fra parrets liv. Før, under og efter deres ægteskab.

I det ellers kulsorte scenerum er de to alene sammen med hundredevis af elpærer, der hænger ned fra loftet. Nadia Nabil Korsbæks enkle scenografi på samme tid understreger og giver plads til de to på scenen.

Dialogen er til tider temmelig søgt. Men den opvejes af de to skuespilleres entusiasme og velfungerende samspil.

TVANG er en energisk, ekspressiv, overgearet og til tider meget fysisk forestilling, der formår på samme tid at være både forudsigelig og vække forundring hos tilskuerne.

tvang katapult kulturmor

TVANG. Medvirkende: David Elnebo og Sara Hjort Ditlevsen. Instruktør: Line Paulsen. Scenograf: Nadia Nabil Korsbæk. Dramatiker: Aleksa Okanovic. Musik: Iza Mortag Freund.

Spiller på Teater Katapult i Aarhus til den 31. maj samt på Teater V i København 10.-11. juni.

Se mere om forestillingen her.

 

Der var ingen tvang involveret i mit besøg på teater Katapult. Men jeg havde fået en fribillet af teatret – hvilket de nye markedsføringsregler jo pålægger mig at oplyse. Tjek mine blogoplysninger her.

Saurus på Bispetorv – ILT17

ILT17 er i fuld gang i Aarhus. Internationalt levende teaters festival! Og med dem er Saurus kommet til byen.

Saurus ILT17
Saurus gik deres første tur gennem Aarhus i dag kl. 15.

Dystre dinoer

Og eftersom jeg ikke har lykkedes så godt med at få børnene med til så mange Aarhus 2017-arrangementer, som planlagt, satser vi i stedet lidt på ILT.

I dag har vi set de kæmpestore, uddøde Saurusser vandre omkring midt i Aarhus. Ca. fem meter høje skabninger, der bød på vældigt fascinerende akrobatik.

saurus ilt17 kulturmor

Alene det faktum at de fire mennesker indeni Saurusserne kan bevæge sig rundt i dragterne – på stylter – er imponerende. Men dragterne i sig selv var også både dystre, smukke og dragende. Som en film af Tim Burton.

Vi havde på forhånd læst om dem og set en lille videotrailer på nettet. Min mindste var lidt skeptisk, fordi de kæmpe væsner var noget dystre i deres udtryk, men begge børn indvilligede alligevel i at tage med og se på sagerne.

Se vores minivideo fra Saurus på Bispetorv i Aarhus her.

Saurus på stylter

Og det var faktisk ret vildt. Vi havde talt om, at det jo “bare” er mennesker på stylter i seje kostumer, men virkningen af de kæmpemæssige Saurusser var alligevel ret effektfuld.

Saurus ILT17 kulturmor
Saurus på tur op ad et temmeligt menneskefyldt strøg i Aarhus.

Og de fem stylteklædte mennesker – fire i Saurus-kostumer og en enkelt, der agerede volapyktalende dinotræner – gik ikke blot rundt på Bispetorv, som jeg havde ventet. De tog en tur op ad Strøget også og var først tilbage på torvet igen efter 40 minutters tid.

Meget imponerende! Og stadig lidt skræmmende for de mindste.

 

Close-Act Theatres Saurus kan opleves på Bispetorv i Aarhus indtil på lørdag den 20. maj.

Se mere om Saurus her.

 

Jesus Christ Superstar

Andrew Lloyd Webber og Tim Rices musical Jesus Christ Superstar var én af de første musicals, jeg så i mit liv. Og jeg elskede den. Og ikke kun fordi jeg var småforelsket i ham, der spillede Simon. Musikken var skøn, fortællingen essentiel og oplevelsen i top.

Derfor havde jeg også glædet mig ret meget til at se Jesus Christ Superstar i Aarhus Teaters opsætning. Men desværre blev jeg lidt skuffet.

Simon Matthew i rollen som Jesus på Aarhus Teater i en desværre lidt rodet opsætning. Foto: Rumle Skafte

Rod, støj og lidt forvirring

Instruktøren Elisabeth Linton har skabt en ret rodet forestilling, som er præget af støj i både visuel og auditiv forstand.

Selvom jeg på forhånd kendte både musical og historie, så var jeg godt og grundigt forvirret, da 1. akt sluttede og pausen begyndte.
Jeg kunne se, hvem der spillede Jesus (Simon Matthew), Maria Magdalene (Cecilie Stenspil) og Pontius Pilatus (Jacob Madsen Kvols). Alle de øvrige var jeg i tvivl om.

Hvem var Judas? Hvem var Simon? Hvem var Peter? Og hvem var de to fjerklædte mænd med hatte, som talte med Pilatus.
Godt nok skrev jeg lige, at jeg har set musicalen før, men det er ca. 20 år siden og der er løbet en del vand (og muscials i alle afskygninger) under broen siden. Og så godt kan jeg ikke huske den præcise handling, eller hvem der synger hvilken sang.

Og desuden skiftede scenerne lidt umotiveret. Det virkede som om sangene var blevet grumset til af rocklyd og hæshed. Som om hver enkelt sang næsten ikke fik lov at begynde, før den igen var afsluttet.

Dårlig lyd på balkonen

Min forvirring skyldtes nok især lyden. Jeg sad på balkonen. På første række endda. Godt nok ude i den ene side, men udsynet var fint og jeg havde set frem til at opleve Kenneth Thordals nyoversættelse.
Men jeg oplevede den ikke. For jeg kunne ganske simpelt ikke høre, hvad der blev sunget. Kun meget få brudstykker.

Musikken var høj, næsten støjende. Og lyden på balkonen mindede mig lidt om en forårskoncert i folkeskolen, hvor en flok glade børn spiller covernumre af kendte sange tilsat alt for høje trommelyde.

Jacob Madsen Kvols er intens og dramatisk i rollen som Pontius Pilatus. Foto: Rumle Skafte

De gode elementer skal ikke glemmes

Men dermed ikke sagt, at det var en forfærdelig oplevelse. Der var også gode elementer i forestillingen. Især vil jeg fremhæve Jacob Madsen Kvols som Pontius Pilatus og Mathias Flint som Kong Herodes. For hvor de resterende medvirkende gled sammen i en grødet masse, hvor ikke engang Jesus eller Judas vakte følelser i mig, så kunne Pilatus og Herodes drage opmærksomheden mod sig i en række underholdende og imponerende scener.

Scenografi og kostumer i top

Kostumerne i forestillingen var imponerende. Romernes vel at mærke. For alle de øvrige var meget neutrale og stort set ens. Men hos romerne har kostumedesigner Maria Helena Gyllenhoff for alvor slået sig løs. Med glimmer, glitter, guld og fjer. Masser af glam og wow-effekt.
At det dertil skal siges, at jeg aldrig rigtig forstod, hvorfor romerne var sådan klædt, er en ganske anden sag.

Og hvad angår Palle Steen Christensens scenografi, så afspejlede den en imponerende forståelse for anvendelse af scenerummet. På alle leder og kanter. For det var både effektfuldt og interessant at se skuespillerne klatre rundt på siderne, komme gående ned ad bagvæggen og hænge ned fra loftet.

Alt i alt var Jesus Christ Superstar på Aarhus Teater en lidt blandet oplevelse. For selvom jeg overordnet set var skuffet – og lidt forvirret – så var der også en række fine, seværdige elementer. Især i 2. akt.

 

Jesus Christ Superstar spiller på Aarhus Teaters Store Scene frem til 3. juni.

Læs mere om forestillingen her.

 

Den alternative anmeldelse

Ifm. projektet Gentænk Kulturjournalistik har jeg lavet en alternativ anmeldelse udfra fokuspunktet: 5 fede detaljer i forestillingen.

Det er der kommet en kort video og en dertilhørende tekstanmeldelse ud af.

Du kan se videoen her.

Anmeldelsen kommer op på anmeldersiden på Aarhus Teaters hjemmeside snarest.
Den side finder du her.

 

 

Morph – Rethink Human Behaviour

Pressefoto: Gisli Dua

Forvandlingsfabler

Som syltede agurker på glas eller dyr i formaldehyd ser vi på mennesker i glaskasser. Det er på samme tid frastødende og sært fascinerende.

Der er ikke meget Ovids metamorfoser over forestillingen Morph, som spiller på Scala på Aarhus Teater. Men beskrivelsen forvandlingsfabler passer alligevel ret godt på Morph, der er en både relevant, skræmmende og til tider ganske smuk forestilling.
Der er nøgenhed, affald i bunker og udstilling af den menneskelige natur.

Pressefoto: Gisli Dua

Skrigende, brølende, mumlende – og indimellem talende – bevæger skuespillerne Julie Kunz, Kjartan Hansen, Nanna Cecilie Bang, Kajsa Bohlin og Thomas Bentin sig rundt mellem hinanden, henover hinanden, på hinanden. I og udenfor de mobile glaskasser, der er placeret rundt om i det ellers nøgne scenerum.

Som en anden kakerlak

Især én scene virkede særligt dragende på mig. Kajsa Bohlin fik den mindste glaskube på hovedet. Scenen var stort set mørk, men der var lys i den lille kube. Derefter rykkede hun sig rundt på scenen i absurde bevægelser, der mest af alt førte tankerne hen på Gregor Samsa i Kafkas Forvandlingen, der vågner op en morgen, forvandlet til en stor kakerlak og slet ikke ved, hvordan hans nye krop fungerer.

Som at stå i bro uden brug af hænder og på samme tid udføre glidende bevægelser rundt på gulvet med nakken vredet halvt af led. Kajsa Bohlins kropsstillinger forekom nærmest umulige. Hvilket gjorde scenen desto mere imponerende og absurd.

Gentænk menneskeheden

Kristján Ingimarsson (der både er idémand og instruktør på Morph) agerer kommentator, videnskabsmand og menneskeforsker forestillingen igennem.

Pressefoto: Gisli Dua

I kontrast til de fem (halv)nøgne mennesker iklædt farvestrålende plasticposer, rør og andre affaldslignende genstande er Ingimarsson klædt helt i sort. Jakke, bukser, T-shirt. Nobelt, enkelt. Og i stærk kontrast til de øvrige medvirkende gennem det meste af forestillingen.

Rethink Human Behaviour er forestillingens undertitel. Og det må siges netop at være tilfældet. Nyt syn, nye vinkler på mennesket og dets handlinger. Et mikroforsøg på at gentænke vores opfattelse af menneskeheden.

I forskellige billeder vises alt fra social interageren med champagne og smalltalk til hæmningsløse, dyriske parringsritualer ved hjælp af et langt rør og en orange plastikkegle.

Pressefoto: Gisli Dua

Det er sært. Ingen tvivl om det. Men det er også tankevækkende, måske endda dragende og slutscenen tenderer til det decideret smukke.

Forestillingen er et samarbejde mellem Aarhus Teater og Kristján Ingimarsson Company ifm. kulturhovedstad Aarhus 2017.

Morph spiller på Aarhus Teater frem til 6. maj.
Mere info på teatrets hjemmeside.

 

Live-tweets fra Morph

Til forestillingen den 18. april eksperimenterede jeg med live-tweets direkte fra tilskuersædet. Det var ikke en udpræget succes. Det er ikke så let både at følge med i forestillingen på scenen og se på den lille skærm foran sig også.

Der kom dog alligevel (temmeligt mange) tweets ud af eksperimentet. Du kan se dem – både mine og de øvrige deltageres – på Aarhus Teaters hjemmeside, hvor du også kan læse en alternativ version af min anmeldelse, som bygger på netop disse tweets.

Se mere om tweets og Gentænk Teateranmeldelsen her.

 

Love Loop – Director’s Cut på Katapult

Jeg har en forkærlighed for mennesker, der kan fatte sig i korthed. Både når det gælder bøger, film og teater. Ikke at det SKAL være kort altid. Bare det ikke er gjort længere end højest nødvendigt.

Hvem siger, at du ikke kan være intim med teknologi? Mille Maria Dalsgaard viser en alternativ virkelighed i forestillingen, Love Loop – Director’s Cut.

Energisk soloforestilling

Og en lille kort forestilling er netop, hvad der spiller på Katapult i Aarhus disse dage. Love Loop – Director’s Cut er Mille Maria Dalsgaards soloforestilling om afhængighed og kærlighedsforholdet til det sociale medie, Facebook.

Det lyder måske lidt sært. Og det er det også. Men det er også morsomt, tankevækkende og god underholdning i en lille times tid.

#SMACS

Mille Maria Dalsgaard byder allerede publikum velkommen på gangen uden for scenerummet. Rammefortællingen er et live-show, hvor publikum spiler publikum.

Vi er til The Social Media Addicts Charity Show eller bare #smacs (hvis du nu vil dele det på de sociale medier).

Mille er værten og Mille er den også den case, der fremstilles i showet. Mille, der er afhængig og nærmest besat af kæresten Franz-Bent. Forkortet FB.

“Han er bare så tydelig i sit udtryk og meget, meget ærlig!”

Teknologi og intimitet

Mille Maria Dalsgaard spiller både til publikum og til forskellige kameraer på scenen, som projicerer hendes billede direkte op på et lærred bag hende.

Skærme drager blikke. Så man som publikum indimellem glemmer at se på det rigtige menneske lige foran sig, og i stedet følger personen på skærmen.

“Jalousi og misundelse er en vildt god følelse, når den ligger hos modparten…”

Mille er alt for meget. Både på scenen og på skærmen. For meget lilla øjenskygge. For meget pink læbestift. Alt for tæt på. Alt for intim. Alt for sensuel i sine fortællinger om mødet med Franz-Bent. Kort sagt bare FOR MEGET.

Og netop samspillet mellem det alt for intime, alt for meget og distanceringen via skærmene og teknologien understreger forestillingens tema. Besættelsen af opmærksomheden på sociale medier. Selviscenesættelsen i højeste potens.

“Jeg vil sgu da også ses!”

Kort forestilling, kort spilleperiode

Love Loop – Director’s Cut er en fin lille forestilling. God underholdning i en lidt anderledes indpakning. Med masser af energi og sjove påfund.

Det er en gæsteforestilling fra Sydhavn Teater, så du skal ikke vente for længe, før du smutter forbi Godsbanen og ser den.

Love Loop – director’s cut spiller på Teater Katapult frem til 1. april.

Læs mere her.

 

 

Niels Klims underjordiske rejse – se den, læs den, kend den!

Det her bliver et lidt atypisk indlæg. Som udgangspunkt handler det om Ludvig Holbergs roman, Niels Klims underjordiske rejse. Men kun som udgangspunkt. For jeg har faktisk aldrig læst den bog. Og ikke kun fordi den oprindeligt blev udgivet på latin.

Højaktuelle Holberg!

Da jeg i sin tid læste på Dramaturgi på Aarhus Universitet, syntes jeg, at Holberg var kedelig. At flere af hans komedier bare var plagiater af udenlandske dramatikere som Calderón og Shakespeare. Men der er nu noget ved Holberg. Det har selv jeg måttet indse.

For ikke længe siden skrev jeg et indlæg om iscenesættelsen af Erasmus Montanus på Aarhus Teater. Det kan du læse her. Og i fredags var jeg til premieren på Niels Klims underjordiske rejse på Vendsyssel Teater (ja, jeg var kommet langt hjemmefra, men det var så afgjort turen værd!).

Nå, men de to forestillinger, samt læsningen af en ganske særlig børnebog (den vender jeg tilbage til om lidt), har fået mig til at ændre mening: Holberg var for sej. Og temaerne i hans værker er højaktuelle den dag i dag. Hvis de vel at mærke serveres på en måde, der giver dem relevans og bliver iscenesat overbevisende.

Du kan læse lidt mere om fortællingen her.

Gendigtning i børnehøjde

Men tilbage til førnævnte børnebog. Det drejer sig om bogen på det første billede her i indlægget: Vibeke Stybes gendigtning af Niels Klims underjordiske rejse. Forkortet, forenklet og uden for mange gentagelser. Super fint illustreret med Dina Gellerts farverige tegninger. Og historien er jo fabelagtig!

Dina Gellert har stået for de fine illustrationer i Vibeke Stybes gendigtning af Niels Klims underjordiske rejse.

Holberg skrev sin roman i 1741. Mere end 100 år før Jules Verne skrev Rejsen til jordens indre. Han var jo en firstmover. De tanker og ideer, der ligger bag er for vilde. At der findes et helt univers på vrangsiden af vores planet, hvor alle mulige tænkelige (og utænkelige) væsner lever. Fra talende dyr over havfruer til levende træer. Det er fabelagtigt i ordets bogstaveligste forstand.

Selvom det er en forkortet udgave, er det stadig en ret teksttung bog. Men den kan læses højt for de mindre børn også, hvis den deles op i mindre bidder. F.eks. et afsnit hver dag som godnatlæsning.

Vibeke Stybe og Dina Gellert: Niels Klims underjordiske rejse
Udgivet på forlaget Forum i 2000.

Bogen er desværre udsolgt fra forlaget, men du kan sikkert låne den på dit lokale bibliotek.

Niels Klim anno 2017 i Vendsyssel

Og så var der lige det med premieren på Vendsyssel Teater. Et smukt, stort nybygget kulturhus lige midt i Hjørring, som i sig selv kunne være et besøg værd.

Jeg har skrevet en decideret anmeldelse af forestillingen, som bringes i Information på fredag. Men her er et ultrakort rids af oplevelsen, som jeg på det varmeste kan anbefale.

Peter Schrøder har iscenesat ud fra en helt nyskrevet dramatisering fra Anna Bro og Thor Bjørn Krebs. Forestillingen synes at være et oplagt valg til det nye teaters største sal, der er helt rund og derfor er perfekt til at mime indersiden af jordkloden.

Temaer som integration og fremmedhed er i fokus. Og med et velspillende skuespillerhold, fine kostumer, effektfuld og veludført scenografi, lys og lyd bliver Niels Klims underjordiske rejse på en i særklasse god oplevelse.

Forestillingen spiller frem til 12. april.

Se mere på teatrets hjemmeside.

 

Og se så at få læst den bog. Om ikke andet, så den forkortede, børnevenlige udgave.

I 2017 er kodeordet GENTÆNK

I 2017 er Aarhus europæisk kulturhovedstad (sammen med Pafos på Cypern, hvilket de færreste i Danmark måske ved).
Temaet i Aarhus 2017 er Let’s Rethink. 

Og netop ordet gentænk er omdrejningspunktet for flere af årets tiltag.

Du kan se hele programmet for Aarhus 2017 her.

Gentænk kulturjournalistik – manifest

Have Kommunikation satte sidste år – i samarbejde med Aarhus Teater og Aarhus 2017 – et projekt i søen, som de kalder Gentænk Kulturjournalistik.

Om baggrunden for projektet skriver de bl.a. følgende på deres hjemmeside.

“Kulturjournalistikken og kulturkritikken skal nu navigere i et helt nyt mediebillede, hvor brugermeninger, guidestof og kommerciel oplevelsesjournalistik indskrænker rummet for den substantielle dialog, bedømmelse og kritik.”

I foråret 2016 blev der afholdt en række workshops rundt om i landet, som havde fokus på netop tanken om at gentænke kulturjournalistikken.
Samlet set er det blevet til et manifest omkring kulturjournalistikken og hvilke behov, der er for gentænkning og nye tiltag.

Se manifestet her.

Aarhus Teater som konkret case

De tre ovennævnte samarbejdspartnere og DMJX (tidligere Journalisthøjskolen) har valgt sammen at bruge 2017 til at se på teateranmeldelsen som en konkret case ift. gentænkning af kulturjournalistikken.

Aarhus Teater lægger forestillinger til projektet og man har oprettet et anmelderkorps til formålet.

Jeg er én af de 14 deltagere – anmeldere – i projektet. Så jeg håber, du har lyst til at følge lidt med i projektets udvikling.

Du kan se oversigten over alle anmeldere her.

Fra traditionelt til eksperimenterende

Ideen med projektet er, at de 14 anmeldere skal afprøve forskellige medier og tilgange til teateranmeldelsen.

De to første forestillinger (som er de eneste indtil videre) er blevet anmeldt på meget traditionel vis, som klassiske teateranmeldelser ift. form og formalia.
Det er planen, at anmeldelserne (forhåbentligt) gerne skulle udvikle sig til noget mere eksperimenterende undervejs. Men ingen ved, hvad der kommer til at ske. Der er ingen fast plan. Bare gode intentioner og ønsket om at gentænke en traditionsrig, journalistisk genre.

Du kan følge med i projektet og læse alle anmeldelserne her.

Aarhus Teater: En skilsmisse

Hassan Preisler (selv-)iscenesat

En skilsmisse på Aarhus Teater er, til trods for fine musikalske indslag og god energi fra skuespillerne, en forestilling, der aldrig rigtig når ud over scenekanten.

Foto: Gísli Dúa.

Der er så meget Hassan Preisler på Aarhus Teater lige nu, at du kan svømme i det! Tapetet på scenevæggene er små billeder af Hassan Preisler. Historien handler om Hassan Preisler. Skuespillerne bærer gummimasker, der ligner Hassan Preisler. Og nå ja, så er forestillingen jo netop skrevet af netop skuespiller og forfatter Hassan Preisler med udgangspunkt i hans egen skilsmisse.

En fragmenteret serie af nedslag i Preislers liv før, under og efter skilsmissen. Moqi Simon Trolin har stået for iscenesættelsen og Siggi Óli Pálmason for scenografien.

Musikalitet og illusionsbrud

En skilsmisse indledes med Paul Simon-sangen ”50 Ways to Leave Your Lover” sunget af forestillingens fem skuespillere (Anna Nørh Tolstrup, Kirsti Kærn, Kjartan Hansen, Mathias Flint og Christian Hetland). De fem deler rollerne som Hassan, hans (eks-)kone May, deres datter Sonja, Hassans mor samt flere unavngivne bipersoner.

Foto: Gisli Dua

Scenografien er enkel og forandres konstant gennem forestillingen. Til tider så meget, at det virker forstyrrende på dialogen.

Skuespillerne hopper ikke bare ind og ud af de forskellige roller, men også rundt mellem forestillingens forskellige metalag. Anna Nøhr Tolstrup træder ud af sin rolle som May; ”Jeg er ikke May” siger hun og skaber et illusionsbrud ved at adskille skuespilleren fra rollen. Hvorefter hun beskylder de øvrige skuespillere for kun at være med i forestillingen, fordi den er skrevet af Preisler og de bare vil være med i ”noget smalt og skævt. Ikke noget populistisk som på Store Scene.”

Preisler mod Preisler

Sådan fortsættes stykket igennem. Skuespillerne forsøger at påvirke Preislers tekst. At gøre noget uforudsigeligt og spontant, som Preisler ikke havde regnet ud. Aarhus Teater kalder En skilsmisse for en fiktionsleg. Men hvis intentionen er at lege med teatrets form, fungerer det ikke.

Alle fem skuespillere leverer god energi på scenen, men teksten virker alt for søgt. Det er tydeligt, at det kun er Preisler selv, der foregiver at gå imod Preisler. Og det gør stykket lidt fladt.

Ikke på noget tidspunkt i løbet af forestillingens godt to timer når følelserne ud over scenekanten. Hverken fra de sørgelige, de morsomme eller de skæve indslag.

Foto: Gisli Dua

Ny dansk dramatik kan meget mere end det. Det har Aarhus Teater selv demonstreret bl.a. med Nekrologer i 2012, hvor de fem elever på Dramatikeruddannelsen skrev hver deres enakter (se mere her). Der var grin, gråd og tænders gnidsel. Alt det, der ikke var til En skilsmisse.

Der er rigtig meget Hassan Preisler at finde på Aarhus Teater, men det bliver desværre aldrig hverken rigtig interessant eller nyskabende.

 

EN SKILSMISSE
Spiller på Aarhus Teater, Studio frem til 4. marts 2017.

Læs mere her.

Aarhus Teater: Erasmus Montanus

Scenografien er holdt i sort og hvid. Foto: Emilia Therese

Holberg reloaded – galt eller genialt?

I disse dage kan du opleve en på samme tid traditionel og helt ny udgave af Holbergs Erasmus Montanus på Aarhus Teater.

Glem alt hvad du ved om Holberg. Eller næsten… For selvom opsætningen af Erasmus Montanus på Aarhus Teater indeholder både blodbad, store oppustelige ting, nøgenhed og et helt marchorkester, så er der dog alligevel en rød tråd til Holbergs dramatik.
Men er det bare galt eller er det rent faktisk genialt?

Andreas Jebro som Erasmus Montanus og Lars Brygmann som Per Degn. Hvem er den lærde og hvem er en nar? Foto: Emilia Therese

Erasmus Montanus er fortællingen om bondedrengen Rasmus Berg, der har studeret i København og vender tilbage til landsbyen (og sin forlovede) som et nyt, bedrevidende menneske, der stiller spørgsmålstegn ved alle de sandheder, landsbyboerne kender. Han har latinificeret sit navn til Erasmus Montanus og insisterer på, at jorden er rund, hvilket ikke falder i god jord i landsbyen – og i særdeleshed ikke hos hans svigerfar.

Holbergs komedie er kendt for sin tvetydighed. Hvem griner publikum af? Af de lærde, af bønderne eller af sig selv? Denne tvetydighed har Aarhus Teater i samarbejdet med Christian Lollike (og teater Sort/Hvid) ført up to date i en alternativ version af Holbergs klassiker.

Zaki Youssef som Jakob og Andreas Jebro som Erasmus. Den dumme bonde og den lærde bror. Eller? Foto: Emilia Therese

Tomater, paphuse og religionssatire

Allerede før forestillingen går i gang kan publikum betragte scenografien. En landsby bygget op i sort/hvidt af papskiver. De skrå brædder på gulvet er udskiftet med en trappe, der stiger op mod kirken allerbagerst på scenen – badet i et nærmest guddommeligt lys.
Det er kontraster, religion og verdensopfattelser. Scenen er klar. Nu mangler bare aktørerne.

Der uddeles tomater til publikum på de forreste rækker, som pænt må sidde med dem i hånden næsten frem til stykkets slutning.

Forestillingen indledes med korsang, som er gennemgående gennem hele forestillingen. Smukt, rent og langsomt. Som havde nogen skruet ned for tempoet i salmen og ladet den spille i slowmotion.

Det hele er karikeret. Fra kostumer og make-up til de overdrevne mekaniske bevægelser der suppleres af den tydelige mekaniske lyd fra teknikken i rullebåndet på scenen.

Ole Thestrup som Jeronimus, svigerfar til Erasmus (Andreas Jebro). Begge står lige stejlt på deres respektive opfattelser af såvel jordens form som det danske værdigrundlag. Foto: Emilia Therese

Lollike fører Holbergs tematikker frem til nutidens debatter omkring danskhed, kristne værdier og fremmedfrygt. Det handler stadig om tvetydighed og modsætninger. Ytringsfriheden tages op til overvejelse. Skal alt siges og gøres blot fordi man har ret til det? Må man fornærme andres religion eller verdensopfattelse i ytringsfrihedens navn?

Erasmus mener, at bevidstheden skaber virkeligheden. Og det bliver helt konkret, da han konfronterer Per Degn med dennes hus. Men hvor er gangen og soveværelset i den tomme papskive? Hvor er den verden, de taler om? Det hele er blot en illusion.

Fra Holberg til surrealistisk mareridt

Langt hen ad vejen følger iscenesættelsen Holbergs oprindelige forlæg. Med små undtagelser og tilføjelser, der modtages med latter fra publikum. Men ved midten af 4. akt slår det tilsyneladende klik for Erasmus. Hos Holberg bringer han med sine ord uorden i landbysamfundets vanlige gænge og deres verdensopfattelse. I Lollikes iscenesættelse går Erasmus skridtet videre og styrter rent bogstaveligt deres verden i grus: Kulisserne væltes, smadres, fjernes. Scenerummet står halvnøgent tilbage og blotter dem, der stod gemt.
Men er det landsbyboernes eller Erasmus’ egen verden, der smuldrer? Symbolikken er tyk. En stor sort moské vokser frem bag kirken. En niqab-klædt person venter i kulissen. Verden er væltet. Afsløret som tomme skaller. Erasmus’ forlovede skaber det rene selvmordsblodbad på scenen, mens han fortsat nægter at undsige sine overbevisninger om, at jorden er rund.

Erasmus (Andreas Jebro) og Sofia Nolsøe som hans forlovede, Lisbed. Mod slutningen forvandles scenen til et rent blodbad. Foto: Emilia Therese

Hvor Holberg til slut lod en løjtnant narre Erasmus til at blive soldat, lader Lollike scenen forvandle sig til et surrealistisk mareridt, hvor løjtnanten akkompagneret af et helt orkester klæder Erasmus af til skindet og tvinger ham til at rette ind.

Tomaterne flyver fra publikum. Den nøgne sandhed fremvises og hvad har han så at have sit ego i? Uden sin facade må han som alle andre bukke under for flertallet. Han giver efter for presset og følger med strømmen.

Fra klassisk Holberg til surrealistisk mareridt. Foto: Emilia Therese

Hvad pointen med denne slutning er, må det være op til den enkelte at tolke på. Er det så galt eller genialt? Begge dele velsagtens. Det er i hvert fald interessant!

 

ERASMUS MONTANUS
Spiller på Aarhus Teater, Store Scene frem til 11. marts 2017.
Læs mere her.