[Pressebillet fra Teatret Svalegangen]

Soloforestillingen Grounded har netop haft repremiere på Teatret Svalegangen i Aarhus. I ca. 1,5 time står skuespiller Kaja Kamuk alene i den særdeles skæve scenografi. Men på intet tidspunkt bliver det tomt eller langtrukkent at se på i Lars Junggreens instruktion. Tværtimod er oplevelsen intens fra ende til anden.

Grounded

Hun er jagerpilot. Hun flyver F16-fly og elsker at være oppe i »det blå«. En del af himlen. Hun er »det vildeste shit«. Toppen af poppen i det amerikanske luftvåben. Hun ved det og hun nyder det. Magten, beundringen og styrken som »den ensomme ulv«, der jager oppefra. Det er hele hendes identitet. Hele hendes selvforståelse.

Lige indtil hun bliver grounded. Tvunget til at blive på jorden. Hun er gravid. Føder datteren Sam. Og da hun endelig er klar til at vende tilbage til sit fly, vælger hendes overordnede, at hun nu skal flyve droner fra Nevada-ørkenen i stedet for at kæmpe ved frontlinjen, som hidtil.

Slut med virkelig krig i irakiske eller afghanske ørkener. I stedet venter daglige 12-timers vagter en times kørsel fra Las Vegas.

Savnet efter »det blå«

For jagerpiloten er det nye job den ultimative ydmygelse. En degradering at være permanent grounded. At være »lænestolspilot«, som hun kalder det.

Hun skammer sig. Hun er ikke længere en fysisk del af himlen. Hendes liv er ikke oppe i det blå længere. Og netop farverne – og manglen på samme – har en vigtig betydning i Grounded, hvor de meget elegant understreges af Henrik Sloths lyssætning. Farverne i lyset skifter fra naturligt hvidt over det ekstremt blå til en sygelig grøn, når arbejdet med droneflyvningen fra traileren står på.

Lysets farver viser ikke kun publikum hvor hun er, men også hvordan hun har det. Og efterhånden bliver alt i hendes verden mere og mere gråt, som farverne på den lille skærm, der viser dronens videooptagelser over Afghanistan.

Hun er på en sær måde distanceret fra sit arbejde. Når hun ser mennesker på skærmen og får besked på at likvidere dem, ser hun bare »et lydløst, gråt bum«.

Individets krise og generelle dilemmaer

Det er dog ikke kun den personlige krise. Forskydningen af selvopfattelsen, der er i fokus. For Grounded sætter spørgsmåltegn ved hele den moderne måde at føre krig. Langt væk fra frontlinjen i sikkerhed i en veltempereret trailer. Svævende over de lokale som en anden BigBrother eller guddommelig kraft oppefra, der bestemmer over liv og død. Der erklærer hvorvidt menneskene under er »de skyldige« eller ej.

Aleksandra Lewons scenografi er abstrakt. Den bøjede, hvide flade, som Kaja Kamuk står, klatrer og ligger på kan være alt fra vingerne på et fly til børneværelset derhjemme, hvor datteren sover om natten.

Med ganske få hjælpemidler i form af Anton Basts diskrete men effektfulde lydbillede, der består af næsten uhyrlig, hvid støj, brudstykker af musik og lyden af en babys hjerteslag, fremviser Kaja Kamuk indestængte frustrationer og bevæger sig i løbet af forstillingen mod en mere og mere opløst tilstand. Ren paranoia. Som sugede arbejdet med dronen langsomt men sikkert al livsglæde ud af hende.

Det er i hvert fald ikke en lykkelig følelse og en stolthed over den moderne verdens krigsførelse, som publikum sidder tilbage med, når lyset slukkes og forestillingen slutter. Men det er så afgjort en stærk oplevelse.

 

Grounded – et fjernstyret krigsdrama.
Med: Kaja Kamuk. Tekst: George Brant. Instruktion: Lars Junggreen. Scenografi: Aleksandra Lewon. Lys: Henrik Sloth. Lyd: Anton Bast.
Spiller på Teatret Svalegangen i Aarhus til 6. oktober.

Du kan læse mere om forestillingen her.