Illustrerede ungdomsnoveller

mowgli sarah engell novelle ungdomsbog illustreret carlsen kulturmor

[Anmeldereksemplarer fra Carlsen]

Forlaget Carlsen har sat gang i en ny serie af illustrerede noveller til unge. En ret god idé, tænker jeg. Og bøgerne har et lækkert format, som helt klart indbyder både til læsning og til at samle dem alle.

Mowgli af Sarah Engell

Sarah Engells Mowgli er illustreret af Cato Thau-Jensen, der også er en flittig børnebogsillustrator. Men de mørke, lidt dystre grafiske tegninger i bogen her, minder på ingen måde om en børnehistorie.

Jeg undrede mig over titlen, men kastede mig over læsningen. Og så var jeg solgt. Mowgli er ekstremt stemningsfuld. Billederne og de kun ganske få ord passer perfekt sammen. Der skabes en atmosfære, som mest af alt er en blanding mellem Kafkas fortælling, Forvandlingen og den melankolske stemning, som præsenteres i Carl Nielsens musik til Harald Bergstedts sang Solen er så rød, mor. Den sang, hvis tekst spiller en ret markant rolle i historien her.

Efter endt læsning føles det lidt tomt indvendigt. Trist. Men alligevel på den gode måde. Titlen Mowgli giver pludselig en ny mening, selvom den stadig virker lidt malplaceret, da fortællingen ikke umiddelbart har noget til fælles med Rudyard Kiplings fortællinger fra Junglebogen. Ikke andet end temaet med vilde børn, som jo i sig selv er stort. Men Mowgli er så kendt en figur (især i Disney-udgaven), at navnet kan stjæle lidt fokus fra en ellers original fortælling.

Cato Thau-Jensens tegninger er sort/hvide, men alligevel smækfyldt med fortællinger, frustrationer og følelser. Sammen skaber Sarah Engells tekst og tegningerne et ret forunderligt univers. Jeg vil i hvert fald personligt gerne læse mere i denne stil fra Sarah Engells hånd.

ungdomsnoveller hader hader ikke carlsen kulturmor anbefaling

Hader, hader ikke af Glenn Ringtved

I Glenn Ringtveds novelle, Hader, hader ikke handler det om kærlighed. Og ikke mindst om manglen på samme. Drengen Kim skal aflevere en stil i skolen med titlen Elsker, elsker ikke. Men i stedet for at skrive om kærlighed, har Kim skrevet noget, der mest af alt minder om et langt, poetisk digt om alt det, han hader ved livet.

Hader, hader ikke er det ensomheden og identiteten, der er i fokus. Kim bor alene med sin macho-far og sin storebror. Han bokser, selvom han hader det – fordi hans far kan lide det. Han forsøger at passe ind i en familie, hvor han er helt alene. Og savnet af den afdøde mor fylder som en larmende tavshed hele tiden.

Otto Dickmeiss’ illustrationer er sort/hvide stregtegninger. Men de har en stoflighed og en fylde, som er svær at overse. Tegningerne af Kim har noget umiskendeligt blidt over sig, der står i skarp kontrast til den hverdag, teksten beskriver. Og det fungerer virkelig fint.

Mens Glenn Ringtveds tekst har noget poetisk og letflydende men dog en stor tristhed over sig, er Otto Dickmeiss’ illustrationer til tider helt syrede. Som Kim, der er smeltet ned i bordpladen eller den ret fantastiske tegning af banegården som et stort hjerte, hvor togskinnerne er blodårene der fører livet ind og ud af hjertet.

 

mowgli sarah engell novelle ungdomsbog illustreret carlsen kulturmor

Sarah Engell: Mowgli
Illustreret af Cato Thau-Jensen
Udgivet af Forlaget Carlsen 25. september 2018

ungdomsnoveller hader hader ikke carlsen kulturmor anbefaling

Glenn Ringtved: Hader, hader ikke
Illustreret af Otto Dickmeiss
Udgivet af Forlaget Carlsen 25. september 2018

Du kan læse mere om bøgerne her.

 

Ravnenes hvisken – trilogien afrundes

ravnenes hvisken 3 finaleravn malene sølvsten

[Anmeldereksemplar fra Gyldendal]

Der hviler et stort pres på skuldrene af den forfatter, som har skrevet de to første (og meget populære) bind i en varslet trilogi.

Malene Sølvsten tog måske nok toppen af læsernes utålmodighed ved at udgive den lille bog, Verden styrter – også kaldet Ravnenes hvisken 2,5.
Men læserne af de to første bøger (mig selv inklusive) hungrede efter mere.

En afslutning på den storladne fortælling om den nordjyske pige Anne, der er skæbnebestemt til at være Odins ravn og medvirke til Ragnarok. En trilogi, der bygger på Vølvens Spådom og på historierne fra den nordiske mytologi.

Dilemmaer, medmenneskelighed og politik

I de to første bøger om Ravnenes hvisken (jeg har skrevet om dem her – og ja, da troede jeg, at Verden styrter var bog nr. 3, men jeg blev klogere) er der især fokus på Anne og hendes udvikling fra vred teenager til heltmodig krigerkvinde.

I tredje bind fortsættes historien, men her har Malene Sølvsten givet mere plads til medmenneskelige overvejelser og politiske dilemmaer. Bøgernes handling finder jo sted i nutidens Danmark, men det træder først for alvor frem her i sidste bind, hvor personerne må træffe en række valg, der får indflydelse på liv og død. Både for deres egne nærmeste og for den danske befolkning i almindelighed.

På mange måder kan der drages paralleller mellem de dilemmaer, som Europa står i ift. flygtninge og de valg, som ledere og almindelige borgere i bogen må træffe. Derved får bogen et strejf af noget aktuelt, noget politisk. Uden at det direkte italesættes som sådan.

Endvidere snupper Malene Sølvsten også aktuelle emner som stress og personlig udvikling og blander dem ind i sin eventyrlige fortælling. Og selvom det måske umiddelbart kan lyde rodet, så fungerer det alligevel virkelig fint.

Kærlighedshistorierne i fokus

Men det hele handler jo ikke om død, undergang eller ofringer. Der er masser af kærlighed også i sidste bog. Og der er nok en del læsere, som har ventet spændt på at finde ud af, hvor Annes kærlighedshistorie skal slutte.

Vælger hun Varnar, Sverre eller måske Elias? Jeg afslører det selvfølgelig ikke her, men jeg kan sige, at jeg ikke havde gættet udfaldet på forhånd. Og det er klart en kvalitet.

Der er en tendens til, at Vølvens spådom og den nordiske mytologi får en mindre fremtrædende rolle end tidligere. Og det til trods for, at vølven Hejd (hende med spådommen) genopstår i denne bog. Desuden er der færre seje kampscener og stort set ingen hverdag – Fimbulvinteren tager lidt fokus på det punkt.

Men selvom det måske ikke var den afslutning, jeg havde ventet, så er det helt klart en rigtig slutning. Malene Sølvsten får på fin vis spundet de tråde sammen, som flagrede løse efter de to første bøger. Hun formår at introducere en lang række uventede twists til fortællingen, mens hun stadig er tro mod den oprindelige stil og stemning. Og hun er ikke bange for at lade sine personer blive snydt og/eller dræbt. Hatten af for det.

Kort sagt er Ravnenes hvisken 3 en pageturner og en værdig afslutning på en original fortælling. Det er helt klart bøger, som jeg vil læse igen. Og anbefale til mine egne børn, når de lige bliver lidt ældre.

ravnenes hvisken 3 finaleravn malene sølvsten

Malene Sølvsten: Ravnenes hvisken 3
Udgivet af Gyldendal den 15. september 2018

Du kan læse mere om bogen her.

Inspirerende og super lækker kogebog

food in a jar kogebog anmeldelse

Selvom det måske somme tider virker som om, at jeg bruger al min tid på at læse bøger og gå i teatret, så er jeg faktisk også ret begejstret for mad. Og ikke mindst for lækre kogebøger.

Food in a jar

Jeg faldt over Sophie Vedel Dalgaards bog, Food in a jar, på mit lokale bibliotek tidligere i år. Og det var ren kærlighed ved første blik. Beviset på, at en bog ikke behøver være spritny og frisk fra tryk for at være interessant.

food in a jar kogebog anmeldelse
‘Bulgursalat med kikærter og feta’ er f.eks. et oplagt bud på en sund og lækker madpakke.

Jeg kan godt lide hele konceptet med ‘mad på glas’, som kogebogen her kredser om. Især fordi det gør de fleste af retterne meget madpakkevenlige. Måske ikke lige i børnehøjde, men for voksne, der – som jeg selv – somme tider skal have en madpakke med på jobbet.

Der er opskrifter på (og ikke mindst inspiration til) alt fra morgenmad og salater til supper og desserter. Der er helt sikkert ideer at hente både til hverdagen (og madpakkerne) og til de dage, hvor du får gæster eller bare vil lave noget lidt ekstra lækkert.

food in a jar kogebog anmeldelse
Jeg ville gerne servere disse ‘Blueberry-chesse-crumble-cakes’ for mine gæster.

Æstetikken er i top

Når det kommer til kogebøger betyder billederne for mig mindst lige så meget som selve opskrifterne. Det er sindssygt svært at tage pæne og indbydende billeder af mad. Og det ses tit i kogebøger, især af ældre dato, at fotografen ikke har mestret den kunst. Mine fotografiske gengivelser af bogen yder den heller ikke retfærdighed overhovedet.

Men i Food in a jar er maden både lækkert stylet og Line Thit Kleins billeder er super smukke og appetitvækkende. Det er ikke så tit, at kogebøger decideret sniger sig på på niveau med kunstbøger og andre visuelle værker, men Food in a jar er godt nok tæt på.

food in a jar kogebog anmeldelse
Farverne på ‘Rødbederåkost med rød quinoa og humus’ er bare super delikate!

Jeg mangler stadig at afprøve langt størstedelen af opskrifterne i praksis. Og jeg har snart genlånt bogen så mange gange, at jeg føler, jeg hellere må give andre lånere en chance. Men det er jo heldigvis snart jul. Og jeg ved godt, hvad der skal stå på min ønskeseddel.

Nu er anbefalingen af bogen i hvert fald givet videre herfra.

food in a jar kogebog anmeldelse

Sophie Vedel Dalgaard: Food in a jar – salater, morgenmad, snacks & andre lækre glas
Udgivet af FADL’s forlag 21. september 2016

Du kan læse mere om bogen her.

Ny, fin bullet journal

min bullet journal frydenlund boganmeldelse kulturmor[anmeldereksemplar fra Frydenlund]

De seneste år er det blevet en ren modedille at føre en bullet journal. Men faktisk er konceptet bag disse en praksis, som har været udøvet meget længere.

Min Bullet Journal

En Bullet Journal er en mellemting mellem en kalender og en dagbog. Ikke sådan en dagbog, hvor man skriver “Kære dagbog” og beretter om alle livets små og store genvordigheder. Men mere en slags daglig, ugentlig og månedlig status i punktform. Det kunne f.eks. være “3 ting, jeg er taknemmelig for denne måned” eller “3 nye ting, jeg vil prøve” eller lignende liste.

Der findes et utal af udgaver af Bullet Journals. Nogle med helt blanke sider (de kaldes også notesbøger), hvor du selv skal udfylde alt og opbygge dit eget system. Denne type er som udgangspunkt lidt svær at gå til, med mindre du allerede har en fast inkorporeret daglig rutine med at føre f.eks. taknemmelighedsdagdog.

Min bullet journal frydenlund kulturmor

Andre Bullet Journals fokuserer på et specifikt tema som f.eks. kost og sundhed, træning, personlig udvikling, karriere eller den slags. Det kan også være fint, hvis man er meget målrettet.

Til alle vi andre, der (som jeg selv) er lidt af det hele på en gang, er der netop kommet en ny udgave fra forlaget Frydenlund. Den hedder meget mundret, Min Bullet Journal og er en fortrykt men ret åben udgave af slagsen.

Kalender og lidt noteplads

Min Bullet Journal er overordnet set en kalender. Dog med den fordel, at den ikke er tilpasset et bestemt år. De tolv måneder er der, men du skal selv skrive ugedage ind og kan derfor i princippet starte med at bruge bogen nårsomhelst på året.

Bogen er skabt af cand.mag Malou Dahl Andersen og mediegrafikerelev Caroline Asferg Madsen. Den er gennemført lækker både indeni og udenpå, hvor fine lyseblå og lysegrønne farvetoner går igen både på omslag og illustrationer.

Min bullet journal frydenlund kulturmor

Overordnet set er det altså en virkelig fin udgivelse. Ikke noget nyt eller banebrydende, men godt, gedigent håndværk i bogform.

Dog vil jeg mene, at de mange felter til at notere lister som “Mine mål”, “Månedens ideer” og “Husk” er ret små. Som i meget små. Måske er det bare mig, der ikke har dyrket og opøvet en fin lille sirlig håndskrift. Eller også har jeg bare alt for meget på hjerte, som jeg gerne vil skrive ned i listeform.

Klar, parat, skriv

Jeg har endnu ikke kastet mig ud i den daglige brug af Min Bullet Journal. Jeg har nærstuderet den, gjort mig tanker om, hvad der skal stå på de forskellige sider og taget tilløb. For mig at se, er det en af den type “opgaver”, som man skal være klar på at gennemføre, når man starter. Ellers giver det ingen mening.

Men jeg er ved at være klar. Jeg tænker, at jeg godt kunne bruge sådan en fin dagsrutine. Også fordi bogen jo ville være oplagt til at notere tanker og planer både for teaterture og læseoplevelser. To dele af mit liv, hvor jeg nemt mister overblikket lidt midt i alle de hektiske uger, der bare flyver afsted.

min bullet journal frydenlund boganmeldelse kulturmor

Malou Dahl Andersen og Caroline Asferg Madsen: Min Bullet Journal
Udgivet af forlaget Frydenlund 1. oktober 2018

Du kan læse mere om bogen her.

 

 

Grænser på alle måder

grænser filuren apropos ungdomsteater kulturmor
Anders V. Momme og Sandra Turell Henningsen som drengene Frederik og Victor i ungdomsforestillingen, Grænser. Foto: HEIN Photography.

Der findes mange former for grænser. De fysiske, som er åbenlyse for enhver, og de mentale, som er sværere at definere. Du har dine egne, som du måske først er opmærksom på, når andre overskrider dem. Og mennsker omkring dig har deres, som måske er væsensforskellige fra dine egne. Men ikke desto mindre usynlige.

Teater om unge til unge

Teateriet Apropos og Filuren har sammen lavet forestillingen Grænser, der er målrettet unge på 13+. En fin ungdomsforestilling om både egne og andres grænser. Om mobning, fællesskab, venskab og de svære teenageår.

Jeg så forestillingen sammen med ca. 40 efterskoleelever. En stor flok unge fra 9.-10. klasse, som var overraskende tavse i den times tid, forestillingen varede. Ellers ikke en opførsel, der som udgangspunkt forbindes med teenagere i store grupper.

Grænser

Drengene Victor og Frederik var bedste venner. Lige indtil Victor i 6. klasse skulle flytte til Somalia med sine forældre, der arbejder for Læger uden grænser. I 9. klasse vender Victor og familien tilbage til den lille, unavngivne provinsby, hvor livet er fortsat uden de store forandringer.

Men Victor, der spilles af Sandra Turell Henningsen, er ændret. Han har set og oplevet ting, der gør ham vredere og mere aggressiv end tidligere. Ikke mindst efter hans mors kidnapning og tortur, som var årsagen til familiens hjemvenden til Danmark. Dramatiker Brian Wind-Hansen har ikke lagt fingre imellem i sin fortælling.

At stå udenfor fællesskabet

De gamle klassekammerater kan ikke udholde ham, og hurtigt er han udstødt af fællesskabet. Den eneste vedholdende ven er Anders V. Mommes drengede og lidt kejtede Frederik.

»Du bliver nødt til at lære at tilpasse dig,« siger Victors far til ham efter endnu et slagsmål i skolen. Men hvordan tilpasser man sig lige en verden, der ikke forstår det, ens familie har været udsat for, og allerede på dag et har besluttet, at man er en idiot.

Det gør det ikke bedre, at nogle fra klassen opretter Facebook-gruppen »For alle os, der hader Victor«. Jo mere modstanden mod Victor tager til, des stærkere bliver hans hårdhed også.

»Nogle rejser kan man bare ikke komme tilbage fra,« konstaterer Victor meget sigende mod slut. Instruktør Anne Zacho Søgaard viser med ganske få scener, at selv de sødeste børn kan overskride alle tænkelige og utænkelige grænser.

 

Grænser.
Medvirkende: Anders V. Momme og Sandra Turell Henningsen. Instruktør: Anne Zacho Søgaard. Scenograf: Daniel Bevensee. Dramatiker: Brian Wind-Hansen. Lys: Jesper Jepsson. Lyd: Johannes Smed.
Spiller hos Filuren i Aarhus til 5. oktober.

Du kan læse mere her.

Stærk monolog om den moderne krigs dilemmaer

grounded svalegangen anmeldelse kulturmor
Foto: Montgomery

[Pressebillet fra Teatret Svalegangen]

Soloforestillingen Grounded har netop haft repremiere på Teatret Svalegangen i Aarhus. I ca. 1,5 time står skuespiller Kaja Kamuk alene i den særdeles skæve scenografi. Men på intet tidspunkt bliver det tomt eller langtrukkent at se på i Lars Junggreens instruktion. Tværtimod er oplevelsen intens fra ende til anden.

Grounded

Hun er jagerpilot. Hun flyver F16-fly og elsker at være oppe i »det blå«. En del af himlen. Hun er »det vildeste shit«. Toppen af poppen i det amerikanske luftvåben. Hun ved det og hun nyder det. Magten, beundringen og styrken som »den ensomme ulv«, der jager oppefra. Det er hele hendes identitet. Hele hendes selvforståelse.

Lige indtil hun bliver grounded. Tvunget til at blive på jorden. Hun er gravid. Føder datteren Sam. Og da hun endelig er klar til at vende tilbage til sit fly, vælger hendes overordnede, at hun nu skal flyve droner fra Nevada-ørkenen i stedet for at kæmpe ved frontlinjen, som hidtil.

Slut med virkelig krig i irakiske eller afghanske ørkener. I stedet venter daglige 12-timers vagter en times kørsel fra Las Vegas.

grounded svalegangen anmeldelse kulturmor
Foto: Montgomery

Savnet efter »det blå«

For jagerpiloten er det nye job den ultimative ydmygelse. En degradering at være permanent grounded. At være »lænestolspilot«, som hun kalder det.

Hun skammer sig. Hun er ikke længere en fysisk del af himlen. Hendes liv er ikke oppe i det blå længere. Og netop farverne – og manglen på samme – har en vigtig betydning i Grounded, hvor de meget elegant understreges af Henrik Sloths lyssætning. Farverne i lyset skifter fra naturligt hvidt over det ekstremt blå til en sygelig grøn, når arbejdet med droneflyvningen fra traileren står på.

Lysets farver viser ikke kun publikum hvor hun er, men også hvordan hun har det. Og efterhånden bliver alt i hendes verden mere og mere gråt, som farverne på den lille skærm, der viser dronens videooptagelser over Afghanistan.

Hun er på en sær måde distanceret fra sit arbejde. Når hun ser mennesker på skærmen og får besked på at likvidere dem, ser hun bare »et lydløst, gråt bum«.

grounded svalegangen anmeldelse kulturmor
Foto: Montgomery

Individets krise og generelle dilemmaer

Det er dog ikke kun den personlige krise. Forskydningen af selvopfattelsen, der er i fokus. For Grounded sætter spørgsmåltegn ved hele den moderne måde at føre krig. Langt væk fra frontlinjen i sikkerhed i en veltempereret trailer. Svævende over de lokale som en anden BigBrother eller guddommelig kraft oppefra, der bestemmer over liv og død. Der erklærer hvorvidt menneskene under er »de skyldige« eller ej.

Aleksandra Lewons scenografi er abstrakt. Den bøjede, hvide flade, som Kaja Kamuk står, klatrer og ligger på kan være alt fra vingerne på et fly til børneværelset derhjemme, hvor datteren sover om natten.

Med ganske få hjælpemidler i form af Anton Basts diskrete men effektfulde lydbillede, der består af næsten uhyrlig, hvid støj, brudstykker af musik og lyden af en babys hjerteslag, fremviser Kaja Kamuk indestængte frustrationer og bevæger sig i løbet af forstillingen mod en mere og mere opløst tilstand. Ren paranoia. Som sugede arbejdet med dronen langsomt men sikkert al livsglæde ud af hende.

Det er i hvert fald ikke en lykkelig følelse og en stolthed over den moderne verdens krigsførelse, som publikum sidder tilbage med, når lyset slukkes og forestillingen slutter. Men det er så afgjort en stærk oplevelse.

 

grounded svalegangen anmeldelse kulturmor

Grounded – et fjernstyret krigsdrama.
Med: Kaja Kamuk. Tekst: George Brant. Instruktion: Lars Junggreen. Scenografi: Aleksandra Lewon. Lys: Henrik Sloth. Lyd: Anton Bast.
Spiller på Teatret Svalegangen i Aarhus til 6. oktober.

Du kan læse mere om forestillingen her.

Udtryksfuld forestilling om terror

us/them katapult aarhus festuge kulturmor

[Pressebillet fra Teater Katapult]

Alle har vi hver vores opfattelse af, hvad terror er. De fleste har hørt om terrorangreb i nyhederne, mens andre (og heldigvis færre) har mere personlige erfaringer med begrebet.

US/THEM

I forstillingen US/THEM, der havde Danmarkspremiere på Teater Katapult torsdag aften, kommer beskrivelsen af en terrorhandling helt tæt på. Det er forenklet og letforståeligt midt i al den uforståelighed, som terror uundgåeligt medfører.

US/THEM handler om gidselstagningen i Beslan i Rusland i 2004. Der er bare ikke fokus på motiver, men i stedet på oplevelsen set gennem børnenes (gidslernes) øjne.

Der er dog ingen børn på scenen. Klædt i aldersløst tøj som nederdel, shorts og trøjer, fortæller de to dansere og skuespillere Cytha Parmentier og Roman Van Houtven på sublim vis historien. Deres energi er høj fra start til slut. Deres gestik er som børns, men deres sætninger lyder i begyndelsen som læste de højt fra et leksikon.

Samtidig fortæller de om skolen, “school number one”, og tegner med gadekridt på gulvet og bagvæggen, for at illustrere dens omfang og grundplan. Samtidig, men også forskudt og i munden på hinanden, remser de tal, fakta og sære, irrelevante detaljer op. Som børn, der konkurrerer om de voksnes opmærksomhed.

Fascinerende, kompliceret og helt forenklet

Et markant skifte i lys og lyd understreger overgangen fra den idylliske fortælling om skolen til en larmende, kaotisk stemning, der viser oplevelsen af de tjetjenske terroristers ankomst.

Fortællingen bliver ikke mindre rørerende og stærk af de to skuespilleres barnlige udtryk. Nøgternt konstaterer de to på scenen, hvordan børn og voksne lå “dead on the playground”. På fascinerende vis formidles noget komplekst og kompliceret, så det virker helt enkelt.

Det stort set tomme scenerum forvandles til en klaustrofobisk labyrint af snore, som de to placerer på kryds og tværs, alt imens de fortsat fortæller – med ord og især kropssprog – hvor sammenklemte gidslerne i gymnastiksalen stod. Knap 1200 kvinder og børn samlet i en enkelt gymnastiksal. Tre dage uden vand og mad.

Balloner og bomber

Sorte balloner, der indledningsvist blot var balloner forvandles til bomber, som terroristerne truer gidslerne med. Lysdesigner Thomas Clause underbygger den dystre stemning og efterhånden som forestillingen nærmer sig sit klimaks, bliver skiftene i lyset også mere markante.

US/THEM er en skræmmende men smuk forestilling. På ca. en time formidles følelser som angst, desperation og magtesløshed side om side med kampen for liv og død. Der er ingen fysiske terrorister til stede på scenen. Men det får kun fortællingen om dem og om gidseltagningen til at stå endnu stærkere frem.

På sin vis er det en skam, at en så vigtig forestilling spiller under Aarhus Festuge, hvor opmærksomheden på den let drukner i alle de øvrige tilbud. Men samtidig er det en meget fin gestus, at lade US/THEM have danmarkspremiere netop den 6. september, der (sammen med 7. september) i Rusland er national sørgedag for terrorangrebet i Beslan.

us/them katapult aarhus festuge kulturmor

US/THEM. Produceret af BRONKS og Richard Jordan Production, Belgien. Medvirkende: Cytha Parmentier og Roman Van Houtven. Instruktør: Carly Wijs. Lys: Thomas Clause. Lyd: Peter Brughmans.
Spiller på Teater Katapult i Aarhus 6.-8. september 2018.

Du kan læse mere her.

Når følelser har farver

caravan turbine forlaget kulturmor

I sommerferien i år læste jeg på anbefaling af min veninde Stephanie Garbers Caraval. 

Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forestillet mig. Jeg har ikke læst super megen YA-litteratur. Men jeg blev suget helt ind i fortællingen og slugte bogen på halvanden dag. Så meget for at bruge tid sammen med børnene.

Caraval

Nå, men tilbage til bogen. Børnene har det jo fint. Jeg vidste som sagt intet om, hvilken type bog det var. Og teksten bag på er ikke til megen hjælp:

“En legendarisk konkurrence. En tryllebindende kærlighedshistorie. Et ubrydeligt bånd mellem to søstre.”

Og ja, ok – det var det! Det var en tryllebindende kærlighedshistorie. Og især fordi den (lidt som i Disneys Frost) i højere grad handler om kærligheden mellem søstre frem for romantisk kærlighed. Som der dog heller ikke mangler noget af i denne bog.

Historien er lidt vanskelig at forklare uden at afsløre for meget. Men kort fortalt handler Caraval om de to søstre Scarlett og Donatella, der lever på en ø og er underlagt deres tyranniske fars diktatur.

Et andet sted i øhavet findes en magisk verden hvor Caraval-mesteren Legend styrer. Her kan de heldige udvalgte deltage i et spil, hvor vinderen (måske) får et ønske opfyldt.

Farvestrålende følelser

Faktisk var noget af det, jeg bed mest mærke i under læsningen af Caraval, at alle Scarletts følelser er beskrevet med farver. Fra “blændende gul længsel” til “grå skuffelse”.

Normalt er farver ikke noget, jeg lægger mærke til i bøger. Men de mange forskellige variantioner i Caraval kræver læserens opmærksomhed.

“Scarletts følelser havde endnu stærkere farver, end de plejede. Intens rød som gloende kul. Klar grøn som nyudsprunget græs. Vild gul som fjerene på en flaksende fuld.”

Farverne og deres symbolik giver historien en ekstra dimension og må så afgjort have krævet sit af oversætteren.

Masser af stof til prinsessedrømme

Desuden har Stephanie Garber svælget i beskrivelserne af de to søstres kjoler. Ned til de mindste detaljer. Det fik mig til at tænke på min barndoms fascination af kvindernes kjoler i tv-serien Nord og Syd. Der er flæser, sløjfer, mønstre og (naturligvis) farver nok til at opfylde de vildeste prinsessedrømme.

“En række elegante sløjfer var placeret ned langs midten på et figursyet kjoleliv med dyb udskæring og matchende fyldigt skørt. Underdelen bestod af flere skørter, der alle var tilpasset hendes størrelse, i fem lag i forskellige materialer, fra kirsebærrød silke og tyl og bidder af sort blonde.”

Læseren får for alvor følelsen af, at de kjoler er noget langt ud over det forventlige. Og ligesom farverne spiller de en væsentlig (i hvert fald symbolsk) rolle i fortællingen.

Der er mange uafsluttede elementer i Caraval. Den forsvundne mor, de uafklarede kærlighedsforhold og ikke mindst de to søstres fremtid.

Stephanie Garber har da også skrevet en fortsættelse, Legendary, som desværre endnu ikke er oversat til dansk. Jeg er i hvert fald klar til at læse den, når den kommer!

caravan turbine forlaget kulturmor

Stephanie Garber: Caraval
Udgivet af Turbine forlaget den 13. oktober 2017

Du kan læse mere om bogen her.

Anekdoter serveret med kærlighed

[sponsoret / pressebillet]

I et stort lokale på Lokalcenter Møllestien i Aarhus, har instruktør Sargun Oshana fra Aarhus Teater sammen med syv skuespillerelever skabt en hjertevarm collage af fortællinger fra nogle af de (ældre) mennesker, som har deres gang på centret.

Anekdoter aarhus teater lokalcenter møllestien kulturmor
De syv 3. års elever fra Den danske Scenekunstskole, som medvirker i ‘Anekdoter*. Foto: Aarhus Teater

Som et besøg i farmors stue

Når unge og gamle mødes, kan der opstå magi. Og det er tilfældet med Aarhus Teaters nye forestilling, Anekdoter – livshistorier fra Møllestien.

Lokalet på Lokalcenter Møllestien er stort nok til at rumme syv store borde, dækket op med hvide duge, kaffestel og kage. Der er plads til mindst 8 personer ved hvert bord.

Anekdoter aarhus teater lokalcenter møllestien kulturmor
Der var både kaffe, te og kage til publikum under premieren på ‘Anekdoter’.

De syv skuespillere defilerer rundt, hjælper publikum på plads og serverer te og kaffe for alle. Alt imens musikken i baggrunden har et touch af støj, som blev den spillet fra en gammel grammofonplade.

Det føles i det hele taget trygt, varmt og hyggeligt, som at komme på besøg hos en elsket farmor. Og den følelse varer ved fra start til slut.

Livets avenue

Mens publikum drikker kaffe, serveres historier om liv og død, forhold og familie, krig og kærlighed i små sekvenser fulde af indlevelse.

Kim Larsens sang, Avenuen, bliver sunget af alle syv skuespillere. Enkeltvis og sammen. Enkelt men virkningsfuldt. Og melodien bliver et fint tema til forestillingen, der – ligesom sangen – handler om livets op- og nedture.

Det handler om livet. Om at leve og også lidt om at dø. Et tema, der uundgåeligt bliver mere og mere aktuelt efterhånden som livet paserer forbi.

Anekdoter bygger på samtaler mellem skuespillerelever og beboere og besøgende på Lokalcenter Møllestien. Det er vaskeægte livshistorier, der iscenesættes.

Fulde af kærlighed, familie, krig og hverdagens små trivialiteter. Og fortællingerne leveres med så stor indlevelse og respekt fra de syv skuespillerelever, at det bliver både rørende og genkendeligt for publikum.

Især for de iblandt, som enten selv har delt deres historier eller kender én, der har. Der bliver nikket rundt omkring blandt publikum. Nogle kommer med anerkendende og kække kommentarer. En enkelt må kigge ned og tørre en tåre væk fra øjenkrogen.

Og netop sådan er livet jo. Fuld af følelser, op- og nedture. Og den oplevelse rammer Sargun Oshana lige i øjet med Anekdoter.

Det er ganske enkelt en vellykket totaloplevelse.

Anekdoter aarhus teater lokalcenter møllestien kulturmor

Anekdoter. Instruktør: Sargun Oshana. Medvirkende: Alexander Krumhausen, Arian Kashef, Maria Cordsen, Clara Ellegaard, Johannes Zois, Rasmus Skaarup og Sarah Francesca Brænne.
Spiller på Lokalcenter Møllestien til 23. juni.

Du kan finde mere info her.

Forestillingen er en del af kategorien Udflugten på Aarhus Teater, som du kan læse mere om her.

Antiinflammatorisk kost og livsstil

[anmeldereksemplar fra Harper Collins]

Der dukker hele tiden nye trends op inden for kost og sund livsstil. Nogle er (efter min mening) mere anvendelige end andre.

Antiinflammatorisk livsstil sundhedsrevolutionen Harpercollins

I disse år bliver der talt og skrevet en del om antiinflammatorisk kost. Både i kogebøger, på blogs og i damebladene. I mine øjne, så er denne tilgang til sundhed ret logisk.

Det handler i grove træk om at spise sundt og passe godt på sin krop, uden dog på noget tidspunkt at udsætte den for ekstremer som sultekure, voldsom træning og lignende.

Sundhedsrevolutionen

Da jeg først læste om Maria Borelius’ nye bog, Sundhedsrevolutionen – vejen til en anti-inflammatorisk livsstil, spekulerede jeg på, om verden virkelig havde brug for endnu en kogebog fra en frelst sundhedsfreak. Men en sådan er der slet ikke tale om.

For det første er Sundhedsrevolutionen slet ikke en kogebog. Og for det andet, så er Maria Borelius både ærlig og realistisk i sin gennemgang af, hvordan hun lagde (og til stadig forsøger at lægge) sit eget liv om.

Her er ikke noget “få det perfekte liv på 3 uger” eller andet i den genre. Tværtimod skriver hun allerede i sit forord, at det for hende har været en lang, søgende rejse, som varede i årevis. Altså intet quick fix eller hurtige løsninger.

Der er nogle få opskrifter til sidst i bogen. Fine og anvendelige. Men ikke nok til en generel kostomlægning. Opskrifterne og deres indhold giver også først rigtig mening præcis dér, hvor de står i bogen. Nemlig til sidst.

At forstå, hvorfor det virker

Men hvad var det så, der tog så lang tid? Det er nemlig her, jeg mener, at Sundhedsrevolutionen bliver interessant.

Maria Borelius er biolog og videnskabsjournalist (og faktisk også tidligere handelsminister i Sverige, men det er en anden historie).

Så da hun (faktisk ved et tilfælde) fandt et program (kost, træning, tanker), der virkede for hende og gav hende mere energi, sagde hun ikke bare tak og fortsatte. Hun satte sig for at undersøge, hvorfor det virkede. Hun ville til bunds i, hvad den nye livsstil rent faktisk gjorde ved hendes krop.

Respekt for det projekt. Vi andre (jeg i hvert fald) havde nok bare tænkt “fedt nok!” og ladet det blive ved det.

Set fra samtlige vinkler

Sundhedsrevolutionen er en meget personlig bog. Det er Maria Borelius’ personlige fortælling om alt fra ungdommens usunde spise- og slankevaner over kærestesorger og heftig Jane Fonda-træning og ikke mindst opdagelsen af, at almindelig mad ikke altid er nok.

I sin søgen efter forklaringer har Maria Borelius rejst verden rundt. Flere gange. Hun har besøgt såvel anerkendte som alternative forskere ved verdens universiteter. Hun har besøgt spirituelle retninger og en lang række kursteder med alt fra yoga til tarmpleje.

Derfor indeholder bogen 15 meget forskellige kapitler. Om “Helbredelse”, “Indsigt” og “Vejrtrækning”, men også om “Laks og tyttebær”.

Det er lange beskrivelser af alle de tænkelige (og utænkelige) aspekter af sundheden. Fra kost og motion til religion og ærefrygt. Og derfor er det langt mere interessant læsning end blot endnu en kogebog.

Og så er der et ret sigende citat fra en indisk ayurvedalæge, der viser, hvor kort det hele egentlig kan forklares:

“helbred handler om den rette kombination af mad, motion, hvile, massage, meditation og yoga.”

Brug den nødvendige tid

Det gælder sådan set for både bogen her og for livet i almindelighed.

Sundhedsrevolutionen er ikke et opslagsværk. Der er ingen letkøbt eller hurtig information at hente.

Skal man forstå Maria Borelius’ pointer – hentet fra diverse forskere, sundhedsguruer og religiøse retninger verden over – skal man læse hele bogen. Fra start til slut.

Den er lang. Bogen. Egentlig også fuld af kompliceret videnskab. Men det er en oplevelse, som er værd at tage med i bagagen. Og så afgjort en inspirationskilde til at tage egne vaner op til revurdering. Både hvad angår kost, motion og tankegang. Alle revolutioner starter vel i det små.

Antiinflammatorisk livsstil sundhedsrevolutionen Harpercollins

Maria Borelius: Sundhedsrevolutionen – vejen til en anti-inflammatorisk livsstil
Udgivet af Harper Collins Nordic 23. april 2018

Du kan læse mere om bogen her.