Teaterversion af Dancer in the dark

dancer in the dark aarhus Teater kulturmor
Foto: Emilia Therese

Lars von Triers film Dancer in the dark opsat som teater, lyder umiddelbart som en svær opgave at løfte, men Anne Zacho Søgaards iscenesættelse på Aarhus Teater er en veldrejet teateroplevelse.

Højenergiske musicalscener, skuespilpræstationer, der kan mærkes helt ind i maven, nykomponeret elektronisk musik, en scenografi fuld af velfungerende detaljer og en tragedie, som bevæger sig direkte mod afgrunden. Teaterversionen af Dancer in the Dark har det hele. Og mod alle odds går det hele op i en højere enhed.

Du kan læse anmeldelsen her, hvis du har abonnement på Information.

 

dancer in the dark aarhus teater

Dancer in the Dark. Tekst: Patrick Ellsworth og Stine Pilgaard. Instruktør: Anne Zacho Søgaard. Scenograf: Helle Damgård. Lyd og musik: Marie Koldkjær Højlund og Morten Riis, Klaus Q. Hedegaard og Steffen Lundtoft Jensen. Koreograf: Kasper Ravnhøj. Med: Sofia Nolsøe, Christian Hetland m.fl. Spiller på Aarhus Teater til 8. december.

Læs mere om forestillingen her.

Virkelig vellykket musicalsamarbejde

[Sponsoreret / pressebillet]

west side story aarhus aalborg teater musical kulturmor
Energiske og velkoreograferede dansescener kendetegner bl.a. Rune David Grues opsætning af West Side Story. Foto: Emilia Therese

Det er ingen hemmelighed, at West Side Story hører til blandt mine absolutte musicalfavoritter. Jeg har set den mange gange i meget forskellige opsætninger. Men jeg har aldrig tidligere set en så vellykket og gennemført iscenesættelse som den Rune David Grue har præsteret til samarbejdet mellem Aarhus Teater og Aalborg Teater.

Rørende og inderlig West Side Story

“Sig det kærligt og nænsomt og yndigt” synger Mathias Flints i sangen Maria. Og det er netop det, han gør.

Der er noget på samme tid rørende, inderligt og skræmmende overbevisende over Mathias Flint i rollen som Tony. Følelsen af den første, store kærlighed med al dens intensitet og hæmningsløshed bobler helt ud til de bagerste kroge i salen. Og der er ingen tvivl til stede: Dette korte møde mellem to unge mennesker er kærlighed ved første blik.

west side story anmeldelse kullturmor
Kærligheden mellem Isabel Schwartzbachs Maria og Mathias Flints Tony er troværdig og overbevisende i langt højere grad end før oplevet. Foto: Emilia Therese

Det faktum, at de to tilhører hver deres rivaliserende bande – de amerikanske Jets og de puertoricanske Sharks – er blot en bagatel. Ligesom det var tilfældet i Shakespeares tragedie om Romeo og Julie. Publikum ved fra starten, at det ender galt. Men alligevel indfinder der sig et dybtfølt ønske om, at de to må få hinanden til trods.

Et ønske som bunder i virkelig overbevisende skuespilpræstationer. Både fra førnævnte Mathias Flint og fra Isabel Schwartzbachs Maria, der på samme tid er fuld af sødmefuld klang og en desperat intensitet mod slut, når konflikten mellem de to bander tilspidses. Sjældent har så mange publikummer været SÅ tavse på samme tid.

Rent og velkoreograferet

Karin Gilles industrielle scenografi danner de fysiske rammer for Rune David Grues på mange måder meget traditionelle iscenesættelse. Historien og ikke mindst musikken er i fokus – og for en gangs skyld får musicalen lov at stå frem i al sin storhed med voldsomme følelser, morsomme indslag og virkeligt velkoreograferede ensemblescener.

Drejescenen anvendes aktivt i fortællingen og underbygger musikken. Det er meget enkelt skabt men ekstremt effektfuldt. Og da alle Jets og Sharks og solister mod slutningen af første akt synger quintet-udgaven af Tonight, mens scenen drejer rundt og viser dem på skift, er det som om hele iscenesættelsen går op i en højere enhed.

west side story anmeldelse kullturmor
Lise Koefoed er velsyngende, sensuel og temperamentsfuld i rollen som Anita. Her et billede fra sangen America. Foto: Emilia Therese

Der er ingen dårlige scener i denne opsætning af West Side Story. Det er ganske enkelt en stor oplevelse, hvor alt fra instruktion, skuespil og sangpræstationer til scenografi, lyssætning og dansescener passer sammen som brikker i et puslespil.

Skuespillernes evne til at fremvise desperation og følelser er så overbevisende, at man skal være mere end almindeligt hårdfør for at holde tårerne tilbage. Også selvom du kender hele historien på forhånd.

 

west side story anmeldelse kullturmor

West Side Story.
Tekst:
Stephen Sondheim. Musik: Leonard Bernstein. Medvirkende: Mathias Flint, Isabel Schwartzbach, Simon Matthew, Jacob Madsen Kvols, Lise Koefoed m.fl. Dansk oversættelse: Kasper Hoff og Mathias Flint. Instruktion: Rune David Grue. Scenografi: Karin Gille. Koreografi: René Vinther.
Spiller på Aarhus Teater til 19. maj og på Aalborg Teater fra 29. august.

Læs mere her og her.

Musicalshow med butterflies og swing

[sponsoreret / pressebillet]

Ain’t Misbehavin’ teateranmeldelse
Der er fest, farver og revystemning på Vendsyssel Teater til musicalshowet, ‘Ain’t Misbehavin’ – Foto: Tao Lytzen

Forestil dig en natklub af den gammeldags, stilfulde slags. Som til en cabaret.

En halvrund scene, små cafeborde rundt foran oplyst af hver sin lille lampe. Et let, tilrøget lokale, skørter med sving i, mænd i butterflies, vest og tofarvede sko. Bowlerhatte – naturligvis.

Velour, hårbånd og høje hæle. Følgespots på performerne og pianisten siddende på scenen. Så har du en idé om den stemning, som scenograf Kirsten Brink har skabt på Vendsyssel Teater til deres nye musical show, Ain’t Misbehavin’.

Når musikken rigtig swinger

Musikken er hentet fra jazzlegenden, Thomas Wright ”Fats” Wallers repertoire, men præsenteres her – bortset fra en enkelt undtagelse – i Robin Haslund Buchs danske gendigtning. Kapelmester Henrik “Baloo” Andersen lever ved klaveret til fulde op til sit mellemnavn, når han på bedste Sigurd Barrett-vis svinger med hele kroppen, som en tosset, gammel bjørn og sender musikken langt ud over scenekanten.

I det hele taget er det en udsøgt musikalsk fornøjelse at opleve bandet i Ain’t Misbehavin’, der fra det øjeblik, de går i gang, får hele salen til at swinge med. Stilfuldt klædt i skjorter med matchende røde slips og seler sender de bølger af god energi ud i salen, og fremkalder endda til tider begejstrede hvin blandt publikum.

Desværre er en god del af forestillingens første halvdel uden bandet. Og selv om de fem performere synger og swinger på livet løs mens Henrik “Baloo” Andersen sætter gang i klaveret, går festen først for alvor i gang, når den kæmpestore vifte i scenografien åbner sig – som en anden påfuglehale på Pantomimeteatret i Tivoli – og åbenbarer det fulde orkester med bas, trommer og blæsere for publikum.

Som en revy med jazz

I det hele taget er første halvdel af Ain’t Misbehavin’ den svageste. Mange af numrene bliver udpræget revyagtige og tekstuniverset ofte for plat.
Det er en hårdfin balancegang mellem det morsomme og det platte. Dermed ikke sagt, at der ikke er masser af gode sange og sjove påfund i første halvdel også. Men i anden halvdel af showet rammer de en langt mere swing-tro stemning.

Der er mange måder at gå til opgaven på. Lone Rødbroe optræder som en anden energibombe med en sangstemme, der bedst beskrives som et sted i krydsfeltet mellem en revy og en bakkesangerinde. Entusiastisk, morsom og bramfri i en fin balance.

Ain’t Misbehavin’ teateranmeldelse
Max-Emil Nissen leverer forestillingens højdepunkt. Foto: Tao Lytzen

Scenen er halvmørk og grønligt belyst. Frem fra siden dukker Max-Emil Nissen op, springer op på et cafébord og kaster sig ud i Fats Waller sangen, The Viper’s Drag, der på dansk er blevet til Vild med suset, mens han på overbevisende vis agerer påvirket af den ene eller anden type stimuli. Her når musicalshowet Ain’t Misbehavin’ så afgjort sit højdepunkt.

Max-Emil Nissen optræder med den overskudsagtige sikkerhed i både bevægelser og sang, der er så kendetegnende for de musicalperformere, som er uddannet fra Det Danske Musical Akademi i Fredericia.

Skeløjet af beruselse synger han om suset fra en joint og når nærmest Thomas Buttenschønske lyse niveauer med en stemme, der på samme tid oser af de farlige undertoner, som traditionelt set kendetegnede swingmusikken og som forestillingen indtil da har savnet i sit lette og meget revyagtige udtryk.

Enkelt er også fint

Også det ene uoversatte nummer, Black and Blue, hvor alle fem medvirkende sidder i en gruppe på stole forrest på scenen, bør fremhæves. Sangen fremstår fin og ren helt uden dikkedarer, hvorved det understreges, at man også tør træde mere nøgen frem uden det hele går op i hat og briller, men musikken i stedet står frem i fokus.

Ain’t Misbehavin’ byder bestemt på god underholdning fra start til slut. Og mit bud vil være, at Vendsyssel Teater rammer lige ind i hjertekulen på deres kernepublikum, der nok er et par år – eller 20 – ældre end jeg er.

Personligt savnede jeg dog, at teatret havde prioriteret blot en enkelt danser med blandt de medvirkende. Zitta de Fries har koreograferet forestillingen. Med masser af jazzhands og lidt svingen fra side til side. En rigtig danser ville for alvor kunne have sat gang i festen, og kunne uden problemer have danset en vild omgang swing-jive med kick og spring på høje hæle.

 

Ain’t Misbehavin’ teateranmeldelse

Ain’t Misbehavin’ – Fats Waller Musical Show.
Medvirkende: Lise-Lotte Nielsen, Lone Rødbroe, Kirstine Hedrup, Max-Emil Nissen og Peter Oliver Hansen. Kapelmester/pianist: Henrik Baloo Andersen. Musikere: Søren Baggesen, Dan Hejslet, Jonas Lindh, Jesper Berg Pedersen og Michael Friis. Instruktør: Donald Andersen. Scenograf: Kirsten Brink. Koreograf: Zitta de Fries. Lyd: Thomas Holmstrøm. Lys: Anders Budolf Andersen. Dansk gendigtning: Robin Haslund Buch.
Spiller på Vendsyssel Teater til 15. december.

Du kan læse mere her.

Jesus Christ Superstar

Andrew Lloyd Webber og Tim Rices musical Jesus Christ Superstar var én af de første musicals, jeg så i mit liv. Og jeg elskede den. Og ikke kun fordi jeg var småforelsket i ham, der spillede Simon. Musikken var skøn, fortællingen essentiel og oplevelsen i top.

Derfor havde jeg også glædet mig ret meget til at se Jesus Christ Superstar i Aarhus Teaters opsætning. Men desværre blev jeg lidt skuffet.

Simon Matthew i rollen som Jesus på Aarhus Teater i en desværre lidt rodet opsætning. Foto: Rumle Skafte

Rod, støj og lidt forvirring

Instruktøren Elisabeth Linton har skabt en ret rodet forestilling, som er præget af støj i både visuel og auditiv forstand.

Selvom jeg på forhånd kendte både musical og historie, så var jeg godt og grundigt forvirret, da 1. akt sluttede og pausen begyndte.
Jeg kunne se, hvem der spillede Jesus (Simon Matthew), Maria Magdalene (Cecilie Stenspil) og Pontius Pilatus (Jacob Madsen Kvols). Alle de øvrige var jeg i tvivl om.

Hvem var Judas? Hvem var Simon? Hvem var Peter? Og hvem var de to fjerklædte mænd med hatte, som talte med Pilatus.
Godt nok skrev jeg lige, at jeg har set musicalen før, men det er ca. 20 år siden og der er løbet en del vand (og muscials i alle afskygninger) under broen siden. Og så godt kan jeg ikke huske den præcise handling, eller hvem der synger hvilken sang.

Og desuden skiftede scenerne lidt umotiveret. Det virkede som om sangene var blevet grumset til af rocklyd og hæshed. Som om hver enkelt sang næsten ikke fik lov at begynde, før den igen var afsluttet.

Dårlig lyd på balkonen

Min forvirring skyldtes nok især lyden. Jeg sad på balkonen. På første række endda. Godt nok ude i den ene side, men udsynet var fint og jeg havde set frem til at opleve Kenneth Thordals nyoversættelse.
Men jeg oplevede den ikke. For jeg kunne ganske simpelt ikke høre, hvad der blev sunget. Kun meget få brudstykker.

Musikken var høj, næsten støjende. Og lyden på balkonen mindede mig lidt om en forårskoncert i folkeskolen, hvor en flok glade børn spiller covernumre af kendte sange tilsat alt for høje trommelyde.

Jacob Madsen Kvols er intens og dramatisk i rollen som Pontius Pilatus. Foto: Rumle Skafte

De gode elementer skal ikke glemmes

Men dermed ikke sagt, at det var en forfærdelig oplevelse. Der var også gode elementer i forestillingen. Især vil jeg fremhæve Jacob Madsen Kvols som Pontius Pilatus og Mathias Flint som Kong Herodes. For hvor de resterende medvirkende gled sammen i en grødet masse, hvor ikke engang Jesus eller Judas vakte følelser i mig, så kunne Pilatus og Herodes drage opmærksomheden mod sig i en række underholdende og imponerende scener.

Scenografi og kostumer i top

Kostumerne i forestillingen var imponerende. Romernes vel at mærke. For alle de øvrige var meget neutrale og stort set ens. Men hos romerne har kostumedesigner Maria Helena Gyllenhoff for alvor slået sig løs. Med glimmer, glitter, guld og fjer. Masser af glam og wow-effekt.
At det dertil skal siges, at jeg aldrig rigtig forstod, hvorfor romerne var sådan klædt, er en ganske anden sag.

Og hvad angår Palle Steen Christensens scenografi, så afspejlede den en imponerende forståelse for anvendelse af scenerummet. På alle leder og kanter. For det var både effektfuldt og interessant at se skuespillerne klatre rundt på siderne, komme gående ned ad bagvæggen og hænge ned fra loftet.

Alt i alt var Jesus Christ Superstar på Aarhus Teater en lidt blandet oplevelse. For selvom jeg overordnet set var skuffet – og lidt forvirret – så var der også en række fine, seværdige elementer. Især i 2. akt.

 

Jesus Christ Superstar spiller på Aarhus Teaters Store Scene frem til 3. juni.

Læs mere om forestillingen her.

 

Den alternative anmeldelse

Ifm. projektet Gentænk Kulturjournalistik har jeg lavet en alternativ anmeldelse udfra fokuspunktet: 5 fede detaljer i forestillingen.

Det er der kommet en kort video og en dertilhørende tekstanmeldelse ud af.

Du kan se videoen her.

Anmeldelsen kommer op på anmeldersiden på Aarhus Teaters hjemmeside snarest.
Den side finder du her.

 

 

Fredericia Teater: Klokkeren fra Notre Dame

klokkeren_qusimodo_fredericia teater
Foto: Malmose.com

Så blev det (endelig!!!) min tur til at få set musicalen Klokkeren fra Notre Dame på Fredericia Teater…

klokkeren_program_kulturmor

Fredericia Teater har gennem de seneste år for alvor slået deres status som landets suværent bedste muscialscene fast med syvtommersøn. Ikke blot præsterer de den ene storslåede forestilling efter den anden. De producerer også landets absolut bedste musicalperformere.

Klokkeren fra Notre Dame er en vaskeægte romanklassiker skrevet af Victor Hugo, der også er manden bag bl.a. Les Miserables.
Som musical er historien skabt i Disney-tegnefilmens billede, som er langt mindre dyster end Hugos oprindelige roman.
Men Fredericia Teater formår at skabe en fin kontrast mellem det lette og morsomme og det det mørke og sørgmodige. Selvom deres opsætning så langt hælder mod tragedien og det dystre.

klokkeren_kulturmor

Pulserende energi fra start til slut

Noget af det der særligt kendetegner musicalopsætningerne fra Fredericia Teater er det ekstremt høje energiniveau som samtlige medvirkende lægger for dagen lige fra den første takt til lyset igen tændes i salen efter fremkaldelserne.

Foto: malmose.com
Foto: malmose.com

Klokkeren fra Notre Dame har alt det, man kan ønske sig af en musical. En rørende, smuk historie. Ulykkelige skæbner, nuancerede karakterer, der er splittet mellem fornuft og følelser.
Velsyngende, velspillende og ikke mindst velcastede medvirkende, der sender kaskader af energiudladninger udover publikum til trods for, at vi allerede er langt forbi premieredagen og de første ugers spændinger. Især skal Mads M. Nielsen (som Claude Frollo) og Diluckshan Jeyaratnam (som sigøjneren Clopin Trouillefou – på billedet herover) fremhæves for deres eminente evner til at fremvise nuancerede karakterer, der når langt, langt ud over scenekanten.

Scenografien, lyssætningen og hele den tekniske del er fantastiske. Publikum sidder i midt i Paris, midt i Notre Dames prægtige katedral (på sin vis endda i bogstaveligste forstand). Man mærker suset fra klokkerne i klokketårnet, rumlen af Frollos indre ild og den morderiske oprørsstemning i gaderne.
Der er ikke en finger at sætte på koreografien. Selv de mest stillestående scener emmer af energi og intensitet skabt af selv de mindste bevægelser på scenen.

Foto: malmose.com
Foto: malmose.com

Der er allerede skrevet den ene skamrosende anmeldelse efter den anden om netop denne forestilling. Men det er også et lille mesterværk, som du bør unde dig selv at opleve.

 

KLOKKEREN FRA NOTRE DAME
Spiller udsolgte forestillinger på Fredericia Teater frem til 14. december og derefter på Det Kongelige Teater, Gamle Scene fra 22. juni – 23. juli 2017.
Læs mere her.