Frank Madsens lille korte billedbog Alf vil ha’ et kæledyr NU! er uhyre skarpt skåret og virkelig, virkelig sjov! Så kort kan det egentlig siges.
»Alf har altid ønsket sig en krokodille! Alf og krokodillen leger muntert sammen hele dagen! Men Alf glemmer at fodre den. Og krokodiller er meget sultne.«
Langt hen ad vejen minder fortællingen om noget, man har læst før. Drengen Alf vil have et kæledyr og plager sine forældre indtil det lykkes.
Han starter ud med nogle ret vilde dyr (bogstaveligt talt), men må hver gang indse, at det nok ikke er det rigtige valg – og familien må igen en tur til dyrehandlen.
Men herfra ophører ligheden med andre børnebøger, jeg kender. For slet ikke at tale om slutningen, der er særdeles overraskende. Jeg måtte grine højt flere gange under læsningen. Teksten er kortfattet og historien helt stramt konstrueret, mens de enkle, farverige tegninger fortæller resten.
Frank Madsens billedbog er ganske enkelt virkelig sjov!
Frank Madsen: Alf vil ha’ et kæledyr NU!
Udgivet på forlaget Eudor