Klubånd, kage og kampgejst

Bækager boldklub børnebog fodbold anmeldelse kulturmor

[anmeldereksemplar fra Forlaget Carlsen]

Lad det være sagt med det samme; du behøver så afgjort ikke være fodboldnørd for at kunne fornøjes over læsningen af bøgerne om Bækager Boldklub. 

Bæ-kager eller Bækager

Da jeg fik de to første bøger om fodboldholdet fra Bækager Boldklub i hånden for første gang, læste jeg titlen forkert. Jeg læste Bæ-kager Boldklub i stedet for Bæk-ager. Til stor fornøjelse for resten af familien herhjemme.

Men det viser sig, at jeg ikke var helt så galt afmarcheret, som først antaget. For meget kan der siges, om Jesper Roos Jacobsen og Ole Sønnichsen nye børnebogserie, men humor, det har den så afgjort. Og også bæ-kager…

Bækager Boldklub havde faktisk et A-hold i fodbold. Et godt og vindende A-hold ovenikøbet. Men lige før den sidste og afgørende kamp om Jyllandsmesterskabet, sker der noget uventet. A-holdet forsvinder og tilbage står den noget tvivlsomme flok, som hidtil har udgjort klubbens B-hold.

Sammenhold og humor

Bækager Boldklub handler om fodbold, javist. Men bøgerne handler i langt højere grad om fællesskab og kampgejst. Og det er noget, som det nye hold fra Bækager Boldklub – med lidt hjælp fra en afrikansk, dansende og ikke mindst jublende konge – kan mestre.

Holdet er spraglet og alle spillerne har hver deres særegne tilbøjeligheder. F.eks. spiser O hele tiden kage, Niels Peter leder efter firkløvere og Storm dabber i et væk.

Hovedpersonen i bøgerne om Bækager Boldklub er den bebrillede dreng, Søren – også kaldet Brille – der ret upraktisk er holdets målmand, og derfor konstant må fikse sine briller med gaffatape.

Til trods for holdets tydelige forskelligheder lykkes det dem alligevel i løbet af de to første bøger at få skabt en ret velfungerende klubånd.

Roos og Sønnichsens historier er fulde af humor og platte påfund. Men de virker alligevel både overbevisende og endda hjertevarme.

For i virkeligheden er det jo netop sammenholdet og venskabet, der tæller langt mere end antallet af mål og vundne kampe. Og heldigvis for det, for ellers så det sort ud for Bækager Boldklub.

Bækager boldklub børnebog fodbold anmeldelse kulturmor

Skæv, skævere, Bækager Boldklub

Der er egentlig intet “normalt” over drengene og pigen fra Bækager Boldklub. Men netop derfor bliver historien også så underholdende.
Roos og Sønnichsens persongalleri minder mest af alt om noget, vi har mødt hos Ole Lund Kirkegaard. Og det fungerer upåklageligt.

De to første bøger, Tæsk og tuba og Pokaler og puddelhund er begge på ca. 130 sider inkl. Lasse Becker Heinrichs sjove, sort/hvide illustrationer. Med de forholdsvist korte kapitler og den store skriftstørrelse er bøgerne oplagte bud på selvlæsning til indskolingsbørn, der har mod på lidt længere bøger end de sædvanlige læs-let-bøger fra skolebiblioteket.

Historierne – med deres morsomme og læsevenlige stil – skal i hvert fald nok fange både drenge og piger- uanset om de interesserer sig for fodbold eller ej.

Desuden er der noget ved titlerne, som leder tankerne hen på Steen og Stoffer-albummet, Tunfisk og tøjtigre. Og det øger jo blot lysten til læsning – i hvert fald set fra den voksnes synspunkt.

Bækager boldklub børnebog fodbold anmeldelse kulturmor

Jesper Roos Jacobsen og Ole Sønnichsen: Bækager Boldklub 1-2
Udgivet af Forlaget Carlsen den 12. juni 2018

Du kan læse mere om bøgerne her.