Sort er sorgens farve

Troen og ingen anmeldelse aarhus kulturmor

[sponsoreret / pressebillet]

Som ved en eksplosion tipper hele den sorte mur, der er bygget op forrest på scenen, bagover og afslører skuespillere og musikere. Flammer af lys tegner billeder på væggene og alle står kortvarigt tavse. Fortabte, som om alt er slut.

Sådan begynder Svalegangens smukke, musikalske iscenesættelse af den danske kunstner Søren Huss’ album, Troen og Ingen.

Troen og Ingen

Hvordan beskriver man sorgen efter et elsket menneskes død? Med gråd? Med musik? Med teater?

På Svalegangen i Aarhus har Per Smedegaard iscenesat Søren Huss’ musik, som netop handler om den ultimative, personlige sorg.

En forestilling med dialog af Jeanette Munzert, tre skuespillere, en sangerinde, fire musikere, et barn og en hel hær af flyttekasser. Sådan kort opsummeret. Men meget, meget effektfuldt.

Det er med udgangspunkt i Søren Huss’ egen historie, at fortællingen om sorg i Troen og Ingen opbygges på scenen.
Med hårdt sammenknyttede hænder er Nikolaj Mineka den fortabte mand, der netop har mistet sin hustru og sit barns mor. Men også med nærmest hysteriske vredesudbrud og eksplosive frustrationer. Det er altsammen sider af sorgens ansigt.

Ashok Pramanik er hendes bror, der søger i mørket med en lygte efter minderne fra en fælles barndom og Laura Kold hendes bedste og helt fortvivlede veninde.

Forskellige vinkler på sorg

Som et sorgfuldt trekløver træder de tre skuespillere ind og ud af Søren Huss’ sange med korte mellemscener, hvor historien strejfes uden på noget tidspunkt helt at blive fortalt.

“Du er så smuk” synger de sammen men hver for sig, som tre mennesker i sorg, der hver især må klare sig igennem alene.
Og hvor Søren Huss’ oprindelige tekst er skrevet er skrevet til hans datter, synges sangen her til den afdøde kvinde. Umiddelbart den eneste sang i forestillingen, hvor betydningen er ændret markant ift. originalen.

Der er en vis indforståethed i Troen og Ingen. Og måske er det en fordel at kende til Søren Huss’ historie på forhånd. Måske ikke.
For den sorg, som iscenesættes på Svalegangen er ikke til at tage fejl af. Og selvom scenerne især i begyndelsen veksler mellem de meget sorte og de mere karikeret kosmiske, så spejler det nok blot virkeligheden.

Sort med lysende prikker af håb

Alt er sort i Siggi Óli Pálmasons enkle scenografi. I hvert fald i begyndelsen. Sorte flyttekasser, der først danner en mur ud mod publikum og efterfølgende skaber fysisk kaos på scenen. Musikere og skuespillere er klædt i sort fra top til tå.

Kun de lysende billeder i Jens Mønsteds videoprojektioner vover at vise lidt farver i ny og næ. Fra ilden i åbningsscenen til svævende lysprikker, der mimer støvkorn, som reflekterer sollysets farver i et ellers sort lokale.

På særegen vis bringer de små prikker håb om en fremtid og et liv, der uundgåeligt vil gå videre. Og på samme måde kommer siden hen små prikker af farver i form af bløde bolde flyvende. En meget fin symbolik, der ikke gør så meget ud af sig selv, men ikke desto mindre har en stor effekt set udefra.

Musikalsk og stærkt

Det er musikken, der skaber den vigtigste del af fortællingen i Troen og Ingen. Ingen tvivl om det.

Og Søren Huss’ musik er fint arrangeret i Svalegangens opsætning. Tro mod originalerne uden at være helt det samme.

Musikerne leverer en overlegen, smuk oplevelse fra start til slut. Og sangerinden Jullie Hjetland synger hele spektret af toner med så stor indlevelse og overbevisning, at det ville have været en oplevelse i sig selv blot at høre hende.

“Med et hjerte, der skriger, jeg kan ikke mere” synger Jullie Hjetland kraftfuldt fra sangen Et hav af udstrakte hænder, mens hun kaster kasser til siden og baner sig vej frem over scenen, hvor Nikolaj Mineka ligger sammenkrøbet, skjult i to kasser.

Håb for fremtiden

Og især samspillet mellem Nikolaj Mineka og Jullie Hjetland bliver mod slut ekstremt fint.

Musikken stiger i styrke og intensitet mens Nikolaj Mineka står fuldkommen stille med hele overkroppen dækket af et bjerg af børnetøj. Hans krop emmer af indesluttet frustration, som var han fuldkommen fortabt i sit eget liv, mens  Jullie Hjetland synger “så langt må du nå. Først krybe, så gå” med så megen power og så mange følelser, at de snøftende lyde i salen tager til i styrke.

Troen og Ingen er ikke en forestilling, du kan se, uden at føle. Uden at leve dig bare en smule ind i de mange, store følelser, som formidles. Ikke med mindre, du er bygget af is i hvert fald.

Men det er også en fortælling om håb til trods for alt det sorte og triste. Om at livet går videre, og glæden langsomt vender tilbage i nye former.

Troen og ingen anmeldelse aarhus kulturmor

Troen og Ingen.
Medvirkende: Jullie Hjetland, Laura Kold, Ashok Pramanik, Nikolaj Mineka og Selma Pandora Kramhøft Mønsted/Signe Louise Frevert Andresen. Musik: Søren Huss. Tekst: Jeanette Munzert. Instruktør: Per Smedegaard. Scenografi: Siggi Óli Pálmason. Musikere: Niels Søren Hansen, Nikolaj Heyman, Tom Bilde og Benedikte Botrum Poulsen. Videodesign: Jens Mønsted.
Spiller på Svalegangen i Aarhus til 3. marts 2018.

Forestillingen er helt udsolgt, men du læse mere om den her.

 

Hvis du vil læse mere om Søren Huss’ historie, så har Politiken et fint, langt portræt i dag. Det kan du læse her.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *