Illustrerede ungdomsnoveller

mowgli sarah engell novelle ungdomsbog illustreret carlsen kulturmor

[Anmeldereksemplarer fra Carlsen]

Forlaget Carlsen har sat gang i en ny serie af illustrerede noveller til unge. En ret god idé, tænker jeg. Og bøgerne har et lækkert format, som helt klart indbyder både til læsning og til at samle dem alle.

Mowgli af Sarah Engell

Sarah Engells Mowgli er illustreret af Cato Thau-Jensen, der også er en flittig børnebogsillustrator. Men de mørke, lidt dystre grafiske tegninger i bogen her, minder på ingen måde om en børnehistorie.

Jeg undrede mig over titlen, men kastede mig over læsningen. Og så var jeg solgt. Mowgli er ekstremt stemningsfuld. Billederne og de kun ganske få ord passer perfekt sammen. Der skabes en atmosfære, som mest af alt er en blanding mellem Kafkas fortælling, Forvandlingen og den melankolske stemning, som præsenteres i Carl Nielsens musik til Harald Bergstedts sang Solen er så rød, mor. Den sang, hvis tekst spiller en ret markant rolle i historien her.

Efter endt læsning føles det lidt tomt indvendigt. Trist. Men alligevel på den gode måde. Titlen Mowgli giver pludselig en ny mening, selvom den stadig virker lidt malplaceret, da fortællingen ikke umiddelbart har noget til fælles med Rudyard Kiplings fortællinger fra Junglebogen. Ikke andet end temaet med vilde børn, som jo i sig selv er stort. Men Mowgli er så kendt en figur (især i Disney-udgaven), at navnet kan stjæle lidt fokus fra en ellers original fortælling.

Cato Thau-Jensens tegninger er sort/hvide, men alligevel smækfyldt med fortællinger, frustrationer og følelser. Sammen skaber Sarah Engells tekst og tegningerne et ret forunderligt univers. Jeg vil i hvert fald personligt gerne læse mere i denne stil fra Sarah Engells hånd.

ungdomsnoveller hader hader ikke carlsen kulturmor anbefaling

Hader, hader ikke af Glenn Ringtved

I Glenn Ringtveds novelle, Hader, hader ikke handler det om kærlighed. Og ikke mindst om manglen på samme. Drengen Kim skal aflevere en stil i skolen med titlen Elsker, elsker ikke. Men i stedet for at skrive om kærlighed, har Kim skrevet noget, der mest af alt minder om et langt, poetisk digt om alt det, han hader ved livet.

Hader, hader ikke er det ensomheden og identiteten, der er i fokus. Kim bor alene med sin macho-far og sin storebror. Han bokser, selvom han hader det – fordi hans far kan lide det. Han forsøger at passe ind i en familie, hvor han er helt alene. Og savnet af den afdøde mor fylder som en larmende tavshed hele tiden.

Otto Dickmeiss’ illustrationer er sort/hvide stregtegninger. Men de har en stoflighed og en fylde, som er svær at overse. Tegningerne af Kim har noget umiskendeligt blidt over sig, der står i skarp kontrast til den hverdag, teksten beskriver. Og det fungerer virkelig fint.

Mens Glenn Ringtveds tekst har noget poetisk og letflydende men dog en stor tristhed over sig, er Otto Dickmeiss’ illustrationer til tider helt syrede. Som Kim, der er smeltet ned i bordpladen eller den ret fantastiske tegning af banegården som et stort hjerte, hvor togskinnerne er blodårene der fører livet ind og ud af hjertet.

 

mowgli sarah engell novelle ungdomsbog illustreret carlsen kulturmor

Sarah Engell: Mowgli
Illustreret af Cato Thau-Jensen
Udgivet af Forlaget Carlsen 25. september 2018

ungdomsnoveller hader hader ikke carlsen kulturmor anbefaling

Glenn Ringtved: Hader, hader ikke
Illustreret af Otto Dickmeiss
Udgivet af Forlaget Carlsen 25. september 2018

Du kan læse mere om bøgerne her.

 

Ravnenes hvisken – trilogien afrundes

ravnenes hvisken 3 finaleravn malene sølvsten

[Anmeldereksemplar fra Gyldendal]

Der hviler et stort pres på skuldrene af den forfatter, som har skrevet de to første (og meget populære) bind i en varslet trilogi.

Malene Sølvsten tog måske nok toppen af læsernes utålmodighed ved at udgive den lille bog, Verden styrter – også kaldet Ravnenes hvisken 2,5.
Men læserne af de to første bøger (mig selv inklusive) hungrede efter mere.

En afslutning på den storladne fortælling om den nordjyske pige Anne, der er skæbnebestemt til at være Odins ravn og medvirke til Ragnarok. En trilogi, der bygger på Vølvens Spådom og på historierne fra den nordiske mytologi.

Dilemmaer, medmenneskelighed og politik

I de to første bøger om Ravnenes hvisken (jeg har skrevet om dem her – og ja, da troede jeg, at Verden styrter var bog nr. 3, men jeg blev klogere) er der især fokus på Anne og hendes udvikling fra vred teenager til heltmodig krigerkvinde.

I tredje bind fortsættes historien, men her har Malene Sølvsten givet mere plads til medmenneskelige overvejelser og politiske dilemmaer. Bøgernes handling finder jo sted i nutidens Danmark, men det træder først for alvor frem her i sidste bind, hvor personerne må træffe en række valg, der får indflydelse på liv og død. Både for deres egne nærmeste og for den danske befolkning i almindelighed.

På mange måder kan der drages paralleller mellem de dilemmaer, som Europa står i ift. flygtninge og de valg, som ledere og almindelige borgere i bogen må træffe. Derved får bogen et strejf af noget aktuelt, noget politisk. Uden at det direkte italesættes som sådan.

Endvidere snupper Malene Sølvsten også aktuelle emner som stress og personlig udvikling og blander dem ind i sin eventyrlige fortælling. Og selvom det måske umiddelbart kan lyde rodet, så fungerer det alligevel virkelig fint.

Kærlighedshistorierne i fokus

Men det hele handler jo ikke om død, undergang eller ofringer. Der er masser af kærlighed også i sidste bog. Og der er nok en del læsere, som har ventet spændt på at finde ud af, hvor Annes kærlighedshistorie skal slutte.

Vælger hun Varnar, Sverre eller måske Elias? Jeg afslører det selvfølgelig ikke her, men jeg kan sige, at jeg ikke havde gættet udfaldet på forhånd. Og det er klart en kvalitet.

Der er en tendens til, at Vølvens spådom og den nordiske mytologi får en mindre fremtrædende rolle end tidligere. Og det til trods for, at vølven Hejd (hende med spådommen) genopstår i denne bog. Desuden er der færre seje kampscener og stort set ingen hverdag – Fimbulvinteren tager lidt fokus på det punkt.

Men selvom det måske ikke var den afslutning, jeg havde ventet, så er det helt klart en rigtig slutning. Malene Sølvsten får på fin vis spundet de tråde sammen, som flagrede løse efter de to første bøger. Hun formår at introducere en lang række uventede twists til fortællingen, mens hun stadig er tro mod den oprindelige stil og stemning. Og hun er ikke bange for at lade sine personer blive snydt og/eller dræbt. Hatten af for det.

Kort sagt er Ravnenes hvisken 3 en pageturner og en værdig afslutning på en original fortælling. Det er helt klart bøger, som jeg vil læse igen. Og anbefale til mine egne børn, når de lige bliver lidt ældre.

ravnenes hvisken 3 finaleravn malene sølvsten

Malene Sølvsten: Ravnenes hvisken 3
Udgivet af Gyldendal den 15. september 2018

Du kan læse mere om bogen her.

Inspirerende og super lækker kogebog

food in a jar kogebog anmeldelse

Selvom det måske somme tider virker som om, at jeg bruger al min tid på at læse bøger og gå i teatret, så er jeg faktisk også ret begejstret for mad. Og ikke mindst for lækre kogebøger.

Food in a jar

Jeg faldt over Sophie Vedel Dalgaards bog, Food in a jar, på mit lokale bibliotek tidligere i år. Og det var ren kærlighed ved første blik. Beviset på, at en bog ikke behøver være spritny og frisk fra tryk for at være interessant.

food in a jar kogebog anmeldelse
‘Bulgursalat med kikærter og feta’ er f.eks. et oplagt bud på en sund og lækker madpakke.

Jeg kan godt lide hele konceptet med ‘mad på glas’, som kogebogen her kredser om. Især fordi det gør de fleste af retterne meget madpakkevenlige. Måske ikke lige i børnehøjde, men for voksne, der – som jeg selv – somme tider skal have en madpakke med på jobbet.

Der er opskrifter på (og ikke mindst inspiration til) alt fra morgenmad og salater til supper og desserter. Der er helt sikkert ideer at hente både til hverdagen (og madpakkerne) og til de dage, hvor du får gæster eller bare vil lave noget lidt ekstra lækkert.

food in a jar kogebog anmeldelse
Jeg ville gerne servere disse ‘Blueberry-chesse-crumble-cakes’ for mine gæster.

Æstetikken er i top

Når det kommer til kogebøger betyder billederne for mig mindst lige så meget som selve opskrifterne. Det er sindssygt svært at tage pæne og indbydende billeder af mad. Og det ses tit i kogebøger, især af ældre dato, at fotografen ikke har mestret den kunst. Mine fotografiske gengivelser af bogen yder den heller ikke retfærdighed overhovedet.

Men i Food in a jar er maden både lækkert stylet og Line Thit Kleins billeder er super smukke og appetitvækkende. Det er ikke så tit, at kogebøger decideret sniger sig på på niveau med kunstbøger og andre visuelle værker, men Food in a jar er godt nok tæt på.

food in a jar kogebog anmeldelse
Farverne på ‘Rødbederåkost med rød quinoa og humus’ er bare super delikate!

Jeg mangler stadig at afprøve langt størstedelen af opskrifterne i praksis. Og jeg har snart genlånt bogen så mange gange, at jeg føler, jeg hellere må give andre lånere en chance. Men det er jo heldigvis snart jul. Og jeg ved godt, hvad der skal stå på min ønskeseddel.

Nu er anbefalingen af bogen i hvert fald givet videre herfra.

food in a jar kogebog anmeldelse

Sophie Vedel Dalgaard: Food in a jar – salater, morgenmad, snacks & andre lækre glas
Udgivet af FADL’s forlag 21. september 2016

Du kan læse mere om bogen her.

Ny, fin bullet journal

min bullet journal frydenlund boganmeldelse kulturmor[anmeldereksemplar fra Frydenlund]

De seneste år er det blevet en ren modedille at føre en bullet journal. Men faktisk er konceptet bag disse en praksis, som har været udøvet meget længere.

Min Bullet Journal

En Bullet Journal er en mellemting mellem en kalender og en dagbog. Ikke sådan en dagbog, hvor man skriver “Kære dagbog” og beretter om alle livets små og store genvordigheder. Men mere en slags daglig, ugentlig og månedlig status i punktform. Det kunne f.eks. være “3 ting, jeg er taknemmelig for denne måned” eller “3 nye ting, jeg vil prøve” eller lignende liste.

Der findes et utal af udgaver af Bullet Journals. Nogle med helt blanke sider (de kaldes også notesbøger), hvor du selv skal udfylde alt og opbygge dit eget system. Denne type er som udgangspunkt lidt svær at gå til, med mindre du allerede har en fast inkorporeret daglig rutine med at føre f.eks. taknemmelighedsdagdog.

Min bullet journal frydenlund kulturmor

Andre Bullet Journals fokuserer på et specifikt tema som f.eks. kost og sundhed, træning, personlig udvikling, karriere eller den slags. Det kan også være fint, hvis man er meget målrettet.

Til alle vi andre, der (som jeg selv) er lidt af det hele på en gang, er der netop kommet en ny udgave fra forlaget Frydenlund. Den hedder meget mundret, Min Bullet Journal og er en fortrykt men ret åben udgave af slagsen.

Kalender og lidt noteplads

Min Bullet Journal er overordnet set en kalender. Dog med den fordel, at den ikke er tilpasset et bestemt år. De tolv måneder er der, men du skal selv skrive ugedage ind og kan derfor i princippet starte med at bruge bogen nårsomhelst på året.

Bogen er skabt af cand.mag Malou Dahl Andersen og mediegrafikerelev Caroline Asferg Madsen. Den er gennemført lækker både indeni og udenpå, hvor fine lyseblå og lysegrønne farvetoner går igen både på omslag og illustrationer.

Min bullet journal frydenlund kulturmor

Overordnet set er det altså en virkelig fin udgivelse. Ikke noget nyt eller banebrydende, men godt, gedigent håndværk i bogform.

Dog vil jeg mene, at de mange felter til at notere lister som “Mine mål”, “Månedens ideer” og “Husk” er ret små. Som i meget små. Måske er det bare mig, der ikke har dyrket og opøvet en fin lille sirlig håndskrift. Eller også har jeg bare alt for meget på hjerte, som jeg gerne vil skrive ned i listeform.

Klar, parat, skriv

Jeg har endnu ikke kastet mig ud i den daglige brug af Min Bullet Journal. Jeg har nærstuderet den, gjort mig tanker om, hvad der skal stå på de forskellige sider og taget tilløb. For mig at se, er det en af den type “opgaver”, som man skal være klar på at gennemføre, når man starter. Ellers giver det ingen mening.

Men jeg er ved at være klar. Jeg tænker, at jeg godt kunne bruge sådan en fin dagsrutine. Også fordi bogen jo ville være oplagt til at notere tanker og planer både for teaterture og læseoplevelser. To dele af mit liv, hvor jeg nemt mister overblikket lidt midt i alle de hektiske uger, der bare flyver afsted.

min bullet journal frydenlund boganmeldelse kulturmor

Malou Dahl Andersen og Caroline Asferg Madsen: Min Bullet Journal
Udgivet af forlaget Frydenlund 1. oktober 2018

Du kan læse mere om bogen her.

 

 

Grænser på alle måder

grænser filuren apropos ungdomsteater kulturmor
Anders V. Momme og Sandra Turell Henningsen som drengene Frederik og Victor i ungdomsforestillingen, Grænser. Foto: HEIN Photography.

Der findes mange former for grænser. De fysiske, som er åbenlyse for enhver, og de mentale, som er sværere at definere. Du har dine egne, som du måske først er opmærksom på, når andre overskrider dem. Og mennsker omkring dig har deres, som måske er væsensforskellige fra dine egne. Men ikke desto mindre usynlige.

Teater om unge til unge

Teateriet Apropos og Filuren har sammen lavet forestillingen Grænser, der er målrettet unge på 13+. En fin ungdomsforestilling om både egne og andres grænser. Om mobning, fællesskab, venskab og de svære teenageår.

Jeg så forestillingen sammen med ca. 40 efterskoleelever. En stor flok unge fra 9.-10. klasse, som var overraskende tavse i den times tid, forestillingen varede. Ellers ikke en opførsel, der som udgangspunkt forbindes med teenagere i store grupper.

Grænser

Drengene Victor og Frederik var bedste venner. Lige indtil Victor i 6. klasse skulle flytte til Somalia med sine forældre, der arbejder for Læger uden grænser. I 9. klasse vender Victor og familien tilbage til den lille, unavngivne provinsby, hvor livet er fortsat uden de store forandringer.

Men Victor, der spilles af Sandra Turell Henningsen, er ændret. Han har set og oplevet ting, der gør ham vredere og mere aggressiv end tidligere. Ikke mindst efter hans mors kidnapning og tortur, som var årsagen til familiens hjemvenden til Danmark. Dramatiker Brian Wind-Hansen har ikke lagt fingre imellem i sin fortælling.

At stå udenfor fællesskabet

De gamle klassekammerater kan ikke udholde ham, og hurtigt er han udstødt af fællesskabet. Den eneste vedholdende ven er Anders V. Mommes drengede og lidt kejtede Frederik.

»Du bliver nødt til at lære at tilpasse dig,« siger Victors far til ham efter endnu et slagsmål i skolen. Men hvordan tilpasser man sig lige en verden, der ikke forstår det, ens familie har været udsat for, og allerede på dag et har besluttet, at man er en idiot.

Det gør det ikke bedre, at nogle fra klassen opretter Facebook-gruppen »For alle os, der hader Victor«. Jo mere modstanden mod Victor tager til, des stærkere bliver hans hårdhed også.

»Nogle rejser kan man bare ikke komme tilbage fra,« konstaterer Victor meget sigende mod slut. Instruktør Anne Zacho Søgaard viser med ganske få scener, at selv de sødeste børn kan overskride alle tænkelige og utænkelige grænser.

 

Grænser.
Medvirkende: Anders V. Momme og Sandra Turell Henningsen. Instruktør: Anne Zacho Søgaard. Scenograf: Daniel Bevensee. Dramatiker: Brian Wind-Hansen. Lys: Jesper Jepsson. Lyd: Johannes Smed.
Spiller hos Filuren i Aarhus til 5. oktober.

Du kan læse mere her.

Stærk monolog om den moderne krigs dilemmaer

grounded svalegangen anmeldelse kulturmor
Foto: Montgomery

[Pressebillet fra Teatret Svalegangen]

Soloforestillingen Grounded har netop haft repremiere på Teatret Svalegangen i Aarhus. I ca. 1,5 time står skuespiller Kaja Kamuk alene i den særdeles skæve scenografi. Men på intet tidspunkt bliver det tomt eller langtrukkent at se på i Lars Junggreens instruktion. Tværtimod er oplevelsen intens fra ende til anden.

Grounded

Hun er jagerpilot. Hun flyver F16-fly og elsker at være oppe i »det blå«. En del af himlen. Hun er »det vildeste shit«. Toppen af poppen i det amerikanske luftvåben. Hun ved det og hun nyder det. Magten, beundringen og styrken som »den ensomme ulv«, der jager oppefra. Det er hele hendes identitet. Hele hendes selvforståelse.

Lige indtil hun bliver grounded. Tvunget til at blive på jorden. Hun er gravid. Føder datteren Sam. Og da hun endelig er klar til at vende tilbage til sit fly, vælger hendes overordnede, at hun nu skal flyve droner fra Nevada-ørkenen i stedet for at kæmpe ved frontlinjen, som hidtil.

Slut med virkelig krig i irakiske eller afghanske ørkener. I stedet venter daglige 12-timers vagter en times kørsel fra Las Vegas.

grounded svalegangen anmeldelse kulturmor
Foto: Montgomery

Savnet efter »det blå«

For jagerpiloten er det nye job den ultimative ydmygelse. En degradering at være permanent grounded. At være »lænestolspilot«, som hun kalder det.

Hun skammer sig. Hun er ikke længere en fysisk del af himlen. Hendes liv er ikke oppe i det blå længere. Og netop farverne – og manglen på samme – har en vigtig betydning i Grounded, hvor de meget elegant understreges af Henrik Sloths lyssætning. Farverne i lyset skifter fra naturligt hvidt over det ekstremt blå til en sygelig grøn, når arbejdet med droneflyvningen fra traileren står på.

Lysets farver viser ikke kun publikum hvor hun er, men også hvordan hun har det. Og efterhånden bliver alt i hendes verden mere og mere gråt, som farverne på den lille skærm, der viser dronens videooptagelser over Afghanistan.

Hun er på en sær måde distanceret fra sit arbejde. Når hun ser mennesker på skærmen og får besked på at likvidere dem, ser hun bare »et lydløst, gråt bum«.

grounded svalegangen anmeldelse kulturmor
Foto: Montgomery

Individets krise og generelle dilemmaer

Det er dog ikke kun den personlige krise. Forskydningen af selvopfattelsen, der er i fokus. For Grounded sætter spørgsmåltegn ved hele den moderne måde at føre krig. Langt væk fra frontlinjen i sikkerhed i en veltempereret trailer. Svævende over de lokale som en anden BigBrother eller guddommelig kraft oppefra, der bestemmer over liv og død. Der erklærer hvorvidt menneskene under er »de skyldige« eller ej.

Aleksandra Lewons scenografi er abstrakt. Den bøjede, hvide flade, som Kaja Kamuk står, klatrer og ligger på kan være alt fra vingerne på et fly til børneværelset derhjemme, hvor datteren sover om natten.

Med ganske få hjælpemidler i form af Anton Basts diskrete men effektfulde lydbillede, der består af næsten uhyrlig, hvid støj, brudstykker af musik og lyden af en babys hjerteslag, fremviser Kaja Kamuk indestængte frustrationer og bevæger sig i løbet af forstillingen mod en mere og mere opløst tilstand. Ren paranoia. Som sugede arbejdet med dronen langsomt men sikkert al livsglæde ud af hende.

Det er i hvert fald ikke en lykkelig følelse og en stolthed over den moderne verdens krigsførelse, som publikum sidder tilbage med, når lyset slukkes og forestillingen slutter. Men det er så afgjort en stærk oplevelse.

 

grounded svalegangen anmeldelse kulturmor

Grounded – et fjernstyret krigsdrama.
Med: Kaja Kamuk. Tekst: George Brant. Instruktion: Lars Junggreen. Scenografi: Aleksandra Lewon. Lys: Henrik Sloth. Lyd: Anton Bast.
Spiller på Teatret Svalegangen i Aarhus til 6. oktober.

Du kan læse mere om forestillingen her.

Læs selv om Majses rejser

på rejse med majse letlæsning børnebog

[Anmeldereksemplarer tilsendt af forfatteren]

Det kan somme tider være vanskeligt at finde letlæsningsbøger, som også har lidt kød på historien. Balancegangen mellem sprog, længde og indhold må være svær.

Men der findes heldigvis en del gode bøger, og der kommer flere til. Nu bl.a. med Natasja Erbillors bøger om pigen Majses rejser. Knap var de kommet ud af den kuvert, de var blevet tilsendt i, før min 8-årige snuppede den første bog og forsvandt ind på sit værelse.

På rejse med Majse

Den overordnede titelserie er På rejse med Majse. Et sjovt rim, som er let at forstå og let at huske. Foreløbig er der udkommet to bøger om Majse og hendes rejser sammen med faren, der er fotograf og derfor skal verden rundt.

på rejse med majse letlæsning børnebog

Alt kan ske i USA besøger Majse og far staterne med alt hvad det indebærer af fastfood-restauranter, nationalparker og sydstatsrancher. Der er kæmpestore burgere, rodeoridning og bjørne.

på rejse med majse letlæsning børnebog

Bog nummer to foregår i Nordafrika. Magi i Marokko er titlen. Og der er også en hel del 1001 nats eventyr over stemningen. Majse og far besøger et marked i Marrakech, hvor Majse får en magisk lampe, som siden kommer hende til hjælp på deres tur i ørkenen.

Læring og fine tegninger

Historierne fanger. Der er reelt indhold og en god underholdningsværdi. Både fordi læseren rent faktisk får lidt information om den pågældende destination, og fordi Majse og far er sjove karakterer, der møder verden med åbne sind og godt humør.

på rejse med majse letlæsning børnebog

Line Malling Schmidts illustrationer er fortællende, farverige og har et sødmefyldt udtryk, som passer godt til historierne. I læs-let-bøger er det vigtigt, at billederne underbygger historien. Og det gør de så afgjort. Selvom de kameler, som Natasja Erbillor skriver om på mistænkelig vis ligner dromedarer på Line Malling Schmidts tegninger, så er det ikke noget, der forstyrrer betydningen. Det er nærmere en sjov, lille detalje.

på rejse med majse letlæsning børnebog

Natasja Erbillor: På rejse med Majse 1+2
Udgivet af Forlaget Elysion den 30. juli 2018

Du kan se mere om bøgerne her.

Gensyn med skolebiblioteket

skolebiblioteket kulturmor
Indgangen til skolebiblioteket ligner stort set sig selv.

I starten af juni måned var jeg på besøg på min gamle folkeskole. Sammen med en flok af mine gamle klassekammerater. Vi fik en rundvisning på skolen. Og vigtigst af alt (for mig), så vi det gamle skolebibliotek.

Hvor det hele begyndte

Allerede dengang i skoletiden, da vi netop var begyndt at kunne læse “rigtige” bøger selv, var min veninde og jeg vilde med Phyllis Reynolds Naylors bøger om pigerne Lynn og Mus – og ikke mindst heksen.

Så på gensynsdagen – så snart døren blev åbnet til biblioteket – skulle vi lige tjekke, om bøgerne stadig stod på hylden. Det gjorde de. De tre første i hvert fald.

Samme udgaver, samme bøger (samme veninde). Måske lidt mere slidte (altså bøgerne), men stadig lige gode. Det var så afgjort et glædeligt gensyn.

Ægte gensynsglæde med Phyllis Reynolds Naylors bøger.

Jeg håber bare, at bøgerne stadig bliver læst af skoleeleverne i dag også. For – som jeg konstaterede sidste år (her) – fortællingerne om heksen og pigerne holder så afgjort stadig.

Fra skolebiblioteket til resten af verden

Der er løbet meget vand under broen siden jeg gik i folkeskole. Og der er blevet læst mange bøger siden dengang også.

Men det var altså en ganske særlig oplevelse at være tilbage på det sted, hvor det hele startede. Kærligheden til historierne og glæden ved at forsvinde ind i litteraturens forunderlige verden. For mig går det aldrig af mode.

Hver dag tænker jeg også over, hvordan jeg bedst muligt giver de mange, fortryllende oplevelser videre til mine egne børn. Heldigvis er de også glade for biblioteker. Og vi slæber altid bøger med hjem i stakkevis. Så et eller andet må jeg jo gøre rigtigt.

 

Ny antimobbe-bog til de små

antimobning karl og mobbepolitiet børnebog kulturmor

[Anmeldereksemplar fra FarKo Productions]

Karl og mobbepolitiet er en sød, farvemættet – næsten tegnefilmsagtig – billedbog, som er oplagt til højtlæsning for familiens yngste.

Ligesom i forgængeren om Den fede kat Otto (du kan læse om den her) handler Riivo Sarapik og Susanne Lorenzens nye bog om mobning. Her blot mere direkte, som titlen nok antyder.

Karl og mobbepolitiet

Drengen Karl flytter til et nyt hus med sin mor og far. Det perfekte hus med eget værelse og en have med sandkasse, legehus og gynge.

Men inde ved siden af bor en pige, der driller og gør livet surt for Karl. Og det værste er, at hans forældre ikke tror ham.

Efter nogle dage får Karl nok af pigens drillerier og tilkalder mobbepolitiet. Og det er her, Sarapik og Lorenzens bog skiller sig ud, og bliver lidt sjov.

For mobbepolitiet er et fysisk politikorps, som overvåger mobbere på deres store skærme, og rykker ud, når børn har brug for hjælp. For ganske enkelt at arrestere mobberne og sætte dem i mobbefængsel.

antimobning karl og mobbepolitiet børnebog kulturmor

Sød historie med lykkelig slutning

Der er ingen tvivl om, at det er en sød og helt enkel historie, der præsenteres i Karl og mobbepolitiet. Og bare rolig – det hele ender lykkeligt til sidst. For alle. Selvom det bliver højdramatisk undervejs med politiaktioner og anholdelser af småbørn.

Riivo Sarapik og Óscar Morales González har sammen stået for illustrationerne, som med deres tegnefilmsudtryk fylder fint hele bogen igennem.

Et enkelt opslag skiller sig særligt ud fra mængden og viser, at de udtryksfulde tegninger også kan noget i sig selv uden den store tekstledsagelse.

antimobning karl og mobbepolitiet børnebog kulturmor

Faktisk er det lige før, at man kunne ønske sig en serie af små billedbøger med de to børn i et format som Totte eller Lotte-bøgerne til glæde for små hænder og øjne.

Til højtlæsning og samtaler om venskaber

Karl og mobbepolitiet er en fin bog til højtlæsning fra ca. 3 år. Den er oplagt til efterfølgende samtaler med barnet om, hvordan man skal opføre sig over for andre og om, hvordan man er en god ven. Og der er desuden også større emner som tilgivelse, man kan tage fat på.

Når det er sagt, så er der stadig noget lidt for banalt ved historien, som skurrer i en voksen læsers øjne. Mobbepolitiet opfører sig unødigt komisk, når det jo faktisk er en alvorlig sag, de bekæmper.

Det er dog ikke noget, der falder i øjnene på børnene. Tværtimod. De hører bare en god  og ikke mindst morsom historie, som er velillustreret fra start til slut. Og det er jo heldigvis børnene, der er i målgruppen.

antimobning karl og mobbepolitiet børnebog kulturmor

Riivo Sarapik og Susanne P. Lorenzen: Karl og mobbepolitiet
Udgivet af FarKo Productions 14. september 2018

Du kan læse mere om bogen her.

Alt det, du ikke vidste om zombier

sådan bliver du en tjekket zombie kulturmor

[anmeldereksemplar fra forlaget Calibat]

Jeg var ikke klar over, at jeg interesserede mig for zombier. Slet ikke, faktisk. Jeg følte måske nok en svag fornemmelse af empati for racen, da jeg læste Jesper Wung-Sungs Zam (denne her). Men siden dengang har jeg ikke skænket de udøde mange tanker. Ikke før denne bog dukkede uventet op i min postkasse tilsendt af forlaget Calibat.

Sådan bliver du en tjekket zombie

Titlen forklarer jo det hele. Og det er en helt igennem både morsom og veludført bog. En slags Emma Gad for zombier. Det må i den grad være en bog, der har manglet på markedet indtil nu. Heldigt for zombierne, at Thomas Arnt og Ane Gudrun så behovet og udfyldte tomrummet.

Sådan bliver du en tjekket zombie har et lidt misvisende format, der får den til at ligne en billedbog til højtlæsning for de mindste. Det er det ikke. Det er en bog fuld af fjollerier, ulækre detaljer og skæve påfund, som gør den oplagt til selvlæsning fra ca. 7-8 år. Eller højtlæsning fra 6 års alderen.

sådan bliver du en tjekket zombie cølibat børnebog kulturmor

Bogen er gennemillustreret og inddelt i kapitler som f.eks. “Fodtøj” og “Benklæder” under emnet “Påklædning” for at ende med mere bredt favnende afsnit om “Takt og tone” og “Sprog og slang”.

Mest for de udøde

Der er smurt godt tykt på med hjernemasse, blod og indvolde gennem bogen, men dog ikke mere end det må forventes af en bog om zombier. Den skal jo passe til målgruppen. Zombierne. De udøde!

Og humoren gik i hvert fald rent ind herhjemme. Hvem kunne have vidst, at de fjerne slægtninge til zombierne er mumien, vampyren, varulven og – egentlig ikke så overraskende – teenageren…

sådan bliver du en tjekket zombie cølibat børnebog kulturmor
En bog skrevet af zombier til zombier. Naturligvis!

Det, der gør Sådan bliver du en tjekket zombie så vellykket, er især den gennemførte tone fra start til slut. Hvor man iøvrigt kan se fotos af de to forfattere, som naturligvis også selv er zombier. Hvor skulle al den ekspertviden ellers komme fra. Det er ganske enkelt en bog om zombier til zombier.

sådan bliver du en tjekket zombie kulturmor

Thomas Arnt og Ane Gudrun: Sådan bliver du en tjekket zombie
Udgivet af forlaget Calibat 1. august 2018

Du kan læse mere om bogen her.