Hvordan far blev skaldet

hvordan far blev skaldet anmeldelse kulturmor
[Anmeldereksemplar fra forlaget] 

Titlen fortæller jo faktisk det hele. Thomas Arnts nye billedbog handler om, hvordan far blev skaldet. Eller i hvert fald den version af historien, som far har lyst til at fortælle.

Finurlig fortælling og søde tegninger

Hvordan far blev skaldet er en finurlig og humoristisk fortælling. Thomas Arnt har skabt en klassisk rammefortælling med et barn – i dette tilfælde pigen Emma – der trækker tiden ud om aftenen, når hun skal sove.

Emma kalder på sin far og vil vide, hvordan han er blevet så skaldet. Og da hendes far svarer »Det var en ged,« for derefter blot at forlade værelset igen, må hun uundgåeligt kalde ham tilbage og kræve en forklaring. Emma vil høre hele historien.

Lykke Biancas illustrationer er farvestrålende og udtryksfulde. Som i en tegneserie lader Bianca flere billeder optræde sammen på siderne for at understrege historiens forløb. Og det fungerer rigtig godt.

I en højtlæsningssituation, som bogen egner sig perfekt til, kan barnet på samme tid se Emma og far ved sengekanten, og det kan se fars fortælling illustreret rundt om de to.

En gak historie efterfulgt af fakta

Emmas fars historie er alt andet en troværdig. Men den er så tilpas gak og fuld af skæve påfund, at den er sjov hele vejen igennem.

For Emmas far er naturligvis blevet skaldet, da han en dag skulle kravle højt op på et bjerg for at stjæle et enormt æg, så han kunne få et kæmpespejlæg. Og – nu spoiler jeg handlingen fuldstændig – fordi hans rockmusikerhår var grønt, blev det spist af en bjergged, der troede det var græs.

Men faktisk er selve det med håret bare en detalje i en fra ende til anden skæv historie. Thomas Arnts fortælling holder alligevel fuldstændig. For barnet kan helt sikkert ikke undlade at spekulere på hvor meget af historien, der måske alligevel er sand. Den del bidrager især også Lykke Biancas tegninger til.

Bogen afsluttes med fem siders fakta om de dyr, der optræder i fortællingen. Det kan måske dele vandene lidt. Mine børn ville have været vilde med det, da de var små. Og hvis man ikke gider læse det, kan man jo bare springe det over. Det er en fin idé og lægger op til samtaler med barnet efterfølgende.

hvordan far blev skaldet anmeldelse kulturmor

Thomas Arnt: Hvordan far blev skaldet
Udgivet af forlaget Calibat 20. august 2019

Du kan læse mere om bogen her.