Der er noget helt særligt over graphic novels. Eller tegneserieromaner, om du vil. Og Kim W. Anderssons fortælling om Alena er en på samme tid rørende og ekstremt blodig fortælling med et godt anstrøg af gys.
Alena alene
Akkompagneret af få ord i små hvide tekstbokse fortæller svenske Kim W. Andersson en tragisk historie om en ensom teenagepige.
Alena er alene. Hun står uden for de sociale fællesskaber på den fornemme kostskole, hvor hun (som den eneste) har en friplads. Hun er plaget af sorg efter veninden Josephines død året forinden. Og hun er et let mobbeoffer for de populære, stærke piger på skolens lacrosse-hold.
Eller sådan virker det i hvert fald i første omgang. Men efterhånden som Kim W. Anderssons historie skrider frem (og bliver mere og mere blodig) indser man, at intet er helt, som det først ser ud.
Traditionel og nutidig
Der er noget klassisk, 50’er-inspireret over Kim W. Anderssons streg. Stemningen i Alena er mørk og holdt i douce farvetoner. Den perfekte gyserstemning.
Men til trods for det lidt altmodische udtryk, er der noget ekstremt relevant og nutidigt over historien. Den stiller spørgsmålstegn ved, hvem der er offer. Og viser, at verden opfattes på forskellig vis alt efter ståsted og baggrund.
Der er ingen tvivl om, at lacrosse-pigen Filippa opfører sig modbydeligt – og langt hen af vejen slipper afsted med sin mobning. Men Alena er heller ikke helt så uskyldsren, som først antaget.
Kim W. Andersson tager fat på emner som ulykkelig kærlighed, ensomhed, seksualitet og sociale kompetencer. Alena er en trist men stærk fortælling, som bæres af de udtryksfulde, smukke illustrationer. Det er ikke en bog for sarte sjæle.
Kim W. Andersson: Alena
Udgivet på Forlaget Forlæns i 2017.