Den første af Justin Cronin

Den første er ikke bare den første bog i en serie. Den er også den første af sin slags, som jeg har læst. Postapokalyptiske vampyrlignende fortællinger plejer ikke at være min kop the.

Jeg læser som oftest krimier, historiske romaner og ungdomsbøger. Men denne bog fangede mig ind med sin ildevarslende stemme og utrolige velskrevenhed.

Den første af flere

Den første er også en vældig, vældig lang bog. En moppedreng på 1020 sider. Men på den gode måde. Det er ganske enkelt den plads, som fortællingen har brug for. Den når på intet tidspunkt at blive for langtrukken, for kedelig eller for meget. Den er ganske enkelt bare fascinerende.

Forlaget beskriver bogens handling således:

“Da alvorligt syge kræftpatienter bliver raske efter at været blevet bidt af flagermus i Sydamerika, iværksætter den amerikanske regering et hemmeligt eksperiment på dødsdømte fanger for at undersøge, om virusset fra flagermusene kan kurere sygdom – eller bruges til at skabe den ultimative soldat. Men eksperimentet slår fejl, og pludselig er hele verden forandret”.

Vi er i USA – et sted i fremtiden. De 12 forsøgskaninger – de dødsdømte forbrydere – udvikler sig helt anderledes end ventet. De bliver til en helt ny art, som bryder ud af deres fangenskab og breder sig over hele kontinentet, hvor de spreder rædsel, død og ødelæggelse.

De 12 er blevet til viraler – en slags vampyrlignende væsner med ekstremt skarpe sanser. De er nærmest selvlysende i mørke, hvor de hænger med hovedet nedad som flagermus og lynhurtigt overmander og flænser deres ofre – menneskene.

Det lyder voldeligt, blodigt, ekstremt. Det er det, men det er også en helt fantastisk fortælling om en postapokalyptisk verdensorden, hvor det eneste håb om frelse er en lille pige og hendes særlige evner.

Ingen forløsning, kun frygt

Der kommer ingen forløsning med udgangen af Den første. Kun den nagende frygt. Justin Cronin har skabt et dystopisk storværk. Og en fortælling, der fortsættes i de følgende bøger.

Pt. er jeg i gang med at læse efterfølgeren, De tolv, der indtil videre lader til at tage arven op på fin vis. Men igen er det for mig temmeligt skræmmende. Faktisk så meget, at jeg må inddele bogen i mindre bidder. Og helst læse andet (helt u-uhyggeligt) indimellem for at bevare den gode nattesøvn.

Justin Cronin skriver i et nøgternt, beskrivende sprog. Korte sætninger. Dialog. Notater. Lige på og hårdt. Og alligevel er det ekstremt effektivt. Fortællingen drives frem. Og selvom der hele tiden er en underliggende, ildevarslende stemning, så kommer uhyggen inde fra og ikke fra bogens fortælling i sig selv. For historien byder også på kærlighed, menneskelighed, overlevelse og barmhjertighed.

Det er svært at forklare. Men prøv engang selv. Den første er også indtalt som lydbog og varer ca. 37 timer. God fornøjelse!