Saurus på Bispetorv – ILT17

ILT17 er i fuld gang i Aarhus. Internationalt levende teaters festival! Og med dem er Saurus kommet til byen.

Saurus ILT17
Saurus gik deres første tur gennem Aarhus i dag kl. 15.

Dystre dinoer

Og eftersom jeg ikke har lykkedes så godt med at få børnene med til så mange Aarhus 2017-arrangementer, som planlagt, satser vi i stedet lidt på ILT.

I dag har vi set de kæmpestore, uddøde Saurusser vandre omkring midt i Aarhus. Ca. fem meter høje skabninger, der bød på vældigt fascinerende akrobatik.

saurus ilt17 kulturmor

Alene det faktum at de fire mennesker indeni Saurusserne kan bevæge sig rundt i dragterne – på stylter – er imponerende. Men dragterne i sig selv var også både dystre, smukke og dragende. Som en film af Tim Burton.

Vi havde på forhånd læst om dem og set en lille videotrailer på nettet. Min mindste var lidt skeptisk, fordi de kæmpe væsner var noget dystre i deres udtryk, men begge børn indvilligede alligevel i at tage med og se på sagerne.

Se vores minivideo fra Saurus på Bispetorv i Aarhus her.

Saurus på stylter

Og det var faktisk ret vildt. Vi havde talt om, at det jo “bare” er mennesker på stylter i seje kostumer, men virkningen af de kæmpemæssige Saurusser var alligevel ret effektfuld.

Saurus ILT17 kulturmor
Saurus på tur op ad et temmeligt menneskefyldt strøg i Aarhus.

Og de fem stylteklædte mennesker – fire i Saurus-kostumer og en enkelt, der agerede volapyktalende dinotræner – gik ikke blot rundt på Bispetorv, som jeg havde ventet. De tog en tur op ad Strøget også og var først tilbage på torvet igen efter 40 minutters tid.

Meget imponerende! Og stadig lidt skræmmende for de mindste.

 

Close-Act Theatres Saurus kan opleves på Bispetorv i Aarhus indtil på lørdag den 20. maj.

Se mere om Saurus her.

 

Den første af Justin Cronin

Den første er ikke bare den første bog i en serie. Den er også den første af sin slags, som jeg har læst. Postapokalyptiske vampyrlignende fortællinger plejer ikke at være min kop the.

Jeg læser som oftest krimier, historiske romaner og ungdomsbøger. Men denne bog fangede mig ind med sin ildevarslende stemme og utrolige velskrevenhed.

Den første af flere

Den første er også en vældig, vældig lang bog. En moppedreng på 1020 sider. Men på den gode måde. Det er ganske enkelt den plads, som fortællingen har brug for. Den når på intet tidspunkt at blive for langtrukken, for kedelig eller for meget. Den er ganske enkelt bare fascinerende.

Forlaget beskriver bogens handling således:

“Da alvorligt syge kræftpatienter bliver raske efter at været blevet bidt af flagermus i Sydamerika, iværksætter den amerikanske regering et hemmeligt eksperiment på dødsdømte fanger for at undersøge, om virusset fra flagermusene kan kurere sygdom – eller bruges til at skabe den ultimative soldat. Men eksperimentet slår fejl, og pludselig er hele verden forandret”.

Vi er i USA – et sted i fremtiden. De 12 forsøgskaninger – de dødsdømte forbrydere – udvikler sig helt anderledes end ventet. De bliver til en helt ny art, som bryder ud af deres fangenskab og breder sig over hele kontinentet, hvor de spreder rædsel, død og ødelæggelse.

De 12 er blevet til viraler – en slags vampyrlignende væsner med ekstremt skarpe sanser. De er nærmest selvlysende i mørke, hvor de hænger med hovedet nedad som flagermus og lynhurtigt overmander og flænser deres ofre – menneskene.

Det lyder voldeligt, blodigt, ekstremt. Det er det, men det er også en helt fantastisk fortælling om en postapokalyptisk verdensorden, hvor det eneste håb om frelse er en lille pige og hendes særlige evner.

Ingen forløsning, kun frygt

Der kommer ingen forløsning med udgangen af Den første. Kun den nagende frygt. Justin Cronin har skabt et dystopisk storværk. Og en fortælling, der fortsættes i de følgende bøger.

Pt. er jeg i gang med at læse efterfølgeren, De tolv, der indtil videre lader til at tage arven op på fin vis. Men igen er det for mig temmeligt skræmmende. Faktisk så meget, at jeg må inddele bogen i mindre bidder. Og helst læse andet (helt u-uhyggeligt) indimellem for at bevare den gode nattesøvn.

Justin Cronin skriver i et nøgternt, beskrivende sprog. Korte sætninger. Dialog. Notater. Lige på og hårdt. Og alligevel er det ekstremt effektivt. Fortællingen drives frem. Og selvom der hele tiden er en underliggende, ildevarslende stemning, så kommer uhyggen inde fra og ikke fra bogens fortælling i sig selv. For historien byder også på kærlighed, menneskelighed, overlevelse og barmhjertighed.

Det er svært at forklare. Men prøv engang selv. Den første er også indtalt som lydbog og varer ca. 37 timer. God fornøjelse!

Justin Cronin: Den første
Udgivet på Lindhardt & Ringhof 1. december 2011.

Læs mere om bogen her.

 

Den søde hugorm Gorm

Hugorme er som bekendt nogle værre nogle. De bider. De er gifttige. De spiser smådyr. Men ikke hugormen Gorm i Camilla Kuhns ret fantastiske børnebog, Den søde hugorm Gorm.

Hugorme spiser da dåsemad

“Gorm er sød. Han lever af dåsemad. Og han arbejder på et apotek.”

Gorm er i det hele taget en utroligt indtagende, venlig hugorm. Han har truffet et aktivt valg om ikke at spise andre dyr. Og selvom hans familie mener, at han ikke er rigtig klog, spiser Gorm kun dåsemad!

Han er hjælpsom og glad. Han passer overboens kat. Han servicerer kunderne på apoteket. Og han elsker ros fra andre.

“Gorm kan godt lide at være sød.”

Luk øjnene og synk

Selv de allerbedste, allerrareste kan begå fejl. Det ved enhver. Dog ikke Gorm, vel? Og dog. For somme tider, når Gorm lukker øjnene, når lyset går ud, så forsvinder små dyr omkring ham. Han aner ikke hvorfor. Det har i hvert fald ikke noget med Gorm at gøre.

Den søde hugorm Gorm er en både sød og skæg fortælling om en hugorm, der bare SÅ gerne vil være god.

Fortællingen ledsages af fine tegninger. Og det er egentlig kun på billederne og ikke i teksten, at den virkelige handling finder sted. For når Gorm åbner sine øjne, er hans vom som regel blevet lidt rundere.

Og netop denne detalje er ret sjov. For der kan godt gå lidt, inden barnet opdager, hvad der egentlig foregår i fortællingen.

Den søde hugorm Gorm er perfekt som højtlæsning for de mindre børn på ca. 3-6 år.

Camilla Kuhn: Den søde hugorm Gorm
Udgivet på Høst & Søn den 4. september 2013.

Bogen er desværre udsolgt fra forlaget, men du kan finde den på dit bibliotek.

Hekse-serien der holder

I 1975 blev den første bog i hekse-serien af Phyllis Reynolds Naylors udgivet. Heksens søster var den danske titel. Og det var den første bog af i alt seks, som siden ville drage utallige unge læsere (nok især piger) ind i sit magiske univers.

Heksens søster i den første, danske udgave fra 1975. Nogle biblioteker er gode til at bevare gamle bøger.

Heksens søster

Hekse-serien handler om pigerne Lynn og Mus, der har mistanke om, at den ældre dame Fru Tuggle er en heks. Det er den korte version. Fru Tuggle forsøger tilsyneladen at få unge piger med i sin heksekreds, og de Lynn og Mus må kæmpe med næb og kløer for at redde både sig og dem, de holder af.

Jeg var nok omkring de 12 år, da jeg læste hekse-serien. Og jeg var fuldstændig solgt fra første bog. Min bedste veninde og jeg dyrkede universet og historien, som en hel livsstil.

Vi levede os ind i den unge pige Lynns liv, hendes bekymringer for familien og frygten for, at fru Tuggle er en heks. Og vi lærte alle heksens vers udenad. Bare for det magiske ved at kunne dem.

Heksens søster – side 22.

“Gennem vandet skyggeporte
slimede og midnatssorte –
kom, oh nymfer! Bliv i leg
tavse billeder af mig.”

Bøgerne er desuden illustreret med nogle ret stemningsfulde stregtegninger. De har ikke nødvendigvis direkte sammenhæng med handlingen på den pågældende sige, men de tegner et fint billede af det stemningsunivers, som bøgerne opbygger.

Genlæsning kan være godt

Jeg besluttede for nylig, at jeg ville genlæse serien. Bare for at se, om den virkelig var så god, som den havde vokset sig i min erindring. Og sjovt nok, så er det en historie, der holder. Det er bøger til børn, javist. Men historierne er godt skruet sammen. Og spændingsniveauet er overraskende højt.

Indtil nu har jeg kun genlæst de to første titler, Heksens søster og Heksens kat. Og selvom udgaverne er gamle (de findes kun i gamle biblioteksudgaver og er ikke blevet genudgivet siden starten af 00’erne), der en en del korrekturfejl i dem og verden var en ganske anden dengang (i 1970’erne, hvor handlingen finder sted) – med fastnettelefoner og ingen computere i hjemmet – så holder fortællingen alligevel læselysten oppe.

Heksens kat. Anden del i hekse-serien.

Heks eller ej?

Da jeg læste serien for første gang, var jeg 100% overbevidst om, at pigerne i bogen (Lynn og Mus) havde ret i deres antagelser om, at den gamle kone (Fru Tuggle) var en heks. Alle tegn pegede i den retning. Det var lysende klart. Og det var jo bare typisk voksne, at de ikke troede på pigerne.

Når jeg læser den første bog i dag (med mere voksne øjne), så kan jeg sagtens se, at det faktisk ikke er klart, om de har ret eller ej. Der er to sider af sagen, og forfatteren Phyllis Reynolds Naylor formår på fineste vis at lade det endelige svar stå hen i det uvisse. Det er op til læseren selv at vælge side. I hvert fald indtil den den næste bog er læst…

Så uanset om du er voksen, teenager eller tween, så bør du unde dig selv at (gen-)læse bøgerne i hekse-serien. De er så afgjort et bekendtskab værd.

 

Phyllis Reynolds Naylor: Heksens søster og Heksens kat
Udgivet på forlaget Forum i hhv. 1975 og 2002.

Kan ikke længere købes som nye, men hvis du er heldig, finder du serien på dit bibliotek.

 

Hekse-serien indeholder følgende titler på dansk:
Heksens søster
Heksens kat
Heksen
Heksens øje
Heksens urter
Heksen vender tilbage

Jesus Christ Superstar

Andrew Lloyd Webber og Tim Rices musical Jesus Christ Superstar var én af de første musicals, jeg så i mit liv. Og jeg elskede den. Og ikke kun fordi jeg var småforelsket i ham, der spillede Simon. Musikken var skøn, fortællingen essentiel og oplevelsen i top.

Derfor havde jeg også glædet mig ret meget til at se Jesus Christ Superstar i Aarhus Teaters opsætning. Men desværre blev jeg lidt skuffet.

Simon Matthew i rollen som Jesus på Aarhus Teater i en desværre lidt rodet opsætning. Foto: Rumle Skafte

Rod, støj og lidt forvirring

Instruktøren Elisabeth Linton har skabt en ret rodet forestilling, som er præget af støj i både visuel og auditiv forstand.

Selvom jeg på forhånd kendte både musical og historie, så var jeg godt og grundigt forvirret, da 1. akt sluttede og pausen begyndte.
Jeg kunne se, hvem der spillede Jesus (Simon Matthew), Maria Magdalene (Cecilie Stenspil) og Pontius Pilatus (Jacob Madsen Kvols). Alle de øvrige var jeg i tvivl om.

Hvem var Judas? Hvem var Simon? Hvem var Peter? Og hvem var de to fjerklædte mænd med hatte, som talte med Pilatus.
Godt nok skrev jeg lige, at jeg har set musicalen før, men det er ca. 20 år siden og der er løbet en del vand (og muscials i alle afskygninger) under broen siden. Og så godt kan jeg ikke huske den præcise handling, eller hvem der synger hvilken sang.

Og desuden skiftede scenerne lidt umotiveret. Det virkede som om sangene var blevet grumset til af rocklyd og hæshed. Som om hver enkelt sang næsten ikke fik lov at begynde, før den igen var afsluttet.

Dårlig lyd på balkonen

Min forvirring skyldtes nok især lyden. Jeg sad på balkonen. På første række endda. Godt nok ude i den ene side, men udsynet var fint og jeg havde set frem til at opleve Kenneth Thordals nyoversættelse.
Men jeg oplevede den ikke. For jeg kunne ganske simpelt ikke høre, hvad der blev sunget. Kun meget få brudstykker.

Musikken var høj, næsten støjende. Og lyden på balkonen mindede mig lidt om en forårskoncert i folkeskolen, hvor en flok glade børn spiller covernumre af kendte sange tilsat alt for høje trommelyde.

Jacob Madsen Kvols er intens og dramatisk i rollen som Pontius Pilatus. Foto: Rumle Skafte

De gode elementer skal ikke glemmes

Men dermed ikke sagt, at det var en forfærdelig oplevelse. Der var også gode elementer i forestillingen. Især vil jeg fremhæve Jacob Madsen Kvols som Pontius Pilatus og Mathias Flint som Kong Herodes. For hvor de resterende medvirkende gled sammen i en grødet masse, hvor ikke engang Jesus eller Judas vakte følelser i mig, så kunne Pilatus og Herodes drage opmærksomheden mod sig i en række underholdende og imponerende scener.

Scenografi og kostumer i top

Kostumerne i forestillingen var imponerende. Romernes vel at mærke. For alle de øvrige var meget neutrale og stort set ens. Men hos romerne har kostumedesigner Maria Helena Gyllenhoff for alvor slået sig løs. Med glimmer, glitter, guld og fjer. Masser af glam og wow-effekt.
At det dertil skal siges, at jeg aldrig rigtig forstod, hvorfor romerne var sådan klædt, er en ganske anden sag.

Og hvad angår Palle Steen Christensens scenografi, så afspejlede den en imponerende forståelse for anvendelse af scenerummet. På alle leder og kanter. For det var både effektfuldt og interessant at se skuespillerne klatre rundt på siderne, komme gående ned ad bagvæggen og hænge ned fra loftet.

Alt i alt var Jesus Christ Superstar på Aarhus Teater en lidt blandet oplevelse. For selvom jeg overordnet set var skuffet – og lidt forvirret – så var der også en række fine, seværdige elementer. Især i 2. akt.

 

Jesus Christ Superstar spiller på Aarhus Teaters Store Scene frem til 3. juni.

Læs mere om forestillingen her.

 

Den alternative anmeldelse

Ifm. projektet Gentænk Kulturjournalistik har jeg lavet en alternativ anmeldelse udfra fokuspunktet: 5 fede detaljer i forestillingen.

Det er der kommet en kort video og en dertilhørende tekstanmeldelse ud af.

Du kan se videoen her.

Anmeldelsen kommer op på anmeldersiden på Aarhus Teaters hjemmeside snarest.
Den side finder du her.

 

 

Transfervindue – fortællinger om de raskes fejl

Okay. Jeg ved det. Jeg er sent på den ift. denne her bog – Transfervindue som virkelig fik stormomtale ved udgivelsen i marts i år.

Jeg tænkte nok egentlig, at det blot var et vellykket stykke PR-arbejde, der lå bag den massive omtale. Men nu har jeg læst bogen. Og jeg synes, den er fantastisk. Og helt, helt forfærdelig på samme tid.

Som at se på solen

Irvin D. Yalom skrev engang en bog med titlen Som at se på solen – at leve med døden. Pointen var klar. Emnet er svært. Man kan kun tåle at tale om det, at beskæftige sig med det i kort tid af gangen.

Maria Gerhardts bog Transfervindue er lille. En kort bog med ganske lidt tekst på hver side. Men alligevel fortæller den så meget. Også mellem linjerne.

Teksten på side 28 i bogen lyder som følger:

“Den syge får tilsendt vældig mange emojis.”

Transfervindue handler om sygdom. Om hvordan andre opfører sig over for den syge. Om døden. Om at være syg blandt raske. Om at vente – på døden.

En personlig læseoplevelse

Oplevelsen under læsningen af Transfervindue vil være en forskellig for hvert enkelt menneske. Det er ikke en oplevelse, der kan videreformidles. For oplevelsen bygger i høj grad på den enkeltes personlige erfaringer med og relationer til sygdom og død.

Der kunne skrives meget om Transfervindue. Om Maria Gerhardt. Om fremstillingen af Hellerup som et stort hospice. Men det kan alligevel ikke forklares. Det kan nok kun opleves. Du må læse bogen. Du bør gøre det.

Måske finder du som jeg, at den både er fremragende skrevet og en fantastisk formidling af et virkeligt vanskeligt stofområde. Eller måske siger den dig ikke rigtigt noget. Men hvis du ikke læser den, finder du ikke ud af det.

Maria Gerhardt: Transfervindue
Udgivet på Politikens Forlag den 10. marts 2017.

Se mere om bogen her.

Morph – Rethink Human Behaviour

Pressefoto: Gisli Dua

Forvandlingsfabler

Som syltede agurker på glas eller dyr i formaldehyd ser vi på mennesker i glaskasser. Det er på samme tid frastødende og sært fascinerende.

Der er ikke meget Ovids metamorfoser over forestillingen Morph, som spiller på Scala på Aarhus Teater. Men beskrivelsen forvandlingsfabler passer alligevel ret godt på Morph, der er en både relevant, skræmmende og til tider ganske smuk forestilling.
Der er nøgenhed, affald i bunker og udstilling af den menneskelige natur.

Pressefoto: Gisli Dua

Skrigende, brølende, mumlende – og indimellem talende – bevæger skuespillerne Julie Kunz, Kjartan Hansen, Nanna Cecilie Bang, Kajsa Bohlin og Thomas Bentin sig rundt mellem hinanden, henover hinanden, på hinanden. I og udenfor de mobile glaskasser, der er placeret rundt om i det ellers nøgne scenerum.

Som en anden kakerlak

Især én scene virkede særligt dragende på mig. Kajsa Bohlin fik den mindste glaskube på hovedet. Scenen var stort set mørk, men der var lys i den lille kube. Derefter rykkede hun sig rundt på scenen i absurde bevægelser, der mest af alt førte tankerne hen på Gregor Samsa i Kafkas Forvandlingen, der vågner op en morgen, forvandlet til en stor kakerlak og slet ikke ved, hvordan hans nye krop fungerer.

Som at stå i bro uden brug af hænder og på samme tid udføre glidende bevægelser rundt på gulvet med nakken vredet halvt af led. Kajsa Bohlins kropsstillinger forekom nærmest umulige. Hvilket gjorde scenen desto mere imponerende og absurd.

Gentænk menneskeheden

Kristján Ingimarsson (der både er idémand og instruktør på Morph) agerer kommentator, videnskabsmand og menneskeforsker forestillingen igennem.

Pressefoto: Gisli Dua

I kontrast til de fem (halv)nøgne mennesker iklædt farvestrålende plasticposer, rør og andre affaldslignende genstande er Ingimarsson klædt helt i sort. Jakke, bukser, T-shirt. Nobelt, enkelt. Og i stærk kontrast til de øvrige medvirkende gennem det meste af forestillingen.

Rethink Human Behaviour er forestillingens undertitel. Og det må siges netop at være tilfældet. Nyt syn, nye vinkler på mennesket og dets handlinger. Et mikroforsøg på at gentænke vores opfattelse af menneskeheden.

I forskellige billeder vises alt fra social interageren med champagne og smalltalk til hæmningsløse, dyriske parringsritualer ved hjælp af et langt rør og en orange plastikkegle.

Pressefoto: Gisli Dua

Det er sært. Ingen tvivl om det. Men det er også tankevækkende, måske endda dragende og slutscenen tenderer til det decideret smukke.

Forestillingen er et samarbejde mellem Aarhus Teater og Kristján Ingimarsson Company ifm. kulturhovedstad Aarhus 2017.

Morph spiller på Aarhus Teater frem til 6. maj.
Mere info på teatrets hjemmeside.

 

Live-tweets fra Morph

Til forestillingen den 18. april eksperimenterede jeg med live-tweets direkte fra tilskuersædet. Det var ikke en udpræget succes. Det er ikke så let både at følge med i forestillingen på scenen og se på den lille skærm foran sig også.

Der kom dog alligevel (temmeligt mange) tweets ud af eksperimentet. Du kan se dem – både mine og de øvrige deltageres – på Aarhus Teaters hjemmeside, hvor du også kan læse en alternativ version af min anmeldelse, som bygger på netop disse tweets.

Se mere om tweets og Gentænk Teateranmeldelsen her.

 

ENSOMmerfugl af Gabriella Ullberg Westin

Krimi og ferie er en oplagt kombi

Jeg har ikke bare holdt påskeferie i den seneste uges tid. Jeg fik også læst en enkelt krimi på turen til Berlin med familien. Og en lidt anderledes én af slagsen ift. min vanlige læsning, vil jeg mene.

ENSOMmerfugl er den første bog af svenske Gabrielle Ullberg Westin. Og selvom hendes tredje bog i serien netop er udkommet på svensk, så er det mit første møde. Både med Westin og med genren, erotic crime.

Erotic crime

Under et interview på årets Krimimesse i Horsens blev Gabrielle Ulberg Westin spurgt, hvorfor hun har valgt at skrive bøger i genren, erotic crime. Hendes svar var ganske enkelt, at det havde hun ikke. Hun ville skrive en krimi og de meget eksplicitte sexscener var bare blevet en naturlig del af bogen.

Men netop genren erotic crime er gået hen og blevet Westins varemærke. Og ja, der er en del temmelig udpenslet sex i bogen, men det er stadig krimiplottet, der bærer fortællingen frem. Heldigvis. For det er et vældig fint plot.

Svensk ferielæsning

ENSOMmerfugl handler om politimanden Johan Rokka, der flytter tilbage til sin barndoms landsby, hvor han hurtigt kastes ud i opklaringen af et ubehageligt mord på en kendt fodboldsspillers hustru.

Parallelt med opklaringsarbejdet lærer læseren også Rokka at kende. Både hans forhistorie, hans fremtidsplaner og hans seksuelle tilbøjeligheder.

Rokka vikles i ENSOMmerfugl ind i en mordgåde, der både bringer hans egen ungdom, en tidligere kriminel løbebane og en lang række smukke, unge kvinder ind i forløbet.

Gabriella Ullberg Westin spinder et fint net mellem sine forskellige personer i bogen. Og der lægges helt tydeligt op til flere fremtidige bøger. De to er jo allerede udkommet, og det bærer den første bog klart præg af.

Hvis du ellers er i stand til at abstrahere fra en hel del stavefejl, der burde have været fanget i korrekturen, så er ENSOMmerfugl alt i alt en god krimiunderholdning og en ret oplagt ferielæsning – uanset om du planlægger ferie ved Middelhavet, i storbyen eller hjemme på sofaen.

Gabriella Ullberg Westin: ENSOMmerfugl
Udgivet af HarperCollins Nordic 19. oktober 2016.

Læs mere om bogen her.

Matilde sagde, Pirater er seje!

Hvem kan ikke lide pirater? Helt ærligt…

Jeg tænker, at de fleste (både børn og voksne) er begejstrede for pirater og ikke mindst historier om pirater. Ellers ville filmene om Pirates of the Caribbean næppe have hittet så stort.

3 gode børnebøger med pirater

Jeg har udvalgt tre af vores (som i min families) yndlings børnebøger om pirater. Og jeg lover, at ingen af dem er for uhyggelige for små øjne og ører.

Mine børn er som nævnt glade for bøger om pirater. Og de elsker bøger på vers. Derfor er de 3 piratbøger her dobbeltgode. De er nemlig også alle tre skrevet på vers.

Sørøverne flytter ind

Med Sørøverne flytter ind får du både en sød fortælling om venskab mellem pirater og landkrabber, om fordomsfri børn og om integration og plads til forskelligheder. Alt sammen pakket ind i en historie om en sørøverfamilie, der midlertidigt slår sig ned i en lille by ved havet, hvor beboerne mildest talt ikke er begejstrede for deres nye naboer.

Familien Søstærk flytter ind på Nydelighedsallé. I huset lige ved siden af Matilde. Og modsat alle andre borgere i byen, så synes Matilde, at pirater er seje. Og hun bliver den eneste ven, som sørøverdrengen Jim får i byen.

En sjov og ret lærerig bog om, hvordan vi ser på “de fremmede”, der flytter ind i vores samfund. Godt tænkt, veludført. Og fint illustreret!

Jonny Duddle: Sørøverne flytter ind
Udgivet på Turbine Forlaget i 2012.
Desværre udsolgt fra forlaget, men kan lånes på dit lokale bibliotek.

Pirater i havsnød

Den traditionelle tællebog møder blodige piraterier i bogen Pirater i havsnød. Det er faktisk lidt som sangen om de ti små cyklister. Her er der desværre bare ingen kloge pirater tilbage, når bogen slutter.

“8 pirater havde meget at lære.
Én blev rullet i fjer og tjære,
kastet fra masten, de andre skreg “Flyv!!!”
Han ramte dækket – og så var der 7.

Pirater i havsnød er både sjov og fint illustreret. Nogle af rimene er lidt skarpere end andre. Men alt i alt, så fungerer bogen godt. Både som tællebog og som fortælling om nogle ret uintelligente pirater.

Sten Platz: Pirater i havsnød
Udgivet af Høst & Søn 10. marts 2015.

Læs mere om bogen her.

Eller se min oprindelige anmeldelse på KultuNaut her.

Havets Ædedolke

Grumme fortællinger før sengetid har aldrig været en god idé. Men denne her bog kan nu godt læses sidst på dagen også. For fortællingen om havets ædedolke er så tilpas skør, at børn næppe vil tro på den. Som drengen i bogen slutter til sidst…

“Jeg har ikke troet på den historie,
siden jeg var lille.
Nu går jeg i seng igen
– og kan I så være stille!”

Til trods for versene og den lidt skøre handling, så er Havets ædedolke dog klart den mest uhyggelige af de tre piratbøger. Så er der følsomme små til stede, som ikke er så glade for knuste knogler, er den nok ikke den, du skal starte med at læse.

John Kelly: Havets ædedolke
Udgivet af Turbine Forlaget den 10. februar 2015.

Læs mere om bogen her.

Eller se min oprindelige anmeldelse på KultuNaut her.

 

God fornøjelse med læsningen og de drabelige pirater!

Bibelhistorier i ny, fin indpakning

Bibelen må være det ultimative bevis på, at en god bog ikke ældes. Men at nogle historier bare lever videre og videre gennem generationer.

Derfor er det egentlig ikke så underligt, at makkerparret Ida Jessen og Hanne Bartholin har valgt at skabe en bog med kendte historier fra Bibelen, som her er genfortalt og illustreret i en temmelig fin indpakning omkranset af Nanna Arnfreds grafik.

Bibelhistorier og bibelbilleder

Bogen, der ganske enkelt hedder Bibelhistorier, er en ordentlig moppedreng. I et stort format med 318 sider indeholder den 29 fortællinger fra Bibelen; 14 fra Det Gamle Testamente og 15 fra Det Nye Testamente.

Ida Jessens sprog er som altid fint, flydende og let at læse. Hanne Bartholins tegninger kan man kun elske. Og i denne bog får både tekst og illustrationer al den plads, de fortjener.

Der er tekstunge sider med masser af ord, hvor illustrationen i baggrunden bliver sekundær. Men der er også sider helt uden tekst, hvor billederne får lov til at tale deres eget sprog.

Opsætningen af teksten er i sig selv et lille mesterværk. Den former sig efter billederne. Eller efter handlingen. Efter ordene. Mens læsbarheden hele tiden bevares. Det er meget elegant udført.

Grafikken som prikken over i’et

Udvalget af fortællinger og tilgangen er fin. Og det kunne som sådan i sig selv have skabt en fin, ny udgave af bibelfortællingerne. Men det er i denne bog især grafikken, der giver Bibelhistorier et ekstra touch.

Som prikken over i’et rammer grafikken fortællinger og billeder ind og skaber en rød tråd gennem hele bogen. Fra første til sidste opslag er den sort/hvide grafik markant.

Jeg har personligt altid været vild med fortællingerne fra Bibelen. Især fra Det Gamle Testamente. Og det samme gælder mine børn.

Så vi læser altid begejstret med på nye udgaver af testamenterne. Især de mere børnevenlige, illustrerede af slagsen. Og Bibelhistorier er ingen undtagelse.

Ida Jessen: Bibelhistorier
Illustreret af Hanne Bartholin.
Udgivet på Bibelselskabets Forlag 12. maj 2016.

Læs mere om bogen her.