Absurd børnebog om verdens rigeste mand

[sponsoreret / anmeldereksemplar ]

børnebog anmeldelse kulturmor

Verdens rigeste mand og hans tro tjener Boris

Verdens rigeste mand og hans tro tjener Boris. Det er den korte og mundrette titel på denne nye, grafiske børnebog. Det er en absurd fortælling om en mand, der er så rig, at han til sidst ejer hele verden og ALT, hvad der er i den.

“Han ejede folks ejendele og folks bedstemødre og deres ejendele, også dem de havde pantsat.”

Han er verdens ubestridte hersker. Han kan gøre lige det, der passer ham. For hele verden er hans og ingen kan sige ham imod.

børnebog anmeldelse kulturmor

Hans tro tjener Boris udfører alle hans befalinger. Også de fuldkommen absurde. Alt er muligt. For manden er jo verdens rigeste mand.

Magt og religion sat på spidsen

Verdens rigeste mand og hans tro tjener Boris starter i virkeligheden med en kort opsummering af handlingen. Der står:

“Dette er fortællingen om Verdens Rigeste Mand og hans tro tjener Boris. Og fortællingen om evigt liv, butikken og verdensreligionen, der opstod som følge deraf.”

Der er mange, mange temaer, der kan tages op til samtale undervejs og efter endt højtlæsning af Chr. Winthers nye bog. Herhjemme udbrød den 9-årige spontant, “Jamen han er jo verdens største egoist!”

Og det er sandt. For verdens rigeste mand i Chr. Winthers fortælling tænker så absolut ikke på andre og andet end sig selv, sine lyster og sine egne behov.

Verden skal tilpasse sig ham og hans luner. Og kommentarer fra barnet som “det kan man da ikke” og “det er da ikke i orden” er nærmest uundgåelige under læsningen af Verdens rigeste mand og hans tro tjener Boris.

Der er mange af den virkelige verdens diktatorer og diktatorlignende personager, som man kunne få lyst til at nævne ifm. læsningen af denne bog. Men lad det nu være op til den enkelte at finde ud af, hvordan man bedst kan relatere fortællingen til noget virkeligt.

Tankevækkende men ikke belærende

Chr. Winthers bog bliver ikke på noget tidspunkt belærende. Tværtimod er den temmelig morsom og latterfremkaldende. Især pga. af den absurditet, der præger fortællingen fra start til slut.

Chr. Winther har tilsyneladende sat en ære i at nævne flest muligt umulige steder i verden, omtale alverdens særegne sammenhænge og skrive et utal af navne, som er besværlige at udtale. Men det understreger netop bogens pointer og fortællingens budskaber.

børnebog anmeldelse kulturmor

Hvis den bare foregik i lille Danmark, så ville omfanget af absurditeten ikke blive så altomspændende. Og med navne på mærkevarer i bogen som “Verdens rigeste mand Cola” eller verdens rigeste mands altoverskyggende (i bogstaveligste forstand) palads, der kaldes “Metrunium – Paladset Over Alle Paladser Over Alle Underværker I Al Tid” – vel at mærke hver eneste gang det nævnes i fortællingen – så bliver verdens rigeste mands styre på én og samme tid både komisk og for alvor totalitært.

En sort/hvid verden

Chr. Winther står bag såvel fortællingen som bogens smukke illustrationer. Hans sans for det æstetiske fornægter sig ikke. Tværtimod er der skabt en meget fin balance mellem teksten og de sort/hvide-illustrationer, der er gennemgående fra bogens forside til bagside.

Det sort/hvide spejler desuden på fineste vis fortællingen. Verden er sort/hvid. Det hele tilhører verdens rigeste mand og ingen andre har noget at skulle have sagt.

Verdens rigeste mand og hans tro tjener Boris er en fin bog, der så afgjort lægger op til samtaler med børn om verden og måden hvorpå vi lever i den.

 

børnebog anmeldelse kulturmor

Chr. Winther: Verdens rigeste mand og hans tro tjener Boris
Udgivet på forlaget SMSpress den 15. september 2017.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *