Tærskler og fragmentariske tanker

Tærskler iben claces forlaget spring roman anmeldelse kulturmor

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Spring]

Tærskler er lidt en pudsig størrelse. Det er ikke en roman i gængs forstand. Det er heller ikke noveller. Ej heller poesi. Men måske noget midt imellem alt dette bedst beskriver Iben Claces bog.

Tærskler er en tankernes rejse gennem livets mange kalkaflejringer, dufterindringer og kærlighed i alle mulige afskygninger – dog mest den mislykkede.

Fra forvirrende til fin

Bogen består af små, korte fortællinger. Fragmenterede brudstykker af en større livsfortælling. Hvert kapitel, hver historie fortælles i flere tider. Flere planer.

F.eks. indeholder et af kapitlerne et fragment med en kvinde, der besøger sin far på hospitalet, som er mixet med historien om et sygt barn, hvis far skifter sengetøjet efter hun har kastet op. Formodentlig de samme mennesker på to tidspunkter af livet.

»Der er så mange verdner imellem bladene og hendes hjørne, og så det, som er inde hos damerne, derovre, bag hullet i hækken.
Og der er mosegrund. Over noget, som er så vigtigt, at alle går med på hinandens løgne.

Det er ordspil og fordrejede udtryk nok til mange romaner i Iben Claces’ Tærksler. Det bevirker at bogen på samme tid er frustrerende og fascinerende læsning. Måske netop først det ene og siden det andet.

Først blev jeg faktisk irriteret over den rodede opbygning – over at jeg ikke forstod, om det var en sammenhængende historie er brudstykker af noveller, jeg læste.

Jeg måtte lægge bogen væk. En rum tid. For at genoptage den igen nu i foråret. Og heldigvis for det. For i læsningen af bogens sidste halvdel stod det hele lidt mere klart – om end stadig på sin egen mærkværdige facon.

Mon alting har en duft?

Tærskler handler mere om sprog, sætningsopbygning og stemning end om selve fortællingen. Der er små glimt af følelser og skæbner, men de forbliver overfladiske. Det får bogen til at minde mere om poesi end prosa. Og læseren længes efter færre historier og i stedet mere dybde.

Der er en kredsen omkring dufte gennem hele bogen. Både de gode, velkendte og duftene af de ting, der ikke normalt har en duft.

»Hun lugter lidt, ikke som hende med åndedrætsbesvær, men af parfume uden bad.«

I Iben Claces’ univers har alt tilsyneladende en duft. Lige som de fleste ting har kalkaflejringer. Og noget med katte, der går igen eller blandes ind i fortællinger om seksualitet og intellekt.

Den tilsyneladende tilfældige skiften mellem fortælleformen med jeg og hun er mest af alt forvirrende. Alligevel matcher bogens indhold på mærkelig vis dens omslag. Stemningen er den samme.
På en hvid baggrund ses alle mulige billeder mellem hinanden: En Mariekiks, en frozen magherita, en kat, et semikolon, et par blondetrusser og en mistelten. De indgår alle sammen i fortællingen. Bidrager alle sammen til forvirringen. Understreger hele fortællingens fragmenterede stil og legen med sproget.

Tærskler iben claces forlaget spring roman anmeldelse kulturmor

Iben Claces: Tærskler
Udgivet af Forlaget Spring 31. august 2018

Du kan læse mere om bogen her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *