Krimi eller børneteater?

I år oplevede jeg for første gang et dilemma i forhold til mine forskellige interesser. Årets krimimesse i Horsens falder nemlig sammen med Aprilfestival, som i år løber af stablen i Hjørring.

Det har været et vanskeligt valg at træffe. Ikke som sådan svært, for jeg skal til Aprilfestival, da jeg ellers ikke får mulighed for at få set så meget at de nye scenekunsttilbud til børn og unge.

Men det var vanskeligt, fordi det er første gang i mange, mange år, at jeg ikke skal forbi Krimimessen. Og jeg er ikke meget for at gå glip af den oplevelse.

Krimimessen 2019

Krimimessen i Horsens er et af årets højdepunkter. Det er stedet, hvor alle landets krimitosser (ment særdeles positivt) mødes og deler deres begejstring.

I løbet af de to dage, messen varer, kan man høre forfattere fortælle om deres nye bøger. Man kan få ny inspiration til læsning. Man kan finde bøger til spotpris. Og man kan møde andre krimifans.

Det er 19. år i træk, at de seje bibliotekarer i Horsens arrangerer Krimimessen. Og er du ikke lige til børne- eller ungdomsteater (eller er der bare for langt til Hjørring), så kan jeg varmt anbefale en tur i Fængslet i Horsens.

Du finder hele årets program lige her.

Plakaten for Aprilfestival 2019 er designet af Hanne Grønne.

Aprilfestival 2019

Min tur i år går til Hjørring, som er vært for årets Aprilfestival. Aprilfestival er en årligt tilbagevendende begivenhed arrangeret af Teater Centrum. Festvalen turnerer rundt i landet og afholdes hvert år i en ny kommune.
Jeg skrev også om Aprilfestival sidste år. Du finder indlægget her.

Det fantastiske ved Aprilfestival er, at der er hundredevis af teaterforestillinger til børn og unge, som er offentligt tilgængelige med gratis adgang for alle.

Der er både nye forestillinger og gamle kendinge, der allerede har flere år på bagen. Forestillingerne spiller rundt omkring i byen, og du skal bare booke billet på forhånd, så du er sikret en plads.

Umiddelbart ser det ud til, at Hjørring (modsat Syddjurs kommune sidste år) har formået at samle alle teateroplevelserne inden for et meget afgrænset geografisk område. Det betyder, at man kan gå rundt mellem de forskellige tilbud og derfor kan nå at se mere børneteater på kortere tid.

Jeg har lagt et stramt program for de tre dage, jeg skal tilbringe i byen. Og jeg glæder mig!

Du kan læse meget mere om Aprilfestival og årets program her.