[Bøgerne er anmeldereksemplarer fra forlagene]
Højtlæsningshygge er helt sikkert et begreb! Det er i hvert fald en disciplin, som vi har dyrket herhjemme i stor stil. Naturligvis mindre nu, hvor børnene er blevet større. Men jeg elsker stadig at læse billedbøger højt, når der er små børn i nærheden.
Der udkommer hele tiden nye, fine billedbøger. Jeg forsøger at få læst så mange som muligt, selvom jeg jo kun når en brøkdel.
Jeg har her samlet et lille udvalg af gode billedbøger. En håndfuld, som kan danne ramme om højtlæsningshygge for børn i vuggestue-, børnehave- og til dels indskolingsalderen.
Frede flipper ud
Frede flipper ud er fjerde bog i serien om Frede og Selma. Trine Bundgaard har i samarbejde med illustrator Charlotte Pardi skabt en sød bogserie i et lille format, der gør dem ekstra tiltrækkende for små poder selv at sidde med.
I Frede flipper ud har Frede glædet sig så meget til, at han og Selma skal bygge hule i børnehaven, at han slet ikke har tålmodighed til at vente på, at Selma bliver færdig med det spil Ludo, hun er i gang med sammen med Aya og Frida.
Frede flipper ud er perfekt til de store vuggestuebørn og de mindste børnehavebørn. Der er lidt af den samme stemning i Frede og Selma-bøgerne som i Kirsten Sonne Harilds bøger om Willi.
Trine Bundsgaard: Frede flipper ud
Udgivet af Gyldendal 17. marts 2020
Du kan læse mere om bogen her.
Fozzie fodvarmer
Anette Boyes Fozzie fodvarmer er en billedbog om en stor, gul hund, der tilbringer al sin tid under spisebordet, hvor den varmer folks tæer og rydder op i alt det, de taber…
Også Fozzie fodvarmer er en fin lille indbundet bog til små buttede hænder. Her er målgruppen de små børn i vuggestuealderen, som sætter pris på let humor og små ulækre morsomheder. Anette Boyes tekst er desuden fuld af bogstavrim og holdt i korte sætninger, mens Marie Boyes illustrationer er stiliserede billeder med farvemættede flader.
Anette Boye: Fozzie fodvarmer
Udgivet af Forlaget Vilde dyr 21. oktober 2019
Du kan læse mere her.
Detektiger og computermysteriet
Detektiger og computersmysteriet er en på flere måder atypisk billedbog. Ikke mindst fordi, den er skrevet og illustreret af den kun 9-årige Sofus Slocinski.
Netop fordi Detektiger og computermysteriet er skrevet af en 9-årig, vil humoren også langt hen af vejen tiltale den aldersgruppe, vi møder i starten af indskolingen. Bogen har en snert af samme humor, som findes i Hundemand. Ifølge min søn er den en blanding af en Kim Fupz Aakeson-historie og tegninger af Picasso, hvilket helt sikkert skal opfattes som en kompliment.
Sammenligningen med Picasso er ikke helt skæv, for perspektiverne i tegningerne er alternative og det skønne naive udtryk er jo noget, som mange voksne illustratorer stræber efter.
Sofus Slocinski: Detektiger og computermysteriet
Udgivet af Jensen & Dalgaard 15. april 2020
Mere info her.
Heks søger kat
Joy h. Davidsons Heks søger kat er den perfekte bog til højtlæsningshygge for børnehavebørn. Der er rim og gentagelser, Nikki Slade Robinsons fine, detaljerede illustrationer og en historie om venskab.
Det er fortællingen om en heks, der mangler noget så væsentligt som en heksekat. Efter en del mislykkede samtaler, der minder lidt om prinsessens bejlerbesøg i eventyret om Klods Hans lykkes det heldigvis. Heksen får en kat og en ny bedste ven.
Joy H. Davidson: Heks søger kat
Udgivet af Straarup & Co. 5. maj 2020
Du kan læse mere her.
Men størst af alt
I Men størst af alt får Kim Fupz Aakeson sat ord på – og med hjælp fra Cato Thau-Jensen også illustreret – hele den kristne forestilling om Himmel og Helvede, godt og ondt.
På bedste Fupz-vis er det naturligvis lidt alternativ. Gud er f.eks. en gammel, halvskaldet mand i ternede sutsko, der har skabt alt det fantastiske som verden og selvtænkende mennesker. Fanden (og hans oldemor) derimod er vred og varm og står bag hagl og ensomhed og løgne. Men til trods for alle Fandens tiltag, så er kærligheden altoverskyggende og størst. Heldigvis.
Men størst af alt minder lidt om makkerparrets tidligere bog En lille historie om næsten alt, der på lignende, ligetil og forståelig vis fik fortalt om alle livets små og store følelser. Derfor kan den faktisk også læses for mange aldersgrupper, der vil få forskellige oplevelser ud af historien.
Kim Fupz Aakeson: Men størst af alt
Udgivet af Carlsen 5. november 2019
Læs mere om bogen her.
Det var mine fem bud på nyere billedbøger til højtlæsningshygge. Vil du have mere inspiration til højtlæsning, så er der en række indlæg med det tema her.