Små dyr med store vinger

små dyr med store vinger
[Anmeldereksemplar] 

Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg ikke for længe siden har fået skrevet om Sille Jensens bog Små dyr med store vinger. For det er en virkelig fin historie, som satte gang i masser af tanker og følelser hos mig.

Følelser og tavshed

Små dyr med store vinger er fortællingen om pigen Siri, der bor sammen med sin far og hans kæreste Rebecca. Siris mor er død to år tidligere, og hun har det svært i sit nye liv. Især fordi hun ikke kan tale med sin far om sine følelser, og fordi hun ikke bryder sig om hans nye kæreste.

»Rebecca står og tømmer opvaskemaskinen, hun er hurtigere til det end nogen anden jeg kender. Jeg kan aldrig finde ud af om hun er sur over noget eller bare koncentreret. Hvis jeg spurgte hende om der var noget i vejen, ville hun selvfølgelig sige at det var der ikke. Hun ser aldrig rigtig på mig, det er som om hun kigger lige forbi. Bare en lille smule. Som om hendes blik lige akkurat ikke kan fange mit. Hun har store, blå øjne, med en mørk rand uden om det blå, det er der ikke så mange der har.«

Sorg

Små dyr med store vinger er en ganske rørende fortælling fuld af indestængte følelser som savn og sorg. Det er først langt inde i bogen, at det står klart, at Rebecca er gravid og Siri skal være storesøster. Men Siri glæder sig ikke. Hun er stadig et barn i sorg over tabet af sin mor. Og hun taler ikke med nogen om det.

»Det er mærkeligt når nogen er død, hvordan man bliver ved med at huske underlige småting, mens andre store, vigtige ting forsvinder.«

Men til trods for alt det svære, så varsler bogens slutning et lille håb for en bedre fremtid. Ikke blot med forsoning mellem Siri og Rebecca, men med troen på, at de kan blive en familie knyttet sammen af kærlighed også. Og sådan vil jeg jo også helst have det – især i en bog, der er henvendt til børn fra 10 år.

Sille Jensen: Små dyr med store vinger
Udgivet af Carlsen 10. april 2019

Du kan læse mere her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *