Dragonologi – videnskab om drager for børn

drager drogonologi dr. ernest drake

Hvem siger, at børn altid kun skal lære nyttig viden? Ikke jeg i hvert fald.

Og herhjemme er vi alle ret fascinerede af drager. Dinosaurer er også populære, jovist, men drager kan nu noget helt særligt.

Fakta eller fabler?

Interessen for drager er ikke just falmet i takt med læsningen af Harry Potter-bøgerne. Tværtimod. Og derfor er Dr. Ernest Drakes bog om Dragonologi også i høj kurs for tiden.

drager dragonologi kulturmor
Der er virkelig kælet for detaljerne i bogen.

Dragonologi er et opslagsværk for drageforskere – dragonologer. Og den er så gennemført i alle de små detaljer, at alle og enhver vil kunne godtage dens autencitet.

Det er et opslagsværk om drager skrevet af én af verdens førende dragonologer. Kun hvis du nærstuderer kolofonen, finder du navnene på de virkelige forfattere. Og det er også bedst sådan. Det er en illusion, som det ville være ærgerligt at spolere.

Dragonologi er skrevet som et hvilket som helst andet opslagsværk. I børnehøjde forstås, men alligevel. Der er masser af billeder og (falske) historiske fakta om drager, de forskellige arter, deres levesteder og deres særlige kendetegn.

Den kommende dragonolog kan se dragens udvikling fra foster til klækkefærdig drageunge.

Der er landkort med angivelser af, hvor man med største sandsynlighed vil kunne møde de forskellige arter. Der er detaljerede tegninger af drager med redegørelse af deres knoglestrukturer, udviklinger af fostret i ægget samt deres forsvarsmekanismer og tilbøjeligheder. F.eks. kan man læse, at Ranerne ofte bevogter skatte, men at de ikke spyr ild som forsvar, men derimod bruger gift.

drager børnebog opslagsværk
Smukke illustrationer fra start til slut i Dragonologi.

Den aspirerende drageforsker kan også læse om dragonometrik (opmåling af dragers kroppe), dragegåder, anvendelse af drager til laboratorieforsøg, historiske dragedræbere,  om forskellene på østlige og vestlige drager og hvordan man tæmmer en drage. Særdeles nyttig viden for en forsker!

Nærmest magisk bog

Dragonologi er på mange måder en temmelig magisk bog. Den er så smukt udført. Med så mange fascinerende detaljer, at der er underholdning til mange dage gemt i de store, tykke sider.

drager dragonologi kulturmor
Der er flere eksempler på drageskæl i bogen.

Der er kælet for detaljerne. Der er sat små breve ind i bogen i små kuverter. Der er indsat prøver på forskellige typer af drageskel. Og der er annoncer i bogen om drageildsikrede hatte og dragekalds horn – alt hvad en ægte dragonolog måtte begære. Illusionen er ganske enkelt total.

drager dragonologi kulturmor
Sjove annoncer i bogen – henvendt til de kommende drageforskere.

Dragonologi er ikke en ny bog. Den er udkommet på dansk i 2004 fra forlaget Sesam. Vi fandt den ved et tilfælde for nogle år tilbage på et loppemarked. Heldigvis i perfekt stand og stadig med alle de små breve intakte i kuverterne. For det er så afgjort en magisk bog, som vi ikke ville have været foruden.

Forlaget Sesam eksisterer jo desværre ikke længere. Det overgik vist til Lindhardt og Ringhof. Men så vidt jeg kan se, så er det heldigvis en bog, der stadig kan lånes på biblioteket. Og ellers kan du måske – som jeg – være heldig at finde den brugt et sted. For det er altså en bog, som man gerne vil eje!

 

drager drogonologi dr. ernest drake

Dr. Ernest Drake: Dragonologi
Udgivet på Forlaget Sesam i 2004.

Du kan finde en lignende (nyere, tror jeg) udgave her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *