Aarhus Teater: Erasmus Montanus

Scenografien er holdt i sort og hvid. Foto: Emilia Therese

Holberg reloaded – galt eller genialt?

I disse dage kan du opleve en på samme tid traditionel og helt ny udgave af Holbergs Erasmus Montanus på Aarhus Teater.

Glem alt hvad du ved om Holberg. Eller næsten… For selvom opsætningen af Erasmus Montanus på Aarhus Teater indeholder både blodbad, store oppustelige ting, nøgenhed og et helt marchorkester, så er der dog alligevel en rød tråd til Holbergs dramatik.
Men er det bare galt eller er det rent faktisk genialt?

Andreas Jebro som Erasmus Montanus og Lars Brygmann som Per Degn. Hvem er den lærde og hvem er en nar? Foto: Emilia Therese

Erasmus Montanus er fortællingen om bondedrengen Rasmus Berg, der har studeret i København og vender tilbage til landsbyen (og sin forlovede) som et nyt, bedrevidende menneske, der stiller spørgsmålstegn ved alle de sandheder, landsbyboerne kender. Han har latinificeret sit navn til Erasmus Montanus og insisterer på, at jorden er rund, hvilket ikke falder i god jord i landsbyen – og i særdeleshed ikke hos hans svigerfar.

Holbergs komedie er kendt for sin tvetydighed. Hvem griner publikum af? Af de lærde, af bønderne eller af sig selv? Denne tvetydighed har Aarhus Teater i samarbejdet med Christian Lollike (og teater Sort/Hvid) ført up to date i en alternativ version af Holbergs klassiker.

Zaki Youssef som Jakob og Andreas Jebro som Erasmus. Den dumme bonde og den lærde bror. Eller? Foto: Emilia Therese

Tomater, paphuse og religionssatire

Allerede før forestillingen går i gang kan publikum betragte scenografien. En landsby bygget op i sort/hvidt af papskiver. De skrå brædder på gulvet er udskiftet med en trappe, der stiger op mod kirken allerbagerst på scenen – badet i et nærmest guddommeligt lys.
Det er kontraster, religion og verdensopfattelser. Scenen er klar. Nu mangler bare aktørerne.

Der uddeles tomater til publikum på de forreste rækker, som pænt må sidde med dem i hånden næsten frem til stykkets slutning.

Forestillingen indledes med korsang, som er gennemgående gennem hele forestillingen. Smukt, rent og langsomt. Som havde nogen skruet ned for tempoet i salmen og ladet den spille i slowmotion.

Det hele er karikeret. Fra kostumer og make-up til de overdrevne mekaniske bevægelser der suppleres af den tydelige mekaniske lyd fra teknikken i rullebåndet på scenen.

Ole Thestrup som Jeronimus, svigerfar til Erasmus (Andreas Jebro). Begge står lige stejlt på deres respektive opfattelser af såvel jordens form som det danske værdigrundlag. Foto: Emilia Therese

Lollike fører Holbergs tematikker frem til nutidens debatter omkring danskhed, kristne værdier og fremmedfrygt. Det handler stadig om tvetydighed og modsætninger. Ytringsfriheden tages op til overvejelse. Skal alt siges og gøres blot fordi man har ret til det? Må man fornærme andres religion eller verdensopfattelse i ytringsfrihedens navn?

Erasmus mener, at bevidstheden skaber virkeligheden. Og det bliver helt konkret, da han konfronterer Per Degn med dennes hus. Men hvor er gangen og soveværelset i den tomme papskive? Hvor er den verden, de taler om? Det hele er blot en illusion.

Fra Holberg til surrealistisk mareridt

Langt hen ad vejen følger iscenesættelsen Holbergs oprindelige forlæg. Med små undtagelser og tilføjelser, der modtages med latter fra publikum. Men ved midten af 4. akt slår det tilsyneladende klik for Erasmus. Hos Holberg bringer han med sine ord uorden i landbysamfundets vanlige gænge og deres verdensopfattelse. I Lollikes iscenesættelse går Erasmus skridtet videre og styrter rent bogstaveligt deres verden i grus: Kulisserne væltes, smadres, fjernes. Scenerummet står halvnøgent tilbage og blotter dem, der stod gemt.
Men er det landsbyboernes eller Erasmus’ egen verden, der smuldrer? Symbolikken er tyk. En stor sort moské vokser frem bag kirken. En niqab-klædt person venter i kulissen. Verden er væltet. Afsløret som tomme skaller. Erasmus’ forlovede skaber det rene selvmordsblodbad på scenen, mens han fortsat nægter at undsige sine overbevisninger om, at jorden er rund.

Erasmus (Andreas Jebro) og Sofia Nolsøe som hans forlovede, Lisbed. Mod slutningen forvandles scenen til et rent blodbad. Foto: Emilia Therese

Hvor Holberg til slut lod en løjtnant narre Erasmus til at blive soldat, lader Lollike scenen forvandle sig til et surrealistisk mareridt, hvor løjtnanten akkompagneret af et helt orkester klæder Erasmus af til skindet og tvinger ham til at rette ind.

Tomaterne flyver fra publikum. Den nøgne sandhed fremvises og hvad har han så at have sit ego i? Uden sin facade må han som alle andre bukke under for flertallet. Han giver efter for presset og følger med strømmen.

Fra klassisk Holberg til surrealistisk mareridt. Foto: Emilia Therese

Hvad pointen med denne slutning er, må det være op til den enkelte at tolke på. Er det så galt eller genialt? Begge dele velsagtens. Det er i hvert fald interessant!

 

ERASMUS MONTANUS
Spiller på Aarhus Teater, Store Scene frem til 11. marts 2017.
Læs mere her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *