Bare numser og lange bryster

Bare numser carlsen annika leone anmeldelse børnebog kulturmor
[Anmeldereksemplar fra forlaget] 

Annika Leones billedbog Bare numser viser børn, at kroppe kan se ud på mange forskellige måder – og at ingen af dem er forkerte. Det er morsom og vigtig læsning for familiens yngste.

Politisk korrekt på den allerbedste måde

Tydelige hvide aftegninger fra badetøj, lange hængende bryster, endeløse rækker af deller og slap hud, hårduske under armene, stubbe på benene, slanke maver, tykke maver og gravide maver. I Annika Leone og Bettina Johanssons billedbog finder du det hele.

Bare numser er historien om pigen Mira. Det er lørdag og Mira skal i svømmehallen med sine forældre. Hun har glædet sig.

I omklædningsrummet ser hun alle mulige forskellige kroppe. Mira er lille og begejstret over de mange forskellige kroppe, hun ser:

»Numserne er meget forskellige: store, små, runde, firkantede, hvide, brune, rynkede, nuttede…«

Bettina Johanssons illustrationer får alle detaljerne med. Så selv uden højtlæsning vil små øjne kunne gå på opdagelse, lære og more sig længe. For hvor tit er der egentlig reel nøgenhed i børnebøger? Ikke ret ofte. Og sket ikke som i 70’erne.

Derfor er Leone og Johanssons bog også et forfriskende nyt pust. Den er politisk korrekt, men så afgjort på den gode måde. Og for lige at understrege pointerne til slut, så overføres det hele til Miras fredagsslik. Seks stykker meget forskelligt slik, der alle smager forskelligt og ser forskelligt ud, men alle smager helt perfekt.

Bare numser er den oplagte indgangsvinkel, hvis du gerne vil tale med dit barn (fra ca. 3 år) om forskellige kropsformer og køn. Og så er den også morsom.

Bare numser carlsen annika leone anmeldelse børnebog kulturmor

Annika Leone: Bare numser
Illustreret af Bettina Johansson

Udgivet af Carlsen den 6. januar 2020

Du kan læse mere om bogen her.

Du finder mere inspiration til højtlæsning her.