Musikalsk og nærværende ungdomsteater

OMG opgang2 ungdomsteater kulturmor
Med ganske få virkemidler skaber Pia Marcussen en veldrejet og underholdende forestilling om livet set fra forskellige vinkler. Foto: Ditte Chemnitz

[sponsoreret / pressebillet]

En musiker, tre skuespillere og små personhistorier, der finder sted i hjertet af Aarhus med en afrunding, der samler alle ender til en enkelt, fin sløjfe. Det er tilsyneladende opskriften på en virkelig fin, musikalsk og nærværende portion teater til unge og voksne.

Oh My God, hvor er der mange måger!

Pia Marcussen har skrevet og instrueret Opgang2s nye forestilling, OMGkærlighed og andre katastrofer, som er en lidt svær størrelse at beskrive.

Det første, der falder mig ind er noget med måger. Mågeskrig og mågeklatter og måger, der kredser over cafebordene langs Aarhus Å, som gribbe over kadavere.
For selvom forestillingen jo ikke handler om måger, så spiller de store hvide fugle alligevel en central rolle fra start til slut.

Parasollerne langs åens cafeer beskrives som “blå med hvide striber af mågelort”. Alle medvirkende er klædt i mørkt tøj med mågeklatter på skuldrene. Og Gitte Bøgs scenografi, der har et ungdommeligt præg med grafitti og grafiske illustrationer på store, uens flader, som minder om faconerne på et Danmarkskort, er også dækket med mågeklatter.

Musisk og fuld af energi

“Jeg har altid drømt om sådan rigtigt at finde kærligheden” siger Jakob Svensmark på den sødeste, udpræget bøvede, jyske måde, alt imens musikeren Henrik Andersen spiller en variant over temaet fra Titanic-filmen på sin guitar.

For det handler om kærlighed. I forskellige varianter. Fra den unge, frustrerede fyr, der efter et enkelt one night stand, er blevet far i en alder af blot 16 år, til den unge pige, der er kommet til at snuppe penge fra sin mormors opsparing og nu lider de frygteligste samvittighedskvaler.

Musikken præger OMG – kærlighed og andre katastrofer fra første færd. Og de tre skuespillere bevæger sig gennem alle lyde fra mågeskrig til sang. De bevæger sig naturligt rundt mellem hinanden og skaber den ene virkningsfulde, genkendelige scene efter den anden.

Publikum er godt underholdt med de små skæbnefortællinger, som mod slut bindes sammen og afsluttes. OMG – kærlighed og andre katastrofer er en nærværende og fin oplevelse, som er oplagt for både unge og voksne.

OMG opgang2 aarhus teater
Foto: Ditte Chemnitz

OMG – Kærlighed og andre katastrofer. Tekst og instruktion: Pia Marcussen. Medvirkende: Stinne Henriksen, Jakob Svensmark, Sami Idrissi Hvidtfeldt og Henrik Andersen. Musik: Henrik Andersen. Scenograf: Gitte Bøg. Spiller på Aarhus Teater til 14. april. Derefter turné.

Læs mere her.