Virkelig vellykket musicalsamarbejde

west side story aarhus aalborg teater musical kulturmor
Energiske og velkoreograferede dansescener kendetegner bl.a. Rune David Grues opsætning af West Side Story. Foto: Emilia Therese

[Sponsoreret / pressebillet]

Det er ingen hemmelighed, at West Side Story hører til blandt mine absolutte musicalfavoritter. Jeg har set den mange gange i meget forskellige opsætninger. Men jeg har aldrig tidligere set en så vellykket og gennemført iscenesættelse som den Rune David Grue har præsteret til samarbejdet mellem Aarhus Teater og Aalborg Teater.

Rørende og inderlig West Side Story

“Sig det kærligt og nænsomt og yndigt” synger Mathias Flints i sangen Maria. Og det er netop det, han gør.

Der er noget på samme tid rørende, inderligt og skræmmende overbevisende over Mathias Flint i rollen som Tony. Følelsen af den første, store kærlighed med al dens intensitet og hæmningsløshed bobler helt ud til de bagerste kroge i salen. Og der er ingen tvivl til stede: Dette korte møde mellem to unge mennesker er kærlighed ved første blik.

west side story anmeldelse kullturmor
Kærligheden mellem Isabel Schwartzbachs Maria og Mathias Flints Tony er troværdig og overbevisende i langt højere grad end før oplevet. Foto: Emilia Therese

Det faktum, at de to tilhører hver deres rivaliserende bande – de amerikanske Jets og de puertoricanske Sharks – er blot en bagatel. Ligesom det var tilfældet i Shakespeares tragedie om Romeo og Julie. Publikum ved fra starten, at det ender galt. Men alligevel indfinder der sig et dybtfølt ønske om, at de to må få hinanden til trods.

Et ønske som bunder i virkelig overbevisende skuespilpræstationer. Både fra førnævnte Mathias Flint og fra Isabel Schwartzbachs Maria, der på samme tid er fuld af sødmefuld klang og en desperat intensitet mod slut, når konflikten mellem de to bander tilspidses. Sjældent har så mange publikummer været SÅ tavse på samme tid.

Rent og velkoreograferet

Karin Gilles industrielle scenografi danner de fysiske rammer for Rune David Grues på mange måder meget traditionelle iscenesættelse. Historien og ikke mindst musikken er i fokus – og for en gangs skyld får musicalen lov at stå frem i al sin storhed med voldsomme følelser, morsomme indslag og virkeligt velkoreograferede ensemblescener.

Drejescenen anvendes aktivt i fortællingen og underbygger musikken. Det er meget enkelt skabt men ekstremt effektfuldt. Og da alle Jets og Sharks og solister mod slutningen af første akt synger quintet-udgaven af Tonight, mens scenen drejer rundt og viser dem på skift, er det som om hele iscenesættelsen går op i en højere enhed.

west side story anmeldelse kullturmor
Lise Koefoed er velsyngende, sensuel og temperamentsfuld i rollen som Anita. Her et billede fra sangen America. Foto: Emilia Therese

Der er ingen dårlige scener i denne opsætning af West Side Story. Det er ganske enkelt en stor oplevelse, hvor alt fra instruktion, skuespil og sangpræstationer til scenografi, lyssætning og dansescener passer sammen som brikker i et puslespil.

Skuespillernes evne til at fremvise desperation og følelser er så overbevisende, at man skal være mere end almindeligt hårdfør for at holde tårerne tilbage. Også selvom du kender hele historien på forhånd.

 

west side story anmeldelse kullturmor

West Side Story.
Tekst:
Stephen Sondheim. Musik: Leonard Bernstein. Medvirkende: Mathias Flint, Isabel Schwartzbach, Simon Matthew, Jacob Madsen Kvols, Lise Koefoed m.fl. Dansk oversættelse: Kasper Hoff og Mathias Flint. Instruktion: Rune David Grue. Scenografi: Karin Gille. Koreografi: René Vinther.
Spiller på Aarhus Teater til 19. maj og på Aalborg Teater fra 29. august.

Læs mere her og her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *