Niels Klims underjordiske rejse – se den, læs den, kend den!

Det her bliver et lidt atypisk indlæg. Som udgangspunkt handler det om Ludvig Holbergs roman, Niels Klims underjordiske rejse. Men kun som udgangspunkt. For jeg har faktisk aldrig læst den bog. Og ikke kun fordi den oprindeligt blev udgivet på latin.

Højaktuelle Holberg!

Da jeg i sin tid læste på Dramaturgi på Aarhus Universitet, syntes jeg, at Holberg var kedelig. At flere af hans komedier bare var plagiater af udenlandske dramatikere som Calderón og Shakespeare. Men der er nu noget ved Holberg. Det har selv jeg måttet indse.

For ikke længe siden skrev jeg et indlæg om iscenesættelsen af Erasmus Montanus på Aarhus Teater. Det kan du læse her. Og i fredags var jeg til premieren på Niels Klims underjordiske rejse på Vendsyssel Teater (ja, jeg var kommet langt hjemmefra, men det var så afgjort turen værd!).

Nå, men de to forestillinger, samt læsningen af en ganske særlig børnebog (den vender jeg tilbage til om lidt), har fået mig til at ændre mening: Holberg var for sej. Og temaerne i hans værker er højaktuelle den dag i dag. Hvis de vel at mærke serveres på en måde, der giver dem relevans og bliver iscenesat overbevisende.

Du kan læse lidt mere om fortællingen her.

Gendigtning i børnehøjde

Men tilbage til førnævnte børnebog. Det drejer sig om bogen på det første billede her i indlægget: Vibeke Stybes gendigtning af Niels Klims underjordiske rejse. Forkortet, forenklet og uden for mange gentagelser. Super fint illustreret med Dina Gellerts farverige tegninger. Og historien er jo fabelagtig!

Dina Gellert har stået for de fine illustrationer i Vibeke Stybes gendigtning af Niels Klims underjordiske rejse.

Holberg skrev sin roman i 1741. Mere end 100 år før Jules Verne skrev Rejsen til jordens indre. Han var jo en firstmover. De tanker og ideer, der ligger bag er for vilde. At der findes et helt univers på vrangsiden af vores planet, hvor alle mulige tænkelige (og utænkelige) væsner lever. Fra talende dyr over havfruer til levende træer. Det er fabelagtigt i ordets bogstaveligste forstand.

Selvom det er en forkortet udgave, er det stadig en ret teksttung bog. Men den kan læses højt for de mindre børn også, hvis den deles op i mindre bidder. F.eks. et afsnit hver dag som godnatlæsning.

Vibeke Stybe og Dina Gellert: Niels Klims underjordiske rejse
Udgivet på forlaget Forum i 2000.

Bogen er desværre udsolgt fra forlaget, men du kan sikkert låne den på dit lokale bibliotek.

Niels Klim anno 2017 i Vendsyssel

Og så var der lige det med premieren på Vendsyssel Teater. Et smukt, stort nybygget kulturhus lige midt i Hjørring, som i sig selv kunne være et besøg værd.

Jeg har skrevet en decideret anmeldelse af forestillingen, som bringes i Information på fredag. Men her er et ultrakort rids af oplevelsen, som jeg på det varmeste kan anbefale.

Peter Schrøder har iscenesat ud fra en helt nyskrevet dramatisering fra Anna Bro og Thor Bjørn Krebs. Forestillingen synes at være et oplagt valg til det nye teaters største sal, der er helt rund og derfor er perfekt til at mime indersiden af jordkloden.

Temaer som integration og fremmedhed er i fokus. Og med et velspillende skuespillerhold, fine kostumer, effektfuld og veludført scenografi, lys og lyd bliver Niels Klims underjordiske rejse på en i særklasse god oplevelse.

Forestillingen spiller frem til 12. april.

Se mere på teatrets hjemmeside.

 

Og se så at få læst den bog. Om ikke andet, så den forkortede, børnevenlige udgave.

I 2017 er kodeordet GENTÆNK

I 2017 er Aarhus europæisk kulturhovedstad (sammen med Pafos på Cypern, hvilket de færreste i Danmark måske ved).
Temaet i Aarhus 2017 er Let’s Rethink. 

Og netop ordet gentænk er omdrejningspunktet for flere af årets tiltag.

Du kan se hele programmet for Aarhus 2017 her.

Gentænk kulturjournalistik – manifest

Have Kommunikation satte sidste år – i samarbejde med Aarhus Teater og Aarhus 2017 – et projekt i søen, som de kalder Gentænk Kulturjournalistik.

Om baggrunden for projektet skriver de bl.a. følgende på deres hjemmeside.

“Kulturjournalistikken og kulturkritikken skal nu navigere i et helt nyt mediebillede, hvor brugermeninger, guidestof og kommerciel oplevelsesjournalistik indskrænker rummet for den substantielle dialog, bedømmelse og kritik.”

I foråret 2016 blev der afholdt en række workshops rundt om i landet, som havde fokus på netop tanken om at gentænke kulturjournalistikken.
Samlet set er det blevet til et manifest omkring kulturjournalistikken og hvilke behov, der er for gentænkning og nye tiltag.

Se manifestet her.

Aarhus Teater som konkret case

De tre ovennævnte samarbejdspartnere og DMJX (tidligere Journalisthøjskolen) har valgt sammen at bruge 2017 til at se på teateranmeldelsen som en konkret case ift. gentænkning af kulturjournalistikken.

Aarhus Teater lægger forestillinger til projektet og man har oprettet et anmelderkorps til formålet.

Jeg er én af de 14 deltagere – anmeldere – i projektet. Så jeg håber, du har lyst til at følge lidt med i projektets udvikling.

Du kan se oversigten over alle anmeldere her.

Fra traditionelt til eksperimenterende

Ideen med projektet er, at de 14 anmeldere skal afprøve forskellige medier og tilgange til teateranmeldelsen.

De to første forestillinger (som er de eneste indtil videre) er blevet anmeldt på meget traditionel vis, som klassiske teateranmeldelser ift. form og formalia.
Det er planen, at anmeldelserne (forhåbentligt) gerne skulle udvikle sig til noget mere eksperimenterende undervejs. Men ingen ved, hvad der kommer til at ske. Der er ingen fast plan. Bare gode intentioner og ønsket om at gentænke en traditionsrig, journalistisk genre.

Du kan følge med i projektet og læse alle anmeldelserne her.

Aarhus Teater: En skilsmisse

Hassan Preisler (selv-)iscenesat

En skilsmisse på Aarhus Teater er, til trods for fine musikalske indslag og god energi fra skuespillerne, en forestilling, der aldrig rigtig når ud over scenekanten.

Foto: Gísli Dúa.

Der er så meget Hassan Preisler på Aarhus Teater lige nu, at du kan svømme i det! Tapetet på scenevæggene er små billeder af Hassan Preisler. Historien handler om Hassan Preisler. Skuespillerne bærer gummimasker, der ligner Hassan Preisler. Og nå ja, så er forestillingen jo netop skrevet af netop skuespiller og forfatter Hassan Preisler med udgangspunkt i hans egen skilsmisse.

En fragmenteret serie af nedslag i Preislers liv før, under og efter skilsmissen. Moqi Simon Trolin har stået for iscenesættelsen og Siggi Óli Pálmason for scenografien.

Musikalitet og illusionsbrud

En skilsmisse indledes med Paul Simon-sangen ”50 Ways to Leave Your Lover” sunget af forestillingens fem skuespillere (Anna Nørh Tolstrup, Kirsti Kærn, Kjartan Hansen, Mathias Flint og Christian Hetland). De fem deler rollerne som Hassan, hans (eks-)kone May, deres datter Sonja, Hassans mor samt flere unavngivne bipersoner.

Foto: Gisli Dua

Scenografien er enkel og forandres konstant gennem forestillingen. Til tider så meget, at det virker forstyrrende på dialogen.

Skuespillerne hopper ikke bare ind og ud af de forskellige roller, men også rundt mellem forestillingens forskellige metalag. Anna Nøhr Tolstrup træder ud af sin rolle som May; ”Jeg er ikke May” siger hun og skaber et illusionsbrud ved at adskille skuespilleren fra rollen. Hvorefter hun beskylder de øvrige skuespillere for kun at være med i forestillingen, fordi den er skrevet af Preisler og de bare vil være med i ”noget smalt og skævt. Ikke noget populistisk som på Store Scene.”

Preisler mod Preisler

Sådan fortsættes stykket igennem. Skuespillerne forsøger at påvirke Preislers tekst. At gøre noget uforudsigeligt og spontant, som Preisler ikke havde regnet ud. Aarhus Teater kalder En skilsmisse for en fiktionsleg. Men hvis intentionen er at lege med teatrets form, fungerer det ikke.

Alle fem skuespillere leverer god energi på scenen, men teksten virker alt for søgt. Det er tydeligt, at det kun er Preisler selv, der foregiver at gå imod Preisler. Og det gør stykket lidt fladt.

Ikke på noget tidspunkt i løbet af forestillingens godt to timer når følelserne ud over scenekanten. Hverken fra de sørgelige, de morsomme eller de skæve indslag.

Foto: Gisli Dua

Ny dansk dramatik kan meget mere end det. Det har Aarhus Teater selv demonstreret bl.a. med Nekrologer i 2012, hvor de fem elever på Dramatikeruddannelsen skrev hver deres enakter (se mere her). Der var grin, gråd og tænders gnidsel. Alt det, der ikke var til En skilsmisse.

Der er rigtig meget Hassan Preisler at finde på Aarhus Teater, men det bliver desværre aldrig hverken rigtig interessant eller nyskabende.

 

EN SKILSMISSE
Spiller på Aarhus Teater, Studio frem til 4. marts 2017.

Læs mere her.

Aarhus Teater: Erasmus Montanus

Scenografien er holdt i sort og hvid. Foto: Emilia Therese

Holberg reloaded – galt eller genialt?

I disse dage kan du opleve en på samme tid traditionel og helt ny udgave af Holbergs Erasmus Montanus på Aarhus Teater.

Glem alt hvad du ved om Holberg. Eller næsten… For selvom opsætningen af Erasmus Montanus på Aarhus Teater indeholder både blodbad, store oppustelige ting, nøgenhed og et helt marchorkester, så er der dog alligevel en rød tråd til Holbergs dramatik.
Men er det bare galt eller er det rent faktisk genialt?

Andreas Jebro som Erasmus Montanus og Lars Brygmann som Per Degn. Hvem er den lærde og hvem er en nar? Foto: Emilia Therese

Erasmus Montanus er fortællingen om bondedrengen Rasmus Berg, der har studeret i København og vender tilbage til landsbyen (og sin forlovede) som et nyt, bedrevidende menneske, der stiller spørgsmålstegn ved alle de sandheder, landsbyboerne kender. Han har latinificeret sit navn til Erasmus Montanus og insisterer på, at jorden er rund, hvilket ikke falder i god jord i landsbyen – og i særdeleshed ikke hos hans svigerfar.

Holbergs komedie er kendt for sin tvetydighed. Hvem griner publikum af? Af de lærde, af bønderne eller af sig selv? Denne tvetydighed har Aarhus Teater i samarbejdet med Christian Lollike (og teater Sort/Hvid) ført up to date i en alternativ version af Holbergs klassiker.

Zaki Youssef som Jakob og Andreas Jebro som Erasmus. Den dumme bonde og den lærde bror. Eller? Foto: Emilia Therese

Tomater, paphuse og religionssatire

Allerede før forestillingen går i gang kan publikum betragte scenografien. En landsby bygget op i sort/hvidt af papskiver. De skrå brædder på gulvet er udskiftet med en trappe, der stiger op mod kirken allerbagerst på scenen – badet i et nærmest guddommeligt lys.
Det er kontraster, religion og verdensopfattelser. Scenen er klar. Nu mangler bare aktørerne.

Der uddeles tomater til publikum på de forreste rækker, som pænt må sidde med dem i hånden næsten frem til stykkets slutning.

Forestillingen indledes med korsang, som er gennemgående gennem hele forestillingen. Smukt, rent og langsomt. Som havde nogen skruet ned for tempoet i salmen og ladet den spille i slowmotion.

Det hele er karikeret. Fra kostumer og make-up til de overdrevne mekaniske bevægelser der suppleres af den tydelige mekaniske lyd fra teknikken i rullebåndet på scenen.

Ole Thestrup som Jeronimus, svigerfar til Erasmus (Andreas Jebro). Begge står lige stejlt på deres respektive opfattelser af såvel jordens form som det danske værdigrundlag. Foto: Emilia Therese

Lollike fører Holbergs tematikker frem til nutidens debatter omkring danskhed, kristne værdier og fremmedfrygt. Det handler stadig om tvetydighed og modsætninger. Ytringsfriheden tages op til overvejelse. Skal alt siges og gøres blot fordi man har ret til det? Må man fornærme andres religion eller verdensopfattelse i ytringsfrihedens navn?

Erasmus mener, at bevidstheden skaber virkeligheden. Og det bliver helt konkret, da han konfronterer Per Degn med dennes hus. Men hvor er gangen og soveværelset i den tomme papskive? Hvor er den verden, de taler om? Det hele er blot en illusion.

Fra Holberg til surrealistisk mareridt

Langt hen ad vejen følger iscenesættelsen Holbergs oprindelige forlæg. Med små undtagelser og tilføjelser, der modtages med latter fra publikum. Men ved midten af 4. akt slår det tilsyneladende klik for Erasmus. Hos Holberg bringer han med sine ord uorden i landbysamfundets vanlige gænge og deres verdensopfattelse. I Lollikes iscenesættelse går Erasmus skridtet videre og styrter rent bogstaveligt deres verden i grus: Kulisserne væltes, smadres, fjernes. Scenerummet står halvnøgent tilbage og blotter dem, der stod gemt.
Men er det landsbyboernes eller Erasmus’ egen verden, der smuldrer? Symbolikken er tyk. En stor sort moské vokser frem bag kirken. En niqab-klædt person venter i kulissen. Verden er væltet. Afsløret som tomme skaller. Erasmus’ forlovede skaber det rene selvmordsblodbad på scenen, mens han fortsat nægter at undsige sine overbevisninger om, at jorden er rund.

Erasmus (Andreas Jebro) og Sofia Nolsøe som hans forlovede, Lisbed. Mod slutningen forvandles scenen til et rent blodbad. Foto: Emilia Therese

Hvor Holberg til slut lod en løjtnant narre Erasmus til at blive soldat, lader Lollike scenen forvandle sig til et surrealistisk mareridt, hvor løjtnanten akkompagneret af et helt orkester klæder Erasmus af til skindet og tvinger ham til at rette ind.

Tomaterne flyver fra publikum. Den nøgne sandhed fremvises og hvad har han så at have sit ego i? Uden sin facade må han som alle andre bukke under for flertallet. Han giver efter for presset og følger med strømmen.

Fra klassisk Holberg til surrealistisk mareridt. Foto: Emilia Therese

Hvad pointen med denne slutning er, må det være op til den enkelte at tolke på. Er det så galt eller genialt? Begge dele velsagtens. Det er i hvert fald interessant!

 

ERASMUS MONTANUS
Spiller på Aarhus Teater, Store Scene frem til 11. marts 2017.
Læs mere her.

I familien på Teatret Svalegangen

Kulturmor - I familien på SvalegangenFrem til den 18. november 2016 kan du opleve teaterforestillingen I FAMILIEN på Teatret Svalegangen i Aarhus. Teatret kalder selv forestillingen for en oprørsk og overgearet generationskomedie. Og det er netop det, du får.

Alt er sat på spidsen. Karikeret til det ekstreme. Og der bliver for alvor sat tanker i gang.

Det er en forestilling om de kontroverser, der opstår både på tværs af generationskløfter men også mellem søskende, som har udviklet sig i vidt forskellige retninger og derfor slet ikke længere kan finde ind til én grundlæggende, enslydende kerne i deres liv.

Foto: Morten Fauerby
Foto: Morten Fauerby

I FAMILIEN tegner skarpe billeder af forskellige måder at leve på. Forskellige tilgange til alt fra børneopdragelse til boligindretning. Det handler om værdier og forskelligheder.

Alle karaktererne er ekstreme og fuldstændigt unuancerede. De er rendyrkede stilarter. Og netop derfor kan du som publikum ikke tage parti med hverken den ene eller den anden i forestillingen.

Det er en forestilling, hvor alt er sort eller hvidt. Rigtigt eller forkert. Men det er netop overdrivelsen, der fremmer forståelsen. De ekstreme karakterer gør oplevelsen effektiv. Verden er ikke sort/hvid. Men det må den gerne være på teatret. For at understrege en pointe.

Forestillingens scenografi mimer en arena, en kampplads, en boksering. Publikum sidder hele vejen rundt og kan betragte kampen fra alle fire verdenshjørner. Og der går da også en overgang decideret kampscene i stykket.
Se teatrets egen trailer for I FAMILIEN her.

Foto: Morten Fauerby
Foto: Morten Fauerby

Klippet med kampen i bokseringen viser meget fint essensen af forestillingen. Ikke at de bokser. Ikke hele tiden i hvert fald. Men scenen er sat fra første replik. Og den stemning følger med gennem hele stykket.

Der findes næppe et voksent menneske, som kan se denne forestilling uden på noget tidspunkt at føle sig ramt. Det burde ikke være muligt. For skuespillerne personaliserer de ekstreme egoer, de ekstreme ideologier. Og på et punkt i løbet af forestillingen bliver du ramt i dine egne fejl, mangler, ideologer eller hvad det nu er for dig.

Du ser dig selv iscenesat. Ganske vist karikeret og overdrevet. Men det skal nok ramme. Og det er også derfor, at det er sjovt. Det kan være utroligt befriende, at grine af sig selv. For det er i sidste ende netop det, man gør på Svalegangen.

Så måske – og kun måske – vil I FAMILIEN give dig en lidt bedre forståelse for, at vi alle sammen er forskellige og at det grunder i forskellige værdier. Ikke i ønsket om at være på tværs og genere andre. Men om ikke andet, så bliver du i hvert fald godt underholdt!

 

I FAMILIEN
Spiller på Teatret Svalegangen 22. oktober – 18. november 2016.
Læs mere her.