10 spørgsmål – Kids Aarhus

For et par uger siden blev jeg kontaktet af siden Kids Aarhus, som ville have mig til at svare på 10 spørgsmål om, hvad jeg laver sammen med mine børn i og omkring Aarhus.

Jeg havde svært ved at begrænse mig i mine svar. For hvordan vælger man liiiige noget frem for andet. Især når jeg nu bor ved en by, som jeg faktisk er ret vild med.

Men jeg gjorde mit bedste. Og det er blevet til en lille interview-artikel, som du kan læse lige her.

Inspiration til børnefamilien i Aarhus

Og hvis du nu bor i Aarhus. Eller blot i nærheden af Smilets by, så kan du med fordel lige tjekke Kids Aarhus ud.

Kids Aarhus er en slags onlinemagasin, hvor de deler guides og tips til børnevenlige arrangementer, udflugtsmål mv. Ganske gratis. Både på hjemmesiden og på deres Facebook-side.

kids aarhus kulturmor

Desuden er der (lige nu) fem artikler med andre bloggere fra Aarhus-området, som sidste år har besvaret de samme 10 spørgsmål som jeg. Der kunne måske også være lidt inspiration at hente.

God fornøjelse!

 

Aarhus Pride: Tag med til farvefest!

Det er lørdag i dag. Dagen før Pinse. For de fleste en helt almindelig lørdag. Men i dag afholdes der også Aarhus Pride. En ikke helt almindelig fest.

Aarhus Pride kulturmor
Foto: Martin Ballund

Aarhus Pride er en kæmpestor, farverig gadefest, som man kun kan blive i godt humør af. Den arrangeres af frivillige og beskrives som “en kampdag og en festdag for lige rettigheder og muligheder for alle – uanset kønsidentitet eller seksuel orientering”hjemmesiden.

Tag ungerne med til fest

Aarhus Pride byder på et optog gennem byen. Med så mange farver og glade mennesker, at cirkus godt kan pakke sammen. Jeg har før haft børnene med ind for at kigge på optoget. Og de var voldsomt begejstrede. Både for musikken, for udklædningerne og for de mange farverige regnbueflag.

aarhus pride kulturmor
Aarhus Pride med masser af farver og glade mennesker. Foto: Martin Ballund

Det er som essensen af en god byfest. Bare at der jo selvfølgelig her ligger en dagsorden og et budskab bag optoget. Men så meget desto bedre grund til at tage børnene med.

Selve optoget starter på Bispetorv kl. 12 og fortsætter gennem byen et par timer. Du kan læse meget mere om Aarhus Pride her.

Regnbuebørnebog

Nu vi er ved de farverige ting, så vil det være oplagt lige at lægge en boganbefaling oveni hatten. For både jeg og børnene herhjemme er ret begejstrede for Stine Josefine Diges bog om Niller Pilfinger.

Niller pilfinger boganmeldelse kulturmor

Niller er en helt almindelig dreng. Han har bare to mødre. Og i bogen Niller Pilfinger åbner Bakken følger vi Niller på lidt af et eventyr, hvor han møder alle mulige mennesketyper og får en masse oplevelser, som i børneøjne er ganske magiske.

Udover at være en rigtig fin højtlæsningsbog, så giver Niller Pilfinger åbner Bakken også en oplagt mulighed for at tale med børn om forskellige familieformer.

Du kan læse min oprindelige anmeldelse af bogen lige her.

Stine Josefine Dige: Niller Pilfinger åbner Bakken
Illustreret af Maria Tran Larsen
Udgivet af Forlaget Indblik i 2013

Premiere – en vandreforestilling

Når teatret gentænker scenen

Premiere aarhus teater kulturmor
Anders Baggesen var uhyggeligt overbevisende i rollen som krakelerende instruktør med sadistiske tilbøjeligheder. Foto: Rumle Skafte

Hvad er teater egentlig? Er det når skuespillere stiller sig op på en scene foran et publikum og spiller nogle på forhånd bestemte roller? Er det når skuespillere agerer en anden end sig selv foran et publikum på et ikke nærmere angivet sted? Eller er det, når nogen får en oplevelse fordi nogle andre gør noget?

Begrebet teater en nok mere flydende end som så. Men én ting er sikkert og det er, at forestillingen Premiere, der kan opleves på Aarhus Teater både byder på overbevisende skuespilpræstationer, god dramatik og masser af intriger.

Tag de flade sko på og gå (i) teater

Premiere er en såkaldt vandreforestilling. Publikum inddeles i mindre grupper, der anført af en guide følger én af forestillingens medvirkende rundt i teatrets baglokaler.
Man vandrer ganske enkelt rundt på teatret fra en scene til den næste. Det giver begrebet “at gå i teater” en hel ny betydning.

De seks skuespillere, Anders Baggesen, Anna-Sofie Fredslund, Anne Plauborg, Inge Sofie Skovbo, Kim Veisgaard og Mikkel Becker Hilgart spiller sig selv. Eller i hvert fald en iscenesat udgave af sig selv.

Anders Baggesen er instruktøren og idémanden til en opsætning af Hvem er bange for Virginia Wolf? De fem sidstnævnte skuespillere er de medvirkende i den fiktive forestilling. Personligt fulgte jeg Baggesens scener og kan derfor kun forholde mig til disse.

Premieres forløb starter med første møde og læseprøve og slutter ved premieren på Stiklingen. Det kan lyde lidt forvirrende, men det er det på ingen måde. Det er bare ganske svært at forklare.

Intimiderende og grænseoverskridende

To gode ord, der beskriver min personlige oplevelse af Premiere. Måske ikke ord man som udgangspunkt vil forbinde med noget positivt, men ikke desto mindre var min samlede oplevelse af Premiere særdeles god.

Anders Baggesen spiller en teaterinstruktør i opløsning. Han har mistet grebet og tilsyneladende også fuldkommen mistet overblikket over sin forestilling.

Han krakelerer langsomt men sikkert foran øjnene på tilskuerne. Men medlidenheden udebliver, for han er også voldsomt usympatisk med udtalte sadistiske tilbøjeligheder.

Der er især én scene, hvor Baggesens voldsomhed udvikler sig parallelt med en temmelig eksplicit seksuel akt. Publikum er meget tæt på. Lokalet er småt. Og det er i den grad grænseoverskridende at sidde der som en anden pervers voyeur og betragte en både intim og privat situation. Og jeg ved fra flere andre publikummer, at de havde lignende oplevelser på deres ture rundt i teatret.

Jeg vil ikke afsløre for meget om forestillingens indhold. Men oplevelsen var interessant! Og det vil sikkert være tilsvarende uanset hvilken af de seks skuespillere, du som publikum sendes med. Det er så afgjort ikke en oplevelse, som du bør gå glip af.

premiere kulturmor teateranmeldelse

Premiere. Manus: Magnus Iuel Berg. Idé og iscenesættelse: Sargun Oshana. Scenografi: Benjamin la Cour. Lyd: Kim Engelbrecht. Medvirkende: Mikkel Becker Hilgart, Anders Baggesen, Kim Veisgaard, Anne Plauborg, Inge Sofie Skovbo og Anna-Sofie Fredslund.

Spiller på Aarhus Teater til 17. juni.

Se mere her.

 

Gentænk teateranmeldelsen

Jeg har set Premiere som et led i projekt Gentænk Kulturjournalistik. Derfor har jeg også lavet lidt forskellige udgaver af anmeldelser og omtaler.

Du kan f.eks. se mine (flotte!!) skitser/tegninger på Instagram lige her. Og inden for de nærmeste dage, kan du også læse både min og de øvrige deltagere i projektets alternative anmeldelser på Aarhus Teaters hjemmeside. Du finder dem lige her.

TVANG på Katapult

På teater Katapult i Aarhus har de sat tvang på plakaten. I bogstaveligste forstand.

Tvang katapult anmeldelse kulturmor
Hundredevis af elpærer udgør scenografien i TVANG på Katapult. Enkelt og fint! Foto: Jens Peter Engedal

Jeg slog betydningen af ordet TVANG op i Den Danske Ordbog:

Tvang, substantiv, fælleskøn. Betydning: det at tvinge nogen til noget.
Tvinge, verbum. Betydning: få nogen til at gøre noget mod vedkommendes vilje.

Og faktisk passer det lige præcis på forestillingens tema: At få nogen til at gøre noget mod vedkommendes vilje. Ikke nogen bestemt. Bare mennesker, ægtefæller og andre omkringværende personer i almindelighed.

Tvang – en neoliberal komedie

Teatret kalder TVANG for en neoliberal komedie. Og selvom den politiske højrefløjs handlinger måske nok er i fokus, så går ingen for alvor fri.

Det er til tider lattervækkende, men satire er nok en mere præcis betegnelse end komedie for Line Paulsens iscenesættelse af Aleksa Okanovic manuskript.

Forestillingen handler om alle former for tvang. Økonomi, sex, magt, samfundsnormer og ægteskab.

Parret Clair og Roland er unge, hippe og fremadstormende i skikkelse af Sara Hjort Ditlevsen og David Elnebo. De lægger ud som kommunister (i hvert fald i deres selvforståelse) og ender op som noget udefinerbart og for Clairs vedkommende ultraliberalt ved forestillingens slutning. En udvikling fra system til kaos, der også afspejles i scenografien.

Brudstykker fra et liv

TVANG er en samling af små sekvenser fra parrets liv. Før, under og efter deres ægteskab.

I det ellers kulsorte scenerum er de to alene sammen med hundredevis af elpærer, der hænger ned fra loftet. Nadia Nabil Korsbæks enkle scenografi på samme tid understreger og giver plads til de to på scenen.

Dialogen er til tider temmelig søgt. Men den opvejes af de to skuespilleres entusiasme og velfungerende samspil.

TVANG er en energisk, ekspressiv, overgearet og til tider meget fysisk forestilling, der formår på samme tid at være både forudsigelig og vække forundring hos tilskuerne.

tvang katapult kulturmor

TVANG. Medvirkende: David Elnebo og Sara Hjort Ditlevsen. Instruktør: Line Paulsen. Scenograf: Nadia Nabil Korsbæk. Dramatiker: Aleksa Okanovic. Musik: Iza Mortag Freund.

Spiller på Teater Katapult i Aarhus til den 31. maj samt på Teater V i København 10.-11. juni.

Se mere om forestillingen her.

 

Der var ingen tvang involveret i mit besøg på teater Katapult. Men jeg havde fået en fribillet af teatret – hvilket de nye markedsføringsregler jo pålægger mig at oplyse. Tjek mine blogoplysninger her.

Mengele Zoo af Gert Nygårdshaug

For snart en del år siden stiftede jeg bekendtskab med den norske forfatter, Gert Nygårdshaug. Altså ikke med manden personligt, men med hans roman Mengele Zoo, der på mange måder mindede mig om Gabriel García Márquez’ univers, som jeg holder meget af.

Mengele zoo roman anbefaling

Magisk realisme, sommerfugle og terrorister

Mengele Zoo er en atypisk norsk bog. Handlingen foregår med udgangspunkt i en lille landsby i den sydamerikanske regnskov, hvor hele befolkningen (og byen med) udslettes af olieselskabernes folk.

Eneste overlevende efter massakren er en lille dreng, Mino, som derefter må leve videre med sin indsigt, sin viden og sin hævnlyst.

Store latinamerikanske forfattere som Márques og Isabel Allende er kendte for deres brug af magisk realisme. Mennesker med vinger, babyer med grønt hår, kvinder der lever i hundredevis af år er blot nogle få eksempler på magisk realisme. Men Mengele Zoo har også et strejf af denne genre – selvom den på intet tidspunkt bliver så udtalt magisk, som det ses hos de to andre, så er der noget over hele bogens stemning. Og især Minos opfattelse og oplevelse af verden omkring ham.

Fra forældreløs til miljøterrorist

Fortællingen i Mengele Zoo er helt grundlæggende en klassisk historie om hævn. Men drengen (og siden hen manden) Mino tager ikke sin hævn over olieselskaberne på klassisk vis. I stedet går han ind i en mere overordnet og økologisk forankret kamp for naturen, mod alverdens store selskaber.

Sammen med tre ligesinde venner, starter Mino en såkaldt gruppe (i dag ville man nok kalde den en terrorcelle) opkaldt efter en fiktiv sommerfugl, Mariposa Mimosa.

“Muy bien, sagde Orlando. Vi kan starte en gruppe. En rigtig gruppe, der skal tordne og lyne. Vi er fire, der står last og brast og mener stort set det samme om de fleste ting; Jovina, Ildebranda, du og jeg.” (Mengele Zoo side 257)

Og netop sommerfugle og Minos forhold til disse spiller en væsentlig rolle i romanen. Sommerfuglene bliver et tegn på naturen, på det, som de store selskaber verden over ødelægger.

I nazismens billede

Og titlen, Mengele Zoo, henviser ligeledes til verdens forhold til, opfattelse af og ikke mindst anvendelse af naturen.

“Måske havde Mengele i virkeligheden forstået menneskets position i helheden, måske havde han forstået, at det var lige så etisk forsvarligt at eksperimentere med mennesker som med rhesusaber og rotter. (…) Mino var klar over, at han aldrig ville nå til bunds i gåden Josef Mengele. Men verden var som skabt i hans billede.” (Mengele Zoo side 270)

Gert Nygårdshaug lægger op til en mere nuanceret og aktiv miljødebat. Og det er op til læseren selv at tage stilling.

Mengele Zoo er lidt svær at genreplacere. En roman i feltet mellem det actionprægede, det storladne og det tragiske. Drengen, manden, terroristen og magikeren Mino. Han er det hele og meget mere i denne fine roman, som jeg stadig her mange år efter, jeg læste den første gang, vender tilbage til.

Mengele zoo roman anbefaling

Gert Nygårdshaug: Mengele Zoo
Udgivet på Forlaget Hovedland 1. november 2010.

Se mere om bogen her.

 

 

Saurus på Bispetorv – ILT17

ILT17 er i fuld gang i Aarhus. Internationalt levende teaters festival! Og med dem er Saurus kommet til byen.

Saurus ILT17
Saurus gik deres første tur gennem Aarhus i dag kl. 15.

Dystre dinoer

Og eftersom jeg ikke har lykkedes så godt med at få børnene med til så mange Aarhus 2017-arrangementer, som planlagt, satser vi i stedet lidt på ILT.

I dag har vi set de kæmpestore, uddøde Saurusser vandre omkring midt i Aarhus. Ca. fem meter høje skabninger, der bød på vældigt fascinerende akrobatik.

saurus ilt17 kulturmor

Alene det faktum at de fire mennesker indeni Saurusserne kan bevæge sig rundt i dragterne – på stylter – er imponerende. Men dragterne i sig selv var også både dystre, smukke og dragende. Som en film af Tim Burton.

Vi havde på forhånd læst om dem og set en lille videotrailer på nettet. Min mindste var lidt skeptisk, fordi de kæmpe væsner var noget dystre i deres udtryk, men begge børn indvilligede alligevel i at tage med og se på sagerne.

Se vores minivideo fra Saurus på Bispetorv i Aarhus her.

Saurus på stylter

Og det var faktisk ret vildt. Vi havde talt om, at det jo “bare” er mennesker på stylter i seje kostumer, men virkningen af de kæmpemæssige Saurusser var alligevel ret effektfuld.

Saurus ILT17 kulturmor
Saurus på tur op ad et temmeligt menneskefyldt strøg i Aarhus.

Og de fem stylteklædte mennesker – fire i Saurus-kostumer og en enkelt, der agerede volapyktalende dinotræner – gik ikke blot rundt på Bispetorv, som jeg havde ventet. De tog en tur op ad Strøget også og var først tilbage på torvet igen efter 40 minutters tid.

Meget imponerende! Og stadig lidt skræmmende for de mindste.

 

Close-Act Theatres Saurus kan opleves på Bispetorv i Aarhus indtil på lørdag den 20. maj.

Se mere om Saurus her.

 

Den første af Justin Cronin

Den første er ikke bare den første bog i en serie. Den er også den første af sin slags, som jeg har læst. Postapokalyptiske vampyrlignende fortællinger plejer ikke at være min kop the.

Jeg læser som oftest krimier, historiske romaner og ungdomsbøger. Men denne bog fangede mig ind med sin ildevarslende stemme og utrolige velskrevenhed.

Den første af flere

Den første er også en vældig, vældig lang bog. En moppedreng på 1020 sider. Men på den gode måde. Det er ganske enkelt den plads, som fortællingen har brug for. Den når på intet tidspunkt at blive for langtrukken, for kedelig eller for meget. Den er ganske enkelt bare fascinerende.

Forlaget beskriver bogens handling således:

“Da alvorligt syge kræftpatienter bliver raske efter at været blevet bidt af flagermus i Sydamerika, iværksætter den amerikanske regering et hemmeligt eksperiment på dødsdømte fanger for at undersøge, om virusset fra flagermusene kan kurere sygdom – eller bruges til at skabe den ultimative soldat. Men eksperimentet slår fejl, og pludselig er hele verden forandret”.

Vi er i USA – et sted i fremtiden. De 12 forsøgskaninger – de dødsdømte forbrydere – udvikler sig helt anderledes end ventet. De bliver til en helt ny art, som bryder ud af deres fangenskab og breder sig over hele kontinentet, hvor de spreder rædsel, død og ødelæggelse.

De 12 er blevet til viraler – en slags vampyrlignende væsner med ekstremt skarpe sanser. De er nærmest selvlysende i mørke, hvor de hænger med hovedet nedad som flagermus og lynhurtigt overmander og flænser deres ofre – menneskene.

Det lyder voldeligt, blodigt, ekstremt. Det er det, men det er også en helt fantastisk fortælling om en postapokalyptisk verdensorden, hvor det eneste håb om frelse er en lille pige og hendes særlige evner.

Ingen forløsning, kun frygt

Der kommer ingen forløsning med udgangen af Den første. Kun den nagende frygt. Justin Cronin har skabt et dystopisk storværk. Og en fortælling, der fortsættes i de følgende bøger.

Pt. er jeg i gang med at læse efterfølgeren, De tolv, der indtil videre lader til at tage arven op på fin vis. Men igen er det for mig temmeligt skræmmende. Faktisk så meget, at jeg må inddele bogen i mindre bidder. Og helst læse andet (helt u-uhyggeligt) indimellem for at bevare den gode nattesøvn.

Justin Cronin skriver i et nøgternt, beskrivende sprog. Korte sætninger. Dialog. Notater. Lige på og hårdt. Og alligevel er det ekstremt effektivt. Fortællingen drives frem. Og selvom der hele tiden er en underliggende, ildevarslende stemning, så kommer uhyggen inde fra og ikke fra bogens fortælling i sig selv. For historien byder også på kærlighed, menneskelighed, overlevelse og barmhjertighed.

Det er svært at forklare. Men prøv engang selv. Den første er også indtalt som lydbog og varer ca. 37 timer. God fornøjelse!

Justin Cronin: Den første
Udgivet på Lindhardt & Ringhof 1. december 2011.

Læs mere om bogen her.

 

Den søde hugorm Gorm

Hugorme er som bekendt nogle værre nogle. De bider. De er gifttige. De spiser smådyr. Men ikke hugormen Gorm i Camilla Kuhns ret fantastiske børnebog, Den søde hugorm Gorm.

Hugorme spiser da dåsemad

“Gorm er sød. Han lever af dåsemad. Og han arbejder på et apotek.”

Gorm er i det hele taget en utroligt indtagende, venlig hugorm. Han har truffet et aktivt valg om ikke at spise andre dyr. Og selvom hans familie mener, at han ikke er rigtig klog, spiser Gorm kun dåsemad!

Han er hjælpsom og glad. Han passer overboens kat. Han servicerer kunderne på apoteket. Og han elsker ros fra andre.

“Gorm kan godt lide at være sød.”

Luk øjnene og synk

Selv de allerbedste, allerrareste kan begå fejl. Det ved enhver. Dog ikke Gorm, vel? Og dog. For somme tider, når Gorm lukker øjnene, når lyset går ud, så forsvinder små dyr omkring ham. Han aner ikke hvorfor. Det har i hvert fald ikke noget med Gorm at gøre.

Den søde hugorm Gorm er en både sød og skæg fortælling om en hugorm, der bare SÅ gerne vil være god.

Fortællingen ledsages af fine tegninger. Og det er egentlig kun på billederne og ikke i teksten, at den virkelige handling finder sted. For når Gorm åbner sine øjne, er hans vom som regel blevet lidt rundere.

Og netop denne detalje er ret sjov. For der kan godt gå lidt, inden barnet opdager, hvad der egentlig foregår i fortællingen.

Den søde hugorm Gorm er perfekt som højtlæsning for de mindre børn på ca. 3-6 år.

Camilla Kuhn: Den søde hugorm Gorm
Udgivet på Høst & Søn den 4. september 2013.

Bogen er desværre udsolgt fra forlaget, men du kan finde den på dit bibliotek.

Hekse-serien der holder

I 1975 blev den første bog i hekse-serien af Phyllis Reynolds Naylors udgivet. Heksens søster var den danske titel. Og det var den første bog af i alt seks, som siden ville drage utallige unge læsere (nok især piger) ind i sit magiske univers.

Heksens søster i den første, danske udgave fra 1975. Nogle biblioteker er gode til at bevare gamle bøger.

Heksens søster

Hekse-serien handler om pigerne Lynn og Mus, der har mistanke om, at den ældre dame Fru Tuggle er en heks. Det er den korte version. Fru Tuggle forsøger tilsyneladen at få unge piger med i sin heksekreds, og de Lynn og Mus må kæmpe med næb og kløer for at redde både sig og dem, de holder af.

Jeg var nok omkring de 12 år, da jeg læste hekse-serien. Og jeg var fuldstændig solgt fra første bog. Min bedste veninde og jeg dyrkede universet og historien, som en hel livsstil.

Vi levede os ind i den unge pige Lynns liv, hendes bekymringer for familien og frygten for, at fru Tuggle er en heks. Og vi lærte alle heksens vers udenad. Bare for det magiske ved at kunne dem.

Heksens søster – side 22.

“Gennem vandet skyggeporte
slimede og midnatssorte –
kom, oh nymfer! Bliv i leg
tavse billeder af mig.”

Bøgerne er desuden illustreret med nogle ret stemningsfulde stregtegninger. De har ikke nødvendigvis direkte sammenhæng med handlingen på den pågældende sige, men de tegner et fint billede af det stemningsunivers, som bøgerne opbygger.

Genlæsning kan være godt

Jeg besluttede for nylig, at jeg ville genlæse serien. Bare for at se, om den virkelig var så god, som den havde vokset sig i min erindring. Og sjovt nok, så er det en historie, der holder. Det er bøger til børn, javist. Men historierne er godt skruet sammen. Og spændingsniveauet er overraskende højt.

Indtil nu har jeg kun genlæst de to første titler, Heksens søster og Heksens kat. Og selvom udgaverne er gamle (de findes kun i gamle biblioteksudgaver og er ikke blevet genudgivet siden starten af 00’erne), der en en del korrekturfejl i dem og verden var en ganske anden dengang (i 1970’erne, hvor handlingen finder sted) – med fastnettelefoner og ingen computere i hjemmet – så holder fortællingen alligevel læselysten oppe.

Heksens kat. Anden del i hekse-serien.

Heks eller ej?

Da jeg læste serien for første gang, var jeg 100% overbevidst om, at pigerne i bogen (Lynn og Mus) havde ret i deres antagelser om, at den gamle kone (Fru Tuggle) var en heks. Alle tegn pegede i den retning. Det var lysende klart. Og det var jo bare typisk voksne, at de ikke troede på pigerne.

Når jeg læser den første bog i dag (med mere voksne øjne), så kan jeg sagtens se, at det faktisk ikke er klart, om de har ret eller ej. Der er to sider af sagen, og forfatteren Phyllis Reynolds Naylor formår på fineste vis at lade det endelige svar stå hen i det uvisse. Det er op til læseren selv at vælge side. I hvert fald indtil den den næste bog er læst…

Så uanset om du er voksen, teenager eller tween, så bør du unde dig selv at (gen-)læse bøgerne i hekse-serien. De er så afgjort et bekendtskab værd.

 

Phyllis Reynolds Naylor: Heksens søster og Heksens kat
Udgivet på forlaget Forum i hhv. 1975 og 2002.

Kan ikke længere købes som nye, men hvis du er heldig, finder du serien på dit bibliotek.

 

Hekse-serien indeholder følgende titler på dansk:
Heksens søster
Heksens kat
Heksen
Heksens øje
Heksens urter
Heksen vender tilbage

Jesus Christ Superstar

Andrew Lloyd Webber og Tim Rices musical Jesus Christ Superstar var én af de første musicals, jeg så i mit liv. Og jeg elskede den. Og ikke kun fordi jeg var småforelsket i ham, der spillede Simon. Musikken var skøn, fortællingen essentiel og oplevelsen i top.

Derfor havde jeg også glædet mig ret meget til at se Jesus Christ Superstar i Aarhus Teaters opsætning. Men desværre blev jeg lidt skuffet.

Simon Matthew i rollen som Jesus på Aarhus Teater i en desværre lidt rodet opsætning. Foto: Rumle Skafte

Rod, støj og lidt forvirring

Instruktøren Elisabeth Linton har skabt en ret rodet forestilling, som er præget af støj i både visuel og auditiv forstand.

Selvom jeg på forhånd kendte både musical og historie, så var jeg godt og grundigt forvirret, da 1. akt sluttede og pausen begyndte.
Jeg kunne se, hvem der spillede Jesus (Simon Matthew), Maria Magdalene (Cecilie Stenspil) og Pontius Pilatus (Jacob Madsen Kvols). Alle de øvrige var jeg i tvivl om.

Hvem var Judas? Hvem var Simon? Hvem var Peter? Og hvem var de to fjerklædte mænd med hatte, som talte med Pilatus.
Godt nok skrev jeg lige, at jeg har set musicalen før, men det er ca. 20 år siden og der er løbet en del vand (og muscials i alle afskygninger) under broen siden. Og så godt kan jeg ikke huske den præcise handling, eller hvem der synger hvilken sang.

Og desuden skiftede scenerne lidt umotiveret. Det virkede som om sangene var blevet grumset til af rocklyd og hæshed. Som om hver enkelt sang næsten ikke fik lov at begynde, før den igen var afsluttet.

Dårlig lyd på balkonen

Min forvirring skyldtes nok især lyden. Jeg sad på balkonen. På første række endda. Godt nok ude i den ene side, men udsynet var fint og jeg havde set frem til at opleve Kenneth Thordals nyoversættelse.
Men jeg oplevede den ikke. For jeg kunne ganske simpelt ikke høre, hvad der blev sunget. Kun meget få brudstykker.

Musikken var høj, næsten støjende. Og lyden på balkonen mindede mig lidt om en forårskoncert i folkeskolen, hvor en flok glade børn spiller covernumre af kendte sange tilsat alt for høje trommelyde.

Jacob Madsen Kvols er intens og dramatisk i rollen som Pontius Pilatus. Foto: Rumle Skafte

De gode elementer skal ikke glemmes

Men dermed ikke sagt, at det var en forfærdelig oplevelse. Der var også gode elementer i forestillingen. Især vil jeg fremhæve Jacob Madsen Kvols som Pontius Pilatus og Mathias Flint som Kong Herodes. For hvor de resterende medvirkende gled sammen i en grødet masse, hvor ikke engang Jesus eller Judas vakte følelser i mig, så kunne Pilatus og Herodes drage opmærksomheden mod sig i en række underholdende og imponerende scener.

Scenografi og kostumer i top

Kostumerne i forestillingen var imponerende. Romernes vel at mærke. For alle de øvrige var meget neutrale og stort set ens. Men hos romerne har kostumedesigner Maria Helena Gyllenhoff for alvor slået sig løs. Med glimmer, glitter, guld og fjer. Masser af glam og wow-effekt.
At det dertil skal siges, at jeg aldrig rigtig forstod, hvorfor romerne var sådan klædt, er en ganske anden sag.

Og hvad angår Palle Steen Christensens scenografi, så afspejlede den en imponerende forståelse for anvendelse af scenerummet. På alle leder og kanter. For det var både effektfuldt og interessant at se skuespillerne klatre rundt på siderne, komme gående ned ad bagvæggen og hænge ned fra loftet.

Alt i alt var Jesus Christ Superstar på Aarhus Teater en lidt blandet oplevelse. For selvom jeg overordnet set var skuffet – og lidt forvirret – så var der også en række fine, seværdige elementer. Især i 2. akt.

 

Jesus Christ Superstar spiller på Aarhus Teaters Store Scene frem til 3. juni.

Læs mere om forestillingen her.

 

Den alternative anmeldelse

Ifm. projektet Gentænk Kulturjournalistik har jeg lavet en alternativ anmeldelse udfra fokuspunktet: 5 fede detaljer i forestillingen.

Det er der kommet en kort video og en dertilhørende tekstanmeldelse ud af.

Du kan se videoen her.

Anmeldelsen kommer op på anmeldersiden på Aarhus Teaters hjemmeside snarest.
Den side finder du her.