Denne måneds kulturtilbud: Januar 2018

kulturmor kultur aarhus

Første dag i januar. Stilhed efter stormen. Eller det, der ligner. For nogen i hvert fald.

Og det er nok også de færreste, der starter året med liiige at læse et blogindlæg om den kommende måneds kulturtilbud. Ikke desto mindre er det netop, hvad du får her.

Personligt er januar for mig ofte præget af lidt post-december-stemning. Alle julelysene bliver taget ned (ikke vores dog), gaderne er mørke og forventningens glæde, der præger tiden op til jul, er for længst overstået.

Denne måneds voksentid

I januar skal voksentiden bruges på teatret. Hvorfor ikke svælge lidt i postjulestemningen og gå all in på de store følelser.

troen og ingen voksentid aarhus kulturmor
Foto: Svalegangen

Den danske musiker, Søren Huss, der fik sit store gennembrud som forsanger i bandet Saybia, udgav i 2010 sit første soloalbum, Troen og Ingen. Et sorgalbum bygget på hans følelser efter kærestens død.

Dette album og sangene dramatiseres nu i forestillingen af samme navn på Svalegangen i Aarhus. 

Musik kan efter min mening være ét af de bedste medier til at udtrykke følelser og stemninger, og jeg er ret vild med Huss’ musik. Så Troen og Ingen har jeg glædet mig til lige siden jeg første gang læste om dens tilblivelse.

Ifølge teatret kommer forestillingen til at bestå af “32% afmagt og jernhård realisme, 17% erkendelsesrock, 21% terapeutiske toner og 30% dramatiseret sorgarbejde” – jeg er spændt på, hvordan det kommer til at opleves i praksis.

kulturmor aarhus voksentid

Troen og Ingen får premiere på Teatret Svalegangen i Aarhus den 27. januar.

Du kan læse mere om den her.

 

Denne måneds familietid

I januar skal vi fortsætte hyggen fra juledagene. Ikke de store udskejelser eller lange udflugter. Vi skal derimod putte os derhjemme med gode historier og højtlæsning.

Umbra børnebog tellerup kulturmor

Før jul fik jeg en fin stak bøger i gave af forlaget Tellerup. En fantasyserie på seks bind skrevet af Martin Vinther Madsen med fællestitlen, Umbra.

Egentlig måske bøger, som min ældste snart kan læse selv. Men ikke helt endnu, så vi læser dem højt.

Vi læste den første bog før jul og børnene (og jeg selv) var helt vilde med den, så vores plan for januar er at læse de næste fem bøger.

Bøgerne i Umbra er ikke så lange, men hvis vi læser dem som godnathistorier, når vi ca. en halv bog pr. gang.

Og så vil der være dage, hvor vi ikke lige når det. Eller hvor far putter. Og så må de høre noget andet, for jeg vil ikke gå glip af historien.

kultur for børn aarhus kulturmor anbefaling

Martin Vinther Madsen: Umbra
Udgivet på forlaget Tellerup

Du kan læse mere om Umbra-serien her.

 

Ha’ en forrygende januar måned!