Mengele Zoo af Gert Nygårdshaug

For snart en del år siden stiftede jeg bekendtskab med den norske forfatter, Gert Nygårdshaug. Altså ikke med manden personligt, men med hans roman Mengele Zoo, der på mange måder mindede mig om Gabriel García Márquez’ univers, som jeg holder meget af.

Mengele zoo roman anbefaling

Magisk realisme, sommerfugle og terrorister

Mengele Zoo er en atypisk norsk bog. Handlingen foregår med udgangspunkt i en lille landsby i den sydamerikanske regnskov, hvor hele befolkningen (og byen med) udslettes af olieselskabernes folk.

Eneste overlevende efter massakren er en lille dreng, Mino, som derefter må leve videre med sin indsigt, sin viden og sin hævnlyst.

Store latinamerikanske forfattere som Márques og Isabel Allende er kendte for deres brug af magisk realisme. Mennesker med vinger, babyer med grønt hår, kvinder der lever i hundredevis af år er blot nogle få eksempler på magisk realisme. Men Mengele Zoo har også et strejf af denne genre – selvom den på intet tidspunkt bliver så udtalt magisk, som det ses hos de to andre, så er der noget over hele bogens stemning. Og især Minos opfattelse og oplevelse af verden omkring ham.

Fra forældreløs til miljøterrorist

Fortællingen i Mengele Zoo er helt grundlæggende en klassisk historie om hævn. Men drengen (og siden hen manden) Mino tager ikke sin hævn over olieselskaberne på klassisk vis. I stedet går han ind i en mere overordnet og økologisk forankret kamp for naturen, mod alverdens store selskaber.

Sammen med tre ligesinde venner, starter Mino en såkaldt gruppe (i dag ville man nok kalde den en terrorcelle) opkaldt efter en fiktiv sommerfugl, Mariposa Mimosa.

“Muy bien, sagde Orlando. Vi kan starte en gruppe. En rigtig gruppe, der skal tordne og lyne. Vi er fire, der står last og brast og mener stort set det samme om de fleste ting; Jovina, Ildebranda, du og jeg.” (Mengele Zoo side 257)

Og netop sommerfugle og Minos forhold til disse spiller en væsentlig rolle i romanen. Sommerfuglene bliver et tegn på naturen, på det, som de store selskaber verden over ødelægger.

I nazismens billede

Og titlen, Mengele Zoo, henviser ligeledes til verdens forhold til, opfattelse af og ikke mindst anvendelse af naturen.

“Måske havde Mengele i virkeligheden forstået menneskets position i helheden, måske havde han forstået, at det var lige så etisk forsvarligt at eksperimentere med mennesker som med rhesusaber og rotter. (…) Mino var klar over, at han aldrig ville nå til bunds i gåden Josef Mengele. Men verden var som skabt i hans billede.” (Mengele Zoo side 270)

Gert Nygårdshaug lægger op til en mere nuanceret og aktiv miljødebat. Og det er op til læseren selv at tage stilling.

Mengele Zoo er lidt svær at genreplacere. En roman i feltet mellem det actionprægede, det storladne og det tragiske. Drengen, manden, terroristen og magikeren Mino. Han er det hele og meget mere i denne fine roman, som jeg stadig her mange år efter, jeg læste den første gang, vender tilbage til.

Mengele zoo roman anbefaling

Gert Nygårdshaug: Mengele Zoo
Udgivet på Forlaget Hovedland 1. november 2010.

Se mere om bogen her.

 

 

Den første af Justin Cronin

Den første er ikke bare den første bog i en serie. Den er også den første af sin slags, som jeg har læst. Postapokalyptiske vampyrlignende fortællinger plejer ikke at være min kop the.

Jeg læser som oftest krimier, historiske romaner og ungdomsbøger. Men denne bog fangede mig ind med sin ildevarslende stemme og utrolige velskrevenhed.

Den første af flere

Den første er også en vældig, vældig lang bog. En moppedreng på 1020 sider. Men på den gode måde. Det er ganske enkelt den plads, som fortællingen har brug for. Den når på intet tidspunkt at blive for langtrukken, for kedelig eller for meget. Den er ganske enkelt bare fascinerende.

Forlaget beskriver bogens handling således:

“Da alvorligt syge kræftpatienter bliver raske efter at været blevet bidt af flagermus i Sydamerika, iværksætter den amerikanske regering et hemmeligt eksperiment på dødsdømte fanger for at undersøge, om virusset fra flagermusene kan kurere sygdom – eller bruges til at skabe den ultimative soldat. Men eksperimentet slår fejl, og pludselig er hele verden forandret”.

Vi er i USA – et sted i fremtiden. De 12 forsøgskaninger – de dødsdømte forbrydere – udvikler sig helt anderledes end ventet. De bliver til en helt ny art, som bryder ud af deres fangenskab og breder sig over hele kontinentet, hvor de spreder rædsel, død og ødelæggelse.

De 12 er blevet til viraler – en slags vampyrlignende væsner med ekstremt skarpe sanser. De er nærmest selvlysende i mørke, hvor de hænger med hovedet nedad som flagermus og lynhurtigt overmander og flænser deres ofre – menneskene.

Det lyder voldeligt, blodigt, ekstremt. Det er det, men det er også en helt fantastisk fortælling om en postapokalyptisk verdensorden, hvor det eneste håb om frelse er en lille pige og hendes særlige evner.

Ingen forløsning, kun frygt

Der kommer ingen forløsning med udgangen af Den første. Kun den nagende frygt. Justin Cronin har skabt et dystopisk storværk. Og en fortælling, der fortsættes i de følgende bøger.

Pt. er jeg i gang med at læse efterfølgeren, De tolv, der indtil videre lader til at tage arven op på fin vis. Men igen er det for mig temmeligt skræmmende. Faktisk så meget, at jeg må inddele bogen i mindre bidder. Og helst læse andet (helt u-uhyggeligt) indimellem for at bevare den gode nattesøvn.

Justin Cronin skriver i et nøgternt, beskrivende sprog. Korte sætninger. Dialog. Notater. Lige på og hårdt. Og alligevel er det ekstremt effektivt. Fortællingen drives frem. Og selvom der hele tiden er en underliggende, ildevarslende stemning, så kommer uhyggen inde fra og ikke fra bogens fortælling i sig selv. For historien byder også på kærlighed, menneskelighed, overlevelse og barmhjertighed.

Det er svært at forklare. Men prøv engang selv. Den første er også indtalt som lydbog og varer ca. 37 timer. God fornøjelse!

Justin Cronin: Den første
Udgivet på Lindhardt & Ringhof 1. december 2011.

Læs mere om bogen her.

 

Transfervindue – fortællinger om de raskes fejl

Okay. Jeg ved det. Jeg er sent på den ift. denne her bog – Transfervindue som virkelig fik stormomtale ved udgivelsen i marts i år.

Jeg tænkte nok egentlig, at det blot var et vellykket stykke PR-arbejde, der lå bag den massive omtale. Men nu har jeg læst bogen. Og jeg synes, den er fantastisk. Og helt, helt forfærdelig på samme tid.

Som at se på solen

Irvin D. Yalom skrev engang en bog med titlen Som at se på solen – at leve med døden. Pointen var klar. Emnet er svært. Man kan kun tåle at tale om det, at beskæftige sig med det i kort tid af gangen.

Maria Gerhardts bog Transfervindue er lille. En kort bog med ganske lidt tekst på hver side. Men alligevel fortæller den så meget. Også mellem linjerne.

Teksten på side 28 i bogen lyder som følger:

“Den syge får tilsendt vældig mange emojis.”

Transfervindue handler om sygdom. Om hvordan andre opfører sig over for den syge. Om døden. Om at være syg blandt raske. Om at vente – på døden.

En personlig læseoplevelse

Oplevelsen under læsningen af Transfervindue vil være en forskellig for hvert enkelt menneske. Det er ikke en oplevelse, der kan videreformidles. For oplevelsen bygger i høj grad på den enkeltes personlige erfaringer med og relationer til sygdom og død.

Der kunne skrives meget om Transfervindue. Om Maria Gerhardt. Om fremstillingen af Hellerup som et stort hospice. Men det kan alligevel ikke forklares. Det kan nok kun opleves. Du må læse bogen. Du bør gøre det.

Måske finder du som jeg, at den både er fremragende skrevet og en fantastisk formidling af et virkeligt vanskeligt stofområde. Eller måske siger den dig ikke rigtigt noget. Men hvis du ikke læser den, finder du ikke ud af det.

Maria Gerhardt: Transfervindue
Udgivet på Politikens Forlag den 10. marts 2017.

Se mere om bogen her.

ENSOMmerfugl af Gabriella Ullberg Westin

Krimi og ferie er en oplagt kombi

Jeg har ikke bare holdt påskeferie i den seneste uges tid. Jeg fik også læst en enkelt krimi på turen til Berlin med familien. Og en lidt anderledes én af slagsen ift. min vanlige læsning, vil jeg mene.

ENSOMmerfugl er den første bog af svenske Gabrielle Ullberg Westin. Og selvom hendes tredje bog i serien netop er udkommet på svensk, så er det mit første møde. Både med Westin og med genren, erotic crime.

Erotic crime

Under et interview på årets Krimimesse i Horsens blev Gabrielle Ulberg Westin spurgt, hvorfor hun har valgt at skrive bøger i genren, erotic crime. Hendes svar var ganske enkelt, at det havde hun ikke. Hun ville skrive en krimi og de meget eksplicitte sexscener var bare blevet en naturlig del af bogen.

Men netop genren erotic crime er gået hen og blevet Westins varemærke. Og ja, der er en del temmelig udpenslet sex i bogen, men det er stadig krimiplottet, der bærer fortællingen frem. Heldigvis. For det er et vældig fint plot.

Svensk ferielæsning

ENSOMmerfugl handler om politimanden Johan Rokka, der flytter tilbage til sin barndoms landsby, hvor han hurtigt kastes ud i opklaringen af et ubehageligt mord på en kendt fodboldsspillers hustru.

Parallelt med opklaringsarbejdet lærer læseren også Rokka at kende. Både hans forhistorie, hans fremtidsplaner og hans seksuelle tilbøjeligheder.

Rokka vikles i ENSOMmerfugl ind i en mordgåde, der både bringer hans egen ungdom, en tidligere kriminel løbebane og en lang række smukke, unge kvinder ind i forløbet.

Gabriella Ullberg Westin spinder et fint net mellem sine forskellige personer i bogen. Og der lægges helt tydeligt op til flere fremtidige bøger. De to er jo allerede udkommet, og det bærer den første bog klart præg af.

Hvis du ellers er i stand til at abstrahere fra en hel del stavefejl, der burde have været fanget i korrekturen, så er ENSOMmerfugl alt i alt en god krimiunderholdning og en ret oplagt ferielæsning – uanset om du planlægger ferie ved Middelhavet, i storbyen eller hjemme på sofaen.

Gabriella Ullberg Westin: ENSOMmerfugl
Udgivet af HarperCollins Nordic 19. oktober 2016.

Læs mere om bogen her.

Krimimessen 2017: Turen går til Horsens

Det er den tid på året. Forår, javist. Men også tid til Krimimessen i Horsens. I år er det den kommende weekend; den 1. og 2. april.

Spontane oplevelser

Selvom jeg egentlig på langt de fleste områder er et et meget struktureret menneske, så er jeg ikke super god til at planlægge Krimimessen på forhånd.

Altså jeg kigger altid programmet igennem og ser, hvilke interviews etc., jeg gerne vil høre. Men så snart jeg træder ind på Fængslets grund, glemmer jeg alle de gode intentioner.

Der er SÅ mange spændende interviews og foredrag. Men der er også så mange glade krimifans, bognørder og andet godtfolk til stede, som man nemt lige kan falde i snak med. Så jeg har for længst droppet de forudplanlagte ture. Jeg hører det, jeg når at høre.

Kig forbi Rød Scene søndag

Til gengæld har jeg så de seneste år tit hørt nogle forfattere, som jeg ikke kendte til på forhånd. Og derved opdaget nye læsemuligheder, netop fordi jeg lige tilfældigvis stod ved den scene på det tidspunkt. Det kan også anbefales.

De sidste to år har jeg taget en frivillig tjans på Krimimessen. Intet at regne mod den kæmpe indsats, som alle folkene bag messen leverer i mange måneder inden. Men lidt har jo også ret. Så i år kan du finde mig ved Rød Scene søndag formiddag.

Og resten af tiden. Tja…. Der hører jeg et eller andet fra en eller anden et sted i Fængslet.

Så afsted til Horsens. Og god fornøjelse til alle på Krimimessen!

Programmet for årets krimimesse kan du se her.

3 bøger jeg vil læse i år

Ja ja, jeg vil nok næppe nøjes med de tre. Men her er 3 titler, som jeg har besluttet, at jeg VIL læse i år (Og læse kan godt betyde lytte, for jeg skelner ikke så hårdt på den front).

Det er tre bøger, som har en fast plads i min bogreol. De to af dem har stået der, så længe jeg kan huske. Men de mangler at blive læst af mig…

De 3 bøger på min must read-liste er:

Christopher Galt: Biblical

Roman skrevet af den skotske krimiforfatter Craig Russell under navnet Christopher Galt. Jeg er vild med Russells krimier, men denne her skulle eftersigende være noget ganske andet. På dansk hedder den vist Det tredje testamente.

Martin A. Hansen: Løgneren

Det er jo en gammel sag. Men min mand er vild med den og har forslået mig at læse den længe – måske ca. de sidste 13 år. Nu er det vist på tide.

George Orwell: 1984

Det er jo en klassiker. En bog, man bør læse. Og jeg aldrig har fået den læst. Så i år skal det være.

Bum! Nu har jeg sagt det højt. Det står her sort på hvidt. Nu hænger jeg på aftalen med mig selv.

Har du også bøger, som du har udskudt at læse alt for længe?

Niels Klims underjordiske rejse – se den, læs den, kend den!

Det her bliver et lidt atypisk indlæg. Som udgangspunkt handler det om Ludvig Holbergs roman, Niels Klims underjordiske rejse. Men kun som udgangspunkt. For jeg har faktisk aldrig læst den bog. Og ikke kun fordi den oprindeligt blev udgivet på latin.

Højaktuelle Holberg!

Da jeg i sin tid læste på Dramaturgi på Aarhus Universitet, syntes jeg, at Holberg var kedelig. At flere af hans komedier bare var plagiater af udenlandske dramatikere som Calderón og Shakespeare. Men der er nu noget ved Holberg. Det har selv jeg måttet indse.

For ikke længe siden skrev jeg et indlæg om iscenesættelsen af Erasmus Montanus på Aarhus Teater. Det kan du læse her. Og i fredags var jeg til premieren på Niels Klims underjordiske rejse på Vendsyssel Teater (ja, jeg var kommet langt hjemmefra, men det var så afgjort turen værd!).

Nå, men de to forestillinger, samt læsningen af en ganske særlig børnebog (den vender jeg tilbage til om lidt), har fået mig til at ændre mening: Holberg var for sej. Og temaerne i hans værker er højaktuelle den dag i dag. Hvis de vel at mærke serveres på en måde, der giver dem relevans og bliver iscenesat overbevisende.

Du kan læse lidt mere om fortællingen her.

Gendigtning i børnehøjde

Men tilbage til førnævnte børnebog. Det drejer sig om bogen på det første billede her i indlægget: Vibeke Stybes gendigtning af Niels Klims underjordiske rejse. Forkortet, forenklet og uden for mange gentagelser. Super fint illustreret med Dina Gellerts farverige tegninger. Og historien er jo fabelagtig!

Dina Gellert har stået for de fine illustrationer i Vibeke Stybes gendigtning af Niels Klims underjordiske rejse.

Holberg skrev sin roman i 1741. Mere end 100 år før Jules Verne skrev Rejsen til jordens indre. Han var jo en firstmover. De tanker og ideer, der ligger bag er for vilde. At der findes et helt univers på vrangsiden af vores planet, hvor alle mulige tænkelige (og utænkelige) væsner lever. Fra talende dyr over havfruer til levende træer. Det er fabelagtigt i ordets bogstaveligste forstand.

Selvom det er en forkortet udgave, er det stadig en ret teksttung bog. Men den kan læses højt for de mindre børn også, hvis den deles op i mindre bidder. F.eks. et afsnit hver dag som godnatlæsning.

Vibeke Stybe og Dina Gellert: Niels Klims underjordiske rejse
Udgivet på forlaget Forum i 2000.

Bogen er desværre udsolgt fra forlaget, men du kan sikkert låne den på dit lokale bibliotek.

Niels Klim anno 2017 i Vendsyssel

Og så var der lige det med premieren på Vendsyssel Teater. Et smukt, stort nybygget kulturhus lige midt i Hjørring, som i sig selv kunne være et besøg værd.

Jeg har skrevet en decideret anmeldelse af forestillingen, som bringes i Information på fredag. Men her er et ultrakort rids af oplevelsen, som jeg på det varmeste kan anbefale.

Peter Schrøder har iscenesat ud fra en helt nyskrevet dramatisering fra Anna Bro og Thor Bjørn Krebs. Forestillingen synes at være et oplagt valg til det nye teaters største sal, der er helt rund og derfor er perfekt til at mime indersiden af jordkloden.

Temaer som integration og fremmedhed er i fokus. Og med et velspillende skuespillerhold, fine kostumer, effektfuld og veludført scenografi, lys og lyd bliver Niels Klims underjordiske rejse på en i særklasse god oplevelse.

Forestillingen spiller frem til 12. april.

Se mere på teatrets hjemmeside.

 

Og se så at få læst den bog. Om ikke andet, så den forkortede, børnevenlige udgave.

Tess Gerritsen: Kirurgen og Lærlingen

Er du til blod, skalpeller og masser af lægefaglig baggrundsviden serveret i lækker i krimiindpakning, så kast dig fluks ud i læsningen af Tess Gerritsens bøger!

Fra læge til bestsellerforfatter

Den amerikanske krimiforfatter Tess Gerritsen er egentlig uddannet læge, og det kan mærkes, når man læser hendes bøger. For de emmer af lægefaglig baggrundsviden, uden det dog på noget tidspunkt tager overhånd eller bliver for kedeligt.

Jeg har aldrig tidligere stiftet bekendtskab med hendes bøger. Jeg havde faktisk aldrig hørt om hende, før jeg så hendes navn i programmet til dette års krimimesse.

Under mottoet, bedre sent end aldrig, kastede jeg mig over læsningen af hendes bøger. Og det var bestemt en oplevelse, jeg ikke ville have været foruden.

Rizzoli og Isles

Så vidt jeg kan læse mig frem til, har Tess Gerritsen skrevet pænt mange romaner gennem årene (hendes første bog udkom i 1987). På dansk er vist kun udgivet bøger i serien om Rizzoli og Isles.

Kriminalassistent Jane Rizzoli og retsmediciner Maura Isles er de gennemgående karakterer i serien. Selvom Isles sjovt nok slet ikke er med i første bog. Og Rizzoli i begyndelsen har mere karakter af en birolle. Men det betyder ingenting. Udviklingen af de to kvinder, deres roller, virker naturlig og troværdig.

Jeg har læst de to første bøger i serien og kan varmt anbefale dem til dig, hvis du holder af krimier og godt kan tåle lidt (eller meget) blod.

Kirurgen

Første bog i serien er Kirurgen. Og titlen siger faktisk ikke så lidt. Der er skalpeller, seriemord og masser af blod. Og jeg mener MASSER af blod!

En seriemorder er løs i Boston. Hans ofre er kvinder og han efterlader en temmelig genkendelig signatur. De to kriminalassistenter, Jane Rizzoli og Thomas Moore er på sagen, men begge bliver de langt mere inddraget i sagen, end nogen af dem havde regnet med.

Kirurgen er spænding på højt plan. Og Tess Gerritsen demonstrerer, at baggrundsviden og sproglig formåen er langt vigtigere end et unikt, nytænkende plot.

Lærlingen

Anden bog i serien hedder Lærlingen. Her går en lang række markante personer fra den første bog igen. Men nu er det kriminalassistent Jane Rizzoli selv, der er jaget vildt. Og hun har ikke længere Thomas Moore ved sin side.

Niveauet fra den første bog holdes, men der kan vanskeligt siges meget om Lærlingen uden at afsløre slutningen af Kirurgen.

Faktisk minder de to første bøger en hel del om hinanden. Både hvad angår opbygning og plot. Næsten som om Gerritsen skrev den samme bog én gang til i en ny version. Men det gør dem på ingen måde kedelige. Tværtimod.

Handlingen drives naturligt fremad, personskildringerne er troværdige og sproget flyder (i takt med blodet). Det er kort sagt to gedigne krimier. Velskrevne, velkonstruerede, velresearchede. Der er intet at klage over.

Også for fans af Karin Slaughter

Uden helt at kunne sætte fingeren på hvorfor, så mindede Tess Gerritsens bøger mig lidt om Karin Slaughters. Måske er det noget med kombinationen af det brutale og det feminine. Uanset hvad, så virker de. Og fans af Karin Slaughter bør så afgjort også læse Tess Gerritsen.

Der er dd. udgivet 4 bøger i Rizzoli og Isles-serien. De to herover, Synderen (bog nr. 3) samt bogen Dø igen, som i den oprindelige serie vist er nr. 11 (!?). Senere i denne måned udkommer den fjerde bog, Dobbeltgængeren.

Tess Gerritsen: Kirurgen
Tess Gerritsen: Lærlingen

Udgivet på Forlaget Jentas i 2016.

Læs mere om bøgerne her.

Bonusinfo

I år har du chancen for at møde Tess Gerritsen til Krimimessen i Horsens. Tjek programmet her.

 

 

Murakamis magiske univers

Her kommer en indrømmelse: Jeg er vild med Haruki Murakami. Altså ikke manden. Men med det univers han præsenterer i sine bøger.

Haruki Murakami Mænd uden kvinder Forlaget Klim kulturmor
Under det forgyldte smudsomslag på “Mænd uden kvinder” gemmer sig en helt enkel, sort bog med en præget bille.

Den japanske forfatter Haruki Murakami har en solid fanskare i Danmark – ikke mindst takket være romanen Trækopfuglens krønike, der blev hans helt store internationale gennembrud.

Haruki Murakami Trækopfuglens krønike forside kulturmor

Jeg var selv lidt langsom i optrækket og kom på ingen måde med på hverken den første eller den næste bølge af Murakami-begejstring. Faktisk har jeg endnu til gode at få læst Trækopfuglens krønike. 

Haruki Murakami 1Q84 forside Kulturmor

Men en dag for nogle år tilbage tog jeg mig sammen og kastede mig over 1Q84. Og så var jeg solgt.

Magisk realisme eller bare magisk?

Jeg har altid elsket den magiske realisme, som især er kendetegnende for latinamerikanske forfattere som Gabriel Garcia Marquez og Isabel Allende. Og jeg genfandt lidt af den samme følelse hos Murakami. Selvom den her har et ganske andet udtryk.

Haruki Murakami Kafka på Stranden forside kulturmor

I Murakamis univers kan det meste ske. Også det, du slet ikke kan forestille dig. Eller det, du aldrig kommer til at forstå. I bøger som 1Q84 eller Kafka på stranden sker der gang efter gang noget, som egentlig ingen mening giver, men som alligevel passer ind og godtages af læseren.

Murakami kombinerer det overnaturlige med en troværdig, realistisk fortælling. Det er helt almindelige (japanske) hverdagsscenarier og fortællinger, Murakami leverer. Og alligevel kan helt groteske ting finde sted.

Læseren efterlades med massevis af uafklarede spørgsmål om romanpersonernes før, nu og senere. Løse ender og uudtalte følelser og forhold er mere reglen end undtagelsen.

Haruki Murakami Mænd uden kvinder forside KulturmorFor godt et par år siden udkom Murakamis novellesamling, Mænd uden kvinder på dansk. 7 noveller om mænd, som er – ja – uden kvinder på den ene eller anden vis. Jeg skrev en anmeldelse af bogen på KultuNaut, som du kan læse lige her.

 

Der er noget fantastisk, nærmest eventyrligt over Murakamis univers. Så har du endnu ikke stiftet bekendtskab med den japanske forfatter, så er hans bøger klart anbefalelsesværdige.

Forlaget Klim - Haruki Murakami - FOLKVER PER

 

Du kan se meget mere om Haruki Murakami og hans bøger (de danske udgaver) på forlaget Klims hjemmeside.