Lille Abes store tissecirkus

tissecirkus højtlæsning boganmeldelse lille abes store tissecirkus
Politisk ukorrekt og ret så fantastisk børnebog!

Titlen er næsten nok i sig selv. Denne her børnebog er fantastisk!

Lille Abes store tissecirkus er én af de bøger, som både voksne og børn bare må elske. Dvs. der findes nogle forældre (det ved jeg!), som synes, den er helt forfærdelig og nægter at læse den, men jeg er helt uforstående på den front.

Tjibbe Veldkamps helt enkle historie og Kees de Boers fine, farverige illustrationer går altså rent ind hos børnene.

Med eller uden tissemand

Lille Abes store tissecirkus handler om Lille Abe, der er virkelig god til at tisse. Både langt og skråt og højt. Faktisk synes han selv, at han er så god, at han vil starte et tissecirkus.

Lille Abe har en veninde, der hedder Abeline. Abeline vil også gerne optræde i cirkusset, men hun må nøjes med rollen som assistent, for

“Ingen er så god til at tisse som mig”

siger Lille Abe.

Men efter en lang række successer og mange bravo-råb fra publikum får Abeline nok. Hun vil også optræde. Hun får Lille Abe til at lede efter sin tissemand alle vegne. Men den er der jo ikke. Abeline er en pige.

Til stor morskab for publikum stiller Abeline sig også op og tisser.

“Uden tissemand! råbte Lille Abe. Det var flot!”

Bare en sjov fortælling

Der er egentlig ingen pointe eller morale i Lille Abes store tissecirkus. Men det er en virkelig sød og sjov billedbog. Perfekt til højtlæsning for de mindste.

Og om ikke andet, så står det helt klart efter endt læsning, at (1) drenge har en tissemand, (2) piger har ingen, og (3) de er begge lige gode til at tisse.

Det lyder måske lidt sært. Men giv den lige en chance.

 

tissecirkus højtlæsning boganmeldelse

Tjibbe Veldkamp og Kees de Boer: Lille Abes store tissecirkus
Udgivet på Fortællerforlaget 30 august 2007.

 

Bogen er desværre udsolgt, men du kan låne bogen på dit lokale bibliotek. Ellers prøv Bibliotek.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *