Hyggelig højtlæsning – fem gode børnebøger

Der er mange ting, man kan lave sammen med sine børn. Især her i vinterferien. Men højtlæsning hører til blandt mine personlige favoritter. Også nu, hvor mine børn så småt begynder at kunne læse selv, læser vi stadig masser af bøger højt.

5 gode bøger til højtlæsning

Jeg har (med kyndig assistance fra min 7-årige datter) udvalgt fem gode børnebøger, som hører til blandt favoritterne herhjemme, når det kommer til højtlæsning.

Det er alle sammen billedbøger, som de passer perfekt til de ca. 2-5 årige. Men på den anden side, så vil min 7-årige herhjemme også stadig gerne høre dem i ny og næ.

Elefanten Carl

carl ida jesses hanne bartholin h'jtlæsnbing børnebøger kulturmor

Ida Jessen og Hanne Bartholins bøger om elefantenungen Carl var noget, der ligner kærlighed ved første blik. Både hos børnene og for mig.

Det er søde, enkle historier, som har noget meget klassisk langtidsholdbart over sig.

Vi har fem forskellige bøger om Carl herhjemme. Men der findes vist endnu flere. Og for  nylig har forlaget også udgivet dem som pegebøger for de allermindste.

Du kan læse mere om Carl-bøgerne her, her, her, her eller her (og ja, jeg har skrevet om dem alle sammen).

Kamma med det store temperament

kammas kjoler børnebøger højtlæsning kulturmor

Kammas Kjoler er spot on til alle de små piger, der hader bukser dybt og inderligt. Jeg tænker, at de fleste piger går igennem den fase på et eller andet tidspunkt. Bogen handler om Kamma, hendes mange fine kjoler og konflikterne med mor om, at man somme tider skal have en varm trøje eller regnbukser på.

Dorte Pontoppidan Thyssens sjove og skæve illustrationer passer perfekt til Cecilie Wallengrens historie. Der er udgivet yderligere to bøger om Kamma. Bog nr. to hedder Kamma Morgensur – den kan du læse om her.

Den tredje bog hedder Kammas ferie. Den har vi endnu ikke læst, men hvis den er lige så fin som de andre, så er det bare med at få den læst også.

Det røde æble

historien om det røde æble børnebog højtlæsning

Denne her bog stammer fra min egen barndom. Jeg var selvfølgelig medlem af Børnenes bogklub og mine forældre har været så søde at gemme bøgerne til mig (og mine børn).

Historien om det røde æble – om en kædereaktion af begivenheder, som fører til, at den snydende selv bliver snydt -hørte til mine egne favoritter som barn og den er et perfekt eksempel på, at nogle bøger bare holder. For mine børn har elsket den fra allerførste læsning.

Alternativ klassiker

de tre bukkebruse højtlæsning børnebøger

De tre bukkebruse i badeland er én af de sjoveste børnebøger vi har. Og Gry Moursunds illustrationer ligner ikke noget, vi har mødt i andre børnebøger overhovedet.

Bjørn F. Rørvik har skrevet en alternativ version af fortællingen om de tre bukke bruse, hvor trolden er en bølle, der ødelægger oplevelsen for de andre i badelandet. Indtil de tre bukkebruse tager affære.

Vi har læst den så mange gange, at nogle af udtrykkene i bogen er blevet til det, vi siger herhjemme. F.eks. “Olle-molle-mukser – trolden har ingen bukser!”

Søde bamse

bamse løber hjemmefra børnebøger højtlæsning

Bamse løber hjemmefra er også fra min barndoms bogklub. Der er noget fint og lidt trist (på den gode måde) over Jan Mogensens historie.

Bamse føler, at børnene ikke længere holder af ham. Så han beslutter sig for at løbe hjemmefra. Op på loftet (!!?), hvor han møder andet gammelt legetøj, som er blevet glemt.

Men bare rolig – historien ender godt og Bamse vender sikkert hjem sammen med sine nye venner.

Der er mange flere

Det var fem bud på gode højtlæsningsbøger. Men der er jo masser af andre fantastiske bøger også. Så gå på jagt og hop ud i det.

Du finder omtaler af flere børnebøger på bloggen lige her.

Og ellers er jeg jo kæmpe fan af bibliotekerne. Smut forbi, tag børnene med og saml jer en stor bunke bøger til vinterferien.

Rigtig god fornøjelse!