Meget mere højtlæsning med Fupz, Joof og Bamse

højtlæsning carlsen bøger til børn kulturmor

[Anmeldereksemplarer fra Carlsen]

Der er masser af muligheder for nærvær og højtlæsning lige rundt om hjørnet. Den slags hører ikke kun til i ferien, der netop er slut. For i hverdagen, når alle pligterne igen kalder, er der for alvor brug for ro, hygge, samvær eller bare en god historie.

Jeg har herunder samlet tre bud på gode højtlæsningsbøger. En til de små, en til de mindre og en til de mindste børn i familien. Alle tre er genudgivelser, hvor flere fortællinger nu er samlet i én bog. Hver med sine kvaliteter.

Endnu mere Fupz

Kim Fupz Aakesons historier er som udgangspunkt evergreens nærmest før de udkommer. Der er ganske enkelt noget helt særligt over Fupz og hans fortællinger, som ingen andre rigtigt kan.

fuld af fupz bøger til børn kulturmor
‘Fuld af Fupz’ byder på 6 historier fordelt på 235 sider.

I denne nye udgivelse, er der samlet 6 fortællinger, som tidligere har været udgivet hver for sig. De er alle sammen meget Fupz-agtige i deres små sjove påfund og plots. Sproget er direkte, sprogbrugen ikke altid helt stueren og emnerne er en blanding mellem noget magisk og noget socialrealistisk.

Fupz’ historier er sjove og fængende – både for børn og voksne. F.eks. er der tre-i-en-historien om ræven og prinsessen – og om hvordan deres to historier bliver til en. Den fælles titel er En helt anden historie og med Jørn Villumsens ekspressive stregtegninger er stemningen gennemført forvirrende fra start til slut. Og ungerne elsker det.

Herhjemme er favoritten dog nok Fandens far, hvor pigen Sarah får sin dag for i forsøget på at undgå, at hendes far skal ende op hos Fanden i Helvede i stedet for at komme i Paradis sammen med resten af familien. Det er ganske enkelt en godt tænkt og veldrejet fortælling. Og så er den illustreret af Cato Thau-Jensen, som vi også er svært begejstrede for herhjemme.

Alle historierne i Fuld af Fupz (som er lidt af en moppedreng på 235 sider) er farverigt illustreret af forskellige illustratorer. Det giver dem forskellige udtryk til trods for deres umiskendelige Fupz-vibe.

Fupz er dog måske ikke for familiens alleryngste historiernes længde taget i betragtning. Men til gengæld bliver de toppopulære, når børnehavealderen nås. Og det fortsætter helt frem til indskolingen.

fuld af fupz bøger til børn kulturmor

Kim Fupz: Fuld af Fupz
Udgivet af Carlsen den 10. maj 2018

Du kan læse lidt mere om bogen her.

Joof for børn

Jeg spekulerer somme tider på, om der findes mennesker, der ikke elsker Hella Joof. Personligt har jeg svært ved at forestille mig det. Jeg er i hvert fald fan.

Hella Joof højtlæsning børnebøger kulturmor
Hella Joofs humor og livsklogskab kogt ind til to søde historier for børn. Her genudgivet i en samlet bog. Det holder!

Først på året læste jeg Hella Joofs samling af finurlig visdom, Papmaché-reglen (se mit indlæg her), så jeg blev ret begejstret, da jeg opdagede, at hun også havde skrevet et par bøger til børn. Oplagt ja. Og i høj grad også vellykket.

To historier om den følsomme adoptivdreng Snitten og hans elskede mor, Kis er samlet i denne nye udgivelse. De oprindelige bogtitler er Den hellige vorte og en elendig kop te og Frygt og bæven og en mand på strømpesokker.

Nu er de samlet under titlen Det ender med at være en af de gode dage. Og fra start til slut emmer hele bogen af Hella Joofs letgenkendelige stemme.

Selvom det er hverdagens og livets helt almindelige små og store emner, der tages op, så er der alligevel noget særligt over Snitten og Kis. Den enlige mor med adoptivsønnen, som iøvrigt (helt uden forklaring) bor på et kunstmuseum. Bare fordi.

Det morsomme, det følelsesladede og det svære går hånd i hånd med de tos små og store episoder. Og det fungerer bare rigtigt fint. Især fordi Hella Joofs forfatterstemme hele tiden blander sig med fortællingen og forklarer begreber og talemåder.  Som f.eks. hvad det betyder “at gå til præst”.

Bogen er oplagt til højtlæsning fra ca. 4 år, vil jeg tro. Men mine børn nød nu også historierne. Børn kan jo faktisk godt lide, når nogen tør tale om følelser. Og det tør Hella Joof!

Hella Joof højtlæsning børnebøger kulturmor

Hella Joof: Snitten & Kis – Det ender med at være en af de gode dage
Udgivet af Forlaget Carlsen den7. juni 2018.

Du kan læse mere om bogen her.

Masser historier om Bamse

Og sidst men ikke mindst – til familiens alleryngste – har Carlsen netop genudgivet en fin stor bog med 10 historier om de kendte figurer fra Bamses Billedbog.

Bamse og kylling billedbog børnebog carlsen kulturmor
Bamses allergodeste billedbog er oplagt højtlæsning for familiens yngste. For det er aldrig for tidligt at begynde.

Bamses allergodeste billedbog indeholder bøger udgivet i perioden 2000-2003. Og for landets mange små Bamse & Kylling-fans, er den det rene guf.

Elin Bings enkle historier er ledsaget af Dina Gellerts farvestrålende illustrationer.  Bamse er den samme egoistiske bløde bjørn, som vi kender fra tv. Og hans bedste ven kyllings sprog er lige så umuligt og finurligt på skrift, som når man hører det i fjernsynet.

Netop derfor er genkendeligheden i top og de mindste børn kan holde interessen fangen under læsningen. Derudover byder bogen også på teksterne til nogle af de populære sange fra tv-programmet, som f.eks. Trøstesang og Regnsangen. Så der er oplagte bud på både godnatlæsning og godnatsang.

Historierne om Bamse, Kylling og Ælling er, som de skal være, ret banale. Derfor er de perfekte til højtlæsning for de allermindste. Mine børn har aldrig rigtig været vilde med dem, men det kender vi heldigvis masser af andre små poder, der er.

Bamse og kylling billedbog børnebog carlsen kulturmor

Dina Gellert: Bamses allergodeste billedbog
Udgivet af Carlsen den 9. august 2018

Du kan se mere om bogen her.

 

Gode bøger til at sætte skub i læselysten

Hundemand læselyst bøger til børn kulturmor

[delvist sponsoreret / anmeldereksemplar fra Forlaget Carlsen]

Der er jo forskel på børn. Og på læselyst. Nogle børn griber helt naturligt efter bøger og læser læs. Andre skal motiveres lidt. Heldigvis handler det mest om at finde det rigtige læsestof.

Forskellige børn, forskellige bøger

Herhjemme bor et barn af hver slags. På alle måder. For mens min yngste læser læs i alt, hvad hun støder på (både reklameskilte, magasiner og bøger), så har det været sværere at overtale min ældste til at læse.

Han er netop færdig med 2. klasse og er fint med på læsningen. Han har bare ikke syntes, det var sjovt at læse udover den obligatoriske læselektie. I begyndelsen virkede det med hvad som helst, skrevet af Peter Gotthardt. Men  nu er han vokset fra læs-let-bøgerne og trængte til noget nyt.

Jeg har forsøgt alverdens krumspring. Lånt bøger i stakkevis med hjem fra biblioteket for at finde noget, der kunne fange hans interesse. Og jeg har jublet, hver gang jeg faldt over noget, som han rent faktisk havde lyst til at læse.

For det nytter ikke nødvendigvis noget, blot at vælge det, de andre børn læser. Forskellige børn læser forskellige bøger. Det er sådan set logik for burhøns. Det kræver blot en eftersøgningsproces. Og her i slutningen af foråret knækkede vi koden. Vi fandt en hel håndfuld bøger, som ramte plet.

Hundemand læselyst bøger til børn kulturmor

Hundemand og Minecraft

For min søn kom vendepunktet, da Dav Pilkeys bog om Hundemand 3 dukkede op i postkassen (Den var et anmeldereksemplar – og tak for den, Forlaget Carlsen!).

Dav Pilkeys bøger om Hundemand var ukendte for os. Det er sådan settegneserier i bogformat. Med en hovedperson, der er halvt hund, halvt mand og 100% politibetjent. Og de er hylende morsomme. Ganske enkelt. For både voksne og børn, drenge og piger.

Hundemand læselyst bøger til børn kulturmor
Hundemand – den grimme killing er Dav Pilkeys tredje bog om Hundemand. Denne er et anmeldereksemplar fra Carlsen.

Bogen i postkassen var den fjerde i serien, Hundemand – den grimme killing. Den blev lynhurtigt læst akkompagneret af kluklatter og begejstrede udbrud. Så pludselig var der nye ønsker til den snarlige fødselsdag. Og Hundemand-samlingen blev udvidet med den første bog, Hundemand. Så skal han bare have fingre i bog nr. to og samlingen er (indtil videre) komplet.

Minecraft læselyst kulturmor

Og til selvsamme fødselsdag her i slutningen af juni, fik han også en bog om Minecraft skrevet af Craig Jelley. Computerspil er i høj kurs herhjemme. Men det samme gælder åbenbart også bøger om emnet.

Og jeg har før sagt, at jeg er ligeglad med, hvad de læser, hvis bare de læser.

Tegneserieromaner er et hit

I det hele taget har vi haft succes med bøger, der i virkeligheden er lange tegneserier. Det er som om, at en mental barriere forsvinder, når det drejer sig om tegneserier. Og så er det pludselig intet problem med bøger på 300 sider.

Det samme er tilfældet med Jeff Kinneys bøger om Wimpy Kid. Morsomme historier i tegneserieformat. Bare meget længere end et almindeligt tegneseriehæfte som f.eks. Anders And.

læselyst børnebøger wimpy kid
Første bog om Wimpy Kid. Vi skal helt klart på biblioteket og låne de næste mange bøger også.

Og efter endt læsning af Hundemand, var det pludselig intet problem at læse de andre bøger, vi har liggende herhjemme. Hurra for endelig at have fundet bogen, der kunne sætte skub i læselysten igen.

 

Bøgerne, jeg omtaler herover er:

Hundemand læselyst bøger til børn kulturmor

Dav Pilkey: Hundemand
Udgivet af Forlaget Carlsen 3. april 2017

Hundemand læselyst bøger til børn kulturmor

Dav Pilkey: Hundemand – den grimme killing
[Anmeldereksemplar fra Carlsen/sponsoreret]
Udgivet af Forlaget Carlsen 28. juni 2018

Læs mere om Hundemand her.

Minecraft læselyst kulturmor

Craig Jelley: Minecraft -guide til rødsten
Udgivet af Egmont 1. november 2017

Du kan se mere om bogen her.

læselyst børnebøger wimpy kid

Jeff Kinney: Whimpy Kid. Ikke en dagbog
Udgivet af Gyldendal i 2012.

Find mere om Whimpy Kid-serien her.

Historier om dinoer holder stadig

det syvende æg dinosaga 1 højtlæsning kulturmor

[anmeldereksemplar fra People’s Press]

Det kan godt være, at den sidste dinosaur døde for 65 millioner år siden. Men fortællinger om de store fortidsdyr går aldrig af mode.

Dinosaga – ny serie til børn

Forfatter Michael Lycke, der nok af en del krimilæsere er kendt som manden bag Metusalemgenet, har påbegyndt en ny bogserie til børn om netop dinosaurer.

Den første bog (i serien Dinosaga) hedder Det syvende æg. I bogen møder vi en flok voksne edmontosaurer på en lille ø. De venter alle på, at æggene i deres reder skal klække. Det gælder også det unge par, som venter deres første kuld.

Men idyllen på øen brydes og den barske virkelighed viser sit rovdyrsagtige ansigt. Der er meget at lære for nye edmontosaurforældre. Men der er selvfølgelig én unge (den i det syvende æg), som klarer sig. Og her kommer hovedpersonen (eller -dinoen) i bogen, Flint, til verden.

En overlever

Flint er en vaskeægte overlever. Et sejt lille væsen, der modigt udforsker verden omkring sig, og hæmningsløst kaster sig ud i en farefuld redningsaktion.
Han skaber sig venner og fjender i lejren. Og da krisen igen indtræder må Flint og de andre unger forsøge at klare sig alene i en farlig, stor verden.

Fortællingen i Det syvende æg er meget lig mange andre børnebøger. Men den store forskel er her, at personerne i bogen er dinoer og ikke mennesker. De har dog menneskelige karaktertræk. De taler og tænker og tillægges følelser og bekymringer, som mennesker kender til.

Derfor bliver det også en bog, hvor der er vigtige emner at tage op. Både venskaber, familiebånd (de biologiske og dem, vi selv knytter) og naturens gang.

Til højt- eller selvlæsning

Dinosaga-bøgerne er tænkt til enten højtlæsning eller selvlæsning. Mit bud er højtlæsning fra 6 år og selvlæsning fra 9-10 år. Bogen er delvist illustreret med Lilo Liselotte Germers sort/hvide tegninger, som er fine og naturalistiske, men måske ikke de mest fængende set med børneøjne.

Det syvende æg er naturligvis en bog, der vil tiltale alle små dinofans. Og der er endda suppleret med dinofakta efter bogens fortælling, til de, der gerne vil vide lidt mere.
Det kunne dog også sagtens være en god historie for børn, der aldrig har vist interesse for dinoer, men blot holder af gode og lidt spændende historier.

Selvom der dukker en del rovdyr op i løbet af fortællingen, og der er en enkelt lidt barsk scene, så bliver historien dog aldrig så uhyggelig, at det bliver for meget for de yngste læsere.

Men vær forberedt på, at historien slutter lidt brat. Der er lagt op til, at bind to nok udkommer snart…

det syvende æg dinosaga 1 højtlæsning kulturmor

Michael Lycke: Dinosaga 1 – Det syvende æg
Udgivet af People’s Press den 7. juni 2018

Du kan læse lidt mere om bogen her.

Sommerbogen – læseglæde for de 7-14 årige

sommerbogen sommerferielæsning børnebøger kulturmor

Sommerbogen 2018 er i fuld gang. Og hvad er så det, tænker du måske? Jo, Sommerbogen er en leg (eller konkurrence om du vil) for de 7-14 årige. Den er skabt af Biblo.dk (der iøvrigt er et super fint site for børn) og kører via bibliotekerne sommeren over.

Flere bøger, mere læsning

Ganske kort forklaret, så skal barnet oprette en profil på Biblo (med sit unilogin, som de alligevel bruger på alle skolerne) og anmelde mindst tre bøger. Så er det med i konkurrencen om forskellige præmier. Og kan desuden på nogle bibliotker hente en boggave.

Anmeldelserne kan enten være på skrift eller video. Min yngste på 7 deltog allerede sidste år med tre videoanmeldelser af bøger, hun selv valgte. Og i år var hun klar med sin første video allerede inden konkurrencen blev skudt i gang den 15. juni.

Sommerbogen er et super fint initiativ. Især fordi alle (inden for aldersgrupperne) kan være med. Det kræver ikke, at du kan formulere dig i lange, akademiske sætninger eller at du læser tykke, svære bøger. Du kan anmelde hvilken som helst børnebog. Og du kan gøre det på din egen måde.

Når bare de læser

For mit vedkommende er det sådan, at jeg er (stort set) ligeglad med, hvad mine børn læser, hvis bare de læser.

Min ældste læser super gerne i sengen om aftenen. Fordi han på det tidspunkt alternativt skal sove, føles læsningen der som en bonus. Så er det ren lystlæsning og han kan pludselig overskue alle mulige bøger. Derimod er skolelektierne helt tydeligt pligtlæsning i hans optik. Uanset om han selv har valgt bogen.

Min yngste derimod læser gerne. Hele tiden. Alt muligt blandet. Hun kaster sig over alt fra gamle billedbøger til mindre romaner. Og er niveauet for højt for hende, staver hun sig stædigt gennem hvert eneste ord, selvom det kan tage en halv time at læse blot en enkelt side. Sådan er børn så forskellige.

sommerbogen sommerferielæsning børnebøger kulturmor

Desuden fik hun på vores lokale bibliotek stukket en sommerlæsebingo-seddel i hånden af en kvik bibliotekar, da hun afleverede sit første Sommerbogen-diplom i denne uge. Så nu har hun endnu en motivation til læsning hen over sommeren.

Heldigvis vil de stadig begge gerne have læst bøger højt. Så det gør vi også en del. Når bare de læser (eller får læst) er jeg glad.

sommerbogen sommerferielæsning børnebøger kulturmor

Du kan læse mere om Sommerbogen 2018 her.

Neil Patricks Harris’ magiske møgunger

magiske møgunger børnebog højtlæsning magi anmeldelse

[anmeldereksemplar fra Carlsen]

Tror du på magi? Ellers kan du godt begynde nu. For magien er – ifølge skuespiller og forfatter, Neil Patrick Harris – alle vegne. Det gælder også for hans nye børnebog, De magiske møgunger.

Ny bogserie om magi og fællesskab

De magiske møgunger er en fængende og finurlig fortælling om at tro på sig selv og sine evner. Det er en bog om magi, men så afgjort også om at høre til og være en del af et fællesskab.

Drengen Carter er ret alene i verden. Hans forældre er borte og han lever godt nok sammen med sin onkel. Men hvilket liv? Onklen er svindler og tyv, der lever af at lave trylletricks på gaden og franarre folks deres værdigenstande.

Modsat sin onkel lider Carter af samvittighedskvaler og forsager sit liv som forbryder. Han drømmer om noget andet og mere lovlydigt. Og en dag får han nok og stikker af. Han hopper på det første og bedste tog og ender i bjergbyen Kildevæld.

Bjergidyl og slemme skurke

Selvom Kildevæld på overfladen er udpræget idyl og kun beboet af venlige, tolerante mennesker, så er der naturligvis også slemme skurke, som truer alt det gode.

Helt tilfældigt møder Carter en tryllekunstner, der byder ham inden for i sin butik og præsenterer ham for sin datter, Leila, der naturligvis også behersker magiske tricks udover det sædvanlige.

Leila og hendes far (og hendes anden far) byder Carter velkommen og således indsluses han i et nyt fællesskab. Et fællesskab bestående af meget blandede eksistenser og skæbner. Nogle mere imødekommende end andre.

Det er de gode mod de onde. Det er børnene mod de voksne. Og det er spændende fra start til slut.

De magiske møgunger er et pudsigt men velafbalanceret mix bestående af en god portion Oliver Twist møder Harry Potter møder De fem tilsat lidt Neil Patrick Harris. Den er oplagt til højtlæsning fra ca. 6-7 år og som selvlæsning fra ca. 10 år (måske endda lidt før).

Skjulte budskaber og sjove detaljer

Foruden den åbenlyse fortælling om Carter indeholder De magiske møgunger også en række skjulte budskaber. Af gode grunde ved jeg jo ikke, om jeg har fundet dem alle sammen, men Neil Patrick Harris kommer med ledetråde og guidelines undervejs, som afslører, hvor du skal starte.

Her skal ikke afsløres mere detaljeret hvad og hvordan, for så mister det magiske lidt af sin effekt. Men foruden historien og de skjulte budskaber er der også (ja, der er mere endnu) en række trin for trin guides til trylleri. Så du eller barnet, der læser bogen, kan begynde at øve sig på selv at kunne udføre nogle af bogens tricks.

Det er sjovt tænkt med denne ekstra dimension, som matcher stemningen i fortællingen helt perfekt. Og det er nok også alle disse finurlige påfund, som løfter bogen det sidste stykke. Den er ganske enkelt helstøbt.

Sæt bare skub i udgivelsen af næste bind og lad dem komme i en lind strøm, hvis historierne kan bæres på samme niveau som i første bog.

magiske møgunger børnebog højtlæsning magi anmeldelse

Neil Patrick Harris: De magiske møgunger I
Udgivet af Carlsen den 5. juni 2018.

Du kan læse mere om bogen her.

Klubånd, kage og kampgejst

[anmeldereksemplar fra Forlaget Carlsen]

Lad det være sagt med det samme; du behøver så afgjort ikke være fodboldnørd for at kunne fornøjes over læsningen af bøgerne om Bækager Boldklub.

Bækager boldklub børnebog fodbold anmeldelse kulturmor

Bæ-kager eller Bækager

Da jeg fik de to første bøger om fodboldholdet fra Bækager Boldklub i hånden for første gang, læste jeg titlen forkert. Jeg læste Bæ-kager Boldklub i stedet for Bæk-ager. Til stor fornøjelse for resten af familien herhjemme.

Men det viser sig, at jeg ikke var helt så galt afmarcheret, som først antaget. For meget kan der siges, om Jesper Roos Jacobsen og Ole Sønnichsen nye børnebogserie, men humor, det har den så afgjort. Og også bæ-kager…

Bækager Boldklub havde faktisk et A-hold i fodbold. Et godt og vindende A-hold ovenikøbet. Men lige før den sidste og afgørende kamp om Jyllandsmesterskabet, sker der noget uventet. A-holdet forsvinder og tilbage står den noget tvivlsomme flok, som hidtil har udgjort klubbens B-hold.

Sammenhold og humor

Bækager Boldklub handler om fodbold, javist. Men bøgerne handler i langt højere grad om fællesskab og kampgejst. Og det er noget, som det nye hold fra Bækager Boldklub – med lidt hjælp fra en afrikansk, dansende og ikke mindst jublende konge – kan mestre.

Holdet er spraglet og alle spillerne har hver deres særegne tilbøjeligheder. F.eks. spiser O hele tiden kage, Niels Peter leder efter firkløvere og Storm dabber i et væk.

Hovedpersonen i bøgerne om Bækager Boldklub er den bebrillede dreng, Søren – også kaldet Brille – der ret upraktisk er holdets målmand, og derfor konstant må fikse sine briller med gaffatape.

Til trods for holdets tydelige forskelligheder lykkes det dem alligevel i løbet af de to første bøger at få skabt en ret velfungerende klubånd.

Roos og Sønnichsens historier er fulde af humor og platte påfund. Men de virker alligevel både overbevisende og endda hjertevarme.

For i virkeligheden er det jo netop sammenholdet og venskabet, der tæller langt mere end antallet af mål og vundne kampe. Og heldigvis for det, for ellers så det sort ud for Bækager Boldklub.

Bækager boldklub børnebog fodbold anmeldelse kulturmor

Skæv, skævere, Bækager Boldklub

Der er egentlig intet “normalt” over drengene og pigen fra Bækager Boldklub. Men netop derfor bliver historien også så underholdende.
Roos og Sønnichsens persongalleri minder mest af alt om noget, vi har mødt hos Ole Lund Kirkegaard. Og det fungerer upåklageligt.

De to første bøger, Tæsk og tuba og Pokaler og puddelhund er begge på ca. 130 sider inkl. Lasse Becker Heinrichs sjove, sort/hvide illustrationer. Med de forholdsvist korte kapitler og den store skriftstørrelse er bøgerne oplagte bud på selvlæsning til indskolingsbørn, der har mod på lidt længere bøger end de sædvanlige læs-let-bøger fra skolebiblioteket.

Historierne – med deres morsomme og læsevenlige stil – skal i hvert fald nok fange både drenge og piger- uanset om de interesserer sig for fodbold eller ej.

Desuden er der noget ved titlerne, som leder tankerne hen på Steen og Stoffer-albummet, Tunfisk og tøjtigre. Og det øger jo blot lysten til læsning – i hvert fald set fra den voksnes synspunkt.

Bækager boldklub børnebog fodbold anmeldelse kulturmor

Jesper Roos Jacobsen og Ole Sønnichsen: Bækager Boldklub 1-2
Udgivet af Forlaget Carlsen den 12. juni 2018

Du kan læse mere om bøgerne her.

 

 

 

Ekspressiv børnebog om følelser

[anmeldereksemplar fra Carlsen]

oserne kommer børnebog carlsen

Hvordan taler man med børn om svære følelser? Et bud er, at man åbner op for samtalen gennem en bog. Sådan en bog kunne være Sarah Schackingers Oterne kommer. 

Idiot -ot -ot -ot

Oterne kommer er en meget følelsesladet børnebog. Med sit sort/hvide, nærmest skitseagtige udtryk får følelserne frit løb og de ekspressive streger fremstår som illustrerede følelser i sig selv.

Bogen handler om drengen Gert. Der er meget få ord, men rigtig mange, svære følelser.

Gerts forældre skændes, mens han er alene på sit værelse. Og når forældrene skændes, får han det så mærkeligt.

Ordet IDIOT flyver gennem luften inde i stuen hos forældrene. Og pludselig deler det sig op og bliver til OT – og til oter i Gerts tegninger.

Oter er (åbenbart) sære, flyvende væsener med store, runde, sorte munde, der tager Gert i hånden og viser ham følelser fra forskellige sider.

De stregtegnede illustrationer er et mix mellem aggressive krusseduller og tykkere mere blide streger. På den måde understreger de drengen Gerts følelser gennem fortællingen fra start til slut.

Abstrakt og lidt svær

Oterne kommer er en meget abstrakt bog, som det faktisk er lidt svært for børnene at forstå og relatere til. Det er ikke en fortælling, der lægger op til almindelig hyggehøjtlæsning. Og der skal så afgjort være afsat tid til snak bagefter.

Men den vil måske fungere godt som et oplæg til samtaleterapi med et barn, der oplever for mange utrygge situationer. Uanset om det er forældrene, der skændes, eller andre oplevelser, hvor barnet kan have svært ved at sætte ord på sine følelser.

Sarah Schackingers udtryksfulde illustrationer kan i virkeligheden opleves helt uden læsning. Og hvem ved. Måske får barnet mere ud af selv at kigge på billederne end ved at få ordene læst højt.

oserne kommer børnebog carlsen

Sarah Schackinger: Oterne kommer
Udgivet af forlaget Carlsen 8. maj 2018

Du kan se mere om bogen her.

Lille poetisk højtlæsningsbog

[anmeldereksemplar fra Vilde Dyr]

Jalle og krabben højtlæsning børnebog kulturmor

“Det er en fin rimebog. Næsten som et digt”, sagde min datter, da vi havde læst Birgitte Krogsbølls nye børnebog, Jalle og krabben.

Og det er faktisk meget sigende. For Birgitte Krogsbølls “fortid” som digter fornægter sig bestemt ikke i historien om Jalle.

Rytmisk og musisk

I Jalle og krabben er drengen Jalle en tur på stranden. Alene med sig selv og sine tanker. Han synger for sig selv og leder efter et sted, hvor han kan snuppe en lur og spise sin madpakke.

Sproget i historien er rytmisk – næsten musisk – i sin form. Nogle steder er den på vers – f.eks. når Jalle synger for sig selv. Men også hans tanker har en fin rytme over sig.

“Der var
sten og grus
og tang og ting
og sand og dyr og planter”

Selvom der måske er en anelse mere tekst i Jalle og krabben end i f.eks. bøgerne om Totte og Lotte, som nok passer til nogenlunde samme aldersgruppe, så glider historien og højtlæsning let frem.

Smådyr og sjove detaljer

Lena Nicolajsen har illustreret Birgitte Krogsbølls fortælling med de fineste tegninger i pastelfarver, som matcher sproget.

Lidt sand, lidt vand og en masse hvidt papir. Og så er der enkelte sider, hvor det vrimler med detaljer.

Jalle og krabben højtlæsning børnebog kulturmor
Super fine detaljer i Lena Nicolajsens tegninger.

Bl.a. er der et ret fantastisk opslag (helt uden ord) hvor Jalle kigger ned i en sko. En sko fuld af mylder og liv fra de mange krabber, der bor der. På tegningen laver de mad, spiller bordfodbold, spiller bold og meget andet. Og det er både finurligt og sætter gang i barnets fantasi.

Jalle og krabben er en fin, helstøbt bog. Sproget veksler i en fin balance mellem fortællende og det mere poetiske. Så lad krabbens sidste ord (ja, den siger noget) understrege fortællingens stil:

“Ølsepølse pastaklo
Hovsa velbevæsen
Jeg må løbe bastasko
Tak for tur på næsen!

 

Jalle og krabben højtlæsning børnebog kulturmor

Birgitte Krogsbøll: Jalle og krabben
Udgivet af forlaget Vilde Dyr 12. maj 2018

 

 

 

 

Ny, stor samling med Jan Lööfs historier

[anmeldereksemplar fra Carlsen]

jan lööf børnebog højtlæsning kulturmor carlsen

Du kender dem helt sikkert allerede. Én eller flere af Jan Lööfs børnebøger. Og hvis navnet ikke lige siger dig noget i første omgang, kan jeg sikkert hjælpe dig på vej med titel: Historien om det røde æble. 

Det er i hvert fald ikke blot hans store gennembrudsbog fra 1974, det er også én af vores absolutte yndlingsbøger til højtlæsning herhjemme. Jeg skrev om den her.

Super fin samling

I denne nye bog med den ret forklarende titel Jan Lööf – de bedste historier, er der samlet 12 Jan Lööf-fortællinger i én, stor bog.

Bogen er på samme tid en samling og en hyldest til Lööfs forfatterskab. Der er et fint forord og efter fortællinger er der et interview med Lööf om hans tanker og ideer med bøgerne.

Alle fortællingerne bringer smilet frem hos både børn og voksne. Forældrene vil mindes deres egen barndoms højtlæsningsstunder med glæde og på samme tid får børnene nye, tilsvarende. Sådan har vi det i hvert fald.

Der er selvfølgelig Lööfs debut, Min morfar er sørøver. Der er fortællingen om Viktor, som bor alene på en lille ø og en dag beslutter sig for at bygge en bro. Der er Matilda, som har to (ret store) katte. Der er fire forskellige historier om drengen Pelle og hans dagdrømmerier.  Og flere endnu. Alle med samme karakteriske Jan Lööf stemning over sig.

Skæve påfund og finurlige detaljer

For Jan Löofs historier holder stadig. Der er intet bedaget eller langsommeligt over hans fortællinger. Og især illustrationerne – som Lööf også selv står for – er finurlige med masser af små detaljer, du kan gå på jagt i.

Der skjuler sig massevis af dyr i på billederne til Fang Fabian og i Min morfar er sørøver, er der en ret fantastisk tegning med et tværsnit af sørøverskibet, hvor historien faktisk fortælles uden ord.

Også i den nyere ABC-bogen (som jeg i hvert fald ikke har set før), der jo egentlig bare er alfabetet med illustrationer, slår Jan Lööf sig løs. For i stedet for hele tiden at tegne det oplagte, er der f.eks. også J som jernbutik og Y som yndlingsmaskine.

Alt i alt er Jan Lööf – de bedste historier en virkelig fin samleudgivelse i en lækker kvalitet, som gør det tilgiveligt (om end lidt ærgerligt), at forlaget har misset stavefejl i titlerne på to af bogens 12 titler historier.

 

jan lööf børnebog højtlæsning kulturmor carlsen

Jan Lööf: Jan Lööf – de bedste historier
Udgivet af Forlaget Carlsen 4. maj 2018.

Du kan se mere om bogen her.

Bog om robotter vs. mennesker?

Tidligere i år sendte forfatter Morten Dürr mig et eksemplar af sin bog, Robotten kan skide!

Jeg har haft meget om ørerne siden og bogen kom til at ligge ret længe, før jeg fik taget hul på den. Måske også lidt på grund af titlen, der med sin latrinære sprogbrug ikke rigtigt tiltalte mig.

robotten kan skide morten dürr børnebog kulturmor

Robotten kan skide!

Men… Nu har jeg læst bogen. Jeg er jo personligt ikke i målgruppen til denne bog. Langt fra. Så bare fordi jeg er småsnerpet ift. bogtitler, siger det jo ikke nødvendigvis noget om historiens kvalitet.

Og heldigvis. For Robotten kan skide! er faktisk både en morsom og – på sin egen måde – eftertænksom bog.

Hele grundideen tenderer til det tragikomiske, det sørgelige måske. Men mod slutningen af læsningen af den velskrevne bog, er der er gudskelov en form for happy end.

Idyllen udebliver

Historien handler om drengen Konrad. Han er på et børnehjem, hvor han har opholdt sig i tre måneder siden hans forældre døde i en ulykke. Men samfundet er ikke helt, som vi kender det.
Barnløse par ønsker ikke at adoptere søde menneskebørn. Tværtimod foretrækker de fleste at købe sig et robotbarn. Renligt, artigt og lydigt.

Konrad tager sagen i egen hånd. Han handler efter en pludselig indskydelse og ender i en kasse, der skal leveres til en velhavende familie, som har bestilt et nyt robotbarn.

Desværre er verden ikke så idyllisk, som Konrad havde forestillet sig. Og i stedet for en kærlig familie, lander han midt i et mareridt, hvor både fysisk og psykisk vold hersker.

Konrad må igen tænke hurtigt for at undgå at ende som en (lidt for kødfuld og blodig) skrotbunke. Heldigvis er han ikke længere helt alene. Der er håb for en lysere fremtid.

Efter mange kvaler og bekymringer (og en hel del robotvold), ender historien om Konrad lykkeligt.

For begyndere og garvede læsere

Jeg tænker, at Robotten kan skide! er oplagt som højtlæsning for børn fra ca. 7 år, eller som selvlæsning for indskolings- og mellemskolebørn med ekstra læseoverskud, da bogen er på over 200 sider.

Den kan sikkert med sin effektive, fremadskridende og (mod slut) actionfyldte historie fange interessen hos piger og drenge, der finder de fleste bøger for kedelige eller ordinære. For meget kan man sige, men en ordinær fortælling er det så langt fra!

robotten kan skide morten dürr børnebog kulturmor

Morten Dürr: Robotten kan skide!
Udgivet på Forlaget Plot i 2018

Du kan høre forfatteren fortælle om bogen her.