Grænser på alle måder

grænser filuren apropos ungdomsteater kulturmor
Anders V. Momme og Sandra Turell Henningsen som drengene Frederik og Victor i ungdomsforestillingen, Grænser. Foto: HEIN Photography.

Der findes mange former for grænser. De fysiske, som er åbenlyse for enhver, og de mentale, som er sværere at definere. Du har dine egne, som du måske først er opmærksom på, når andre overskrider dem. Og mennsker omkring dig har deres, som måske er væsensforskellige fra dine egne. Men ikke desto mindre usynlige.

Teater om unge til unge

Teateriet Apropos og Filuren har sammen lavet forestillingen Grænser, der er målrettet unge på 13+. En fin ungdomsforestilling om både egne og andres grænser. Om mobning, fællesskab, venskab og de svære teenageår.

Jeg så forestillingen sammen med ca. 40 efterskoleelever. En stor flok unge fra 9.-10. klasse, som var overraskende tavse i den times tid, forestillingen varede. Ellers ikke en opførsel, der som udgangspunkt forbindes med teenagere i store grupper.

Grænser

Drengene Victor og Frederik var bedste venner. Lige indtil Victor i 6. klasse skulle flytte til Somalia med sine forældre, der arbejder for Læger uden grænser. I 9. klasse vender Victor og familien tilbage til den lille, unavngivne provinsby, hvor livet er fortsat uden de store forandringer.

Men Victor, der spilles af Sandra Turell Henningsen, er ændret. Han har set og oplevet ting, der gør ham vredere og mere aggressiv end tidligere. Ikke mindst efter hans mors kidnapning og tortur, som var årsagen til familiens hjemvenden til Danmark. Dramatiker Brian Wind-Hansen har ikke lagt fingre imellem i sin fortælling.

At stå udenfor fællesskabet

De gamle klassekammerater kan ikke udholde ham, og hurtigt er han udstødt af fællesskabet. Den eneste vedholdende ven er Anders V. Mommes drengede og lidt kejtede Frederik.

»Du bliver nødt til at lære at tilpasse dig,« siger Victors far til ham efter endnu et slagsmål i skolen. Men hvordan tilpasser man sig lige en verden, der ikke forstår det, ens familie har været udsat for, og allerede på dag et har besluttet, at man er en idiot.

Det gør det ikke bedre, at nogle fra klassen opretter Facebook-gruppen »For alle os, der hader Victor«. Jo mere modstanden mod Victor tager til, des stærkere bliver hans hårdhed også.

»Nogle rejser kan man bare ikke komme tilbage fra,« konstaterer Victor meget sigende mod slut. Instruktør Anne Zacho Søgaard viser med ganske få scener, at selv de sødeste børn kan overskride alle tænkelige og utænkelige grænser.

 

Grænser.
Medvirkende: Anders V. Momme og Sandra Turell Henningsen. Instruktør: Anne Zacho Søgaard. Scenograf: Daniel Bevensee. Dramatiker: Brian Wind-Hansen. Lys: Jesper Jepsson. Lyd: Johannes Smed.
Spiller hos Filuren i Aarhus til 5. oktober.

Du kan læse mere her.

Stærk monolog om den moderne krigs dilemmaer

grounded svalegangen anmeldelse kulturmor
Foto: Montgomery

[Pressebillet fra Teatret Svalegangen]

Soloforestillingen Grounded har netop haft repremiere på Teatret Svalegangen i Aarhus. I ca. 1,5 time står skuespiller Kaja Kamuk alene i den særdeles skæve scenografi. Men på intet tidspunkt bliver det tomt eller langtrukkent at se på i Lars Junggreens instruktion. Tværtimod er oplevelsen intens fra ende til anden.

Grounded

Hun er jagerpilot. Hun flyver F16-fly og elsker at være oppe i »det blå«. En del af himlen. Hun er »det vildeste shit«. Toppen af poppen i det amerikanske luftvåben. Hun ved det og hun nyder det. Magten, beundringen og styrken som »den ensomme ulv«, der jager oppefra. Det er hele hendes identitet. Hele hendes selvforståelse.

Lige indtil hun bliver grounded. Tvunget til at blive på jorden. Hun er gravid. Føder datteren Sam. Og da hun endelig er klar til at vende tilbage til sit fly, vælger hendes overordnede, at hun nu skal flyve droner fra Nevada-ørkenen i stedet for at kæmpe ved frontlinjen, som hidtil.

Slut med virkelig krig i irakiske eller afghanske ørkener. I stedet venter daglige 12-timers vagter en times kørsel fra Las Vegas.

grounded svalegangen anmeldelse kulturmor
Foto: Montgomery

Savnet efter »det blå«

For jagerpiloten er det nye job den ultimative ydmygelse. En degradering at være permanent grounded. At være »lænestolspilot«, som hun kalder det.

Hun skammer sig. Hun er ikke længere en fysisk del af himlen. Hendes liv er ikke oppe i det blå længere. Og netop farverne – og manglen på samme – har en vigtig betydning i Grounded, hvor de meget elegant understreges af Henrik Sloths lyssætning. Farverne i lyset skifter fra naturligt hvidt over det ekstremt blå til en sygelig grøn, når arbejdet med droneflyvningen fra traileren står på.

Lysets farver viser ikke kun publikum hvor hun er, men også hvordan hun har det. Og efterhånden bliver alt i hendes verden mere og mere gråt, som farverne på den lille skærm, der viser dronens videooptagelser over Afghanistan.

Hun er på en sær måde distanceret fra sit arbejde. Når hun ser mennesker på skærmen og får besked på at likvidere dem, ser hun bare »et lydløst, gråt bum«.

grounded svalegangen anmeldelse kulturmor
Foto: Montgomery

Individets krise og generelle dilemmaer

Det er dog ikke kun den personlige krise. Forskydningen af selvopfattelsen, der er i fokus. For Grounded sætter spørgsmåltegn ved hele den moderne måde at føre krig. Langt væk fra frontlinjen i sikkerhed i en veltempereret trailer. Svævende over de lokale som en anden BigBrother eller guddommelig kraft oppefra, der bestemmer over liv og død. Der erklærer hvorvidt menneskene under er »de skyldige« eller ej.

Aleksandra Lewons scenografi er abstrakt. Den bøjede, hvide flade, som Kaja Kamuk står, klatrer og ligger på kan være alt fra vingerne på et fly til børneværelset derhjemme, hvor datteren sover om natten.

Med ganske få hjælpemidler i form af Anton Basts diskrete men effektfulde lydbillede, der består af næsten uhyrlig, hvid støj, brudstykker af musik og lyden af en babys hjerteslag, fremviser Kaja Kamuk indestængte frustrationer og bevæger sig i løbet af forstillingen mod en mere og mere opløst tilstand. Ren paranoia. Som sugede arbejdet med dronen langsomt men sikkert al livsglæde ud af hende.

Det er i hvert fald ikke en lykkelig følelse og en stolthed over den moderne verdens krigsførelse, som publikum sidder tilbage med, når lyset slukkes og forestillingen slutter. Men det er så afgjort en stærk oplevelse.

 

grounded svalegangen anmeldelse kulturmor

Grounded – et fjernstyret krigsdrama.
Med: Kaja Kamuk. Tekst: George Brant. Instruktion: Lars Junggreen. Scenografi: Aleksandra Lewon. Lys: Henrik Sloth. Lyd: Anton Bast.
Spiller på Teatret Svalegangen i Aarhus til 6. oktober.

Du kan læse mere om forestillingen her.

Udtryksfuld forestilling om terror

us/them katapult aarhus festuge kulturmor

[Pressebillet fra Teater Katapult]

Alle har vi hver vores opfattelse af, hvad terror er. De fleste har hørt om terrorangreb i nyhederne, mens andre (og heldigvis færre) har mere personlige erfaringer med begrebet.

US/THEM

I forstillingen US/THEM, der havde Danmarkspremiere på Teater Katapult torsdag aften, kommer beskrivelsen af en terrorhandling helt tæt på. Det er forenklet og letforståeligt midt i al den uforståelighed, som terror uundgåeligt medfører.

US/THEM handler om gidselstagningen i Beslan i Rusland i 2004. Der er bare ikke fokus på motiver, men i stedet på oplevelsen set gennem børnenes (gidslernes) øjne.

Der er dog ingen børn på scenen. Klædt i aldersløst tøj som nederdel, shorts og trøjer, fortæller de to dansere og skuespillere Cytha Parmentier og Roman Van Houtven på sublim vis historien. Deres energi er høj fra start til slut. Deres gestik er som børns, men deres sætninger lyder i begyndelsen som læste de højt fra et leksikon.

Samtidig fortæller de om skolen, “school number one”, og tegner med gadekridt på gulvet og bagvæggen, for at illustrere dens omfang og grundplan. Samtidig, men også forskudt og i munden på hinanden, remser de tal, fakta og sære, irrelevante detaljer op. Som børn, der konkurrerer om de voksnes opmærksomhed.

Fascinerende, kompliceret og helt forenklet

Et markant skifte i lys og lyd understreger overgangen fra den idylliske fortælling om skolen til en larmende, kaotisk stemning, der viser oplevelsen af de tjetjenske terroristers ankomst.

Fortællingen bliver ikke mindre rørerende og stærk af de to skuespilleres barnlige udtryk. Nøgternt konstaterer de to på scenen, hvordan børn og voksne lå “dead on the playground”. På fascinerende vis formidles noget komplekst og kompliceret, så det virker helt enkelt.

Det stort set tomme scenerum forvandles til en klaustrofobisk labyrint af snore, som de to placerer på kryds og tværs, alt imens de fortsat fortæller – med ord og især kropssprog – hvor sammenklemte gidslerne i gymnastiksalen stod. Knap 1200 kvinder og børn samlet i en enkelt gymnastiksal. Tre dage uden vand og mad.

Balloner og bomber

Sorte balloner, der indledningsvist blot var balloner forvandles til bomber, som terroristerne truer gidslerne med. Lysdesigner Thomas Clause underbygger den dystre stemning og efterhånden som forestillingen nærmer sig sit klimaks, bliver skiftene i lyset også mere markante.

US/THEM er en skræmmende men smuk forestilling. På ca. en time formidles følelser som angst, desperation og magtesløshed side om side med kampen for liv og død. Der er ingen fysiske terrorister til stede på scenen. Men det får kun fortællingen om dem og om gidseltagningen til at stå endnu stærkere frem.

På sin vis er det en skam, at en så vigtig forestilling spiller under Aarhus Festuge, hvor opmærksomheden på den let drukner i alle de øvrige tilbud. Men samtidig er det en meget fin gestus, at lade US/THEM have danmarkspremiere netop den 6. september, der (sammen med 7. september) i Rusland er national sørgedag for terrorangrebet i Beslan.

us/them katapult aarhus festuge kulturmor

US/THEM. Produceret af BRONKS og Richard Jordan Production, Belgien. Medvirkende: Cytha Parmentier og Roman Van Houtven. Instruktør: Carly Wijs. Lys: Thomas Clause. Lyd: Peter Brughmans.
Spiller på Teater Katapult i Aarhus 6.-8. september 2018.

Du kan læse mere her.

Anekdoter serveret med kærlighed

[sponsoret / pressebillet]

I et stort lokale på Lokalcenter Møllestien i Aarhus, har instruktør Sargun Oshana fra Aarhus Teater sammen med syv skuespillerelever skabt en hjertevarm collage af fortællinger fra nogle af de (ældre) mennesker, som har deres gang på centret.

Anekdoter aarhus teater lokalcenter møllestien kulturmor
De syv 3. års elever fra Den danske Scenekunstskole, som medvirker i ‘Anekdoter*. Foto: Aarhus Teater

Som et besøg i farmors stue

Når unge og gamle mødes, kan der opstå magi. Og det er tilfældet med Aarhus Teaters nye forestilling, Anekdoter – livshistorier fra Møllestien.

Lokalet på Lokalcenter Møllestien er stort nok til at rumme syv store borde, dækket op med hvide duge, kaffestel og kage. Der er plads til mindst 8 personer ved hvert bord.

Anekdoter aarhus teater lokalcenter møllestien kulturmor
Der var både kaffe, te og kage til publikum under premieren på ‘Anekdoter’.

De syv skuespillere defilerer rundt, hjælper publikum på plads og serverer te og kaffe for alle. Alt imens musikken i baggrunden har et touch af støj, som blev den spillet fra en gammel grammofonplade.

Det føles i det hele taget trygt, varmt og hyggeligt, som at komme på besøg hos en elsket farmor. Og den følelse varer ved fra start til slut.

Livets avenue

Mens publikum drikker kaffe, serveres historier om liv og død, forhold og familie, krig og kærlighed i små sekvenser fulde af indlevelse.

Kim Larsens sang, Avenuen, bliver sunget af alle syv skuespillere. Enkeltvis og sammen. Enkelt men virkningsfuldt. Og melodien bliver et fint tema til forestillingen, der – ligesom sangen – handler om livets op- og nedture.

Det handler om livet. Om at leve og også lidt om at dø. Et tema, der uundgåeligt bliver mere og mere aktuelt efterhånden som livet paserer forbi.

Anekdoter bygger på samtaler mellem skuespillerelever og beboere og besøgende på Lokalcenter Møllestien. Det er vaskeægte livshistorier, der iscenesættes.

Fulde af kærlighed, familie, krig og hverdagens små trivialiteter. Og fortællingerne leveres med så stor indlevelse og respekt fra de syv skuespillerelever, at det bliver både rørende og genkendeligt for publikum.

Især for de iblandt, som enten selv har delt deres historier eller kender én, der har. Der bliver nikket rundt omkring blandt publikum. Nogle kommer med anerkendende og kække kommentarer. En enkelt må kigge ned og tørre en tåre væk fra øjenkrogen.

Og netop sådan er livet jo. Fuld af følelser, op- og nedture. Og den oplevelse rammer Sargun Oshana lige i øjet med Anekdoter.

Det er ganske enkelt en vellykket totaloplevelse.

Anekdoter aarhus teater lokalcenter møllestien kulturmor

Anekdoter. Instruktør: Sargun Oshana. Medvirkende: Alexander Krumhausen, Arian Kashef, Maria Cordsen, Clara Ellegaard, Johannes Zois, Rasmus Skaarup og Sarah Francesca Brænne.
Spiller på Lokalcenter Møllestien til 23. juni.

Du kan finde mere info her.

Forestillingen er en del af kategorien Udflugten på Aarhus Teater, som du kan læse mere om her.

Oplevelsen af Aprilfestival i Syddjurs 2018

Årets Aprilfestival med teater til børn og unge løb i år af stablen i Syddjurs Kommune (jeg skrev om den på forhånd her).

aprilfestival børneteater kulturmor aarhus

Og da jeg bor lige på grænsen mellem Aarhus Kommune og Syddjurs Kommune, har jeg haft rig mulighed for at benytte mig af de mange gratis tilbud.

Både med og uden børn.

Overordnet om årets Aprilfestival

Min oprindelige plan var temmelig ambitiøs og havde masser af forskellige teatertilbud inkluderet. Men planen var – viste det sig – ret ubrugelig.

For jeg havde i første omgang ikke taget højde for, hvor stort et areal Syddjurs Kommune spænder over. Og jeg havde slet ikke haft med i mine overvejelser, hvor lang tid det tager at komme fra Grenå til f.eks. Hinnerup.

Ideen om at se en masse forskellige forestillinger i både Ebeltoft, Grenå, Rønde og Ryomgård virkede god på papiret. Men i realiteten kunne det ikke lade sig gøre. Det tog simpelthen for lang tid at komme fra sted til sted. Jeg ville ikke kunne nå frem, før næste forestilling begyndte.

Aprilfestival kunne nok med fordel have været samlet lidt mere centralt i kommunen. De fleste vil jo gerne ofre lidt transporttid for gratis teateroplevelser. Især hvis der er en masse tilbud samlet i samme område, så man kan nå en masse, når man alligevel er afsted.

10 gode oplevelser – også set med børneøjne

Jeg reviderede altså planen og så færre forestillinger. Jeg nåede 10 i alt. Og det er jo bedre end ingenting. Sikkert også flere end de fleste. Og der var nogle virkelig fine oplevelser imellem.

Jeg giver lige en lille kort opsummering her. For flere af forestillingerne turnerer jo landet rundt nu, så måske får du mulighed for at opleve en eller flere, der hvor du bor.

Og hvis du er mere visuelt anlagt, så har min lille hjælper (aka Karen på 7 år) lavet sin egen præsentation af fire forestillinger fra festivalen. Den finder du nederst på siden her.

Livagtige dukker, søde fortællinger og masser af musik

Jeg nåede at få set fem forestillinger for de yngste teatergængere i vuggestue- og børnehavealderen.

aprilfestival teater børn kulturmor
Foto: Teater Lille Hest

Med iscenesættelsen af  Julemandens Jul bringer Teater Lille Hest Kim Fupz og Siri Melchiors søde (og socialrealistiske – naturligvis) fortælling til live ved hjælp af kunstig sne og livagtige dukker.

Universet minder ved første blik om Tali Rázgas Sneøjne fra 2009, men dansen udebliver her og i stedet indtræder eventyr og socialrealisme hånd i hånd. Drengen Eigil er alene hjemme juleaften, fordi mor skal arbejde. Men så sker der noget uventet. En sød og letforståelig fortælling for de mindste.

Fyren og Flammen har også kastet sig over iscenesættelsen af en kendt børnebog. Deres Tommelise er dog en noget alternativ version af H.C. Andersens eventyr. To dansende mænd, en lillebitte dukke og ret så morsomme kæmpedyrskostumer.

Det dansk-tjekkiske dukketeater, Svanen, byder på til gengæld historiefortælling helt uden ord. Deres dukkeforestilling Lille Carl, om komponisten Carl Nielsen, er en fin musikalsk oplevelse, der rent visuelt fascinerer. Især i brugen af UV-lys og flyvende noder og musikinstrumenter med vinger.

børneteater metamorfose musik kulturmor
Foto: Flyvende prinsesse

Og er du (eller dit barn) glad for musik og rytmer, men knap så glad for at sidde stille, så har Flyvende prinsesses krible-krable-forestilling, Metamorfose det hele.

“Velkommen til den vilde verden nede mellem dine sko” synger Dorte Abrahamsen ledsaget af Alex Opazos rytmiske musik.
Her fortælles historien om udviklingen fra æg til insekt. Glæden ved musikken er gennemgående og børnene spiller med på alt fra marimbaer og rasler til skrammel og murebaljetrommer.

Kropssprog, relevante temaer og en kæmpemæssig pude

pudemin aprilfestival kulturmor børn
Foto: Hr. Teater

En sidste forestilling, der kan opleves af børnehavebørnene (som helt sikker vil elske den), er Hr. Teaters Pudemin. Stort set ordløst teater, hvor kropssprog og mimik kommer i fokus, når en kæmpemæssig pude dukker op fra sofaen. Latterfremkaldede, så det batter.

Og kropssprog er så afgjort også i fokus, når Ellen Kilsgaard Dance Company byder skoleklasser op til Total!Dans! For de to dansere udfører deres koreografi mellem (og sammen med) børnene, som kan bevæge sig med eller iagttage, som de ønsker.

Total!Dans! sætter på fin vis fokus på kropsudtrykket. Og viser børnene, hvor meget, der kan fortælles stort set uden ord. Stemningsfuld livemusik underbygger oplevelsen, og det er interessant, da børnene efterfølgende skal sætte ord på, hvad forestillingen handlede om. For der er næsten lige så mange forskellige tanker om det, som der er børn i salen.

det klasse børneteater kulturmor
Foto: ZeBU

På samme måde inddrager også ZeBU børnene aktivt i deres forestilling, Det’ klasse. For de tre væsener fra det ydre rum ved absolut intet om hverken skrevne eller uskrevne regler i en dansk folkeskole. Det er derfor op til børnene i salen at forklare, guide og hjælpe de tre til en forståelse af, hvordan man indgår i et fællesskab, med alt hvad dertil hører.

Det er virkeligt fint tænkt. Og fungerer godt i praksis. De tre skuespillere styrer slagets gang og improviserer udfra de forklaringer, som børnene giver dem. Uanset om det handler om at række hånden op i timen eller gynge i frikvarteret. Og der kommer fokus på både venskab og mobning.

Har du et barn, der på ingen måde har lyst til at blive budt op på scenen eller talt til af en skuespiller, så er der jo også Teater Nexts Den lille prins, som jeg skrev mere om her.

To til de unge

De to sidste forestillinger, der nåede med i mit program, var de to ungdomsforestillinger Liget og lottokuponen samt Fucking Åmål. Jeg skrev mere om dem her.

ucking åmål teater vestvolden hils din mor ungdomsteater aprilfestival kulturmor
Foto: Karoline Lieberkind

Det interessante her var også, hvor grundlæggende forskellige de to var. Hvor Syddjurs Egnsteater med Liget og lottokuponen har skabt et godt og velfungerende alternativ til Netflix-underholdning, har Hils din mor noget mere på hjerte.

Fucking Åmål sætter fokus på seksualitet og LGTBQ-problematikker på en letforståelig måde. Og den vellykkede iscenesættelse af kultfilmen får mig til at glæde mig lidt ekstra til teatrets næste forestilling, som bygger på Endre Lund Eriksens bog, Den sommer far blev homo.

Set med børneøjne

Og så var der jo lige videoen. Her får du fire udvalgte forestillinger fra årets Aprilfestival set med børneøjne:

Oversigt over de omtalte forestillinger:

Klik på titlerne for mere info.

Teater Lille Hest: Julemandens Jul – ca.  2-5 år.
Svanen: Lille Carl – fra 3 år.
Fyren og Flammen: Tommelise – fra 3 år.
Flyvende prinsesse: Metamorfose – 4-8 år.
Hr. Teater: Pudemin – 4-10 år.
Teater Next: Den lille prins – fra 6 år.
Ellen Kilsgaard Dance Company: Total!Dans! – 1.-3. klasse.
ZEBU: Det’ klasse – 7-10 år.
Syddjurs Egnsteater: Liget og Lottokuponen – fra 10 år.
Hils din mor/Teater Vestvolden: Fucking Åmål – fra 12 år.

Velkomponeret ungdomsteater x 2

Jeg har set en del ungdomsteater på det seneste. Og det har alt sammen været godt. På hver sin måde.

I dag nåede jeg lige to ungdomsforestillinger mere på årets Aprilfestival. Den ene er ret ny, den anden har lidt tid på bagen. Men fælles for dem er, at de var virkeligt veldrejede.

Mordgåde og lottomillion

Syddjurs Egnsteater præsenterer på Aprilfestival noget så specielt som en krimi i teaterform. Ovenikøbet for børn.

liget og lottokuponen syddjurs egnsteater krimi ungdomsteater kulturmor
Plakaten for Liget og lottokuponen viser stemningen ret fint. Beklager den lidt uskarpe billedkvalitet, jeg præsterer her….

Liget og lottokuponen er skrevet af Hege Tokle og Niels Grønne. Og det er en helt oldschool krimi i vaskeægte noirstil med mørke gader, regnfulde aftener, et mystisk mord, en privatdetektiv og (naturligvis) en rigtig femme fatale.

Velvalgte klicheer

Liget og lottokuponen er en ret morsom oplevelse til trods for den dystre stemning i Christian Q. Clausens mørke scenografi. Niels Grønne dyrker i sin iscenesættelse samtlige krimiklicheer – selvom det (spoiler alert) ikke var butleren, der gjorde det.

Krimiforfatteren Poul P. bliver myrdet en sen aften i sin lejlighed. De andre beboere er alle under mistanke. Ikke mindst fordi en lodseddel med en endnu indløst lottogevinst er forsvundet fra gerningsstedet.

Politiet står på bar bund, så kvinden fra kvisten, den sensuelle femme fatale, Lovely (spillet af Susanne Bonde) hyrer privatdetektiven Jack Danielsen (Kenneth Andersson).

Scenevæggene rykkes let rundt og skifter elegant fra de forskellige lejligheder over gaden til privatdetektivens kontor. Der er en umiskendelig Agatha Christie-vibe over Liget og lottokuponen. Og det fungerer virkelig fint.

Forestillingen er til børn og voksne fra 10 år. Og kunne være en fin anledning for krimifans til at introducere deres børn for genren også. Især hvis man holder af Miss Marple, Hercule Poirot og den slags krimiserier på tv.

liget og lottokuponen syddjurs egnsteater krimi ungdomsteater kulturmor

Liget og lottokuponen.
Tekst: Hege Tokle og Niels Grønne. Instruktør: Niels Grønne. Scenografi og lys: Christian Q. Clausen. Musik: Keld Haaning Ibsen. Medvirkende: Kenneth Andersson, Susanne Bonde og Søren Møller Pedersen.
Oplevet på Aprilfestival 2018.

Du kan læse mere om forestillingen her.

Fucking Åmål iscenesat

Teater Vestvolden og Hils din mor har i fællesskab skabt en teaterversion af Lukas Moodyssons populære film fra 1998.

 

ucking åmål teater vestvolden hils din mor ungdomsteater aprilfestival kulturmor
Ung kærlighed i sin fineste form i Fucking Åmål. Foto: Karoline Lieberkind

Julie Maj Jakobsen har stået for dramatiseringen og Mia Lipschitz for instruktionen af Fucking Åmål. Og de er virkelig kommet godt i hus med projektet!

Lyserødt teenageliv

I en enkel, meget lyserød scenografi skabt af Katrine Gjerding, udspilles den (for de fleste) velkendte historie om de to teenagere, Agnes og Elin, der går mod normen i en lille, svensk flække og kaster sig ud i et kærlighedsforhold.  De mødes i deres forskelligartede mærkelighed, som de selv påpeger.

Den stille, boglæsende Agnes har ingen venner. Hun er udtalt outsider på skolen og stadig i rollen som “den nye pige” to år efter, hun er flyttet til byen.

Elin – i Mia Lerdams skikkelse – er den toppopulære, smarte pige, der har kysset med masser af drenge, men aldrig rigtig har oplevet forelskelsen. Hun er intens, vild og grænsesøgende. Meget modsat Ingrid-Marie Thorlacius’ forsagte, selvmordstruede Agnes.

Hele forløbet understreges meget elegant af Jes Theedes lyddesign, der består af musik med tekster, der hele tiden passer til handlingen og stemningen i forestillingen.

Udover de to hovedrolleindehavere medvirker også René Benjamin Hansen i alle mulige roller. Fra Agnes’ far til Elins irriterende søster, Jessica.

Det er (altid) morsomt at se en granvoksen mand spille en teenagepige. Men når han dukker op i rollen som Johan, der dyrker en heftig forelskelse i Elin, bliver han pludselig en overbevisende, charmerende og sødmefuld teenagedreng.

Fucking Åmål er ikke en ny forestilling. Men det gør den ikke mindre seværdig. Den henvender sig til alle fra ca. 12 år. Og voksne! Så se den, hvis du får chancen.

fucking åmål teater vestvolden ungdomsteater hils min mor

Fucking Åmål.
Tekst: Julie Maj Jakobsen. Instruktør: Mia Lipschitz. Scenograf: Katrine Gjerding. Lyd: Jes Theede. Medvirkende: Mia Lerdam, Ingrid-Marie Thorlacius og René Benjamin Hansen.
Oplevet på Aprilfestival 2018.

Du kan læse mere om Fucking Åmål her.

Den Lille Prins – Teater Next

Til årets Aprilfestival i Syddjurs havde jeg i går den sjældne fornøjelse at have begge mine børn med til samme børneteaterforestilling.

(Du kan se mere om Aprilfestival her)

Essensen fra Den lille prins

aprilfestival den lille prins teater next børneteater kulturmor
Foto: Teater Next

Christian Bergman, der selv medvirker i forestillingen, har stået for instruktionen af Antoine de Saint-Exupérys verdensberømte bog, Den lille prins i Teater Nexts børnevenlige version.

Iscenesættelsen består i al sin enkelhed af to skuespillere, en musiker og nogle hånddukker. Og især dukken, der forestiller den lille prins springer i øjnene. For der er absolut ingen tvivl. Dukken ligner fuldstændig Antoine de Saint-Exupérys oprindelige tegning: Den lille prins, som kommer fra planeten B612 og drager afsted med trækfuglene for at opleve mere af verden.

Voksne forstår ingenting

“Findes der mon andre verdener end mig?” funderer den lille prins, da han forlader sin lillebitte planet med de tre vulkaner og den krævende rose, som er hans eneste ven.

I løbet af en lille times tid fortælles historien (meget tekstnært til originalen og delvist med Nis Bank-Mikkelsens fantastiske, fløjlsbløde stemme) med ord, billeder, musik og sang.

Rytmerne svinger og børnene rocker til tider med på deres sæder. Alle stemninger indfanges og sendes ud til publikum. Fra ensomhed og bekymring til morskab og komik.

“Det, der betyder noget, kan man ikke se.” Og da den lille prins til sidst sendes hjem til sin egen planet med et slangebid, er der helt tyst i salen. For snød slangen mon prinsen eller er det bare de voksne, der ingenting forstår?

Der er en grund til, at Antoine de Saint-Exupérys filosofiske fortælling stadig læses i dag 75 år efter den udkom første gang. Og Teater Next formår så fint at få essensen med i deres version, som henvender sig til børn (og voksne) fra ca. 6 år.

anemonen aprilfestival den lille prins teater next børneteater kulturmor

Teater Next: Den Lille Prins.
Tekst
: Antoine de Saint-Exupéry. Medvirkende: Morten Hembo, Christian Bergman og Mads Kronborg. Instruktør: Christian Bergman. Dukkemager: Johan Kølkjær. Musik: Stine Michel & Mads Kronborg.
Spiller bl.a. på Anemonen i Kbh. 31. august – 28. september 2018.

Du finder mere info om forestillingen samt turnéplan her.

 

Feministisk etagekomedie?

[sponsoreret / pressebillet]

Du kender helt sikkert Barbie. Altså den populære dukke med de absurde proportioner; den ultrasmalle talje, de alt for lange ben og den tændstiktynde hals.

Og hvis du (som jeg) har mindre børn, så kender du måske også tegnefilmsudgaven om Barbie – Life in the Dreamhouse, hvor den kendte dukke er vakt til live i en overgearet og irriterende overskudsagtig udgave, der taler med en ekstremt nuttet, lys stemme… Hvis ikke, kan du finde den her.

Men hvorfor nu al den snak om Barbie? Og hvordan passer det med titlen “Feministisk etagekomedie”? Det kommer vi til nu.

grab them by the pussy svalegangen anmeldelse kulturmor
Alle ved, at Barbie har haft alle jobs. For hun er jo den perfekte kvinde. I Rasmus Asks morsomme iscenesættelse er glansbilledet knap så perfekt. Men noget mere underholdende. Foto: Montgomery

Grab Them by the Pussy

Med en forestillingstitel, der er et direkte citat fra den siddende, amerikanske præsident (skræmmende men sandt) er der lagt op til en samfundsaktuel komedie om feminisme og ligestilling med Svalegangens nyeste forestilling, Grab Them by the Pussy.

Teatret betegner selv forestillingen som en feministisk etagekomedie – helt konkret fordi den handler om forskellige former for feminisme, der er repræsenteret på scenen med beboerne i en etageejendom.
Fra bordellet i kælderen over de forskellige familieformer på vejen op til den enlige, perfekte, superkvinde, som har hele overetagen for sig selv.

Holger Østergaards Ole – faren fra kernefamilien på 1. – forklarer på et tidspunkt sin 14-årige søn, Mads (spillet af Albert Stein Ankerstjerne) “du skal ta’ dem i fissen, du ved.”
Men ellers har forestillingen faktisk ingen sammenhæng med Trumps udtalelser. Og heldigvis. For det ville nok have lagt en deprimerende dæmper på komediedelen.

Rasmus Asks iscenesættelse af Jeanette Munzerts tekst er underholdende og ganske morsom, hvilket de konstante latterudbrud i salen bevidner, men Grab Them by the Pussy er ikke provokerende eller dybt tankevækkende teater, som skaber debat om ligestilling og kønsroller i det danske samfund.

Det er dog både interessante og relevante emner, der berøres. Og der er mange måder at sætte fokus på et emne. Humor kan – og er i denne sammenhæng – bestemt være effektivt.

Skævt, så alting skrider

Rasmus Ask har ladet de fem skuespillere gakke helt ud. Og sommetider fremmer overdrivelse virkelig forståelsen. Med Peter Schultz’ fysisk skæve scenografi, bliver selv helt almindelige hverdagssituationer overdrevent komiske.

grab them by the pussy svalegangen anmeldelse kulturmor
Mændene i Grab Them by the Pussy har iøvrigt ingen bukser på. Men det er bare en detalje. Den må du selv overveje. Foto: Montgomery

Scenegulvet er skråt – de skrå brædder i ekstremudgaven – og ellers består scenografien kun af en åbning (ud mod trappeopgangen forstås) og en masse gigantiske balloner.

Første skuespiller på scenen er Mette Gadeberg Gregersen som Sally, der netop er flyttet ind sammen med kæresten Mikkel. Hun træder ind på scenen iført moderne karrierekvinde-look: kort, sort kjole og tårnhøje stilletter. Derudover bærer hun på store stofnet fyldt med indkøbsvarer og en håndtaske mellem tænderne.

Hun vakler frem over scenen – hvilket er lidt en kunst i sig selv med de høje hæle på det skrå underlag. Hun snubler, taber den ene pose, hvorefter alt indholdet triller ned af scenegulvet og ryger ud over kanten mod publikum på de forreste rækker.

Peter Schultz’ scenografi bliver således en aktiv medspiller til en på alle måder skæv, men morsom forestilling.

Barbie IRL

Det er mange underholdende elementer i Grab Them by the Pussy. Sjove påfund og velspillede scener. Og der er så afgjort også et moment (eller to) of surprise.

Ikke mindst når (advarsel, spoiler alert) personificeringen af Barbie træder ind på scenen iført pink plastiktøj med kæmpe velcrolukning bagpå.

Jeg skal ikke afsløre for meget, men jeg er ganske enkelt imponeret over, at Josefine Tvermoes – i rollen som kvinden på øverste etage – kan lyde fuldstændig som en mellemting mellem Barbie (fra førnævnte tegnefilm) og de enerverende, lalleglade heste i tegnefilmsudgaven af My Little Pony (dem finder du ligeledes på Netflix, hvis du mangler lidt underholdning – værsgo’ og det var så lidt).

Meget kan man mene om de budskaber, som Svalegangen måske – måske ikke – forsøger at sende med denne forestilling. Men underholdningsværdien kan der ikke sås tvivl om.

grab them by the pussy svalegangen anmeldelse kulturmor

Grab Them by the Pussy.
Tekst: Jeanette Munzert. Instruktion: Rasmus Ask. Scenografi: Peter Schultz.  Medvirkende: Holger Østergaard, Albert Stein Ankerstjerne, Camilla Gjelstrup, Mette Gadeberg Gregersen og Josefine Tvermoes.
Spiller på Svalegangen til 4. maj.

Du kan læse mere om forestillingen her.

 

Virkelig vellykket musicalsamarbejde

[Sponsoreret / pressebillet]

west side story aarhus aalborg teater musical kulturmor
Energiske og velkoreograferede dansescener kendetegner bl.a. Rune David Grues opsætning af West Side Story. Foto: Emilia Therese

Det er ingen hemmelighed, at West Side Story hører til blandt mine absolutte musicalfavoritter. Jeg har set den mange gange i meget forskellige opsætninger. Men jeg har aldrig tidligere set en så vellykket og gennemført iscenesættelse som den Rune David Grue har præsteret til samarbejdet mellem Aarhus Teater og Aalborg Teater.

Rørende og inderlig West Side Story

“Sig det kærligt og nænsomt og yndigt” synger Mathias Flints i sangen Maria. Og det er netop det, han gør.

Der er noget på samme tid rørende, inderligt og skræmmende overbevisende over Mathias Flint i rollen som Tony. Følelsen af den første, store kærlighed med al dens intensitet og hæmningsløshed bobler helt ud til de bagerste kroge i salen. Og der er ingen tvivl til stede: Dette korte møde mellem to unge mennesker er kærlighed ved første blik.

west side story anmeldelse kullturmor
Kærligheden mellem Isabel Schwartzbachs Maria og Mathias Flints Tony er troværdig og overbevisende i langt højere grad end før oplevet. Foto: Emilia Therese

Det faktum, at de to tilhører hver deres rivaliserende bande – de amerikanske Jets og de puertoricanske Sharks – er blot en bagatel. Ligesom det var tilfældet i Shakespeares tragedie om Romeo og Julie. Publikum ved fra starten, at det ender galt. Men alligevel indfinder der sig et dybtfølt ønske om, at de to må få hinanden til trods.

Et ønske som bunder i virkelig overbevisende skuespilpræstationer. Både fra førnævnte Mathias Flint og fra Isabel Schwartzbachs Maria, der på samme tid er fuld af sødmefuld klang og en desperat intensitet mod slut, når konflikten mellem de to bander tilspidses. Sjældent har så mange publikummer været SÅ tavse på samme tid.

Rent og velkoreograferet

Karin Gilles industrielle scenografi danner de fysiske rammer for Rune David Grues på mange måder meget traditionelle iscenesættelse. Historien og ikke mindst musikken er i fokus – og for en gangs skyld får musicalen lov at stå frem i al sin storhed med voldsomme følelser, morsomme indslag og virkeligt velkoreograferede ensemblescener.

Drejescenen anvendes aktivt i fortællingen og underbygger musikken. Det er meget enkelt skabt men ekstremt effektfuldt. Og da alle Jets og Sharks og solister mod slutningen af første akt synger quintet-udgaven af Tonight, mens scenen drejer rundt og viser dem på skift, er det som om hele iscenesættelsen går op i en højere enhed.

west side story anmeldelse kullturmor
Lise Koefoed er velsyngende, sensuel og temperamentsfuld i rollen som Anita. Her et billede fra sangen America. Foto: Emilia Therese

Der er ingen dårlige scener i denne opsætning af West Side Story. Det er ganske enkelt en stor oplevelse, hvor alt fra instruktion, skuespil og sangpræstationer til scenografi, lyssætning og dansescener passer sammen som brikker i et puslespil.

Skuespillernes evne til at fremvise desperation og følelser er så overbevisende, at man skal være mere end almindeligt hårdfør for at holde tårerne tilbage. Også selvom du kender hele historien på forhånd.

 

west side story anmeldelse kullturmor

West Side Story.
Tekst:
Stephen Sondheim. Musik: Leonard Bernstein. Medvirkende: Mathias Flint, Isabel Schwartzbach, Simon Matthew, Jacob Madsen Kvols, Lise Koefoed m.fl. Dansk oversættelse: Kasper Hoff og Mathias Flint. Instruktion: Rune David Grue. Scenografi: Karin Gille. Koreografi: René Vinther.
Spiller på Aarhus Teater til 19. maj og på Aalborg Teater fra 29. august.

Læs mere her og her.

Musikalsk og nærværende ungdomsteater

[sponsoreret / pressebillet]

En musiker, tre skuespillere og små personhistorier, der finder sted i hjertet af Aarhus med en afrunding, der samler alle ender til en enkelt, fin sløjfe. Det er tilsyneladende opskriften på en virkelig fin, musikalsk og nærværende portion teater til unge og voksne.

OMG opgang2 ungdomsteater kulturmor
Med ganske få virkemidler skaber Pia Marcussen en veldrejet og underholdende forestilling om livet set fra forskellige vinkler. Foto: Ditte Chemnitz

Oh My God, hvor er der mange måger!

Pia Marcussen har skrevet og instrueret Opgang2s nye forestilling, OMGkærlighed og andre katastrofer, som er en lidt svær størrelse at beskrive.

Det første, der falder mig ind er noget med måger. Mågeskrig og mågeklatter og måger, der kredser over cafebordene langs Aarhus Å, som gribbe over kadavere.
For selvom forestillingen jo ikke handler om måger, så spiller de store hvide fugle alligevel en central rolle fra start til slut.

Parasollerne langs åens cafeer beskrives som “blå med hvide striber af mågelort”. Alle medvirkende er klædt i mørkt tøj med mågeklatter på skuldrene. Og Gitte Bøgs scenografi, der har et ungdommeligt præg med grafitti og grafiske illustrationer på store, uens flader, som minder om faconerne på et Danmarkskort, er også dækket med mågeklatter.

Musisk og fuld af energi

“Jeg har altid drømt om sådan rigtigt at finde kærligheden” siger Jakob Svensmark på den sødeste, udpræget bøvede, jyske måde, alt imens musikeren Henrik Andersen spiller en variant over temaet fra Titanic-filmen på sin guitar.

For det handler om kærlighed. I forskellige varianter. Fra den unge, frustrerede fyr, der efter et enkelt one night stand, er blevet far i en alder af blot 16 år, til den unge pige, der er kommet til at snuppe penge fra sin mormors opsparing og nu lider de frygteligste samvittighedskvaler.

Musikken præger OMG – kærlighed og andre katastrofer fra første færd. Og de tre skuespillere bevæger sig gennem alle lyde fra mågeskrig til sang. De bevæger sig naturligt rundt mellem hinanden og skaber den ene virkningsfulde, genkendelige scene efter den anden.

Publikum er godt underholdt med de små skæbnefortællinger, som mod slut bindes sammen og afsluttes. OMG – kærlighed og andre katastrofer er en nærværende og fin oplevelse, som er oplagt for både unge og voksne.

OMG opgang2 aarhus teater
Foto: Ditte Chemnitz

OMG – Kærlighed og andre katastrofer. Tekst og instruktion: Pia Marcussen. Medvirkende: Stinne Henriksen, Jakob Svensmark, Sami Idrissi Hvidtfeldt og Henrik Andersen. Musik: Henrik Andersen. Scenograf: Gitte Bøg. Spiller på Aarhus Teater til 14. april. Derefter turné.

Læs mere her.