Silke – en forvandlingshistorie

Jeg har netop færdiggjort læsningen af Bent Hallers roman, Silke – en forvandlingshistorie. Den er skrevet til børn og unge. Og kunne også bruges til højtlæsning.
Altså en børne-/ungdomsbog, men det ændrede ikke på, at jeg undervejs i læsningen både var spændt på udfaldet af fortællingen og at jeg måtte knibe en tåre til sidst.

Silke – et ganske særligt barn

Silke er et ganske særligt barn. Hun elsker vand fra den dag hun bliver født og vil helst bade uafbrudt. Silke døjer med voldsom allergi. Næsten som var hun allergisk overfor verden.

“- Hvad er dog det? mumlede Silke. – Hvad er det jeg kan høre?
Moster Olga tog konkylien og holdt den op til øret.
– Det er havet, sagde hun.
– Havet, mumlede Silke og blev fjern og meget blå i øjenene.”

Det er tydeligt fra bogens første side, at den lille pige Silke har en ganske særlig tilknytning til havet. Alligevel er hun 6 år, før hun det havet for første gang. Det hav, hvor hun blev undfanget i sin tid

At finde hjem

I havet finder Silke sit virkelige element. Det er en fin, fin fortælling om en lille pige, der stoler fuldt og fast på sit instinkt. Og som gør det, der er rigtigt for hende – også selvom det betyder ofre undervejs.

“Silke gik ind mellem klitterne og hørte hvordan havet kaldte og kaldte. Det holdt jo aldrig op med at kalde, ikke før hun dykkede og begyndte at svømme.”

Forfærdelig fin og frygtelig på samme tid

Silke er en smuk og meget magisk fortælling, der på samme tid er helt forfærdelig læsning. I hvert fald for en forælder.
Men det er også en historie om ubetinget kærlighed mellem forældre og børn. For kun hvis man elsker nogen højt nok, kan man give slip.

Bent Haller har en særlig evne til at balancere mellem det realistiske og det magiske. Han har et stort bagkatalog af udgivelser – den mest kendte er nok Kaskelotternes sang (fra 1981). Og det er tydeligt for mig, at jeg må i gang med at læse flere af hans bøger.

Bogen om Silke er udgivet første gang i 1991, så jeg ved ikke, hvorfor det skulle tage mig SÅ mange år at opdage den. Men bedre sent end aldrig. For det er bestemt ikke en fortælling, jeg ville have været foruden.

Bent Haller: Silke – en forvandlingshistorie
Udgivet på Høst & Søn i 1991

Se mere på forlagets hjemmeside.

Ishavspirater af Frida Nilsson

Smuk fortælling om kærlighed, mod og pirater

Hvis du (som stort set alle andre) holder af Astrid Lindgrens fantastiske fortællinger som Brødrene Løvehjerte og Mio min Mio, så vil du helt sikkert også elske Frida Nilssons Ishavspirater.

Ishavspirater er fortællingen om pigen Siri, der drager tværs gennem verden for at redde sin lillesøster fra en frygtelig skæbne som minebarn hos sørøverkaptajnen, Hvidhoved.

På rejsen tværs over ishavet møder Siri mange forskellige mennesker (og andre væsner). Hun ser det bedste og det værste i menneskeheden. Og hun får sat sin verdensopfattelse i perspektiv.
Selvom hun møder (næsten urimeligt megen) modgang, så giver hun ikke op. Og hendes mod og vilje til at frelse sin søster breder sig også til nogle få andre omkring hende.

Mod handler ikke om styrke

Da Siris lillesøster bliver snuppet af sørøverne, er hun i første omgang overbevidst om, at alle landsbyens stærkeste mænd vil forfølge sørøvernes skib og hente hendes søster tilbage. Men alle er bange for Hvidhoved og hans sørøvere. Én af landsbyens mænd siger det lige ud:

“Din søster er fortabt. Sådan er det med dem, som Hvidhoved tager. De … findes ikke længere.” 

Men som en vaskeægte helt, vælger Siri at ignorere det, som andre anser for kendsgerninger, og beslutter sig for selv at redde sin søster.

Søstrene Løvehjerte

Der er masser af ligheder mellem Ishavspirater og det Lindgrenske univers, som er kendt og elsket af de fleste. Men Frida Nilsson har også sin helt egen, personlige stil.

I ishavet, hvor Siri bor, lever alverdens særegne væsner, som måske nok mindre om noget, vi kender fra vores virkelighed, men som alligevel er noget ganske andet.
Og på sin rejse mod Hvidhoveds mine (som ingen i øvrigt ved hvor ligger – det skal jo ikke være for nemt at redde sin søster) møder Siri også havfruer – i både levende og døde udgaver.

Ishavspirater er fint illustreret med tegninger af Sofie Børsting.

Ishavspirater er en både fængende og smuk fortælling om kærlighed mellem søskende. Og om at trodse alle verdens farer selvom man er bange.
Universet er magisk og fortællingen er universel. På samme måde som det er tilfældet med Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte, hvor de to drenge aldrig giver op eller svigter hinanden – selvom de er bange og ingen tør hjælpe dem.

Sofie Børsting har leveret de mest stemningsfulde illustrationer til Ishavspirater. Enkle, sort/hvide tegninger, som underbygger bogens univers og stemning utroligt fint.

Pageturner for både børn og voksne

Det er en vaskeægte pageturner Frida Nilsson har skrevet skabt. Fortællingen drives frem og det er svært at lægge bogen fra sig. Også som voksen. Forlaget angiver aldersgruppen til 7-12 år, men da der en ret lang bog (375 sider), er nok kun de mest ambitiøse tweens, der vil kaste sig over læsningen selv. Men som højtlæsningsbog – eller som selvstændig læsning for unge og voksne – er den helt perfekt.

 

Frida Nilsson: Ishavspirater
Illustreret af Sofie Børsting
Udgivet på ABC Forlag den 18. november 2016

Se mere på forlagets hjemmeside.

ZAM af Jesper Wung-Sung

I den nærmest postapokalyptiske verden, der beskrives i Jesper Wung-Sungs bog Zam, lever mennesker og zombier side om side. Ikke på den harmoniske fredfyldte måde, men i et zoneopdelt, temmelig kaotisk samfund.

Zam er en zombie-roman om et samfund i opløsning, der garanteret vil falde i målgruppens smag (ca. 11+ år).

En helt almindelig (zombie-) dreng

Midt i denne verden finder vi drengen Zam. Zam er en zombie. Men en atypisk én af slagsen. Hans højeste ønske er at være som en helt almindelig dreng i en helt almindelig familie. Og han forsøger med al magt at være netop dét. Desværre for Zam består hans familie af zombier. Zombier med et meget lavt ordforråd, der kun fokuserer på kød – og helst frisk kød.

Zam spiser ikke kød. Han spiser faktisk nærmest ikke. Han opfører sig, taler og går næsten som en helt almindelig dreng. Der er bare sket den ene lille ting, at han kom til at bide Oscar henne i skolen, så nu er han bortvist for altid.

Men selvom intet i Zams hjem er tilnærmelsesvist normalt, holder han facaden. Han sætter skåle med kød frem. Kropstemperatur naturligvis. Og hiver tæpper og dyner af sine familiemedlemmers hoveder:

“Hyggehejsa! Siger han.
Vi ses! siger han.
Farvel så længe! kalder han.
Kan I have en god dag! råber han.
Ingen svar. Måske et svagt grynt fra stuen.
Så lukker Zam døren bag sig og sætter stolpen på plads.”

Scenen er absurd. Især fordi han spærrer sin familie inde i lejligheden for at undgå, at de laver ulykker, mens han er væk.

Zam har i høj grad noget postapokalyptisk over sin stemning. Zombier og mennesker i kamp mod hinanden. Dem og os. Som et raceinddelt samfund, hvor angsten for de andre, de fremmede, hersker. Men fortællingen ses her fra zombiernes synsvinkel. Fra de udstødte og forhadtes.

Ingen løftede pegefingre

Jesper Wung-Sung moraliserer ikke. Han viser blot, at der altid er flere sider af samme sag. Sproget glider som altid ubesværet, historien bevæger sig støt fremad, og temaet er eviggyldigt. Nå ja, måske ikke lige zombierne som sådan. Men så kan man selv erstatte zombier med andre hudfarver, nationaliteter, trosretninger eller noget helt fjerde.

Zam tegner et billede af et samfund i opløsning. Målgruppen er teenagere og unge voksne. Og måden Jesper Wung-Sung serverer sin fortælling på med lige dele humor, alvor og diverse kropsvæsker, skal nok falde i målgruppens smag og åbne op for videre debat om diverse samfundsrelaterede emner.

 

Jesper Wung-Sung: Zam
Udgivet på Høst & Søn den 10. september 2015.

Læs mere om bogen her.