Neil Patricks Harris’ magiske møgunger

magiske møgunger børnebog højtlæsning magi anmeldelse

[anmeldereksemplar fra Carlsen]

Tror du på magi? Ellers kan du godt begynde nu. For magien er – ifølge skuespiller og forfatter, Neil Patrick Harris – alle vegne. Det gælder også for hans nye børnebog, De magiske møgunger. 

Ny bogserie om magi og fællesskab

De magiske møgunger er en fængende og finurlig fortælling om at tro på sig selv og sine evner. Det er en bog om magi, men så afgjort også om at høre til og være en del af et fællesskab.

Drengen Carter er ret alene i verden. Hans forældre er borte og han lever godt nok sammen med sin onkel. Men hvilket liv? Onklen er svindler og tyv, der lever af at lave trylletricks på gaden og franarre folks deres værdigenstande.

Modsat sin onkel lider Carter af samvittighedskvaler og forsager sit liv som forbryder. Han drømmer om noget andet og mere lovlydigt. Og en dag får han nok og stikker af. Han hopper på det første og bedste tog og ender i bjergbyen Kildevæld.

Bjergidyl og slemme skurke

Selvom Kildevæld på overfladen er udpræget idyl og kun beboet af venlige, tolerante mennesker, så er der naturligvis også slemme skurke, som truer alt det gode.

Helt tilfældigt møder Carter en tryllekunstner, der byder ham inden for i sin butik og præsenterer ham for sin datter, Leila, der naturligvis også behersker magiske tricks udover det sædvanlige.

Leila og hendes far (og hendes anden far) byder Carter velkommen og således indsluses han i et nyt fællesskab. Et fællesskab bestående af meget blandede eksistenser og skæbner. Nogle mere imødekommende end andre.

Det er de gode mod de onde. Det er børnene mod de voksne. Og det er spændende fra start til slut.

De magiske møgunger er et pudsigt men velafbalanceret mix bestående af en god portion Oliver Twist møder Harry Potter møder De fem tilsat lidt Neil Patrick Harris. Den er oplagt til højtlæsning fra ca. 6-7 år og som selvlæsning fra ca. 10 år (måske endda lidt før).

Skjulte budskaber og sjove detaljer

Foruden den åbenlyse fortælling om Carter indeholder De magiske møgunger også en række skjulte budskaber. Af gode grunde ved jeg jo ikke, om jeg har fundet dem alle sammen, men Neil Patrick Harris kommer med ledetråde og guidelines undervejs, som afslører, hvor du skal starte.

Her skal ikke afsløres mere detaljeret hvad og hvordan, for så mister det magiske lidt af sin effekt. Men foruden historien og de skjulte budskaber er der også (ja, der er mere endnu) en række trin for trin guides til trylleri. Så du eller barnet, der læser bogen, kan begynde at øve sig på selv at kunne udføre nogle af bogens tricks.

Det er sjovt tænkt med denne ekstra dimension, som matcher stemningen i fortællingen helt perfekt. Og det er nok også alle disse finurlige påfund, som løfter bogen det sidste stykke. Den er ganske enkelt helstøbt.

Sæt bare skub i udgivelsen af næste bind og lad dem komme i en lind strøm, hvis historierne kan bæres på samme niveau som i første bog.

magiske møgunger børnebog højtlæsning magi anmeldelse

Neil Patrick Harris: De magiske møgunger I
Udgivet af Carlsen den 5. juni 2018.

Du kan læse mere om bogen her.