Nytårsfortsæt: I 2017 vil jeg have et overblik

Jeg har lavet et lille nytårsfortsæt for 2017. Ikke noget stort og ambitiøst om at læse 200 bøger eller se samtlige teaterforestillinger i Aarhus-området.

Nej, bare et nemt og overskueligt fortsæt:
I 2017 vil jeg have et overblik. Jeg vil vide hvor mange bøger, jeg har været igennem. Både papirbøger, e-bøger og lydbøger.
Og jeg har allerde påbegyndt en liste i en notesbog. Det er point of no return…

Læseliste 2017 kulturmor

Lydbøger er også bøger

Jeg har i de seneste år ikke haft meget tid eller overskud til at læse “rigtige” bøger. Altså de trykte udgaver. Til gengæld har jeg lyttet til hundredevis af lydbøger.

Når jeg kører bil, når jeg går tur, når jeg smører madpakker, rydder op, gør rent eller bare skal slappe af. Så lytter jeg til lydbøger. Selvfølgelig kun når jeg er alene eller børnene sover.

Men det er alligevel blevet til mange, mange bøger, som jeg ellers aldrig ville have fundet tid til at læse. Og bibliotekernes eReolen har gjort det super nemt for mig.

eReolen kulturmor

Jeg låner og streamer bøgerne direkte på min mobil (lige nu er jeg i gang med en islandsk krimi). Det kunne ikke være nemmere. Du kan se meget mere om eReolen her, hvis du ikke allerede kender til den.

Nå, men tilbage til nytårsfortsættet.
I år vil jeg lave en liste over alle de bøger, jeg kommer igennem. Både de trykte bøger, e-bøgerne og lydbøgerne. Og det er ikke fordi, jeg skal nå et bestemt antal eller har sat mig et mål. Jeg vil bare prøve at få et overblik. Så fortsættet er, at jeg, hver gang en bog afsluttes, skriver forfatter og titel på min 2017-liste.

Jeg er allerede i gang. Jeg har haft ekstra fridage og har fået læst to vaskeægte papirbøger allerede. Det bliver et godt år.

Har du nogle kulturelle nytårsfortsæt af den ene eller den anden art?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *