Kunsten at koble helt af

Trine Wøldiche kulturanmelder mor kultur
Jeg deler sjældent billeder af mig selv, men engang imellem skal man jo gøre en undtagelse. Uden bog og med hat!

Afslapning. Afkobling. Ro i hovedet. Nærvær. Det er ikke just en opremsning af noget, som jeg har været særlig god til. Som i overhovedet ikke.

Burde, skulle og alle de andre dumme ord

Jeg har aldrig været god til at slappe af. Jeg har altid haft noget, jeg liiige skulle eller burde gøre. Især den med at burde gøre noget er slem, synes jeg.

Nå, men i hvert fald er jeg de seneste år blevet bevidst om denne svaghed ved mig selv. Og jeg besluttede at tage hånd om den. Omfavne den, om du vil. Og så gøre noget ved det.

Det er bl.a. derfor, at jeg skriver her på kulturmor.dk. Det er ikke noget, jeg skal eller noget jeg bør gøre. Det er noget, jeg gør, fordi jeg har lyst.

Tid til det vigtigste

Jeg har – som du måske har opdaget – to børn. Ret søde børn, når jeg nu selv skal sige det. Og jeg har jo fået dem, fordi jeg gerne vil være sammen med dem.  Så for halvandet års tid siden kastede vi (altså min mand og jeg) alle hverdagsbrikkerne op i luften og samlede dem igen på en ny og (for os) bedre måde.

Derfor har jeg i år – for første gang siden vi fik vores søn for 10 år siden – holdt en lang ferie med børnene. Sådan helt ubetinget og uden nogen hemmelig agenda. Da skolernes sommerferie gik i gang, gik jeg i stå. Jeg har holdt fri i seks (seks!!!!) uger med børnene. Og det har været fedt!

Trine Wøldiche kultur børn
Denne sommer har jeg f.eks. haft tid til bare at sidde på toppen af Samsø og kigge på vandet i blæsevejr sammen med min søn.

Rig på kærlighed er ikke kun en kliché

I dag startede børnene i skole igen og jeg indstillede mig mentalt på at arbejde igen. Jeg har gjort det i dag. Jeg gør det igen i morgen. Og sjovt nok, så er det også helt ok.

For jeg har ingen dårlig samvittighed over for børnene. Og heller ikke over for mig selv. Og det er næsten endnu bedre.

trine wøldiche legoland kulturmor
Jeg har faktisk læst en del denne sommer. Men vi har også været på ture rundt i det danske sommerland. Og jeg har været på “safari” med min datter.

Nej, man bliver ikke rig af at arbejde freelance som tekstforfatter. Og slet ikke, når man tager seks uger ud af kalenderen midt på året.
Men jeg tror helt sikkert, at jeg bliver lykkeligere af det. Børnene gør vist også. Og det kan jeg nok faktisk godt leve af. Lidt endnu i hvert fald.

Håber alle andre har haft en lige så skøn sommer, som jeg. Nu er jeg klar igen.

Den megen tid gjorde det også muligt at få læst en masse i løbet af sommeren (yay!). Nogle af bøgerne vil jeg dele lidt mere om her og på Instagram. Skal bare lige skrive indlæggene. De kommer dumpende snart, så stay tuned….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *