Mellem skygger – en rå ungdomsroman

mellem skygger ungdomsroman paloma estrada byens forlag kulturmor anmeldelse
[Anmeldereksemplar fra forlaget] 

Paloma Estradas roman Mellem skygger minder faktisk ikke om nogen anden ungdomsbog, jeg har læst. Og det er bestemt ment på bedste vis.

Gadebørn og mafia

17-årige Daniel, der er halvt dansk, halvt columbiansk, skal rejse to måneder til Columbia i sommerferien med sine forældre.

Men i Columbia går alt hurtigt galt. På en udflugt i byen involveres Daniel i et mafiaskyderi og må skjule sig – for både myndigheder og mafia – blandt byens gadebørn i flere måneder.

Det er Daniels oplevelser, hans frygt og hans forsøg på at tilpasse sig gadens hårde miljø – der mildest talt er anderledes end det han kender fra trygge Danmark – som er bogens omdrejningspunkt.

Om livet mellem skygger

Paloma Estrada har ikke skrevet en ungdomsroman om de mest almindelige temaer som kærlighed, seksualitet eller overgangen fra barn til voksen. Men alligevel handler bogen om alle tre ting.

Det er netop en fortælling om livet mellem skyggerne, der hvor ingen ser dig, hvor overlevelsen er eneste fokus, og hvor du som udgangspunkt er helt alene.

Bogens styrke er helt klart forfatterens kendskab til og forståelse af livet i Columbia. Og formodentlig også livet blandt gadens børn og unge. Beskrivelserne er stærke, og historien er fængende.

Min eneste undring er faktisk, hvorfor forlaget har markeret den som værende til 17+. Som jeg ser det, kan den sagtens læses fra 13-14 år. Måske endda oplagt til klasselæsning i udskolingen. Desuden er Daniel i bogen 17 år, og de fleste børn vil helst læse om hovedpersoner på deres egen alder eller ældre. Uanset aldersangivelsen er bogen i hvert fald god. Og den kan også uden problemer læses af voksne.

mellem skygger ungdomsroman paloma estrada byens forlag kulturmor anmeldelse

Paloma Estrada: Mellem skygger
Udgivet af Byens forlag 31. oktober 2019

Du kan læse mere om bogen her.