Det kan somme tider være vanskeligt at finde letlæsningsbøger, som også har lidt kød på historien. Balancegangen mellem sprog, længde og indhold må være svær.
Men der findes heldigvis en del gode bøger, og der kommer flere til. Nu bl.a. med Natasja Erbillors bøger om pigen Majses rejser. Knap var de kommet ud af den kuvert, de var blevet tilsendt i, før min 8-årige snuppede den første bog og forsvandt ind på sit værelse.
På rejse med Majse
Den overordnede titelserie er På rejse med Majse. Et sjovt rim, som er let at forstå og let at huske. Foreløbig er der udkommet to bøger om Majse og hendes rejser sammen med faren, der er fotograf og derfor skal verden rundt.
I Alt kan ske i USA besøger Majse og far staterne med alt hvad det indebærer af fastfood-restauranter, nationalparker og sydstatsrancher. Der er kæmpestore burgere, rodeoridning og bjørne.
Bog nummer to foregår i Nordafrika. Magi i Marokko er titlen. Og der er også en hel del 1001 nats eventyr over stemningen. Majse og far besøger et marked i Marrakech, hvor Majse får en magisk lampe, som siden kommer hende til hjælp på deres tur i ørkenen.
Læring og fine tegninger
Historierne fanger. Der er reelt indhold og en god underholdningsværdi. Både fordi læseren rent faktisk får lidt information om den pågældende destination, og fordi Majse og far er sjove karakterer, der møder verden med åbne sind og godt humør.
Line Malling Schmidts illustrationer er fortællende, farverige og har et sødmefyldt udtryk, som passer godt til historierne. I læs-let-bøger er det vigtigt, at billederne underbygger historien. Og det gør de så afgjort. Selvom de kameler, som Natasja Erbillor skriver om på mistænkelig vis ligner dromedarer på Line Malling Schmidts tegninger, så er det ikke noget, der forstyrrer betydningen. Det er nærmere en sjov, lille detalje.
Natasja Erbillor: På rejse med Majse 1+2
Udgivet af Forlaget Elysion den 30. juli 2018
Indgangen til skolebiblioteket ligner stort set sig selv.
I starten af juni måned var jeg på besøg på min gamle folkeskole. Sammen med en flok af mine gamle klassekammerater. Vi fik en rundvisning på skolen. Og vigtigst af alt (for mig), så vi det gamle skolebibliotek.
Hvor det hele begyndte
Allerede dengang i skoletiden, da vi netop var begyndt at kunne læse “rigtige” bøger selv, var min veninde og jeg vilde med Phyllis Reynolds Naylors bøger om pigerne Lynn og Mus – og ikke mindst heksen.
Så på gensynsdagen – så snart døren blev åbnet til biblioteket – skulle vi lige tjekke, om bøgerne stadig stod på hylden. Det gjorde de. De tre første i hvert fald.
Samme udgaver, samme bøger (samme veninde). Måske lidt mere slidte (altså bøgerne), men stadig lige gode. Det var så afgjort et glædeligt gensyn.
Ægte gensynsglæde med Phyllis Reynolds Naylors bøger.
Jeg håber bare, at bøgerne stadig bliver læst af skoleeleverne i dag også. For – som jeg konstaterede sidste år (her) – fortællingerne om heksen og pigerne holder så afgjort stadig.
Fra skolebiblioteket til resten af verden
Der er løbet meget vand under broen siden jeg gik i folkeskole. Og der er blevet læst mange bøger siden dengang også.
Men det var altså en ganske særlig oplevelse at være tilbage på det sted, hvor det hele startede. Kærligheden til historierne og glæden ved at forsvinde ind i litteraturens forunderlige verden. For mig går det aldrig af mode.
Hver dag tænker jeg også over, hvordan jeg bedst muligt giver de mange, fortryllende oplevelser videre til mine egne børn. Heldigvis er de også glade for biblioteker. Og vi slæber altid bøger med hjem i stakkevis. Så et eller andet må jeg jo gøre rigtigt.
Karl og mobbepolitiet er en sød, farvemættet – næsten tegnefilmsagtig – billedbog, som er oplagt til højtlæsning for familiens yngste.
Ligesom i forgængeren om Den fede kat Otto (du kan læse om den her) handler Riivo Sarapik og Susanne Lorenzens nye bog om mobning. Her blot mere direkte, som titlen nok antyder.
Karl og mobbepolitiet
Drengen Karl flytter til et nyt hus med sin mor og far. Det perfekte hus med eget værelse og en have med sandkasse, legehus og gynge.
Men inde ved siden af bor en pige, der driller og gør livet surt for Karl. Og det værste er, at hans forældre ikke tror ham.
Efter nogle dage får Karl nok af pigens drillerier og tilkalder mobbepolitiet. Og det er her, Sarapik og Lorenzens bog skiller sig ud, og bliver lidt sjov.
For mobbepolitiet er et fysisk politikorps, som overvåger mobbere på deres store skærme, og rykker ud, når børn har brug for hjælp. For ganske enkelt at arrestere mobberne og sætte dem i mobbefængsel.
Sød historie med lykkelig slutning
Der er ingen tvivl om, at det er en sød og helt enkel historie, der præsenteres i Karl og mobbepolitiet. Og bare rolig – det hele ender lykkeligt til sidst. For alle. Selvom det bliver højdramatisk undervejs med politiaktioner og anholdelser af småbørn.
Riivo Sarapik og Óscar Morales González har sammen stået for illustrationerne, som med deres tegnefilmsudtryk fylder fint hele bogen igennem.
Et enkelt opslag skiller sig særligt ud fra mængden og viser, at de udtryksfulde tegninger også kan noget i sig selv uden den store tekstledsagelse.
Faktisk er det lige før, at man kunne ønske sig en serie af små billedbøger med de to børn i et format som Totte eller Lotte-bøgerne til glæde for små hænder og øjne.
Til højtlæsning og samtaler om venskaber
Karl og mobbepolitiet er en fin bog til højtlæsning fra ca. 3 år. Den er oplagt til efterfølgende samtaler med barnet om, hvordan man skal opføre sig over for andre og om, hvordan man er en god ven. Og der er desuden også større emner som tilgivelse, man kan tage fat på.
Når det er sagt, så er der stadig noget lidt for banalt ved historien, som skurrer i en voksen læsers øjne. Mobbepolitiet opfører sig unødigt komisk, når det jo faktisk er en alvorlig sag, de bekæmper.
Det er dog ikke noget, der falder i øjnene på børnene. Tværtimod. De hører bare en god og ikke mindst morsom historie, som er velillustreret fra start til slut. Og det er jo heldigvis børnene, der er i målgruppen.
Riivo Sarapik og Susanne P. Lorenzen: Karl og mobbepolitiet
Udgivet af FarKo Productions 14. september 2018
Jeg var ikke klar over, at jeg interesserede mig for zombier. Slet ikke, faktisk. Jeg følte måske nok en svag fornemmelse af empati for racen, da jeg læste Jesper Wung-Sungs Zam (denne her). Men siden dengang har jeg ikke skænket de udøde mange tanker. Ikke før denne bog dukkede uventet op i min postkasse tilsendt af forlaget Calibat.
Sådan bliver du en tjekket zombie
Titlen forklarer jo det hele. Og det er en helt igennem både morsom og veludført bog. En slags Emma Gad for zombier. Det må i den grad være en bog, der har manglet på markedet indtil nu. Heldigt for zombierne, at Thomas Arnt og Ane Gudrun så behovet og udfyldte tomrummet.
Sådan bliver du en tjekket zombie har et lidt misvisende format, der får den til at ligne en billedbog til højtlæsning for de mindste. Det er det ikke. Det er en bog fuld af fjollerier, ulækre detaljer og skæve påfund, som gør den oplagt til selvlæsning fra ca. 7-8 år. Eller højtlæsning fra 6 års alderen.
Bogen er gennemillustreret og inddelt i kapitler som f.eks. “Fodtøj” og “Benklæder” under emnet “Påklædning” for at ende med mere bredt favnende afsnit om “Takt og tone” og “Sprog og slang”.
Mest for de udøde
Der er smurt godt tykt på med hjernemasse, blod og indvolde gennem bogen, men dog ikke mere end det må forventes af en bog om zombier. Den skal jo passe til målgruppen. Zombierne. De udøde!
Og humoren gik i hvert fald rent ind herhjemme. Hvem kunne have vidst, at de fjerne slægtninge til zombierne er mumien, vampyren, varulven og – egentlig ikke så overraskende – teenageren…
En bog skrevet af zombier til zombier. Naturligvis!
Det, der gør Sådan bliver du en tjekket zombie så vellykket, er især den gennemførte tone fra start til slut. Hvor man iøvrigt kan se fotos af de to forfattere, som naturligvis også selv er zombier. Hvor skulle al den ekspertviden ellers komme fra. Det er ganske enkelt en bog om zombier til zombier.
Thomas Arnt og Ane Gudrun: Sådan bliver du en tjekket zombie Udgivet af forlaget Calibat 1. august 2018
Alle har vi hver vores opfattelse af, hvad terror er. De fleste har hørt om terrorangreb i nyhederne, mens andre (og heldigvis færre) har mere personlige erfaringer med begrebet.
US/THEM
I forstillingen US/THEM, der havde Danmarkspremiere på Teater Katapult torsdag aften, kommer beskrivelsen af en terrorhandling helt tæt på. Det er forenklet og letforståeligt midt i al den uforståelighed, som terror uundgåeligt medfører.
US/THEM handler om gidselstagningen i Beslan i Rusland i 2004. Der er bare ikke fokus på motiver, men i stedet på oplevelsen set gennem børnenes (gidslernes) øjne.
Der er dog ingen børn på scenen. Klædt i aldersløst tøj som nederdel, shorts og trøjer, fortæller de to dansere og skuespillere Cytha Parmentier og Roman Van Houtven på sublim vis historien. Deres energi er høj fra start til slut. Deres gestik er som børns, men deres sætninger lyder i begyndelsen som læste de højt fra et leksikon.
Samtidig fortæller de om skolen, “school number one”, og tegner med gadekridt på gulvet og bagvæggen, for at illustrere dens omfang og grundplan. Samtidig, men også forskudt og i munden på hinanden, remser de tal, fakta og sære, irrelevante detaljer op. Som børn, der konkurrerer om de voksnes opmærksomhed.
Fascinerende, kompliceret og helt forenklet
Et markant skifte i lys og lyd understreger overgangen fra den idylliske fortælling om skolen til en larmende, kaotisk stemning, der viser oplevelsen af de tjetjenske terroristers ankomst.
Fortællingen bliver ikke mindre rørerende og stærk af de to skuespilleres barnlige udtryk. Nøgternt konstaterer de to på scenen, hvordan børn og voksne lå “dead on the playground”. På fascinerende vis formidles noget komplekst og kompliceret, så det virker helt enkelt.
Det stort set tomme scenerum forvandles til en klaustrofobisk labyrint af snore, som de to placerer på kryds og tværs, alt imens de fortsat fortæller – med ord og især kropssprog – hvor sammenklemte gidslerne i gymnastiksalen stod. Knap 1200 kvinder og børn samlet i en enkelt gymnastiksal. Tre dage uden vand og mad.
Balloner og bomber
Sorte balloner, der indledningsvist blot var balloner forvandles til bomber, som terroristerne truer gidslerne med. Lysdesigner Thomas Clause underbygger den dystre stemning og efterhånden som forestillingen nærmer sig sit klimaks, bliver skiftene i lyset også mere markante.
US/THEM er en skræmmende men smuk forestilling. På ca. en time formidles følelser som angst, desperation og magtesløshed side om side med kampen for liv og død. Der er ingen fysiske terrorister til stede på scenen. Men det får kun fortællingen om dem og om gidseltagningen til at stå endnu stærkere frem.
På sin vis er det en skam, at en så vigtig forestilling spiller under Aarhus Festuge, hvor opmærksomheden på den let drukner i alle de øvrige tilbud. Men samtidig er det en meget fin gestus, at lade US/THEM have danmarkspremiere netop den 6. september, der (sammen med 7. september) i Rusland er national sørgedag for terrorangrebet i Beslan.
US/THEM. Produceret af BRONKS og Richard Jordan Production, Belgien. Medvirkende: Cytha Parmentier og Roman Van Houtven. Instruktør: Carly Wijs. Lys: Thomas Clause. Lyd: Peter Brughmans.
Spiller på Teater Katapult i Aarhus 6.-8. september 2018.
Kender du det, at du vågner en morgen og tænker, at nu gider du ikke længere være et menneske?
Nå, ikke? Men ikke desto mindre er det netop, hvad der sker for flodhesten Max en dag. Selvfølgelig bare med den forskel, at han ikke længere vil være en flodhest.
Flodhesten der ikke længere ville være en flodhest
Makkerparret bestående af forfatter Mads L. Brynnum og illustrator Mads Herman er nok af flere kendt for deres børnebog, Når en drage drager ud, som udkom i 2017.
I år står de bag bogen Flodhesten der ikke længere ville være en flodhest om den lille flodhest Max, som er noget så træt af at lave flodhesteting dagen lang. Et flodhesteliv består af at dase i vandet, spise græs og sprede sit lort med halen. Og Max er led og ked af det.
“Nu har jeg været flodhest hele mit liv, sagde Max, og jeg synes ikke helt, det passer til mig.”
Max drager ud i verden – dvs. den zoologiske have – for at finde ud af, hvilket andet dyr han hellere vil være. Han prøver lidt af hvert. Fra løve til gibbonabe. Det lyder som en fjollet og ret umulig opgave. Og det er det for så vidt også. Men der er kommet en ret sjov historie ud af det.
Om at turde være sig selv
Flodhesten der ikke længere ville være en flodhest er en morsom fortælling fuld af skæve påfund. Men det er jo faktisk også en historie, der opmuntrer børn til at være sig selv. Også selvom de skiller sig lidt ud fra mængden. Og det er et vigtigt budskab.
Bogen er oplagt til højtlæsning. Nok ca. fra 5 år alt efter barnets tålmodighed, for der er en hel del tekst i bogen. Men emnerne – og den megen snak om at sprede lort med halen – vil med garanti vække latter hos de yngste også, hvis de kan koncentrere sig om læsningen.
Mads L. Brynnum: Flodhesten der ikke længere ville være en flodhest Udgivet af forlaget Calibat den 6. august 2018
I sommerferien i år læste jeg på anbefaling af min veninde Stephanie Garbers Caraval.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forestillet mig. Jeg har ikke læst super megen YA-litteratur. Men jeg blev suget helt ind i fortællingen og slugte bogen på halvanden dag. Så meget for at bruge tid sammen med børnene.
Caraval
Nå, men tilbage til bogen. Børnene har det jo fint. Jeg vidste som sagt intet om, hvilken type bog det var. Og teksten bag på er ikke til megen hjælp:
“En legendarisk konkurrence. En tryllebindende kærlighedshistorie. Et ubrydeligt bånd mellem to søstre.”
Og ja, ok – det var det! Det var en tryllebindende kærlighedshistorie. Og især fordi den (lidt som i Disneys Frost) i højere grad handler om kærligheden mellem søstre frem for romantisk kærlighed. Som der dog heller ikke mangler noget af i denne bog.
Historien er lidt vanskelig at forklare uden at afsløre for meget. Men kort fortalt handler Caraval om de to søstre Scarlett og Donatella, der lever på en ø og er underlagt deres tyranniske fars diktatur.
Et andet sted i øhavet findes en magisk verden hvor Caraval-mesteren Legend styrer. Her kan de heldige udvalgte deltage i et spil, hvor vinderen (måske) får et ønske opfyldt.
Farvestrålende følelser
Faktisk var noget af det, jeg bed mest mærke i under læsningen af Caraval, at alle Scarletts følelser er beskrevet med farver. Fra “blændende gul længsel” til “grå skuffelse”.
Normalt er farver ikke noget, jeg lægger mærke til i bøger. Men de mange forskellige variantioner i Caraval kræver læserens opmærksomhed.
“Scarletts følelser havde endnu stærkere farver, end de plejede. Intens rød som gloende kul. Klar grøn som nyudsprunget græs. Vild gul som fjerene på en flaksende fuld.”
Farverne og deres symbolik giver historien en ekstra dimension og må så afgjort have krævet sit af oversætteren.
Masser af stof til prinsessedrømme
Desuden har Stephanie Garber svælget i beskrivelserne af de to søstres kjoler. Ned til de mindste detaljer. Det fik mig til at tænke på min barndoms fascination af kvindernes kjoler i tv-serien Nord og Syd. Der er flæser, sløjfer, mønstre og (naturligvis) farver nok til at opfylde de vildeste prinsessedrømme.
“En række elegante sløjfer var placeret ned langs midten på et figursyet kjoleliv med dyb udskæring og matchende fyldigt skørt. Underdelen bestod af flere skørter, der alle var tilpasset hendes størrelse, i fem lag i forskellige materialer, fra kirsebærrød silke og tyl og bidder af sort blonde.”
Læseren får for alvor følelsen af, at de kjoler er noget langt ud over det forventlige. Og ligesom farverne spiller de en væsentlig (i hvert fald symbolsk) rolle i fortællingen.
Der er mange uafsluttede elementer i Caraval. Den forsvundne mor, de uafklarede kærlighedsforhold og ikke mindst de to søstres fremtid.
Stephanie Garber har da også skrevet en fortsættelse, Legendary, som desværre endnu ikke er oversat til dansk. Jeg er i hvert fald klar til at læse den, når den kommer!
Stephanie Garber: Caraval
Udgivet af Turbine forlaget den 13. oktober 2017
Den australskfødte forfatter og illustrator Oliver Jeffers har en smuk, poetisk streg, som gennemsyrer hele hans nye billedbog, Her er vi.
Her er vi viser lidt om, hvad verden består af og hvordan den er opbygget. Gennem enkle og helt korte sætninger ledsaget af de mest farvemættede, detaljeorienterede tegninger giver Jeffers et lille indblik i hvordan universet hænger sammen, hvor stort det faktisk er og hvordan vores egen lillebitte planet fungerer.
De mest fortryllende farver i en verden fuld af indre ro.
Der er illustrationer af vejrforhold, mennesker, dyr og af stemninger. For Jeffers formår faktisk at tegne både ro og travlhed. Med ganske få ord forklares forskellen på hverdagens stress og den indre ro. For når man ser på tegningernes farver og særdeles poetiske stemninger, så forstår man det hele uanset ordene.
En forælders ansvar
Oliver Jeffers har skrevet og tegnet Her er vi efter han selv blev far for første gang. Alle, der har prøvet det (eller at blive mor, selvfølgelig) må kende til den pludselige forståelse af det kæmpe ansvar, der hviler på ens skuldre. For Jeffers handlede det om at forklare en kompliceret verden for et lille barn. Og det må siges, at han lykkes ret fint i sit projekt.
Atmosfæren – sådan kort fortalt.
Her er vi er selvfølgelig oplagt som barselsgave – både til de nybagte forældre og den lille ny verdensborger. Men faktisk er det en bog, der kan læses af alle med fornøjelse og forståelse. Jeg var begejstret, da jeg læste den alene. Og da jeg læste den højt for min 8-årige havde hun samme oplevelse. Jeg fascineredes af stemningerne og poetikken. Hun så alle de mange små detaljer og de sjove påfund. Det er ganske enkelt en virkelig fin bog.
Oliver Jeffers: Her er vi Udgivet af Forlaget Carlsen 14. august 2018
Der er masser af muligheder for nærvær og højtlæsning lige rundt om hjørnet. Den slags hører ikke kun til i ferien, der netop er slut. For i hverdagen, når alle pligterne igen kalder, er der for alvor brug for ro, hygge, samvær eller bare en god historie.
Jeg har herunder samlet tre bud på gode højtlæsningsbøger. En til de små, en til de mindre og en til de mindste børn i familien. Alle tre er genudgivelser, hvor flere fortællinger nu er samlet i én bog. Hver med sine kvaliteter.
Endnu mere Fupz
Kim Fupz Aakesons historier er som udgangspunkt evergreens nærmest før de udkommer. Der er ganske enkelt noget helt særligt over Fupz og hans fortællinger, som ingen andre rigtigt kan.
‘Fuld af Fupz’ byder på 6 historier fordelt på 235 sider.
I denne nye udgivelse, er der samlet 6 fortællinger, som tidligere har været udgivet hver for sig. De er alle sammen meget Fupz-agtige i deres små sjove påfund og plots. Sproget er direkte, sprogbrugen ikke altid helt stueren og emnerne er en blanding mellem noget magisk og noget socialrealistisk.
Fupz’ historier er sjove og fængende – både for børn og voksne. F.eks. er der tre-i-en-historien om ræven og prinsessen – og om hvordan deres to historier bliver til en. Den fælles titel er En helt anden historie og med Jørn Villumsens ekspressive stregtegninger er stemningen gennemført forvirrende fra start til slut. Og ungerne elsker det.
Herhjemme er favoritten dog nok Fandens far, hvor pigen Sarah får sin dag for i forsøget på at undgå, at hendes far skal ende op hos Fanden i Helvede i stedet for at komme i Paradis sammen med resten af familien. Det er ganske enkelt en godt tænkt og veldrejet fortælling. Og så er den illustreret af Cato Thau-Jensen, som vi også er svært begejstrede for herhjemme.
Alle historierne i Fuld af Fupz (som er lidt af en moppedreng på 235 sider) er farverigt illustreret af forskellige illustratorer. Det giver dem forskellige udtryk til trods for deres umiskendelige Fupz-vibe.
Fupz er dog måske ikke for familiens alleryngste historiernes længde taget i betragtning. Men til gengæld bliver de toppopulære, når børnehavealderen nås. Og det fortsætter helt frem til indskolingen.
Kim Fupz: Fuld af Fupz
Udgivet af Carlsen den 10. maj 2018
Jeg spekulerer somme tider på, om der findes mennesker, der ikke elsker Hella Joof. Personligt har jeg svært ved at forestille mig det. Jeg er i hvert fald fan.
Hella Joofs humor og livsklogskab kogt ind til to søde historier for børn. Her genudgivet i en samlet bog. Det holder!
Først på året læste jeg Hella Joofs samling af finurlig visdom, Papmaché-reglen (se mit indlæg her), så jeg blev ret begejstret, da jeg opdagede, at hun også havde skrevet et par bøger til børn. Oplagt ja. Og i høj grad også vellykket.
To historier om den følsomme adoptivdreng Snitten og hans elskede mor, Kis er samlet i denne nye udgivelse. De oprindelige bogtitler er Den hellige vorte og en elendig kop te og Frygt og bæven og en mand på strømpesokker.
Nu er de samlet under titlen Det ender med at være en af de gode dage. Og fra start til slut emmer hele bogen af Hella Joofs letgenkendelige stemme.
Selvom det er hverdagens og livets helt almindelige små og store emner, der tages op, så er der alligevel noget særligt over Snitten og Kis. Den enlige mor med adoptivsønnen, som iøvrigt (helt uden forklaring) bor på et kunstmuseum. Bare fordi.
Det morsomme, det følelsesladede og det svære går hånd i hånd med de tos små og store episoder. Og det fungerer bare rigtigt fint. Især fordi Hella Joofs forfatterstemme hele tiden blander sig med fortællingen og forklarer begreber og talemåder. Som f.eks. hvad det betyder “at gå til præst”.
Bogen er oplagt til højtlæsning fra ca. 4 år, vil jeg tro. Men mine børn nød nu også historierne. Børn kan jo faktisk godt lide, når nogen tør tale om følelser. Og det tør Hella Joof!
Hella Joof: Snitten & Kis – Det ender med at være en af de gode dage
Udgivet af Forlaget Carlsen den7. juni 2018.
Og sidst men ikke mindst – til familiens alleryngste – har Carlsen netop genudgivet en fin stor bog med 10 historier om de kendte figurer fra Bamses Billedbog.
Bamses allergodeste billedbog er oplagt højtlæsning for familiens yngste. For det er aldrig for tidligt at begynde.
Bamses allergodeste billedbog indeholder bøger udgivet i perioden 2000-2003. Og for landets mange små Bamse & Kylling-fans, er den det rene guf.
Elin Bings enkle historier er ledsaget af Dina Gellerts farvestrålende illustrationer. Bamse er den samme egoistiske bløde bjørn, som vi kender fra tv. Og hans bedste ven kyllings sprog er lige så umuligt og finurligt på skrift, som når man hører det i fjernsynet.
Netop derfor er genkendeligheden i top og de mindste børn kan holde interessen fangen under læsningen. Derudover byder bogen også på teksterne til nogle af de populære sange fra tv-programmet, som f.eks. Trøstesang og Regnsangen. Så der er oplagte bud på både godnatlæsning og godnatsang.
Historierne om Bamse, Kylling og Ælling er, som de skal være, ret banale. Derfor er de perfekte til højtlæsning for de allermindste. Mine børn har aldrig rigtig været vilde med dem, men det kender vi heldigvis masser af andre små poder, der er.
Dina Gellert: Bamses allergodeste billedbog Udgivet af Carlsen den 9. august 2018
Jeg deler sjældent billeder af mig selv, men engang imellem skal man jo gøre en undtagelse. Uden bog og med hat!
Afslapning. Afkobling. Ro i hovedet. Nærvær. Det er ikke just en opremsning af noget, som jeg har været særlig god til. Som i overhovedet ikke.
Burde, skulle og alle de andre dumme ord
Jeg har aldrig været god til at slappe af. Jeg har altid haft noget, jeg liiige skulle eller burde gøre. Især den med at burde gøre noget er slem, synes jeg.
Nå, men i hvert fald er jeg de seneste år blevet bevidst om denne svaghed ved mig selv. Og jeg besluttede at tage hånd om den. Omfavne den, om du vil. Og så gøre noget ved det.
Det er bl.a. derfor, at jeg skriver her på kulturmor.dk. Det er ikke noget, jeg skal eller noget jeg bør gøre. Det er noget, jeg gør, fordi jeg har lyst.
Tid til det vigtigste
Jeg har – som du måske har opdaget – to børn. Ret søde børn, når jeg nu selv skal sige det. Og jeg har jo fået dem, fordi jeg gerne vil være sammen med dem. Så for halvandet års tid siden kastede vi (altså min mand og jeg) alle hverdagsbrikkerne op i luften og samlede dem igen på en ny og (for os) bedre måde.
Derfor har jeg i år – for første gang siden vi fik vores søn for 10 år siden – holdt en lang ferie med børnene. Sådan helt ubetinget og uden nogen hemmelig agenda. Da skolernes sommerferie gik i gang, gik jeg i stå. Jeg har holdt fri i seks (seks!!!!) uger med børnene. Og det har været fedt!
Denne sommer har jeg f.eks. haft tid til bare at sidde på toppen af Samsø og kigge på vandet i blæsevejr sammen med min søn.
Rig på kærlighed er ikke kun en kliché
I dag startede børnene i skole igen og jeg indstillede mig mentalt på at arbejde igen. Jeg har gjort det i dag. Jeg gør det igen i morgen. Og sjovt nok, så er det også helt ok.
For jeg har ingen dårlig samvittighed over for børnene. Og heller ikke over for mig selv. Og det er næsten endnu bedre.
Jeg har faktisk læst en del denne sommer. Men vi har også været på ture rundt i det danske sommerland. Og jeg har været på “safari” med min datter.
Nej, man bliver ikke rig af at arbejde freelance som tekstforfatter. Og slet ikke, når man tager seks uger ud af kalenderen midt på året.
Men jeg tror helt sikkert, at jeg bliver lykkeligere af det. Børnene gør vist også. Og det kan jeg nok faktisk godt leve af. Lidt endnu i hvert fald.
Håber alle andre har haft en lige så skøn sommer, som jeg. Nu er jeg klar igen.
Den megen tid gjorde det også muligt at få læst en masse i løbet af sommeren (yay!). Nogle af bøgerne vil jeg dele lidt mere om her og på Instagram. Skal bare lige skrive indlæggene. De kommer dumpende snart, så stay tuned….
