Human Nature

[Sponsoreret / pressebillet fra Teater Katapult]

human nature teateranmeldelse

Tre mennesker i en skæv scenografi. En kæmpe trækasse fyldt med sand. Og en skrå bagvæg med små nicher og klatrevenlige trin. Det er kort fortalt rammerne for Human Nature på Katapult.

Lydene i fokus

Der er ingen egentlig handling i Human Nature. I hvert fald ingen, der står tydeligt frem. Der er små scenarier med de tre skuespillere Lisbeth Sonne Andersen, Nukâka Coster-Waldau og Robert Reinholt i forskellige konstellationer.

Publikum er alle udstyrede med et sæt høretelefoner, der sender lydene – små som store – direkte ind i øregangene.
Lyddesigner Kristian Hverring har leget med 3D-lydens mangfoldige muligheder, så alle lydene fra den mindste hvisken til den mest højlydte atmosfæriske støj bliver lige tydelig.

Indimellem bliver 3D-effekten så virkningsfuld, at du bliver revet helt med. Bl.a. da kvinden går i skoven og lyden af knasende kviste i skovbunden er lige bag publikums ryg.
Det bliver en nærmest myrekrybfremkaldende oplevelse, fordi sanserne fortæller, at der går en person alt for tæt på lige bag dig. Og selvom du ved, at der ikke er nogen – at du sidder i en teatersal – så skal der en del selvkontrol til, for ikke at vende sig om og se efter.

Denne sekvens må være et af forestillingens lydmæssige højdepunkter. Hvor effekten står tydeligt frem og viser, hvorfor man sidder der i mørket med et par lidt for stramme høretelefoner på i godt i en time.

Tegning med lys

Et gennemgående træk i Human Nature er, at Lisbeth Sonne Andersen står lænet op ad bagvæggen, mens hun fortæller.

Med sin varme, fløjsbløde stemme svøber hun publikums ører ind i sine historier alt imens de to øvrige medvirkende med desperation graver febrilsk i sandet eller ligger helt passive på scenens store sandflade og bare stirrer op i luften.

Anders Kjems spiller på mange tangenter i sit lysdesign. Der males med lys på bagvæggen, som om en viskelæder fjerner mørket på præcis det sted, hvor Lisbeth Sonne Andersen står.

Og senere i forestillingen, hvor en usynlig finger skriver med lys på bagvæggen;

“Jeg er en lille forgængelig prik i det store billede.”

human nature teateranmeldelse kulturmor

Angst, eksistens og økologi

Human Nature trækker på dommedags- og eksistensfilosofiske stemninger som minder om både Becketts Slutspil og Jon Fosses Nogen vil komme, men selv efter forestillingens godt 70 minutter står det ikke helt klart frem, hvad dramatiker Line Mørkeby og instruktør Petra Berg Holbæk vil fortælle.

Der er elementer om økologi. Om at tage vare på naturen. Der er budskaber, som tydeligt fortæller, at du skal leve et liv i balance. Og også noget med kærlighed og måske endda meningen med livet. Eksistensen sat på spidsen om du vil. Men alligevel ikke nogen entydig fortælling.

“Der vokser gevirer ud af mit bryst. Jeg er bange for, at jeg kommer til at såre dig, hvis vi ligger for tæt.”

siger Nukâka Coster-Waldau til Robert Reinholdt. Der er tydelige elementer af angst og desperation, men der er alligevel i sidste ende lydbilledet, der fylder mest i oplevelsen af Human Nature. 

Og det er også især for lydoplevelsen, hvis du skal se Human Nature.

 

human nature teateranmeldelse kulturmor

Human Nature. Medvirkende: Lisbeth Sonne Andersen, Nukâka Coster-Waldau og Robert Reinholdt. Dramatiker: Line Mørkeby. Instruktør: Petra Berg Holbek. Scenograf: Igor Vasiljev. Lyd: Kristian Hverring. Lys: Anders Kjems.
Spiller på Teater Katapult til 29. september. Og på Teater Grob i København den 5.-13. oktober.

Læs mere om forestillingen her.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *