Sanse- og følebøger til de mindste

følebøger babybøger
[Anmeldereksemplarer]  

Sansebøger eller følebøger til de mindste skal gerne have tykke, solide sider og et format, hvor små hænder selv kan holde dem. Og det har denne lille samling lige præcis.

Bøger, der må opleves med både mund og hænder, er et hit hos de fleste små. Læsning for børn under tre handler om helhedsoplevelsen – og mange børn i den alder propper jo alt i munden. Derfor er tynde papirsider sjældent velvalgte. 

Men de tykke sider er jo ikke i sig selv et kvalitetstegn. Det skal også gerne vente en sansemæssig oplevelse for børnene. Og det gør der i de fire sanse- og følebøger, jeg har valgt her.

følebøger babybøger kuk kuk

Kuk kuk, hvem er du?

Kuk kuk, hvem er du? er et rigtigt fint eksempel på en bog til de mindste. Her er enkle men farvemættede illustrationer, og så er der små huller, så man kan titte ind på næste side og gætte på, hvilket dyr, der gemmer sig der.

“Kuk kuk, hvem er du?” lyder teksten på hvert andet opslag, der hver især er holdt i en farve. Fx er der først en helt grøn side med et enkelt lille rundt hul, og når barnet bladrer, ses en grøn øgle på en gren.

Teksten virker måske overflødig, men gentagelsen er vigtig. Og desuden får de små læsere jo så en visuel fornemmelse for sprog og ord, selvom det nok mest er på det ubevidste plan. 

bzzz! følebog sansebog babybog

Haps! og Bzzz! – dyr i flere størrelser

De to bøger Haps! og Bzzz! har ligeledes huller i siderne, som barnet kan kigge igennem. Men i disse to bøger bliver hullet mindre og mindre for hver side for til sidst at forsvinde helt.

I Bzzz! er der nærmest en lille fortløbende historie og i Haps! får vi læren om livets kredsløb i babyhøjde. Fra hajens føde på første side til havets mindste levende organisme, planteplankton, på sidste side.

Der er fuld smæk på farverne i begge bøger. Og der er gjort så tilpas meget ud af teksten, at man som voksen kan læse højt og præge historien og udtrykket gennem toneringen.

Se, rør, føl og form – en sansebog

Den sidste bog er skabt direkte med henblik på at stimulere babys sanser. I Se, rør, føl og form er der tykke, hvide papsider, hvor der på den ene halvdel er trykt fotografier af udtryksfulde babyer, tumlinger eller små babyfødder, mens der på den anden halvdel er farvestålende illustrationer af fx en sommerfugl eller fisk skabt af små hånd- og fodaftryk.

følebøger babybøger

Udover det faktum, at langt de fleste babyer godt kan lide at se på billeder af andre babyer, så inspirerer bogen også til leg med fingermaling. Motiverne i bogen er en form for relieffer, der stikker ud fra siderne. Det betyder, at man ikke blot kan se dem med øjnene men også mærke dem med fingrene. Det er en fin, ekstra dimension til bogen.

Og så er det i øvrigt en sød detalje, at der på bogens sidste side er gjort plads til et billede af bogens ejer med teksten: “Kender du den søde baby her?”.

Alle bøgerne her i indlægget er enten følebøger eller på anden vis sansestimulerende bøger. De egner sig fint også til helt små børn, da der ikke er løse flapper eller andet, som kan rives af og proppes i munden.

Bøgerne er udgivet af Mais + Co.

Du kan læse mere om dem her, her og her.

Læs indlæg om andre babybøger her.