Karin Slaughter: En holdt kvinde

Der findes mange forskellige typer krimier, hvis du spørger mig. Der er de meget blodige præget af vold og frygt, der er de overnaturlige, som bevæger sig på kanten af gyset, der er dem, der bygger på historiske fakta eller gamle fabler og så er der den helt klassiske krimi, hvor (som regel) politifolk opklarer mord eller tilsvarende alvorlige forbrydelser.

Karin Slaughter lydbog kulturmor

Karin Slaughters bøger hører til den sidste type sammen med f.eks. Tess Gerritsen og Harlan Coben. I hvert fald i mine øjne. Og Karin Slaughter er så afgjort en del af toppen af poppen, når der drejer sig om krimigenren. Velskrevne krimier med et godt plot, hvor både fortælling og personerne i den hele tiden udvikler sig og somme tider endda overrasker.

En holdt kvinde

Der er netop udkommet et nyt bind i Karin Slaughters serie om Will Trent og Sara Linton som lydbog på dansk. Titlen er En holdt kvinde. Den udkom som papirbog sidste efterår, men nu er den også kommet som lydbog. Harper Collins Nordic har været så søde at sende mig et lydbogseksemplar.

Karin Slaghter lydbog kulturmor
Foto: Harper Collins Nordic

Jeg har altid været vild med både lydbøger og krimier. Så kombinationen af de to er altid en god ting. Jeg har slugt-lyttet den i løbet af de sidste par dage. En virkelig gedigen krimi – som de øvrige i Slaughters serie om den lidt akhavede, ordblinde politimand, Will Trent.

Opgør med fortiden

En holdt kvinde bliver Will Trent for alvor nødt til at gøre op med sin fortid. Og især sit komplicerede forhold til Angie – hans barndomsveninde og første store kærlighed. En kvinde, som han iøvrigt også har giftet sig med.

Angie er (igen) forsvundet. Men ikke mere end at hun dukker op i tide og utide. Både for at terrorisere Will og hans nye kæreste, Sara Linton, men også ifm. med den aktuelle mordefterforskning.

Will er splittet mellem ønsket om og frygten for, at Angie selv er død. For på den ene side, vil han gerne slippe af med sit livs værste plageånd, og på den anden side, er Angie den eneste familie, han nogensinde har haft.

Karin Slaughter bygger en fin, uigennemskuelig historie op, hvor brikkerne én efter én falder på plads, efterhånden som fortællingen glider frem.

Sproget er som altid hos Karin Slaughter letlæst og fremadskridende. Der er ingen overflødigheder og unødvendige passager. Spændingen i historien holdes oppe stort set fra start til slut. Og der er tale om god, gedigen krimiunderholdning.

Start hvor du vil

Jeg har læst og lyttet en del af Karin Slaughters bøger gennem tiden. Men ikke dem alle sammen. Derfor er der en del huller i min viden om Will Trent og hans udvikling. Men det havde absolut ingen betydning for læsningen af En holdt kvinde.

Alle Karin Slaughters bøger kan læses uafhængigt at hinanden. Og selvom du naturligvis får en dybere forståelse for karaktererne i bogen, hvis du læser alle de foregående 13 bind først, så er det ikke et must. Du kan sagtens starte her.

Og hvis du kan lide krimier, så er det her et ret oplagt bud på din sommerferielæsning. Eller -lytning!

 

Karin slaughter kulturmor boganmeldelse

Karin Slaughter: En holdt kvinde
Udgivet af Harper Collins Nordic som bog 11. november 2016 og som lydbog 14. juni 2017

Læs mere om bogen her.