Burgundia – en hyldest til Bornholm

burgundia boganmeldelse kulturmor

Engang for snart meget længe siden – nærmere betegnet i år 2004 – boede jeg på Bornholm.

Det var kun for en ganske kort bemærkning. Og det var ikke til min udelte fornøjelse at tilbringe de mørke vintermåneder på en ø, hvor man – uden bil eller cykel – på det nærmeste var stavsbundet til sin hjemby.

Men siden da har mit syn på Bornholm ændret sig. Ikke mindst i kraft af Hans Henrik Møllers roman, Burgundia.

Øen, Havet og Himlen

Burgundia er en ret storslået og decideret fabulerende Roman om Øen, Havet og Himlen – som undertitlen fortæller.

Og netop således er bogen inddelt. I tre dele med underkapitler. En del om øen, en om havet og en om himlen. Og lidt om alt derimellem.

I Burgundia fortæller Hans Henrik Møller både slægtshistorier, røverhistorier og historiske anekdoter. Og stemningen er helt særegen fra start til slut.

Bogen indledes med en kort bemærkning, som er ret sigende for fortællingen, og som det derfor er oplagt at gengive her:

“Hvis man trækker en lige linje fra Nordpolen til Sydpolen, går den tværs igennem Bornholm. Det er noget alle ved: Det er øen der er altings centrum, også selv når dette centrum ikke altid ligger fast, men forskyder sig og begynder at drive om i natten. Da Gud skabte verden, eller Djævelen, satte han sin passer ned på midten af Bornholm, og hvis øen alligevel ikke er blevet helt fin i kanterne, så er det ikke passerens skyld eller fordi der er noget i vejen med geometrien, det er kun fordi Gud er kommet til at ryste på hånden da han tegnede den første cirkel.”

Alting og ingenting

Burgundia handler om alting og ingenting. Det er fortællingen om de to slægter Holm og Lind (ikke Kofod, selvom det havde været oplagt). Om granit, om den særlige bornholmske mentalitet og om hverdagens små trivialiteter.

Der er forhandlinger om medgift.  Der er noget om røgede sild og Christiansø. Der er lange skrifter op og ned om den kvindelige anatomi og om årene under krigen. Der er bynavne, stednavne og gadenavne i rigeligt mål til at gøre alle geografer lykkelige.

Der er faktisk lidt af alt samlet i Burgundia. Der tegnes, males, opridses kort sagt en stemning af noget helt unik. En fortælling om Bornholm – øen, som ligger lidt langt borte fra resten af Danmark derude i Østersøen.

Der er en roman. Det er fiktion. Men det er alligevel både lærerig og livsbekræftende læsning.

 

burgundia boganmeldelse kulturmor

Hans Henrik Møller: Burgundia – Roman om Øen, Havet og Himlen
Udgivet af forlaget Hovedland den 2. august 2010.

Læs mere om bogen her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *