Lydbøger – lyt en bog!

Siden jeg var ganske lille har jeg været kæmpe fan af lydbøger.

lydbog kulturmor

Som barn lyttede jeg til lydbøger når jeg tegnede, når jeg lavede perleplader, når jeg byggede med Fabuland (du ved, Lego hvor alle figurerne har dyrehoveder), mens jeg var i bad og når jeg skulle sove.

Faktisk hørte jeg lydbøger hver eneste dag. Sikkert også flere timer om dagen. Jeg elskede at starte en lydbog (dengang var det kassettebånd) og så bare forsvinde ind i historiens univers.

Og forresten kaldte vi dem ikke lydbøger dengang. De hed historiebånd!

Brug biblioteket

Jeg lytter stadigvæk til lydbøger. Jeg er faktisk aldrig stoppet med det.

Da jeg var barn, kunne jeg kun få fat i lydbøger på mit lokale bibliotek i Skive. Det var et fint bibliotek, men deres udvalg af lydbøger var ikke kæmpe stort dengang.

Så jeg lyttede mig hurtigt gennem de korteste lydbøger til børn. Historier som Magiske Mads, Skrumpen fra det ydre rum og Troldepus fyldte kun et enkelt kassettebånd hver.
Derefter måtte jeg hurtigt videre til ungdomsafdelingen, hvor lydbøgerne fyldte 2-5 kassettebånd hver. Dengang regnede jeg det hele i antal bånd.

Jeg lyttede til fortællingerne om Anne fra Grønnebakken, alle Laura Ingalls Wilders bøger om Det lille hus på præmien og enkeltstående fortællinger som f.eks. Michael Endes Momo.

Og jeg fortsatte begejstret min lytning med klassikere som Jules Vernes En verdensomsejling under havet og Kaptajn Grants børn, James Fenimore Coopers Den sidste Mohikaner og Frederick Marryats Nybyggerne i Canada og Børnene i Nyskoven.

Alt sammen bøger, som jeg nok næppe ville have læst selv. I hvert fald ikke så tidligt i livet. Men som jeg stadig tydeligt husker hver en detalje fra den dag i dag.

Mindre spildtid, mere læsning

Da jeg flyttede hjemmefra og startede på universitetet hørte jeg også lydbøger. Her kunne jeg med fordel lytte nogle af de skønlitterære bøger, som fandtes på pensumlisten.

Jeg hørte dem, mens jeg cyklede frem og tilbage til forelæsningerne. Hvilket gav mig ekstra tid til at læse andre ting, når jeg kom hjem.

lydbøger kulturmor

Efter jeg er blevet voksen (hvis det da er sket), er jeg ikke stoppet med at lytte til lydbøger. Nu streamer jeg dem som regel bare direkte fra eReolen på min mobil. Og jeg lytter dem både, når jeg vil slappe af, når jeg cykler, kører bus eller laver mad.

Komplicerede fortællinger

Jeg ville ønske, at jeg havde alverdens tid til bare at sidde i sofaen og læse. For der er så mange bøger, jeg gerne vil nå, men så lidt tid til læsningen. Der bliver lydbøger min redning.

Jeg kan godt lide at læse. Men jeg har kun mulighed for at gøre det i kortere tid af gangen. Derfor læser jeg de mindre bøger, så jeg får dem brudt mindst muligt op. Og så gemmer jeg de virkeligt lange eller meget komplicerede fortællinger til lydbogslytningen.

Jeg tror f.eks. aldrig, at jeg ville have fået læst Kenn Folletts Jordens søjler, hvis den ikke havde været på lydbog. Eller Frans G. Bengtssons Røde Orm eller Haruki Murakamis 1Q84

Der er også noget helt særligt ved at få historien læst højt. Udover det praktiske element i, at jeg kan lave noget andet samtidig, så giver det også fortællingen en stemme. En ekstra dimension, som jeg personligt er ret vild med.

lydbog kulturmor

Gratis eller abonnement

Der er mange måder at få fingre i lydbøger på i dag. Du kan som nævnt lytte dem gratis på bibliotekernes side (eller i app’en) eReolen.

Og hvis du ikke er tilfreds med udvalget der, kan du vælge at købe dine lydbøger hos boghandlerne. Eller du kan købe et abonnement hos en lydbogstjeneste som f.eks. Mofibo eller Storytel, hvor udvalget er lidt større end på eReolen.

 

 

 

En tanke om “Lydbøger – lyt en bog!

  1. Lydboger til at fastholde din motivation: fagboger I litteraturen er den fysiske bev?gelse derfor ofte forbundet med en mental rejse, for mens du bev?ger dig, vil du v?re mere aben over for at t?nke over livet og reflektere. Det er desuden bevist, at indl?ringen styrkes, nar du bev?ger dig imens du tilegner dig ny viden. Lyt fx til Victor Princes bog The Camino Way: Lessons in Leadership from a Walk Across Spain, hvor han fort?ller om, hvordan en vandretur pa Caminoen har gjort ham mere n?rv?rende.   

Der er lukket for kommentarer.