Narnias magi vækkes til live

[sponsoreret / pressebillet]

Løven, heksen og garderobeskabet er nok den mest kendte af alle fortællingerne om Narnia. Langt de fleste kender den især fra filmversionen og nogle har måske også læst C.S. Lewis’ bøger.

Narnia aarhus teateranmeldelse
Anne Plauborgs Lucy er barnligt eventyrlysten mens Anders Baggesens Hr. Tumnus bare er lige til at kramme. Foto: David Bering

Nu kan Narnia opleves live på Aarhus Teaters Store Scene, hvor den er årets familieforestilling. En fortælling iscenesat med masser af eventyrlige væsner, fine detaljer og et lys- og lydbillede, som for alvor gør oplevelsen magisk!

Løven, heksen og garderobeskabet

Instruktør Frede Guldbrandsen har – med Glyn Robbins’ velkomponerede dramatisering af C.S. Lewis’ fortælling fra 1950 – skabt en fin balance mellem det søde, det uhyggelige og det eventyrlige.

Det er fortællingen om Løven, heksen og garderobeskabet. Om de fire søskende – Peter, Susan, Edmund og Lucy – der opdager en anden verden bag pelsfrakkerne i et gammelt garderobeskab (og hvilket kæmpe garderobeskab, Aarhus Teater har skabt til lejligheden!). En verden, hvor de er forudbestemte til at kæmpe mod det onde og redde det gode.

Alle de kendte væsner fra C.S. Lewis’ bog vækkes til live på Aarhus Teaters Store Scene. Ikke kun ved hjælp af Camilla Bjørnvads fortryllende scenografi og smukke kostumedesigns – hvor især Isheksen, ulvene og faunen Hr. Tumnus er helt formidable i deres udformning – men også gennem de forskellige væsners særegne måde at bevæge sig på.

Narnia aarhus teateranmeldelse
Mette Døssing er på samme tid smuk og frygtindgydende som den onde Isheks i Narnia. Foto: David Bering

Der ligger en tydelig og velovervejet instruktion bag hvert enkelt dyr og hver enkelt persons bevægelser.
Løven Aslan i Jacob Madsen Kvols’ (til formålet meget passende) høje skikkelse bevæger sig rullende, som en gigantisk skabning, der skal bane sig plads på sin vej frem. Mette Døssings isheks er på samme tid krumrygget af ondskab og altfavnende med sine arme, der hele tiden rækker ud og indfanger alt omkring sig. Og Anne Plauborg, som det yngste barn Lucy, nærmest sitrer af begejstring, mens hun med barnligt store øjne stirrer på den ukendte verden med forventningen lysende ud af hele sin krop.

Eventyrlys og mystiske lyde

Narnia på Aarhus Teater er en gennemført og veltilberedt teateroplevelse for både voksne og børn. Og det er gennem brugen af lys og lyd, at det i særklasse bliver eventyrligt.

Lysdesigner Anders Kjems opridser med spots og brug af farver alle stemninger fra glæde til frygt. Han skaber isvinter med sit kolde, hvide lys og dryssende sne i blå farver langs bagvæggen. Han skaber forår og varme med gyldent lysskær og udkig over vandet med blågrønligt lys, som havet på en solskinsdag, da Peter sammen med Aslan skuer ud over Narnia.

Narnia aarhus teateranmeldelse
Fortryllende kostumer, dygtige skuespillere og en ret eminent brug af lys og lyd kendetegner Narnia på Aarhus Teater. Foto: David Behring.

Men det hele ville ikke have opnået sin fulde effekt uden akkompagnement fra Lars Gaardes lyddesign og Klaus Risagers musik. For der er få ting, der kan være så stemningsskabende som de rette lydeffekter. Dørens knirken på garderobeskabet, lyden af vinter (og ja, den findes åbenbart) eller fornemmelsen af forår med fuglekvidder og vand, der risler. Med et tungt, melodisk beat understeges jagten på Aslan, når kampen mellem det gode og det onde for alvor tager fart. Det er ekstremt effektfuld og underspillet på samme tid.

Hele tiden optræder både lys og lyd som noget sekundært i fortællingen. Men alt imens publikum – både børn og voksne – har deres fokus rettet mod skuespillerne på scenen, så skaber lys og lyd en helt særlig dimension til den magi, som Narnia forventes at byde på.

Og Narnias univers bliver for alvor bragt til live på Aarhus Teater!

 

Narnia aarhus teateranmeldelse

Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet.
Forfatter: C.S. Lewis. Dramatisering: Glyn Robbins. Instruktion: Frede Gulbrandsen. Scenografi og kostumer: Camilla Bjørnvad. Komponist/musiker: Klaus Risager. Lys: Anders Kjems. Lyd: Lars Gaarde.
Medvirkende: Anne Plauborg, Mikkel Becker Hilgart, Jacob Madsen Kvols, Mette Døssing, Anders Baggesen m.fl.
Spiller på Aarhus Teater, Store Scene til 13. januar 2018.

Læs mere om forestillingen her.

Gentænk teateranmeldelsen

Jeg havde begge mine børn med i teatret denne gang. Og sammen med min datter har jeg lavet en videoanmeldelse af Narnia i børnehøjde.

Og det mest fantastiske ved videoen er (hvis jeg nu selv skal sige det) børns umiddelbare og meget nøgterne tilgang til alting.

“Så troede man jo, at kongen ville dø, men det gjorde han ikke.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *