Mit navn er Justice – krimier til børn

justice elly griffiths gads forlag
[Anmeldereksemplar] 

Min datter og jeg har en fælles passion for spændende historier og krimigåder. Derfor er vi også helt enige om at være begejstrede for Elly Griffiths’ Mit navn er Justice-bøger.

Faktisk har min datter erklæret, at de er hendes yndlingsbøger næst efter Harry Potter. Og det er altså lidt af en hædersplacering.

To spændende bind indtil videre

Indtil nu er der udkommet to bøger i serien. I den første bog – Mordene på Highbury House – kommer pigen Justice på kostskole. Et skønt univers, der leder tankerne hen på både Harry Potter og Chris Riddells bøger om Ottoline, som er to bogserier, vi holder meget af herhjemme.

Men livet på kostskolen er alt andet end begivenhedsløst. De voksne opfører sig mystisk og pludselig står hverdagen på både mord og overfald. Så Justice, der er datter af en dommer, påtager sig rollen som detektiv.

I andet bind – Smuglerens hemmelighed – er det den ældre, blinde mand, som Justice besøger flere gange om ugen, der bliver myrdet. Så her har Justice også en personlig årsag til at ville afsløre morderen.

Vi er som sagt ville med Mit navn er Justice, så vi håber, der kommer mange flere bøger i serien. Bøgerne egner sig til selvlæsning fra ca. 9 år og til højtlæsning fra ca. 7 år, vil jeg mene.

Elly Griffiths: Mit navn er Justice 1 + 2
Udgivet af Gads forlag 24. marts og 30. september 2020.

Du kan læse mere om serien her.