Tess Gerritsen: Kirurgen og Lærlingen

Er du til blod, skalpeller og masser af lægefaglig baggrundsviden serveret i lækker i krimiindpakning, så kast dig fluks ud i læsningen af Tess Gerritsens bøger!

Fra læge til bestsellerforfatter

Den amerikanske krimiforfatter Tess Gerritsen er egentlig uddannet læge, og det kan mærkes, når man læser hendes bøger. For de emmer af lægefaglig baggrundsviden, uden det dog på noget tidspunkt tager overhånd eller bliver for kedeligt.

Jeg har aldrig tidligere stiftet bekendtskab med hendes bøger. Jeg havde faktisk aldrig hørt om hende, før jeg så hendes navn i programmet til dette års krimimesse.

Under mottoet, bedre sent end aldrig, kastede jeg mig over læsningen af hendes bøger. Og det var bestemt en oplevelse, jeg ikke ville have været foruden.

Rizzoli og Isles

Så vidt jeg kan læse mig frem til, har Tess Gerritsen skrevet pænt mange romaner gennem årene (hendes første bog udkom i 1987). På dansk er vist kun udgivet bøger i serien om Rizzoli og Isles.

Kriminalassistent Jane Rizzoli og retsmediciner Maura Isles er de gennemgående karakterer i serien. Selvom Isles sjovt nok slet ikke er med i første bog. Og Rizzoli i begyndelsen har mere karakter af en birolle. Men det betyder ingenting. Udviklingen af de to kvinder, deres roller, virker naturlig og troværdig.

Jeg har læst de to første bøger i serien og kan varmt anbefale dem til dig, hvis du holder af krimier og godt kan tåle lidt (eller meget) blod.

Kirurgen

Første bog i serien er Kirurgen. Og titlen siger faktisk ikke så lidt. Der er skalpeller, seriemord og masser af blod. Og jeg mener MASSER af blod!

En seriemorder er løs i Boston. Hans ofre er kvinder og han efterlader en temmelig genkendelig signatur. De to kriminalassistenter, Jane Rizzoli og Thomas Moore er på sagen, men begge bliver de langt mere inddraget i sagen, end nogen af dem havde regnet med.

Kirurgen er spænding på højt plan. Og Tess Gerritsen demonstrerer, at baggrundsviden og sproglig formåen er langt vigtigere end et unikt, nytænkende plot.

Lærlingen

Anden bog i serien hedder Lærlingen. Her går en lang række markante personer fra den første bog igen. Men nu er det kriminalassistent Jane Rizzoli selv, der er jaget vildt. Og hun har ikke længere Thomas Moore ved sin side.

Niveauet fra den første bog holdes, men der kan vanskeligt siges meget om Lærlingen uden at afsløre slutningen af Kirurgen.

Faktisk minder de to første bøger en hel del om hinanden. Både hvad angår opbygning og plot. Næsten som om Gerritsen skrev den samme bog én gang til i en ny version. Men det gør dem på ingen måde kedelige. Tværtimod.

Handlingen drives naturligt fremad, personskildringerne er troværdige og sproget flyder (i takt med blodet). Det er kort sagt to gedigne krimier. Velskrevne, velkonstruerede, velresearchede. Der er intet at klage over.

Også for fans af Karin Slaughter

Uden helt at kunne sætte fingeren på hvorfor, så mindede Tess Gerritsens bøger mig lidt om Karin Slaughters. Måske er det noget med kombinationen af det brutale og det feminine. Uanset hvad, så virker de. Og fans af Karin Slaughter bør så afgjort også læse Tess Gerritsen.

Der er dd. udgivet 4 bøger i Rizzoli og Isles-serien. De to herover, Synderen (bog nr. 3) samt bogen Dø igen, som i den oprindelige serie vist er nr. 11 (!?). Senere i denne måned udkommer den fjerde bog, Dobbeltgængeren.

Tess Gerritsen: Kirurgen
Tess Gerritsen: Lærlingen

Udgivet på Forlaget Jentas i 2016.

Læs mere om bøgerne her.

Bonusinfo

I år har du chancen for at møde Tess Gerritsen til Krimimessen i Horsens. Tjek programmet her.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *