Meget mere højtlæsning med Fupz, Joof og Bamse

højtlæsning carlsen bøger til børn kulturmor

[Anmeldereksemplarer fra Carlsen]

Der er masser af muligheder for nærvær og højtlæsning lige rundt om hjørnet. Den slags hører ikke kun til i ferien, der netop er slut. For i hverdagen, når alle pligterne igen kalder, er der for alvor brug for ro, hygge, samvær eller bare en god historie.

Jeg har herunder samlet tre bud på gode højtlæsningsbøger. En til de små, en til de mindre og en til de mindste børn i familien. Alle tre er genudgivelser, hvor flere fortællinger nu er samlet i én bog. Hver med sine kvaliteter.

Endnu mere Fupz

Kim Fupz Aakesons historier er som udgangspunkt evergreens nærmest før de udkommer. Der er ganske enkelt noget helt særligt over Fupz og hans fortællinger, som ingen andre rigtigt kan.

fuld af fupz bøger til børn kulturmor
‘Fuld af Fupz’ byder på 6 historier fordelt på 235 sider.

I denne nye udgivelse, er der samlet 6 fortællinger, som tidligere har været udgivet hver for sig. De er alle sammen meget Fupz-agtige i deres små sjove påfund og plots. Sproget er direkte, sprogbrugen ikke altid helt stueren og emnerne er en blanding mellem noget magisk og noget socialrealistisk.

Fupz’ historier er sjove og fængende – både for børn og voksne. F.eks. er der tre-i-en-historien om ræven og prinsessen – og om hvordan deres to historier bliver til en. Den fælles titel er En helt anden historie og med Jørn Villumsens ekspressive stregtegninger er stemningen gennemført forvirrende fra start til slut. Og ungerne elsker det.

Herhjemme er favoritten dog nok Fandens far, hvor pigen Sarah får sin dag for i forsøget på at undgå, at hendes far skal ende op hos Fanden i Helvede i stedet for at komme i Paradis sammen med resten af familien. Det er ganske enkelt en godt tænkt og veldrejet fortælling. Og så er den illustreret af Cato Thau-Jensen, som vi også er svært begejstrede for herhjemme.

Alle historierne i Fuld af Fupz (som er lidt af en moppedreng på 235 sider) er farverigt illustreret af forskellige illustratorer. Det giver dem forskellige udtryk til trods for deres umiskendelige Fupz-vibe.

Fupz er dog måske ikke for familiens alleryngste historiernes længde taget i betragtning. Men til gengæld bliver de toppopulære, når børnehavealderen nås. Og det fortsætter helt frem til indskolingen.

fuld af fupz bøger til børn kulturmor

Kim Fupz: Fuld af Fupz
Udgivet af Carlsen den 10. maj 2018

Du kan læse lidt mere om bogen her.

Joof for børn

Jeg spekulerer somme tider på, om der findes mennesker, der ikke elsker Hella Joof. Personligt har jeg svært ved at forestille mig det. Jeg er i hvert fald fan.

Hella Joof højtlæsning børnebøger kulturmor
Hella Joofs humor og livsklogskab kogt ind til to søde historier for børn. Her genudgivet i en samlet bog. Det holder!

Først på året læste jeg Hella Joofs samling af finurlig visdom, Papmaché-reglen (se mit indlæg her), så jeg blev ret begejstret, da jeg opdagede, at hun også havde skrevet et par bøger til børn. Oplagt ja. Og i høj grad også vellykket.

To historier om den følsomme adoptivdreng Snitten og hans elskede mor, Kis er samlet i denne nye udgivelse. De oprindelige bogtitler er Den hellige vorte og en elendig kop te og Frygt og bæven og en mand på strømpesokker.

Nu er de samlet under titlen Det ender med at være en af de gode dage. Og fra start til slut emmer hele bogen af Hella Joofs letgenkendelige stemme.

Selvom det er hverdagens og livets helt almindelige små og store emner, der tages op, så er der alligevel noget særligt over Snitten og Kis. Den enlige mor med adoptivsønnen, som iøvrigt (helt uden forklaring) bor på et kunstmuseum. Bare fordi.

Det morsomme, det følelsesladede og det svære går hånd i hånd med de tos små og store episoder. Og det fungerer bare rigtigt fint. Især fordi Hella Joofs forfatterstemme hele tiden blander sig med fortællingen og forklarer begreber og talemåder.  Som f.eks. hvad det betyder “at gå til præst”.

Bogen er oplagt til højtlæsning fra ca. 4 år, vil jeg tro. Men mine børn nød nu også historierne. Børn kan jo faktisk godt lide, når nogen tør tale om følelser. Og det tør Hella Joof!

Hella Joof højtlæsning børnebøger kulturmor

Hella Joof: Snitten & Kis – Det ender med at være en af de gode dage
Udgivet af Forlaget Carlsen den7. juni 2018.

Du kan læse mere om bogen her.

Masser historier om Bamse

Og sidst men ikke mindst – til familiens alleryngste – har Carlsen netop genudgivet en fin stor bog med 10 historier om de kendte figurer fra Bamses Billedbog.

Bamse og kylling billedbog børnebog carlsen kulturmor
Bamses allergodeste billedbog er oplagt højtlæsning for familiens yngste. For det er aldrig for tidligt at begynde.

Bamses allergodeste billedbog indeholder bøger udgivet i perioden 2000-2003. Og for landets mange små Bamse & Kylling-fans, er den det rene guf.

Elin Bings enkle historier er ledsaget af Dina Gellerts farvestrålende illustrationer.  Bamse er den samme egoistiske bløde bjørn, som vi kender fra tv. Og hans bedste ven kyllings sprog er lige så umuligt og finurligt på skrift, som når man hører det i fjernsynet.

Netop derfor er genkendeligheden i top og de mindste børn kan holde interessen fangen under læsningen. Derudover byder bogen også på teksterne til nogle af de populære sange fra tv-programmet, som f.eks. Trøstesang og Regnsangen. Så der er oplagte bud på både godnatlæsning og godnatsang.

Historierne om Bamse, Kylling og Ælling er, som de skal være, ret banale. Derfor er de perfekte til højtlæsning for de allermindste. Mine børn har aldrig rigtig været vilde med dem, men det kender vi heldigvis masser af andre små poder, der er.

Bamse og kylling billedbog børnebog carlsen kulturmor

Dina Gellert: Bamses allergodeste billedbog
Udgivet af Carlsen den 9. august 2018

Du kan se mere om bogen her.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *