Biblical – Det tredje testamente

Forestil dig, at videnskaben opdager, at verden ikke eksisterer i den forstand, som vi altid har troet. Forestil dig, at du bare er en hjerne i et kar. Forestil dig eksistensfilosofi sat på spidsen.

Forestil dig alle disse forestillinger i forskellige varianter samlet i én roman. Det er netop dét, du får (og meget, meget mere) i Christopher Galts roman Biblical.

det tredje testamente biblical craig russell

Fortid, nutid og fremtid i sammensmeltning

Biblical (eller Det tredje testamente, som den hedder på dansk) er én af tre bøger, som jeg først på året annoncerede, at jeg skulle læse i år. Men hvad handler den så om?

Jeg har selv den engelske udgave. Og den danske, som jeg har lånt på biblioteket for at sammenligne. Og det er ret sjovt. For det er ingen let bog at beskrive.

biblical craig russell boganmeldelse kulturmor

Bag på den danske bog er der en forholdsvis lang og udførlig tekst om, at mennesker verden over begynder at se ting, som ikke eksisterer. Visioner eller måske endda begivenheder fra fortiden.

“Er det en virus, der ligger til grund for de mærkelige oplevelser, eller er det guddommelige visioner?”

Bag på den engelsksprogede version af bogen har man valgt en noget anden tilgang. Der står kun følgende:

“An apocalyptic thriller on an epic scale that will make you question your own reality.”

Biblical craig russell kulturmor

Bum! Så kort kan en bog beskrives.

Men begge forlagenes versioner forklarer egentlig bogen meget godt. Essensen er, hvordan du som menneske ville reagere, hvis du fandt ud af, at din fremtid allerede havde fundet sted. Eller at fortid, nutid og fremtid på sin vis smelter sammen. Du vil kort sagt stille spørgsmålstegn ved din egen virkelighed.

Multiple synsvinkler

Det giver ingen mening som sådan, når jeg forsøger at formidle budskabet videre. Men det gør det, når du læser bogen. Og det er på samme tid både fascinerende og skræmmende læsning.

Biblical er en ekstremt kompleks fortælling. Der er så mange lag, så mange små og store finurligheder og så mange tanker bag, at det tenderer det geniale.

Fortællingen er inddelt i tre hoveddele, som hver består af en lang række kapitler. Hvert kapitel markeres med sted (by, land) og fra hvilken persons synsvinkel, verden nu opleves. Det gør de mange sceneskift overskuelige og forstærker følelsen af, at de fænomener (visioner, syn, hallucinationer – kald dem hvad du vil), som bogen beskriver, virkeligt er verdensomspændende og altdominerende.

En følelse af déjà vu

Sproget er flydende og læsningen drives frem af et stærkt ønske om at vide mere. Et ønske om at forstå, hvad det er, der foregår.

Personerne i bogen oplever en følelse af déjà vu umiddelbart inden en vision (eller hallucination) opstår. Og den samme følelse kan man få lidt som læser. For fortællingen i Biblical trækker tråde til alverdens store forfattere. Der er både direkte henvisninger til fortidens store tænkere og litterater, og der er passager, som rent stilistisk fører tankerne hen på andre forfatterskaber.

Mod slutningen af Biblical oplever mennesker verden over det samme.

“Det skete for alle, og det skete overalt. I løbet af dagen og natten før det skete, havde der været en forbavsende fred over verden. (…) For første gang i den nedskrevne historie blev menneskeheden forenet af en ensartet, fælles oplevelse.”

Den norske forfatter Arne Dahl ynder at lade sine hovedpersoner opnå en form for fælles bevidsthed , hvor de – til trods for adskillelsen – synkront når frem til den samme erkendelse.
Selvom der ikke er nogen direkte sammenhæng mellem de to, så er der et tydeligt fællesskab i den stemning, som de to forfattere skaber. Og det er lige før, at læseren kan få en følelse af déjà vu…

Personligt har jeg sjældent læst en så veludført bog. Den er gennemarbejdet til mindste detalje, stort tænkt og nærmest perfekt udført. Og med en på samme tid overraskende og helt naturlig slutning.

Normalt bruger jeg ikke så store ord om mine læseoplevelser. Men denne her er nok også blandt de vildeste bøger, jeg har læst. Og jeg har læst virkeligt mange!

Christopher Galt er Craig Russell

Biblical er skrevet af den skotske krimiforfatter Craig Russell under pseudonymet Christopher Galt. Hvilket også er forfatternavnet på den originale udgave.

Så vidt jeg ved, valgte han pseudonymet for at undgå, at hans mange krimifans skulle blive skuffede, da denne bog ikke er en krimi. Den er dog mindst lige så spændende som den mest veldrejede krimifortælling.

Det er heller ikke et hensyn, som det danske forlag har taget med videre. For på den danske udgave af bogen står begge forfatternavne. Uden nogen yderligere forklaring på, om der er tale om to forfattere bortset fra en lille bitte notits i bogens kolofon. Lidt forvirrende, hvis man ikke kender baggrunden for de to navne.

Biblical er i mine øjne et mesterværk. En thriller, der stiller spørgsmål ved tid, sted og hele vores eksistens. Og hvor Craig Russell som Christopher Galt formår på samme tid at distancere sig og alligevel understrege hele bogens pointe.

På første side af den engelske udgave står der:

“About the author:
Christopher Galt does not, in any real sense of the word, exist.”

Og efter at have læst bogen til ende, så bliver denne korte sætning et billede på hele bogens pointe. For hvad vil det sige at eksistere?

 

Der er ikke mere tilbage at sige. Du er nødt til at læse denne her bog. Den vil sikkert skille vandene. Enten vil du (som jeg) elske den (og frygte den en lille smule) eller du vil slet ikke kunne komme igennem. Men gør dig selv den tjeneste at gøre forsøget, for det er særdeles tankevækkende læsning.

 

biblical craig russell kulturmor

Christopher Galt: Biblical

Se mere om den engelske udgave her.

eller

biblical det tredje testamente craig russell kulturmor

Craig Russel: Det tredje testamente
Udgivet af forlaget Hovedland 4. marts 2016.

Se mere om den danske udgave her.