Spiseoperaen AGONY – en anderledes oplevelse

[sponsoreret / pressebillet]

teateranmeldelse opera spiseoperaen Agony

Tag en nyskreven opera med noget på hjerte, moderne kompositionsmusik og en række alternative percussioninstrumenter. Tilsæt en række sære lyde, en intim atmosfære og synkrone serveringer af en fire-retters menu. Så har du (sådan kort fortalt) oplevelsen af spiseoperaen AGONY, som spiller på Godsbanen i Aarhus i disse dage.

Klassisk opbygning, helt nyt resultat

Jeg har gennem årene set en del klassiske operaer. Men jeg har aldrig før set noget, der mindede om spiseoperaen Agony.

Agony er på nogle punkter opbygget som en klassisk opera med præludium, intermezzo og masser af drama med de helt store følelser. Men så hører lighederne også op.

I Agony vender den førstefødte søn tilbage til familien, som har ventet ham med glæde. Faderen er en patriarkalsk machotype. Han er slagter, grynter som et svin og har en skinke stående, som han skærer små bidder af med en stor kniv.

Moderen i Michelle Appelros’ skikkelse står i køkkenet. Hun er tavs fra start til slut og taler kun gennem sit kropssprog og sine handlinger, mens søsteren er blid og fyldt med kærlighed.

Men sønnen er ikke helt som ventet. Tværtimod dukker han op iført glimmertop, heftig makeup og stiletter. Ikke just den søn, som faderen havde ventet at se.

I Agony sætter komponist Line Tjørnhøj og instruktør Giacomo Ravicchio kønsrollerne og seksualiteten på spidsen. Forestillingen svømmer over med budskaber og statements, der understreges på de store, emhættelignende skærme, som hænger over scenen og viser operaens overtekster. Både tekstning af sangernes ord og en række guidelines til publikum undervejs.

Her på disse skærmes kastes det ene hashtag efter det andet op. Som #meatislife, #akwardsilence og #eatnow.

Delvist udpluk fra sangernes ord og delvist beskeder til publikum om, hvordan man skal forholde sig ift. service, mad etc.

Hvert sit sprog

Hver person har sin egen stemme, sin egen melodi. Men i Agony synger de også på hvert deres sprog.

Den patriarkalske far, Il Padre – præsenteret af Robert Kollers bariton – synger på italiensk. Et sprog hvor traditionelle kønsroller og den maskuline mand får lov at træde frem.
Og når han så ovenikøbet opfører sig brovtent og grynter som en gris mellem hver sætning, så er typen nærmest skåret ud i pap.

Den homoseksuelle søn, Angel – imponerende sunget af kontratenoren Daniel Carlsson – synger på svensk. Meget sigende sproget fra det land, der har sat en ære i at udviske kønnene og har opfundet deres eget ikke-kønsbegreb.
Angel synger lyst og fint med en udpræget feminin tone i et konstant klagende, nærmest jamrende udtryk.

Søsteren Rabia synger på engelsk. Verdenssproget. Og en smule på arabisk. Anna Otterun præsterer som Rabia endda bl.a. at synge og fløjte nærmest samtidig. En temmelig imponerende kombination.

Og sidst men ikke mindst lægger Robert Koller også stemme til Angels forlovede, den tysksyngende læge Robin. Hans sang minder her mest af alt om klagende lyde. Som en person, der hiver efter vejret synger han med hiksende, stammende stemme alt imens han sætter kysselyde ind hist og her.

Der er måske ikke smukt. Men det er så afgjort både effektfuldt og imponerende sunget af alle de medvirkende.

Alt er musik

Spiseoperaen Agony er så afgjort en helhedsoplevelse. Alle sanser skal tages i brug. Og alle sanserne bliver overraskede undervejs.

De to percussionister, Ying-Hsueh Chen og Sara Rosendal, skaber musik af alting og ingenting.
De spiller på isblokke og zinkbaljer, de skaber musik ved at gurgle og spytte vand og ved at indsamle affald hos publikum. De river salat i stykker og hvæsser køkkenknive. Det hele bliver til musik og rytmer, som understreger handlingen fra start til slut.

Samtidig sidder også cellist Marie Louise Lind og violinist Anna Jalving på scenen. De frembringer alt fra fine til skærende toner fra deres strygere, men skaber også alternative lyde med slag eller ved at puste ind i celloen.

Lydbilledet i Agony er fra start til slut på samme tid særegent, skingert, eksperimenterende og utroligt fascinerende.

Mad som en ekstra dimension

eateranmeldelse opera spiseoperaen Agony
Menuerne til Agony. Som de er præsenteret i programmet og også bliver vist på skærmene under forestillingen.

Men Agony er jo ikke blot en nyskreven opera. Det er en spiseopera. Og undervejs gennem hele forestillingen serveres en fire-retters menu for publikum.

I starten synkront med den genforenede families egen festmiddag, men siden som en slags medkommentar til handlingen.

Da Angel er på hospitalet bliver serveringen kaldt hospitalsmad og serveres på paptallerkener med plastikbestik. Og udover at mime lokationen, så er anretningen også en spejling af de kvindelige kønsorganer. Det er ikke mad for sarte sjæle.

Afslutningen på spiseoperaen Agony er så afgjort rosarød. Men ikke forstået som lykkelig eller blid. Konflikten intensiveres. Lyset bliver mørkerødt. Kvinderne dolker i luften mens den patriarkalske far forsvinder, dør.

Musikken spiller en elegi, hvor den sørgelige stemning understreges af nærmest grådlignende toner fra violinen

Alt imens gøres desserten klar. Og selve færdiggørelsen foregår på scenen. Lydene bliver til musikkens rytmer. Luften bliver tyk af glitter, en sødlig duft breder sig i hele lokalet. Lyset er rødt, desserten lyserød. Og når skeen med den første mundfuld rammer tungen popper det lystigt løs inde i munden. En ekstra dimension til det i forvejen fyldte lydbillede. Men også et perfekt akkompagnement til den glitrende luft i lokalet.

Forestilling, duft og smag går kort sagt op i en højere enhed.

 

teateranmeldelse opera spiseoperaen Agony

Agony – an eating opera.
Komponist: Line Tjørnhøj. Instruktur: Giacomo Ravicchio. Medvirkende: Robert Koller, Anna Ottertun, Daniel Carlsson, Michelle Appelros. Musikere mv.: Ying-Hsueh Chen, Sara Rosendal, Marie Louise Lind og Anna Jalving. Scenograf: Lumen. Lys: Christoffer Gulløv. Video: Jens Mønsted.
Spiller på Åbne Scene på Godsbanen til 27. oktober.

Læs mere her.