Don Gnus dansende gangstativer

Jagten på det grå guld anmeldelse kulturmor
Foto: Christoffer Brekne

[Pressebillet]

Jagten på det grå guld er en stort set ordløs forestilling, der blandt andet indeholder to mænd klædt i løstsiddende hvide herreunderbukser, stribet slåbrok og ternede, orange uldtøfler.

Men hvad skal det nu forestille? Og er der en mening bag galskaben?

Jagten på det grå guld

Om forestillingen skriver Don Gnu selv bl.a. følgende:

»selvom livets soundtrack har lært de efterhånden halvgamle lemmer nok så mange forbudte trin, indhenter tyngdekraften dem – hårdt og ubarmhjertigt, så de snubler og mister deres ellers så elegante fodfæste.«

Og faktisk er det en ret sigende beskrivelse af Don Gnus nyeste forestilling, Jagten på det grå guld.

De to førnævnte mænd i slåbrok står allerede ved indgangen klar med deres gangstativer for at modtage publikum. Stemningen er let og humoristisk hele vejen igennem den godt en time lange forestilling. Der bliver grinet – højlydt – fra publikumsrækkerne. Og danserne bruger komikken aktivt i deres fremstilling af såvel unge som gamle.

Så selvom budskabet måske ikke står knivskarpt frem, men bliver en mere diffus fornemmelse af, at det handler om noget med, at der også inde i den forældede ydre skal findes et ungt, livfuldt sind, så er vi blandt publikum godt underholdt hele vejen igenne,.

Jagten på det grå guld anmeldelse kulturmor
Foto: Christoffer Brekne

Kropslighed og visuelle effekter

Jagten på det grå guld er en oplevelse præget af en høj grad af kropslighed. Bar hud og spændte muskler, kropskontrol og imponerende, parkourlignende badutspring.

Mørket dominerer i store dele af forestillingen, så lydene står ekstra skarpt frem. Både de forudindspillede effekter med knitren, skratten og Otto Leisners quizshow fra tv’et på scenen, men også musikken og sangen frembragt af Nicolai Kornerups harmonika og Alice Carreris dybe altstemme, der leder tankerne hen på en sensuel natklubsangerinde.

Brugen af lys til at skabe rum og fokus fungerer også virkelig fint. Noget så enkelt som en koncentreret lille lyskegle under en orange lampeskærm skaber et vellykket visuelt resultat.
Lyset sætter fokus på tre sæt hænder, tilsyneladende løsrevne fra deres kroppe, der som én samlet organisme bevæger sig bølgende og udtryksfuldt under skærmens orange lys.

Og når der på bagvæggen projiceres sort/hvide billeder af landskaber, der flyver forbi, mens Petras Lisauskas løber på stedet foran, så fungerer det. Øjet og hjernen snydes. For selvom vi ved, at han stort set ikke bevæger sig ud af stedet, så kan vi se, at han spæner afsted i et komisk forfølgelsesløb mellem mand og trehjulet elscooter.

Jagten på det grå guld er en fin og og meget fysisk forestilling, hvor alle sanser skal tages i brug for at følge med. Men den er også komisk og for nogle måske endda tankevækkende.

Jagten på det grå guld anmeldelse kulturmor

Jagten på det grå guld
Koreografi og dans: Jannik Elkær, Kristoffer Louis Endrup Pedersen og Petras Lisauskas. Musik: Alice Carreri og Nicolai Kornerup. Produceret af Don Gnu med Bora Bora og Holbæk Teater.

Find mere info om forestillingen her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *