Tilgiv – sådan kommer du videre

 

tilgiv sådan kommer du videre ulla hinge thomsen rosinante kulturmor

En bog om tilgivelse og hvordan du kommer videre med dit liv efter at være blevet krænket (på den ene eller den anden vis). Det lyder umiddelbart som et både omfattende og voldsomt ambitiøst projekt.
Ikke desto mindre er det lykkedes for forfatter Ulla Hinge Thomsen at skrive en både velstruktureret, tankevækkende og ret kortfattet bog om netop dette emne.

Tilgiv – sådan kommer du videre er på samme tid en nøgtern journalistisk og meget personlig bog. Bogen er bygget op af 9 kapitler om tilgivelse og forskellige tilgange til og historier om emnet.

Der er en lang række personlige skildringer fra mennesker (interviewpersoner), der har oplevet svigt, krænkelse eller lignende og som enten helt har tilgivet eller i hvert fald forsonet sig efterfølgende. Men der er mindst lige så mange (ret personlige) fortællinger fra forfatterens eget liv.

Og det er netop denne meget personlige tilgang til emnet, som gør bogen ekstra fin. For det bliver på intet tidspunkt navlepillende eller uinteressant. Tværtimod har Ulla Hinge Thomsen formået at udvælge de personlige fortællinger, som de hele vejen igennem underbygger bogens konklusioner og gør teorien om tilgivelse lidt lettere at forstå.

Hvad er tilgivelse så?

Bogen giver intet entydigt svar. For det er der tilsyneladende lige så mange meninger om, som der er forskellige typer eksperter i verden.

Men hvert kapitel (næsten) indledes med et citat om tilgivelse. Især bed jeg mærke i disse to citater fra hhv. Alexander Pope og Martin Luther King:

“At være vred er at hævne andres fejl på dig selv”

“Mærke kan ikke uddrive mørke; det kan kun lyset. Had kan ikke uddrive had; det kan kun kærlighed…”

Vi har alle (jeg selv inkluderet) haft mange oplevelser gennem livet, som efterfølgende har skullet bearbejdes før vi kunne komme videre.

Jeg har personligt aldrig rigtigt tænkt på det som tilgivelse. Men under min læsning af Tilgiv kunne jeg pludselig se, at jeg (gentagne gange) har fulgt et (tilsyneladende universelt og helt naturligt forløb), der bestod af først chok efterfulgt af vrede, som til sidst er blevet afløst af det, jeg har tænkt på som ligegyldighed. Men som nok i virkeligheden lige så godt kunne have været betegnet som tilgivelse.

tilgiv sådan kommer du videre ulla hinge thomsen rosinante kulturmorFor der er ifølge Ulla Hinge Thomsen jo mange forståelser af ordet tilgivelse. Og for mig personligt kan se, at det nok handler om det punkt, hvor man er i stand til at give slip på en hændelse, et forløb eller en person. Og når det i bogen sættes på spidsen og der står, at det modsatte af tilgivelse er hævn, så bliver tilgivelse pludselig et ret tillokkende valg. For det er vel i de færreste tilfælde (og mest i kriminallitteraturen) at valget falder på decideret hævn

Ulla Hinge Thomsen indleder bogen med i det første kapitel at interviewe en præst, en buddistisk nonne, en psykolog,  hjerneforsker og en konfliktmægler om begrebet tilgivelse. Og allerede der er det klart, at både definitionen af begrebet og udførelsen af tilgivelsen i sidste ende må være subjektivt. For selvom der er fællesnævnere i de fems definitioner, så er de alligevel uenige på en lang række punkter.

Bogen hedder jo Tilgiv – sådan kommer du videre. Men giver den så en opskrift på, hvordan du gør? Egentlig ikke. Men Ulla Hinge Thomsen er hele vejen igennem meget klar i spyttet desangående. Der findes ingen universel opskrift på, hvordan du kan tilgive. Og der findes også ting, der aldrig kan tilgives. Måske endda ting, som ikke skal tilgives.

Alligevel slutter bogen af med en opsummering i form af tilgivelsens 10 bud. Dog ikke ment som bud men mere som guidelines til den retning, du kan vælge at gå, hvis du ønsker at tilgive nogen (eller selv blive tilgivet).

Det er i hvert fald en bog, der helt klart bør kunne hjælpe de fleste mennesker til at sætte gang i en udvikling og forhåbenligt komme videre med deres liv.

tilgiv sådan kommer du videre ulla hinge thomsen rosinante kulturmor

Ulla Hinge Thomsen: Tilgiv – sådan kommer du videre
Udgivet på Rosinante den 25. august 2016

Se mere på forlagets hjemmeside.

 

Ulla Hinge Thomsen er også forfatteren bag bogen Særligt sensitiv – guide til det gode liv, der udkom i 2015. Dengang skrev jeg en anmeldelse af den til KultuNaut, som du kan læse her.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *