Feministisk etagekomedie?

grab them by the pussy svalegangen anmeldelse kulturmor
Alle ved, at Barbie har haft alle jobs. For hun er jo den perfekte kvinde. I Rasmus Asks morsomme iscenesættelse er glansbilledet knap så perfekt. Men noget mere underholdende. Foto: Montgomery

[sponsoreret / pressebillet]

Du kender helt sikkert Barbie. Altså den populære dukke med de absurde proportioner; den ultrasmalle talje, de alt for lange ben og den tændstiktynde hals.

Og hvis du (som jeg) har mindre børn, så kender du måske også tegnefilmsudgaven om Barbie – Life in the Dreamhouse, hvor den kendte dukke er vakt til live i en overgearet og irriterende overskudsagtig udgave, der taler med en ekstremt nuttet, lys stemme… Hvis ikke, kan du finde den her.

Men hvorfor nu al den snak om Barbie? Og hvordan passer det med titlen “Feministisk etagekomedie”? Det kommer vi til nu.

Grab Them by the Pussy

Med en forestillingstitel, der er et direkte citat fra den siddende, amerikanske præsident (skræmmende men sandt) er der lagt op til en samfundsaktuel komedie om feminisme og ligestilling med Svalegangens nyeste forestilling, Grab Them by the Pussy.

Teatret betegner selv forestillingen som en feministisk etagekomedie – helt konkret fordi den handler om forskellige former for feminisme, der er repræsenteret på scenen med beboerne i en etageejendom.
Fra bordellet i kælderen over de forskellige familieformer på vejen op til den enlige, perfekte, superkvinde, som har hele overetagen for sig selv.

Holger Østergaards Ole – faren fra kernefamilien på 1. – forklarer på et tidspunkt sin 14-årige søn, Mads (spillet af Albert Stein Ankerstjerne) “du skal ta’ dem i fissen, du ved.”
Men ellers har forestillingen faktisk ingen sammenhæng med Trumps udtalelser. Og heldigvis. For det ville nok have lagt en deprimerende dæmper på komediedelen.

Rasmus Asks iscenesættelse af Jeanette Munzerts tekst er underholdende og ganske morsom, hvilket de konstante latterudbrud i salen bevidner, men Grab Them by the Pussy er ikke provokerende eller dybt tankevækkende teater, som skaber debat om ligestilling og kønsroller i det danske samfund.

Det er dog både interessante og relevante emner, der berøres. Og der er mange måder at sætte fokus på et emne. Humor kan – og er i denne sammenhæng – bestemt være effektivt.

Skævt, så alting skrider

Rasmus Ask har ladet de fem skuespillere gakke helt ud. Og sommetider fremmer overdrivelse virkelig forståelsen. Med Peter Schultz’ fysisk skæve scenografi, bliver selv helt almindelige hverdagssituationer overdrevent komiske.

grab them by the pussy svalegangen anmeldelse kulturmor
Mændene i Grab Them by the Pussy har iøvrigt ingen bukser på. Men det er bare en detalje. Den må du selv overveje. Foto: Montgomery

Scenegulvet er skråt – de skrå brædder i ekstremudgaven – og ellers består scenografien kun af en åbning (ud mod trappeopgangen forstås) og en masse gigantiske balloner.

Første skuespiller på scenen er Mette Gadeberg Gregersen som Sally, der netop er flyttet ind sammen med kæresten Mikkel. Hun træder ind på scenen iført moderne karrierekvinde-look: kort, sort kjole og tårnhøje stilletter. Derudover bærer hun på store stofnet fyldt med indkøbsvarer og en håndtaske mellem tænderne.

Hun vakler frem over scenen – hvilket er lidt en kunst i sig selv med de høje hæle på det skrå underlag. Hun snubler, taber den ene pose, hvorefter alt indholdet triller ned af scenegulvet og ryger ud over kanten mod publikum på de forreste rækker.

Peter Schultz’ scenografi bliver således en aktiv medspiller til en på alle måder skæv, men morsom forestilling.

Barbie IRL

Det er mange underholdende elementer i Grab Them by the Pussy. Sjove påfund og velspillede scener. Og der er så afgjort også et moment (eller to) of surprise.

Ikke mindst når (advarsel, spoiler alert) personificeringen af Barbie træder ind på scenen iført pink plastiktøj med kæmpe velcrolukning bagpå.

Jeg skal ikke afsløre for meget, men jeg er ganske enkelt imponeret over, at Josefine Tvermoes – i rollen som kvinden på øverste etage – kan lyde fuldstændig som en mellemting mellem Barbie (fra førnævnte tegnefilm) og de enerverende, lalleglade heste i tegnefilmsudgaven af My Little Pony (dem finder du ligeledes på Netflix, hvis du mangler lidt underholdning – værsgo’ og det var så lidt).

Meget kan man mene om de budskaber, som Svalegangen måske – måske ikke – forsøger at sende med denne forestilling. Men underholdningsværdien kan der ikke sås tvivl om.

grab them by the pussy svalegangen anmeldelse kulturmor

Grab Them by the Pussy.
Tekst: Jeanette Munzert. Instruktion: Rasmus Ask. Scenografi: Peter Schultz.  Medvirkende: Holger Østergaard, Albert Stein Ankerstjerne, Camilla Gjelstrup, Mette Gadeberg Gregersen og Josefine Tvermoes.
Spiller på Svalegangen til 4. maj.

Du kan læse mere om forestillingen her.