Flaskens rejse – billedbog om miljøet

flaskens rejse børnebog højtlæsning billedbog
[Anmelderekseplar fra forfatteren]

Flaskens rejse er en fin, næsten tekstløs billedbog til familiens alleryngste. Den sætter fokus på miljøet, forurening og bæredygtighed på en måde, så man kan tale med selv de mindste børn om det.

Fine farver og tykke sider

Flaskens rejse er første bog i en serie, der hedder »Pas på min jord til jeg bliver stor«. Og det er netop budskabet, som Camilla Dovbenko, der står bag udgivelsen, fint får formidlet.

Det lille format og de tykke papsider er oplagte til små buttede fingre. Og med Dovbenkos søde, farvemættede illustrationer, er der masser at se på for små øjne også.

I Flaskens rejse følger vi en plastikflaske fra den er blevet smidt på gaden via en tur i havet til den lander på stranden. Her bliver flasken heldigvis samlet op af et fornuftigt barn. Men undervejs på turen kan man se, hvor meget skade sådan en plastikflaske kan forvolde på naturen.

Flaskens rejse er mere end en bog

Camilla Dovbenko har dog ikke ladet det blive ved bogen alene. Hun har også oprettet en hjemmeside, hvor man som forælder kan søge inspiration og finde en læseguide til læsningen af bogen med barnet.

Lige nu findes der kun den ene titel på siden, men potentielt set kan det blive et fint site til inspiration for forældre og pædagoger, hvis det udbygges og vedligeholdes løbende.

Du finder læseguiden her.

flaskens rejse børnebog højtlæsning billedbog

Camilla Dovbenko: Flaskens rejse
Udgivet i serien Pas på min jord til jeg bliver stor 2019

Se mere om bogen her.

Jeg har skrevet om andre bøger, der er oplagte til babyer her.