Grænser på alle måder

grænser filuren apropos ungdomsteater kulturmor
Anders V. Momme og Sandra Turell Henningsen som drengene Frederik og Victor i ungdomsforestillingen, Grænser. Foto: HEIN Photography.

Der findes mange former for grænser. De fysiske, som er åbenlyse for enhver, og de mentale, som er sværere at definere. Du har dine egne, som du måske først er opmærksom på, når andre overskrider dem. Og mennsker omkring dig har deres, som måske er væsensforskellige fra dine egne. Men ikke desto mindre usynlige.

Teater om unge til unge

Teateriet Apropos og Filuren har sammen lavet forestillingen Grænser, der er målrettet unge på 13+. En fin ungdomsforestilling om både egne og andres grænser. Om mobning, fællesskab, venskab og de svære teenageår.

Jeg så forestillingen sammen med ca. 40 efterskoleelever. En stor flok unge fra 9.-10. klasse, som var overraskende tavse i den times tid, forestillingen varede. Ellers ikke en opførsel, der som udgangspunkt forbindes med teenagere i store grupper.

Grænser

Drengene Victor og Frederik var bedste venner. Lige indtil Victor i 6. klasse skulle flytte til Somalia med sine forældre, der arbejder for Læger uden grænser. I 9. klasse vender Victor og familien tilbage til den lille, unavngivne provinsby, hvor livet er fortsat uden de store forandringer.

Men Victor, der spilles af Sandra Turell Henningsen, er ændret. Han har set og oplevet ting, der gør ham vredere og mere aggressiv end tidligere. Ikke mindst efter hans mors kidnapning og tortur, som var årsagen til familiens hjemvenden til Danmark. Dramatiker Brian Wind-Hansen har ikke lagt fingre imellem i sin fortælling.

At stå udenfor fællesskabet

De gamle klassekammerater kan ikke udholde ham, og hurtigt er han udstødt af fællesskabet. Den eneste vedholdende ven er Anders V. Mommes drengede og lidt kejtede Frederik.

»Du bliver nødt til at lære at tilpasse dig,« siger Victors far til ham efter endnu et slagsmål i skolen. Men hvordan tilpasser man sig lige en verden, der ikke forstår det, ens familie har været udsat for, og allerede på dag et har besluttet, at man er en idiot.

Det gør det ikke bedre, at nogle fra klassen opretter Facebook-gruppen »For alle os, der hader Victor«. Jo mere modstanden mod Victor tager til, des stærkere bliver hans hårdhed også.

»Nogle rejser kan man bare ikke komme tilbage fra,« konstaterer Victor meget sigende mod slut. Instruktør Anne Zacho Søgaard viser med ganske få scener, at selv de sødeste børn kan overskride alle tænkelige og utænkelige grænser.

 

Grænser.
Medvirkende: Anders V. Momme og Sandra Turell Henningsen. Instruktør: Anne Zacho Søgaard. Scenograf: Daniel Bevensee. Dramatiker: Brian Wind-Hansen. Lys: Jesper Jepsson. Lyd: Johannes Smed.
Spiller hos Filuren i Aarhus til 5. oktober.

Du kan læse mere her.

Stærk monolog om den moderne krigs dilemmaer

grounded svalegangen anmeldelse kulturmor
Foto: Montgomery

[Pressebillet fra Teatret Svalegangen]

Soloforestillingen Grounded har netop haft repremiere på Teatret Svalegangen i Aarhus. I ca. 1,5 time står skuespiller Kaja Kamuk alene i den særdeles skæve scenografi. Men på intet tidspunkt bliver det tomt eller langtrukkent at se på i Lars Junggreens instruktion. Tværtimod er oplevelsen intens fra ende til anden.

Grounded

Hun er jagerpilot. Hun flyver F16-fly og elsker at være oppe i »det blå«. En del af himlen. Hun er »det vildeste shit«. Toppen af poppen i det amerikanske luftvåben. Hun ved det og hun nyder det. Magten, beundringen og styrken som »den ensomme ulv«, der jager oppefra. Det er hele hendes identitet. Hele hendes selvforståelse.

Lige indtil hun bliver grounded. Tvunget til at blive på jorden. Hun er gravid. Føder datteren Sam. Og da hun endelig er klar til at vende tilbage til sit fly, vælger hendes overordnede, at hun nu skal flyve droner fra Nevada-ørkenen i stedet for at kæmpe ved frontlinjen, som hidtil.

Slut med virkelig krig i irakiske eller afghanske ørkener. I stedet venter daglige 12-timers vagter en times kørsel fra Las Vegas.

grounded svalegangen anmeldelse kulturmor
Foto: Montgomery

Savnet efter »det blå«

For jagerpiloten er det nye job den ultimative ydmygelse. En degradering at være permanent grounded. At være »lænestolspilot«, som hun kalder det.

Hun skammer sig. Hun er ikke længere en fysisk del af himlen. Hendes liv er ikke oppe i det blå længere. Og netop farverne – og manglen på samme – har en vigtig betydning i Grounded, hvor de meget elegant understreges af Henrik Sloths lyssætning. Farverne i lyset skifter fra naturligt hvidt over det ekstremt blå til en sygelig grøn, når arbejdet med droneflyvningen fra traileren står på.

Lysets farver viser ikke kun publikum hvor hun er, men også hvordan hun har det. Og efterhånden bliver alt i hendes verden mere og mere gråt, som farverne på den lille skærm, der viser dronens videooptagelser over Afghanistan.

Hun er på en sær måde distanceret fra sit arbejde. Når hun ser mennesker på skærmen og får besked på at likvidere dem, ser hun bare »et lydløst, gråt bum«.

grounded svalegangen anmeldelse kulturmor
Foto: Montgomery

Individets krise og generelle dilemmaer

Det er dog ikke kun den personlige krise. Forskydningen af selvopfattelsen, der er i fokus. For Grounded sætter spørgsmåltegn ved hele den moderne måde at føre krig. Langt væk fra frontlinjen i sikkerhed i en veltempereret trailer. Svævende over de lokale som en anden BigBrother eller guddommelig kraft oppefra, der bestemmer over liv og død. Der erklærer hvorvidt menneskene under er »de skyldige« eller ej.

Aleksandra Lewons scenografi er abstrakt. Den bøjede, hvide flade, som Kaja Kamuk står, klatrer og ligger på kan være alt fra vingerne på et fly til børneværelset derhjemme, hvor datteren sover om natten.

Med ganske få hjælpemidler i form af Anton Basts diskrete men effektfulde lydbillede, der består af næsten uhyrlig, hvid støj, brudstykker af musik og lyden af en babys hjerteslag, fremviser Kaja Kamuk indestængte frustrationer og bevæger sig i løbet af forstillingen mod en mere og mere opløst tilstand. Ren paranoia. Som sugede arbejdet med dronen langsomt men sikkert al livsglæde ud af hende.

Det er i hvert fald ikke en lykkelig følelse og en stolthed over den moderne verdens krigsførelse, som publikum sidder tilbage med, når lyset slukkes og forestillingen slutter. Men det er så afgjort en stærk oplevelse.

 

grounded svalegangen anmeldelse kulturmor

Grounded – et fjernstyret krigsdrama.
Med: Kaja Kamuk. Tekst: George Brant. Instruktion: Lars Junggreen. Scenografi: Aleksandra Lewon. Lys: Henrik Sloth. Lyd: Anton Bast.
Spiller på Teatret Svalegangen i Aarhus til 6. oktober.

Du kan læse mere om forestillingen her.

Udtryksfuld forestilling om terror

us/them katapult aarhus festuge kulturmor

[Pressebillet fra Teater Katapult]

Alle har vi hver vores opfattelse af, hvad terror er. De fleste har hørt om terrorangreb i nyhederne, mens andre (og heldigvis færre) har mere personlige erfaringer med begrebet.

US/THEM

I forstillingen US/THEM, der havde Danmarkspremiere på Teater Katapult torsdag aften, kommer beskrivelsen af en terrorhandling helt tæt på. Det er forenklet og letforståeligt midt i al den uforståelighed, som terror uundgåeligt medfører.

US/THEM handler om gidselstagningen i Beslan i Rusland i 2004. Der er bare ikke fokus på motiver, men i stedet på oplevelsen set gennem børnenes (gidslernes) øjne.

Der er dog ingen børn på scenen. Klædt i aldersløst tøj som nederdel, shorts og trøjer, fortæller de to dansere og skuespillere Cytha Parmentier og Roman Van Houtven på sublim vis historien. Deres energi er høj fra start til slut. Deres gestik er som børns, men deres sætninger lyder i begyndelsen som læste de højt fra et leksikon.

Samtidig fortæller de om skolen, “school number one”, og tegner med gadekridt på gulvet og bagvæggen, for at illustrere dens omfang og grundplan. Samtidig, men også forskudt og i munden på hinanden, remser de tal, fakta og sære, irrelevante detaljer op. Som børn, der konkurrerer om de voksnes opmærksomhed.

Fascinerende, kompliceret og helt forenklet

Et markant skifte i lys og lyd understreger overgangen fra den idylliske fortælling om skolen til en larmende, kaotisk stemning, der viser oplevelsen af de tjetjenske terroristers ankomst.

Fortællingen bliver ikke mindre rørerende og stærk af de to skuespilleres barnlige udtryk. Nøgternt konstaterer de to på scenen, hvordan børn og voksne lå “dead on the playground”. På fascinerende vis formidles noget komplekst og kompliceret, så det virker helt enkelt.

Det stort set tomme scenerum forvandles til en klaustrofobisk labyrint af snore, som de to placerer på kryds og tværs, alt imens de fortsat fortæller – med ord og især kropssprog – hvor sammenklemte gidslerne i gymnastiksalen stod. Knap 1200 kvinder og børn samlet i en enkelt gymnastiksal. Tre dage uden vand og mad.

Balloner og bomber

Sorte balloner, der indledningsvist blot var balloner forvandles til bomber, som terroristerne truer gidslerne med. Lysdesigner Thomas Clause underbygger den dystre stemning og efterhånden som forestillingen nærmer sig sit klimaks, bliver skiftene i lyset også mere markante.

US/THEM er en skræmmende men smuk forestilling. På ca. en time formidles følelser som angst, desperation og magtesløshed side om side med kampen for liv og død. Der er ingen fysiske terrorister til stede på scenen. Men det får kun fortællingen om dem og om gidseltagningen til at stå endnu stærkere frem.

På sin vis er det en skam, at en så vigtig forestilling spiller under Aarhus Festuge, hvor opmærksomheden på den let drukner i alle de øvrige tilbud. Men samtidig er det en meget fin gestus, at lade US/THEM have danmarkspremiere netop den 6. september, der (sammen med 7. september) i Rusland er national sørgedag for terrorangrebet i Beslan.

us/them katapult aarhus festuge kulturmor

US/THEM. Produceret af BRONKS og Richard Jordan Production, Belgien. Medvirkende: Cytha Parmentier og Roman Van Houtven. Instruktør: Carly Wijs. Lys: Thomas Clause. Lyd: Peter Brughmans.
Spiller på Teater Katapult i Aarhus 6.-8. september 2018.

Du kan læse mere her.

Anekdoter serveret med kærlighed

[sponsoret / pressebillet]

I et stort lokale på Lokalcenter Møllestien i Aarhus, har instruktør Sargun Oshana fra Aarhus Teater sammen med syv skuespillerelever skabt en hjertevarm collage af fortællinger fra nogle af de (ældre) mennesker, som har deres gang på centret.

Anekdoter aarhus teater lokalcenter møllestien kulturmor
De syv 3. års elever fra Den danske Scenekunstskole, som medvirker i ‘Anekdoter*. Foto: Aarhus Teater

Som et besøg i farmors stue

Når unge og gamle mødes, kan der opstå magi. Og det er tilfældet med Aarhus Teaters nye forestilling, Anekdoter – livshistorier fra Møllestien.

Lokalet på Lokalcenter Møllestien er stort nok til at rumme syv store borde, dækket op med hvide duge, kaffestel og kage. Der er plads til mindst 8 personer ved hvert bord.

Anekdoter aarhus teater lokalcenter møllestien kulturmor
Der var både kaffe, te og kage til publikum under premieren på ‘Anekdoter’.

De syv skuespillere defilerer rundt, hjælper publikum på plads og serverer te og kaffe for alle. Alt imens musikken i baggrunden har et touch af støj, som blev den spillet fra en gammel grammofonplade.

Det føles i det hele taget trygt, varmt og hyggeligt, som at komme på besøg hos en elsket farmor. Og den følelse varer ved fra start til slut.

Livets avenue

Mens publikum drikker kaffe, serveres historier om liv og død, forhold og familie, krig og kærlighed i små sekvenser fulde af indlevelse.

Kim Larsens sang, Avenuen, bliver sunget af alle syv skuespillere. Enkeltvis og sammen. Enkelt men virkningsfuldt. Og melodien bliver et fint tema til forestillingen, der – ligesom sangen – handler om livets op- og nedture.

Det handler om livet. Om at leve og også lidt om at dø. Et tema, der uundgåeligt bliver mere og mere aktuelt efterhånden som livet paserer forbi.

Anekdoter bygger på samtaler mellem skuespillerelever og beboere og besøgende på Lokalcenter Møllestien. Det er vaskeægte livshistorier, der iscenesættes.

Fulde af kærlighed, familie, krig og hverdagens små trivialiteter. Og fortællingerne leveres med så stor indlevelse og respekt fra de syv skuespillerelever, at det bliver både rørende og genkendeligt for publikum.

Især for de iblandt, som enten selv har delt deres historier eller kender én, der har. Der bliver nikket rundt omkring blandt publikum. Nogle kommer med anerkendende og kække kommentarer. En enkelt må kigge ned og tørre en tåre væk fra øjenkrogen.

Og netop sådan er livet jo. Fuld af følelser, op- og nedture. Og den oplevelse rammer Sargun Oshana lige i øjet med Anekdoter.

Det er ganske enkelt en vellykket totaloplevelse.

Anekdoter aarhus teater lokalcenter møllestien kulturmor

Anekdoter. Instruktør: Sargun Oshana. Medvirkende: Alexander Krumhausen, Arian Kashef, Maria Cordsen, Clara Ellegaard, Johannes Zois, Rasmus Skaarup og Sarah Francesca Brænne.
Spiller på Lokalcenter Møllestien til 23. juni.

Du kan finde mere info her.

Forestillingen er en del af kategorien Udflugten på Aarhus Teater, som du kan læse mere om her.

Feministisk etagekomedie?

[sponsoreret / pressebillet]

Du kender helt sikkert Barbie. Altså den populære dukke med de absurde proportioner; den ultrasmalle talje, de alt for lange ben og den tændstiktynde hals.

Og hvis du (som jeg) har mindre børn, så kender du måske også tegnefilmsudgaven om Barbie – Life in the Dreamhouse, hvor den kendte dukke er vakt til live i en overgearet og irriterende overskudsagtig udgave, der taler med en ekstremt nuttet, lys stemme… Hvis ikke, kan du finde den her.

Men hvorfor nu al den snak om Barbie? Og hvordan passer det med titlen “Feministisk etagekomedie”? Det kommer vi til nu.

grab them by the pussy svalegangen anmeldelse kulturmor
Alle ved, at Barbie har haft alle jobs. For hun er jo den perfekte kvinde. I Rasmus Asks morsomme iscenesættelse er glansbilledet knap så perfekt. Men noget mere underholdende. Foto: Montgomery

Grab Them by the Pussy

Med en forestillingstitel, der er et direkte citat fra den siddende, amerikanske præsident (skræmmende men sandt) er der lagt op til en samfundsaktuel komedie om feminisme og ligestilling med Svalegangens nyeste forestilling, Grab Them by the Pussy.

Teatret betegner selv forestillingen som en feministisk etagekomedie – helt konkret fordi den handler om forskellige former for feminisme, der er repræsenteret på scenen med beboerne i en etageejendom.
Fra bordellet i kælderen over de forskellige familieformer på vejen op til den enlige, perfekte, superkvinde, som har hele overetagen for sig selv.

Holger Østergaards Ole – faren fra kernefamilien på 1. – forklarer på et tidspunkt sin 14-årige søn, Mads (spillet af Albert Stein Ankerstjerne) “du skal ta’ dem i fissen, du ved.”
Men ellers har forestillingen faktisk ingen sammenhæng med Trumps udtalelser. Og heldigvis. For det ville nok have lagt en deprimerende dæmper på komediedelen.

Rasmus Asks iscenesættelse af Jeanette Munzerts tekst er underholdende og ganske morsom, hvilket de konstante latterudbrud i salen bevidner, men Grab Them by the Pussy er ikke provokerende eller dybt tankevækkende teater, som skaber debat om ligestilling og kønsroller i det danske samfund.

Det er dog både interessante og relevante emner, der berøres. Og der er mange måder at sætte fokus på et emne. Humor kan – og er i denne sammenhæng – bestemt være effektivt.

Skævt, så alting skrider

Rasmus Ask har ladet de fem skuespillere gakke helt ud. Og sommetider fremmer overdrivelse virkelig forståelsen. Med Peter Schultz’ fysisk skæve scenografi, bliver selv helt almindelige hverdagssituationer overdrevent komiske.

grab them by the pussy svalegangen anmeldelse kulturmor
Mændene i Grab Them by the Pussy har iøvrigt ingen bukser på. Men det er bare en detalje. Den må du selv overveje. Foto: Montgomery

Scenegulvet er skråt – de skrå brædder i ekstremudgaven – og ellers består scenografien kun af en åbning (ud mod trappeopgangen forstås) og en masse gigantiske balloner.

Første skuespiller på scenen er Mette Gadeberg Gregersen som Sally, der netop er flyttet ind sammen med kæresten Mikkel. Hun træder ind på scenen iført moderne karrierekvinde-look: kort, sort kjole og tårnhøje stilletter. Derudover bærer hun på store stofnet fyldt med indkøbsvarer og en håndtaske mellem tænderne.

Hun vakler frem over scenen – hvilket er lidt en kunst i sig selv med de høje hæle på det skrå underlag. Hun snubler, taber den ene pose, hvorefter alt indholdet triller ned af scenegulvet og ryger ud over kanten mod publikum på de forreste rækker.

Peter Schultz’ scenografi bliver således en aktiv medspiller til en på alle måder skæv, men morsom forestilling.

Barbie IRL

Det er mange underholdende elementer i Grab Them by the Pussy. Sjove påfund og velspillede scener. Og der er så afgjort også et moment (eller to) of surprise.

Ikke mindst når (advarsel, spoiler alert) personificeringen af Barbie træder ind på scenen iført pink plastiktøj med kæmpe velcrolukning bagpå.

Jeg skal ikke afsløre for meget, men jeg er ganske enkelt imponeret over, at Josefine Tvermoes – i rollen som kvinden på øverste etage – kan lyde fuldstændig som en mellemting mellem Barbie (fra førnævnte tegnefilm) og de enerverende, lalleglade heste i tegnefilmsudgaven af My Little Pony (dem finder du ligeledes på Netflix, hvis du mangler lidt underholdning – værsgo’ og det var så lidt).

Meget kan man mene om de budskaber, som Svalegangen måske – måske ikke – forsøger at sende med denne forestilling. Men underholdningsværdien kan der ikke sås tvivl om.

grab them by the pussy svalegangen anmeldelse kulturmor

Grab Them by the Pussy.
Tekst: Jeanette Munzert. Instruktion: Rasmus Ask. Scenografi: Peter Schultz.  Medvirkende: Holger Østergaard, Albert Stein Ankerstjerne, Camilla Gjelstrup, Mette Gadeberg Gregersen og Josefine Tvermoes.
Spiller på Svalegangen til 4. maj.

Du kan læse mere om forestillingen her.

 

Musikalsk og nærværende ungdomsteater

[sponsoreret / pressebillet]

En musiker, tre skuespillere og små personhistorier, der finder sted i hjertet af Aarhus med en afrunding, der samler alle ender til en enkelt, fin sløjfe. Det er tilsyneladende opskriften på en virkelig fin, musikalsk og nærværende portion teater til unge og voksne.

OMG opgang2 ungdomsteater kulturmor
Med ganske få virkemidler skaber Pia Marcussen en veldrejet og underholdende forestilling om livet set fra forskellige vinkler. Foto: Ditte Chemnitz

Oh My God, hvor er der mange måger!

Pia Marcussen har skrevet og instrueret Opgang2s nye forestilling, OMGkærlighed og andre katastrofer, som er en lidt svær størrelse at beskrive.

Det første, der falder mig ind er noget med måger. Mågeskrig og mågeklatter og måger, der kredser over cafebordene langs Aarhus Å, som gribbe over kadavere.
For selvom forestillingen jo ikke handler om måger, så spiller de store hvide fugle alligevel en central rolle fra start til slut.

Parasollerne langs åens cafeer beskrives som “blå med hvide striber af mågelort”. Alle medvirkende er klædt i mørkt tøj med mågeklatter på skuldrene. Og Gitte Bøgs scenografi, der har et ungdommeligt præg med grafitti og grafiske illustrationer på store, uens flader, som minder om faconerne på et Danmarkskort, er også dækket med mågeklatter.

Musisk og fuld af energi

“Jeg har altid drømt om sådan rigtigt at finde kærligheden” siger Jakob Svensmark på den sødeste, udpræget bøvede, jyske måde, alt imens musikeren Henrik Andersen spiller en variant over temaet fra Titanic-filmen på sin guitar.

For det handler om kærlighed. I forskellige varianter. Fra den unge, frustrerede fyr, der efter et enkelt one night stand, er blevet far i en alder af blot 16 år, til den unge pige, der er kommet til at snuppe penge fra sin mormors opsparing og nu lider de frygteligste samvittighedskvaler.

Musikken præger OMG – kærlighed og andre katastrofer fra første færd. Og de tre skuespillere bevæger sig gennem alle lyde fra mågeskrig til sang. De bevæger sig naturligt rundt mellem hinanden og skaber den ene virkningsfulde, genkendelige scene efter den anden.

Publikum er godt underholdt med de små skæbnefortællinger, som mod slut bindes sammen og afsluttes. OMG – kærlighed og andre katastrofer er en nærværende og fin oplevelse, som er oplagt for både unge og voksne.

OMG opgang2 aarhus teater
Foto: Ditte Chemnitz

OMG – Kærlighed og andre katastrofer. Tekst og instruktion: Pia Marcussen. Medvirkende: Stinne Henriksen, Jakob Svensmark, Sami Idrissi Hvidtfeldt og Henrik Andersen. Musik: Henrik Andersen. Scenograf: Gitte Bøg. Spiller på Aarhus Teater til 14. april. Derefter turné.

Læs mere her.

Denne måneds kulturtilbud: April 2018

kulturmor kultur aarhus

April måned står for i teatrets tegn (igen!).  Jeg har udvalgt en ungdomsteaterforestilling og en feministisk komedie.

Teater om kærlighed, feminisme og livet i almindelighed. Så er der (forhåbenligt) lidt for enhver smag.

Aktuelt teater til unge

Familietid foregår i teatret. I hvert fald her i april, hvor der er så mange tilbud, at det kan være vanskeligt at vælge.

Men jeg glæder mig bl.a. til at se  OMG – kærlighed og andre katastrofer fra Opgang2 Turnéteater.

OMG opgang2 aarhus teater
Foto: Ditte Chemnitz

OMG – kærlighed og andre katastrofer handler om livet som ung, med alle de forhindringer, det nu måtte bringe. Og om kærlighed, der alt for nemt kan ende i katastrofer. Forestillingen henvender sig til voksne og unge fra ca. 13 år.

kultur for børn aarhus kulturmor anbefaling

OMG – kærlighed og andre katastrofer spiller på Aarhus Teater 3.-14. april og tager derefter på turné. Bl.a. på Aprilfestival.

Du kan læse mere om forestillingen her.

Og har du ikke lige børn i den “rigtige” alder til OMG – kærlighed og andre katastrofer, så er der jo Aprilfestival, som jeg skrev om her.

Forskellige former for feminisme

Feminisme er et emne, der er ret hot for tiden. Nye former for feminisme vinder frem. Det har Svalegangen i Aarhus valgt at se nærmere på med deres nye forestilling, Grab Them by the Pussy.

feministisk teater aarhus kulturmor

Svalegangen kalder forestillingen for en feministisk etagekomedie. Og det skal tilsyneladende tages bogstaveligt. For forestillingen foregår i en etageejendom og handler om de forskellige beboerne på etagerne. Forskellige former for feminisme.

Desuden har jeg haft det ret morsomt over billedet på plakaten – jeg håber humoren går igen i selve forestillingen.

kulturmor aarhus voksentid

Grab Them by the Pussy har premiere på Svalegangen i Aarhus den 7. april og spiller på teatret til den 4. maj.

Du kan læse mere om forestillingen her.

 

Aprilfestival til små og store

Ja, vi er stadig kun i gang med marts, men somme tider må man gerne tage glæderne på forskud. Og Aprilfestival er så afgjort en begivenhed, som jeg glæder mig til!

aprilfestival børneteater kulturmor aarhus

Gratis teaterfestival

Aprilfestival er det største arrangement i Danmark med scenekunst for børn og unge. Men det er faktisk også verdens største børneteaterfestival. Intet mindre.

Det mest fantastiske er, at alle kan komme og opleve teater. For billetterne koster ingenting, så der er ingen undskyldning for ikke at lade selv de mindste børn komme med.

Festivalen turnerer rundt i landet til et nyt sted hvert år, og har gjort det siden første festival i Herning i 1971. I  år afholdes Aprilfestival på forskellige lokationer i Syddjurs Kommune. Dejligt tæt på Aarhus og mit hjem.

Masser af teater til alle

Til Aprilfestival kan du i år opleve over 150 teaterforestillinger for børn og unge i perioden fra 15.-22. april.
Det er ganske gratis. Du skal blot booke billetter på forhånd. Hvilket du kan gøre fra den 10. april.

Programmet byder på forestillinger til alle aldersgrupper. Fra spædbørn og op. Alle kan finde noget, der passer lige netop til deres alder – og temperament.

Så sørg for at komme afsted. Det er bedre at få set blot en enkelt forestilling end slet ingen. Jeg vil dog anbefale, at du kigger programmet igennem i god tid før billetsalget åbner, for der er mange tilbud, tidspunkter og steder at vælge imellem.

Du finder hele programmet for Aprilfestival her.

 

Super relevant ungdomsteater om stress

[sponsoreret / pressebillet]

det går ned stress blandt unge filuren apropos aarhus

På en barstol på et lille rundt repos på scenen sidder en ung kvinde. Krampagtigt har hun trukket benene op under sig og kæmper for at holde balancen. På stolen eller i livet generelt.

Stress er ikke kun noget, der kun rammer fortravlede voksne. Desværre. For stress og angst også meget udbredt blandt børn og unge (tjek evt. Pia Konstantin Bergs bog, som jeg skrev om her).

Derfor er stress også et virkelig vigtigt emne at italesætte. Og det er netop hvad Teateriet Apropos og Filuren gør i en ny, super relevant teaterforestilling for unge på 13+.

Det går ned

Det går ned, har Sara Line Møller Olsen i hovedrollen som gymnasiepigen, Caroline. Og gennem et par dage i Carolines liv, får publikum indblik i det pres, som hviler på et enkelt ungt menneskes skuldre.

For selvom Caroline gerne vil være den søde datter, det betænksomme barnebarn, den sødeste bedsteveninde, den flittige i skolen, den vilde til festen, den smarte i klassen, den dygtige til fodbold og den erfarne udi kæresteforholdene, så er det ikke muligt. Og naturligvis ikke. Udefra er det klart, at hun ikke kan klare presset. Og også det er en vigtig pointe. Især når publikum netop selv er unge.

det går ned stress blandt unge filuren apropos aarhus

Rammerne for forestillingen er enkle. Holdt i røde og petroleumsgrønne nuancer med en malet bagvæg, der skifter farve alt efter lyssætningen, og på mange måder minder om en solnedgang af Monet.

De to skuespillere leverer en overbevisende præstation. Matias Hedegård Andersen er morsom og energisk i alle sine (mange) roller, som han med en kamæleons lethed skifter imellem. At der ikke skal meget mere udstyr end forskellige parykker til at gå fra far til teenagepige er ret imponerende. Og han giver et fint modspil til Sara Line Møller Olsens intense Caroline, som trækker vejret så anstrengt og krampagtigt, at hun vitterligt ligner en person på randen af angstanfaldet.

Fin tilgang til et svært emne

Det går ned, rammer tonen blandt de unge virkelig fint. Lidt karikeret selvfølgelig. Men overdrivelse fremmer forståelsen. Og det er ret befriende at grine af sig selv.

For at sikre bedst mulig relevans og en realistisk fremstilling, har der været inddraget både unge og en ekspert i stress blandt unge i tilblivelsen af Det går ned. Og det mærkes.
For i Leiv Arne Kjøllmoens iscenesættelse rammes ikke bare den perfekte balance mellem det alvorlige og det morsomme. Publikum kan både se og mærke presset på den unge Caroline vokse.

Det går ned er en velkomponeret forestilling, hvor skuespilpræstationer, scenografi, lys og lyd går op i en højere enhed. En oplagt mulighed for at sætte gang i samtalen blandt og med unge.

Og mon ikke du (som jeg), vil gå fra forestillingen med sanglinjen “Alt er guld” kørende i hovedet.

det går ned stress blandt unge filuren apropos aarhus

Det går ned. Tekst: Henrik Szklany. Medvirkende: Sara Line Møller Olsen og Matias Hedegård Andersen. Instruktør: Leiv Arne Kjøllmoen. Scenograf: Nadia Nabil. Lyd: Johannes Smed. Lys: Jesper Jepsson.
Spiller på Filuren til 23. marts.

Du kan læse mere om forestillingen her.

 

Sort er sorgens farve

[sponsoreret / pressebillet]

Som ved en eksplosion tipper hele den sorte mur, der er bygget op forrest på scenen, bagover og afslører skuespillere og musikere. Flammer af lys tegner billeder på væggene og alle står kortvarigt tavse. Fortabte, som om alt er slut.

Sådan begynder Svalegangens smukke, musikalske iscenesættelse af den danske kunstner Søren Huss’ album, Troen og Ingen.

Troen og ingen anmeldelse aarhus kulturmor

Troen og Ingen

Hvordan beskriver man sorgen efter et elsket menneskes død? Med gråd? Med musik? Med teater?

På Svalegangen i Aarhus har Per Smedegaard iscenesat Søren Huss’ musik, som netop handler om den ultimative, personlige sorg.

En forestilling med dialog af Jeanette Munzert, tre skuespillere, en sangerinde, fire musikere, et barn og en hel hær af flyttekasser. Sådan kort opsummeret. Men meget, meget effektfuldt.

Det er med udgangspunkt i Søren Huss’ egen historie, at fortællingen om sorg i Troen og Ingen opbygges på scenen.
Med hårdt sammenknyttede hænder er Nikolaj Mineka den fortabte mand, der netop har mistet sin hustru og sit barns mor. Men også med nærmest hysteriske vredesudbrud og eksplosive frustrationer. Det er altsammen sider af sorgens ansigt.

Ashok Pramanik er hendes bror, der søger i mørket med en lygte efter minderne fra en fælles barndom og Laura Kold hendes bedste og helt fortvivlede veninde.

Forskellige vinkler på sorg

Som et sorgfuldt trekløver træder de tre skuespillere ind og ud af Søren Huss’ sange med korte mellemscener, hvor historien strejfes uden på noget tidspunkt helt at blive fortalt.

“Du er så smuk” synger de sammen men hver for sig, som tre mennesker i sorg, der hver især må klare sig igennem alene.
Og hvor Søren Huss’ oprindelige tekst er skrevet er skrevet til hans datter, synges sangen her til den afdøde kvinde. Umiddelbart den eneste sang i forestillingen, hvor betydningen er ændret markant ift. originalen.

Der er en vis indforståethed i Troen og Ingen. Og måske er det en fordel at kende til Søren Huss’ historie på forhånd. Måske ikke.
For den sorg, som iscenesættes på Svalegangen er ikke til at tage fejl af. Og selvom scenerne især i begyndelsen veksler mellem de meget sorte og de mere karikeret kosmiske, så spejler det nok blot virkeligheden.

Sort med lysende prikker af håb

Alt er sort i Siggi Óli Pálmasons enkle scenografi. I hvert fald i begyndelsen. Sorte flyttekasser, der først danner en mur ud mod publikum og efterfølgende skaber fysisk kaos på scenen. Musikere og skuespillere er klædt i sort fra top til tå.

Kun de lysende billeder i Jens Mønsteds videoprojektioner vover at vise lidt farver i ny og næ. Fra ilden i åbningsscenen til svævende lysprikker, der mimer støvkorn, som reflekterer sollysets farver i et ellers sort lokale.

På særegen vis bringer de små prikker håb om en fremtid og et liv, der uundgåeligt vil gå videre. Og på samme måde kommer siden hen små prikker af farver i form af bløde bolde flyvende. En meget fin symbolik, der ikke gør så meget ud af sig selv, men ikke desto mindre har en stor effekt set udefra.

Musikalsk og stærkt

Det er musikken, der skaber den vigtigste del af fortællingen i Troen og Ingen. Ingen tvivl om det.

Og Søren Huss’ musik er fint arrangeret i Svalegangens opsætning. Tro mod originalerne uden at være helt det samme.

Musikerne leverer en overlegen, smuk oplevelse fra start til slut. Og sangerinden Jullie Hjetland synger hele spektret af toner med så stor indlevelse og overbevisning, at det ville have været en oplevelse i sig selv blot at høre hende.

“Med et hjerte, der skriger, jeg kan ikke mere” synger Jullie Hjetland kraftfuldt fra sangen Et hav af udstrakte hænder, mens hun kaster kasser til siden og baner sig vej frem over scenen, hvor Nikolaj Mineka ligger sammenkrøbet, skjult i to kasser.

Håb for fremtiden

Og især samspillet mellem Nikolaj Mineka og Jullie Hjetland bliver mod slut ekstremt fint.

Musikken stiger i styrke og intensitet mens Nikolaj Mineka står fuldkommen stille med hele overkroppen dækket af et bjerg af børnetøj. Hans krop emmer af indesluttet frustration, som var han fuldkommen fortabt i sit eget liv, mens  Jullie Hjetland synger “så langt må du nå. Først krybe, så gå” med så megen power og så mange følelser, at de snøftende lyde i salen tager til i styrke.

Troen og Ingen er ikke en forestilling, du kan se, uden at føle. Uden at leve dig bare en smule ind i de mange, store følelser, som formidles. Ikke med mindre, du er bygget af is i hvert fald.

Men det er også en fortælling om håb til trods for alt det sorte og triste. Om at livet går videre, og glæden langsomt vender tilbage i nye former.

Troen og ingen anmeldelse aarhus kulturmor

Troen og Ingen.
Medvirkende: Jullie Hjetland, Laura Kold, Ashok Pramanik, Nikolaj Mineka og Selma Pandora Kramhøft Mønsted/Signe Louise Frevert Andresen. Musik: Søren Huss. Tekst: Jeanette Munzert. Instruktør: Per Smedegaard. Scenografi: Siggi Óli Pálmason. Musikere: Niels Søren Hansen, Nikolaj Heyman, Tom Bilde og Benedikte Botrum Poulsen. Videodesign: Jens Mønsted.
Spiller på Svalegangen i Aarhus til 3. marts 2018.

Forestillingen er helt udsolgt, men du læse mere om den her.

 

Hvis du vil læse mere om Søren Huss’ historie, så har Politiken et fint, langt portræt i dag. Det kan du læse her.